Det er ligemeget at du bruger cykelhjem, hvis…

cykelhjelm

I går, da jeg var på vej til vores bådhus, blev jeg igen mindet om hvor fandens mange, der bærer en hjelm på hovedet uden at den sidder rigtigt. Og det skaber falsk tryghed. Har I ikke set børn, der sidder i børnesæde bag på cyklen med en cykelhjelm nærmest hængende i nakken, eller alt for højt på hovedet, som en slags tophue, fordi den var for lille? Eller voksne mennesker der cykler med cykelhjelm, uden at lukke remmen? Sidder hjelmen ikke korrekt, er det faktisk ligemeget at du bærer den. Derfor fik jeg lige lyst til at dele budskabet og lege lidt cykelhjelms-politi, særligt for børnenes skyld, så de kan cykle sikkert rundt i trafikken med deres forældre, som også skal være sikret bedst muligt. Jeg har selv været der – ikke været opmærksom på hvordan hjelmen skulle sidde på mine børn, for at de var ordentligt sikret, og jeg har selv været – i maaaange år – en af dem, der synes det så for åndssvagt ud med en stor fed hjelm på hovedet (lad os være ærlige – det er ikke sexet, men for faen’ – det er vigtigt!). Jeg tror sgu ærligt talt vores børn ville blive alvorligt ulykkelig, hvis der skete os noget, fordi vi ikke havde sat hjelmen korrekt på os selv, eller slet ikke bar den.

Men hvordan skal hjelmen så sidde korrekt?

Hvis panden er fri, og du tager en tur ud over cyklen, er hjelmen som sagt ikke til meget gavn. Hjelmen skal dække panden, tindingerne og panden for at beskytte hovedet. Der skal kun være 2-3 cm mellem bryn og hjelm-kant, for at den sidder korrekt (vandret set fra siden).

Hvis hjelmen ikke sidder stramt, ryger hjelmen alligevel af hvis du vælter eller styrter. Den skal sidde helt til, så den ikke glider rundt på hovedet. Der må kun være plads til to fingre mellem rem og hage. Remmen skal strammes jævnligt – husk at gør det på jeres avl! Og husk for guds skyld, at køb nye hjelme, når ungernes hoveder vokser, så jeres børn ikke er en af dem, der cykler rundt med “top-hue”-looket på cykelstierne, for så beskytter den altså ikke øverste etage!

HUSK HJELMEN – OGSÅ SELVOM DU SYNES DU LIGNER ET CYKLENDE HOVED. HELLERE ET CYKLENDE HOVED, END IKKE NOGET HOVED, ER DU ENIG? 😉 <3

Læs også…

Cykelhjelmshelvedet

Cykelhjelmshelvedet er ovre – se min nye smarte cykelhjelm

I Sverige skete der noget pinligt…

I forrige weekend tog ungerne, Martin og jeg til hovedbanen klokken meget tidligt om morgenen, for at møde 9 andre bloggere og deres familier. Momster havde nemlig inviteret os heldige asener på pressetur til det svenske.

Pippis sko i Filmbyn

Man er vel miljøbevidst, så vi tog selvfølgelig toget (jeg tror slet ikke der går fly, kun privat – og det er alligevel lidt overkill for en Sydhavner – dertil hvor vi skulle) til Kalmar-regionen, hvor første stop var Mariannelund, og Filmbyn. Filmbyn, er et slags museum, hvor man kan se og opleve en masse af de originale kulisser og rekvisitter fra Astrid Lindgren-filmene, fx Pippis sko fra filmene osv. Et must for ægte Astrid-fans! På museets førstesal kunne man indspille sange, virtuelt blive hejst op i flagstangen, ligesom Ida gør i Emil fra Lønneberg osv. Børnene elskede det!

