Annonce – I samarbejde med Københavns Kommune

I de første 19 år af mit liv boede jeg i villa, i Hvidovre. De sidste 17 år har jeg boet i lejlighed på Frederiksberg, Nørrebro, København K og i Sydhavnen. Og som flere af jer ved, har jeg gennemtævet nettet for mulige huse, der indfrier vores ønsker om en ny bolig. Et hus til en pris der ikke kræver en advokatløn, ligger i rimelig afstand til mine forældre, søster og venner (København), har mindst to etager og en dejlig have. Men det er svært at få det hele med. For der er også en anden, afgørende, grund til vi ikke er kommet videre. At jeg er lidt bange ved tanken om at bo i et hus, uden naboer klods op af os. For tanken om at få indbrud er jo skræmmende!

Jeg har som sagt boet i hus i 19 år, og i lejlighed i 17. Og jeg har aldrig selv haft indbrud. Huset jeg boede i som barn og ung lå for enden af en lang grussti, til højre. Til venstre lå vores nabos hus, og dér var der flere indbrud mens vi boede der. Måske var grunden til at vi ikke havde indbrud, fordi vi havde et alarmskilt på døren, fordi vores hus havde en snæver indgang (og udgang – for tyvene), eller fordi vi altid sørgede for at tænde lys, når vi var ude og bortrejst. Jeg ved det ikke, men én ting er sikkert, at det ikke er smart at lade et hus eller bolig virke tomt og forladt.

I Sydhavnen hvor vi nu bor, er her et særligt fællesskab. Ikke blot blandt borgerne i bydelen, som altid hilser, smiler og hjælper hinanden. Men også i vores opgang. Vi sidder ikke lårene af hinanden, men når vi mødes i opgangen sludrer vi, og når vi ikke er hjemme passer vi på hinandens hjem. Vi har en Facebook-gruppe i vores andelsforening hvor folk skriver ud hvis der foregår noget mistænkeligt, eller folk ikke har set naboen længe, uden at at have hørt fra dem. Vi passer på hinanden, og dét er super trygt. Ingen i vores opgang har haft indbrud, mens jeg har boet her, men hende i naboopgangen der bor i stuen, havde indbrud i sommer. Herefter blev der opfordret til at vi alle holdt ekstra øje og ikke lukkede nogle ind vi ikke kendte.

Men hvad kan vi ellers gøre for at sikre vores hjem?

De sociale medier fandtes ikke i 80-90’erne hvor jeg boede hjemme, men vi havde også et super stærkt nabobånd, som mine forældre gjorde stort brug af ved at få nogle af naboerne til at holde øje når vi var væk og omvendt. Når vi ikke var hjemme fik vi fætter Kaj eller andre venner til at vande blomster, tænde (og slukke) lidt forskelligt lys rundt i huset og lade radioen køre, så det aldrig virkede efterladt. Og så hjælper det også at forstærke sine døre, vinduer og låse, som Københavns Kommune så fint beskriver i deres oplysningskampagne om indbrud i samarbejde med bl.a. Københavns Politi og Det Kriminalpræventive Råd. Det er nemlig sådan at vi i København har mere end 1700 indbrud om året. HER kan I finde gode råd til hvordan du undgår indbrud i dit hjem – som I kan se på Københavns Kommunes fine plakat herunder, kan vi bl.a. mindske risikoen ved nabohjælp 🙂

En weekend i år, da vi var bortrejst, tændte jeg for radioen da vi tog afsted. Vi hører normalt meget radio, men denne gang skruede jeg ekstra højt op. Det resulterede i at min underbo skrev en sms til mig, om hvad faen’ der foregik oppe på 2. sal. Bassen bragede ned gennem gulvet. Tryg og glad var jeg taget afsted på weekend, uden at skænke det en tanke, at radioen også ville spille (meget højt!) hele natten – i to døgn – sådan at larmen i dén grad ville genere mine naboer. Jeg var ikke særligt populær da jeg kom hjem, men fik tilgivelse –  så man skal heller ikke overdrive 😉

Vi har endnu ikke fundet huset, og status pt er at vi har lagt husjagten lidt på køl. Mest af alt fordi vores budget ikke er stærkt nok til at finde en bolig der har de kvaliteter vi kigger efter, og ikke mindst fordi alt spiller i Sydhavnen. Uma elsker sin skole, Sofus hans børnehave, vi har mine forældre, søster, niece og svoger og de fleste gode venner tæt på os. Jeg elsker Sydhavnen og det er mega praktisk at bo i denne bette Københavner-landsby med det job jeg har – også ift Martins arbejde. Så vi har nu besluttet os for at bobbe lejligheden op som vi ønsker den skal være, og hvis drømme-sommerhuset eller kolonihaven i Sydhavnen pludselig banker på, så griber vi dén mulighed i stedet. Jeg har alligevel ikke særligt grønne fingre, kan ikke komme i tanke om noget mere kedeligt end at slå græs – hver uge, og så kan jeg blive her, i mit trygge hjem, med gode naboer, der holder øje med hinanden og hilser i opgangen og på gaden, og fortsætte livet som Sydhavnsmor 😉