Når man stopper et udstillingstoilet på selveste Katthult

Efterfølgende tog vi bussen mod Katthult – jep, lige dér, midt i ingenting, mellem marker og enge, hvor Emil fra Lønneberg-filmene er optaget. I dag ejes området og husene hvor både Emil og Alfred boede, af en familie, og er privat sommerbolig. Ja, det var faktisk også privat bolig dengang filmene, for et par generationer siden, blev optaget. Vi mødte manden og kvinden der ejer Katthult, som fortalte os livligt om stedet, som var helt fantastisk og stensikkert et besøg værd – rigtig sejt at opleve. Man fik sgu selv lyst til at købe sådan et svensk-rødt paradis og give sine børn de bedste somre, år efter år. Ejerens (manden) mormor havde ejet gården dengang filmene blev optaget. En dag var der kommet nogle forbi og spurgt om de måtte filme en film på gården, og mormor havde sagt “øhm, OK, ja”. Ingen havde vidst det ville blive en så kæmpe succes – og at stedet, Katthult, ville blive en turistattraktion som mere end 1 mio. gæster besøger om året.

Da vi var forbi forrige weekend skulle Uma og hendes nye bedste hjerte-veninde, Kummefryseren – Lillemors datter, skide. Sådan som i NU! De havde kværnet nogle store, virkelig lækre, kanelbullar i Katthult-butikken, som solgte økser, snitteknive og glass (dem man spiser) og en masse andet souvenir- og fine ting. Og kanelbullarne havde sat skub i gårdagens indtagelser, og dér stod vi – midt i Alfreds hus. Som normalt ikke var åben for turister. I hjørnet var der et toilet. Det toilet så sgu meget normalt ud. Jeg havde dog godt set at der nogle steder, i det lille fine svensk-røde hus, der lå overfor Emils hus (hvor familien i dag havde privat bolig, og der ikke var adgang), var nogle afspærringer med snore. Men det var lissom’ at det ikke var noget vi skulle tage hensyn til på dagen, virkede det til, fra ejermændene. Om ikke andet, presssede pøllerne sig på, og jeg var enemand med Kummefryseren og Uma, der rev mig i armen, med et udtryk i øjnene om at det ville ende galt i buksen, hvis det ikke var NU. Så de slap hver en lort i Alfreds toilet. Og ville efterfølgende trække ud – og vaske hænder. Men der var intet vand.

Jeg gik en smule i panik. Både fordi det pludselig gik op for mig, at det nok ikke var et rigtig toilet, men et udstillingstoilet – og fordi jeg ved at Lillemor, er helt ekstrem bakterieforskrækket, og Kummefryseren derfor ikke kunne få vasket hænder. Kummefryseren fik også et panik-blik i øjnene, og sagde med bævrende stemme “Åh nej. Min mor går i panik. Nu får jeg bakterier på mine fingre. Så får jeg dem måske i munden. Så bliver jeg dårlig, og så kaster jeg op”. Hun nåede at sige den sætning på under 2 sekunder. Hun VAR i panik. Altså, Lillemor er jo jordmoder, og ved hvor farlige sådan nogle baktusser kan være. Jeg tyssede på den stakkels pige, der ikke anede uråd, og sagde “vi holder den mellem os, gå ud bare ud og tør fingrene i det våde græs, og så går det hele nok”. Men Lillemor var ikke til at snyde, og Kummefryseren turde ikke andet end at indrømme. Heldigvis var ejerne så søde, og lukke os ind i Emils hus (total VIP, mand!) og vaske hænder.

Astrid Lindgrens Verden

Efter den uheldige “vi stopper lige Alfreds toilet”-episode, gik turen videre til Astrid Lindgrens Verden, hvor vi skulle overnatte i de fineste træhuse, inden vi dagen efter skulle ind i parken. Martin og jeg snakkede om hvor fedt det kunne være at eje sådan en træhus, som havde alt man havde brug for, på meget få m2. De lå tæt, i en lille “by”, lige udenfor Astrid Lindgrens Verden, som er en oplevelsespark med teater fra hendes bøger, legepladser, små byer, bygget i børnestørrelse osv. Fint sted, som vi hyggede os meget i. Vi så blandt andet “Pippi flytter ind, og møder Tommy og Annika”, og dér hvor Ida hejses op i flagstangen. Det var dygtige skuespillere, men man skal bruge mere end 6 timer for at se alle forestillingerne, som også inkluderer fx Karlsson på taget og Ronja Røverdatter. Jeg kunne godt mærke, at jeg lige skal ha’ læst op på min Lindgren. Jeg er ikke helt skarp til historierne.

Västervik Resort, sæler og mini-pingviner

Efter en dag i Astrid-land, tog vi videre til Västervik Resort – et helt fantastisk sted. Det mindede mig egentlig en smule om det sted jeg som barn tog til sommer efter sommer. Oddane Sand i Norge, hvor min mormor havde campingvogn på stranden mellem fjeldene. Ingen dårlige ord om Danmark, men Norge og Sverige kan sgu noget, vi ikke kan i DK. Og bevares, omvendt også, men jeg er altså en sucker for Norge og Sveriges natur. Vi boede i hver vores hytte, der lå på klipperne ud til vandet – det var et helt vildt sted, hvor man både kunne leje hytter (til en god pris), være campist (der var både fastliggere og drive-by-campingvogne), og stedet havde et stort badeland, minigolf og en masse legepladser. Skønt sted, jeg godt kunne have tænkt mig at have spenderet en hel weekend på. Vi var ude at sejle mens vi var der, for at se sæler – hvilket vi desværre ikke gjorde – og mini pingviner. Jeg ved sgu ærligt talt ikke hvad de pingviner kaldes rigtigt, men det lignede sgu små pingviner og det var altså ret blæret at se pingviner i Sverige 😉

Efter to døgn i det svenske, med alle de lækre blogger-veninder og venner jeg har fået de sidste par år, vendte vi tilbage til det danske. Og selvom det altid er lidt surt at vende hjem fra noget der er godt og rart, er det sgu også altid OK, at komme retur til Sydhavnshytten og slappe lidt af, efter en weekend med run på. Sverige – jeg er slet ikke færdig med dig. Næste gang vi ses, er nok når jeg tager Uma med til Malmø, og giver hende hendes 7-års fødselsdagsgave; en shoppetur med god mad og en masse MØSSERE! 😉

Når det gør sådan rigtig ondt i maven

Det her indlæg har jeg egentlig ville skrive noget tid, men har aldrig helt haft modet. Modet, fordi jeg var bange for at at nogle skulle blive stødt, at alle de uskyldige – som jeg trods alt er helt sikker på der er langt flest af – skulle føle sig trådt på. For faget – det pædagogiske arbejde – er i forvejen ikke positivt opbakket, og her mener jeg ikke kun økonomisk. Fortæller jeg til en ny forsamling, at jeg er pædagog, gider ingen spørge mere ind til mit job. Men når jeg fortæller jeg lever af at blogge, er folk på. Det er ligesom ikke helt sejt at være pædagog i dag. Sådan opfatter jeg det. Trods for jeg selv mener, at det er sejt, og et af de vigtigste jobs, som burde anerkendes langt højere. I Norge er det langt mere anerkendt.

Men hvorfor bliver man så set lidt ned på, hvis man “bare” er pædagog, her i Danmark? Er det fordi man ikke var klog nok til at blive jurist, og derfor tog et job, der ikke krævede en lang uddannelse, hvor man bare skal kunne skifte bleer og dikke dikke? Jeg er grov nu, men jeg ved, også fra mange andre end mig selv, at det er sådan nogle tænker om faget. Og det er fandens trist.

Jeg blev selv uddannet pædagog i 2010. En blanding af tilfældigheder og en kandidat der trak ud pga. min første barsel, har jeg ikke arbejdet indenfor det pædagogiske fag i mere end et par år, sammenlagt. Men i de år – plus i et par praktikker, har jeg arbejdet i alt i fire børnehaver og vuggestuer. Og kun i én af disse fungerede personalegruppen, hvilket smittede af på børnene. Børnene havde det godt her, trods for der også var en ekstrem mangel på økonomi, som betød der ikke var noget der hed vikarer, og nogle gik ned med stress. Men alle bakkede hinanden op, og folk vendte tilbage efter stress. For det var et rart sted at være.

De andre tre steder har jeg været ude for ubehagelige episoder med pædagoger der ikke var søde overfor børnene. Om man kan kalde det korte lunter, eller mangel på empati. Jeg tror jeg kalder det det sidste. Det her indlæg får mig selvfølgelig til tasterne, fordi jeg har hørt så meget om det klip – eller den dokumentar, som Tv2 viste den anden dag. Om en instititution – der faktisk ligger i Sydhavnen, hvor en pædagogisk medarbejder opfører sig fuldstændig vanvittigt overfor et lille barn, der går i vuggestue og græder over flere timer. Jeg har valgt ikke at se dokumentaren selv, fordi jeg ikke tåler at se den slags. Jeg vælger også at zappe væk, når Nyhederne viser billeder af død og ødelæggelse. Jeg tåler det ikke. Ikke efter jeg er blevet mor. Alligevel har jeg fået så meget info via medierne, og alle dem jeg kender der har set dokumentaren, at jeg har fanget pointen – at der er nogle steder, og nogle mennesker indenfor det pædagogiske fag, der ikke burde være der. Det er hjerteskærende og grotesk at noget sådan kan finde sted. Jeg kan, som sikkert mange andre, ikke forestille mig, hvordan optagelserne har fundet sted – for ville man ikke skynde sig at melde personen med det samme, give barnet et kæmpe krammer og stoppe det her? Men så var der ingen dokumentar. Suk.

I mange år har jeg sendt mine børn i vuggestue og børnehave. Min søn har et år tilbage, inden han starter i skole. Vi flyttede ham fra en børnehave på Vesterbro, til en lokal (ikke den fra dokumentaren, men jeg kender flere der har haft deres børn dernede). Trods, jeg synes om personalet på hans stue, har jeg altid en lille klump i maven over at aflevere ham. Altid. Nogle dage forsvinder klumpen, når jeg vinker og han kysser mig farvel. Andre gange ikke. Og hvorfor det? Måske er det fordi jeg selv har oplevet – i tre ud af fire – institutioner jeg har arbejdet i, at der var voksne der ikke var søde og gode ved børnene. Uden at forældrene kunne have en jordisk chance for at vide det.

Det første sted jeg var, efter jeg blev færdiguddannet, var jeg på stue med en pædagog, jeg endda var med til at ansætte selv. Han virkede super sjov, var musikalsk, havde god humor og var frisk. Men pludselig vendte han på en tallerken fra den ene dag til den anden. Der var måske gået en måned. En dag skulle vuggestuen på tur. Han og jeg havde købt nogle sandwich i en butik på vejen og de andre børn havde fået madpakker med fra køkkenet. Jeg havde pakket min sandwich ned i en kurv foran en barnevogn. Han havde lagt sin under sin vogn. Lige før vi skulle samle børnene til mad, opdager min kollega at en lille dreng, på 2 år, sidder med hans sandwich og smider kyllingpålæg og agurkskiver fra hinanden – altså splitter hans sandwich ad. Jeg kommer til at grine – min kollega er allerede i gang med at tage sandwichen fra ham. Drengen er 2 år. Min kollega river drengen hårdt i armen, skriger ham højt ind i hovedet “hvad fanden laver du?!”, skubber ungen til side, og svovler og bander. Drengen bliver selvfølgelig bange, græder og jeg løber over og trøster ham, og beder min kollega trække sig. Han sætter sig hen i den anden ende af legepladsen med armene over kors, surmuler og kigger med et ondskabsfuldt blik på den 2-årige dreng. Som selvfølgelig ikke forstår hvad der foregår. Han havde jo bare fundet en pose med noget sjovt i, som han skulle røre ved. Min kollega kommer løbende over til mig, siger bestemt til mig “Vi deler din sandwich!!!”. Jeg er helt mundlam og paf, men også hidsig. Han skal ikke kommandere med mig! Jeg rejser mig, med den 2-årige i armene, henter min sandwich og siger “du æder den selv”. Jeg er rasende og i chok. Jeg hiver fat i en anden kollega, fra en anden stue, der er med på turen, som ikke har overværet situationen, forklarer kort episoden. Personen siger de godt havde lagt mærke til at min kollega havde et voldsomt temperament, og ikke var så omsorgsfuld overfor børnene. På vej hjem går min kollega bagerst, mens vi andre er med børnene. Han er helt oppe i det røde felt resten af dagen.

Nogle dage efter møder jeg ind kl. 9.30. Den 2-årige dreng, der havde splittet min kollegas sandwich ad den anden dag, sidder i en højstol med bøjle med hoved ind mod væggen, mens de andre spiser boller. Jeg spørger, fordi han normalt ikke sidder med bøjle, hvorfor han sidder der. Min kollega svarer at han sidder i skammekrogen, og at han skal sidde der indtil kl. 11 hvor vi skal have frokost. Det accepterer jeg selvfølgelig ikke – ingen børn skal sidde i nogen skammekrog og kigge ind i væggen. Min anden kvindelige kollega, som jeg har et godt forhold til, og som er god ved børnene, fortæller mig efterfølgende (hvor jeg selvfølgelig har sørget for han ikke skulle sidde i skammekrog), at den 2-årige ikke havde gjort andet end at tabe nogle brikker på gulvet, uden at ville samle dem op. Jeg oplever flere gange ekstreme ting med min mandlige kollega – særligt episoder der går ud over den samme lille (uskyldig, søde) dreng, og ender med at være på kontoret hos vores leder og sous-chef op til flere gange, for at fortælle om de ekstreme episoder. Desværre ender jeg selv med at stoppe, pga. min optagelse på kandidatuddannelsen, før han bliver fyret. Men han bliver fyret. Bare alt for langsomt. Og i dag ved jeg, at han et nyt sted, med nye børn… suk!

I en anden vuggestue, oplever jeg på stuen under mig, at der er to faste pædagoger der konsekvent lader børnene græde i vognene udenfor, når de skal puttes. Hver dag – altid. Jeg er selvfølgelig flere gange gået ned og spurgt dem om de ikke skal tage børnene op – og svaret har været, at de skulle lære at falde i søvn alene. Det havde de ikke tid til. Nogle børn græd sig i søvn på to timer. Helt sygt. Hvordan kunne jeg lade det stå på? Jeg var nogle gange alene på min egen stue, ovenpå, med 8-10 vuggestuebørn, og kunne ikke forlade dem. Når jeg spurgte min leder – og fortalte hende hvad jeg oplevede, sagde hun blot at det ikke var hendes opfattelse. At pædagogerne havde styr på det. Til trods for de andre pædagoger, på de andre to stuer også snakkede meget om de to ekstreme pædagoger nedenunder. Jeg ved ikke om de arbejder der endnu.

I dag – her mange år efter – har jeg en stor klump i maven. Man burde jo have gået endnu højere op, hvis ledelsen ikke gør noget – og ikke ser det. Jeg har jo også oplevet, det sidste sted jeg var, at en pædagog var meget sød og smilende overfor forældrene når de afleverede deres børn og hentede dem igen. I mellemtiden var hun altid på kontoret og drikke kaffe, imens pædagogmedhjælperen og jeg passede børnene hele dagen. Jeg havde et 6-måneders vikariat, og blev kastet ind i et kaos. Var ofte alene med 24 børn i flere timer. Så sad det ene barn på toilettet og ventede et kvarter på at få tørret numse, mens jeg skiftede ble på en anden og ind i mellem løb ind og mæglede i konflikter, eller trøstede børn der var kede af det. Kæmpe kaos. Der var ingen hjælp at hente på kontoret. Når min kollega sad på kontoret, hvor et familiemedlem arbejdede (i ledelsen), spurgte jeg hende hvad hun foretog sig, og hun svarede det var nogle møder og planer mm. hun skulle have styr på. Jeg var ny og det var kotume, forstod jeg. Alle snakkede om det, men ingen turde gøre noget. Trods for jeg fik ansvaret, hvis der var nogle børn hvis forældre vi skulle have samtaler med. Jeg kunne ikke gennemskue hende, og alligevel kunne jeg. Men det var svært at argumentere, når ledelsen altid bakkede hende op og roste hende for hendes arbejde. Når hun endelig var på stuen, var hun altid efter børnene (og os andre ansatte). Hun satte sig oftest i et andet rum, mens pædagogmedhjælperen og jeg sad sammen med børnene. Udadtil har det set ud til at det var hende der styrede stuen, at hun var nærværende og opmærksom på børnene. Da de store børn, der var klar til skole, skulle videre, var det hende der skovlede al ros, mens vi andre stod lidt og flagrede ved siden af. Forældrene kom jo i ydertimerne, og jeg ved at min anden kollega havde den samme opfattelse som mig, men bare ikke orkede at skabe ballade. Lederen blev fyret til sidst i mit vikariat.

Tre ud af fire steder har jeg oplevet pædagoger der ikke opførte sig godt overfor børnene. Og ledere der ikke tog sig af problemerne. Og det gør mig usikker. Jeg har valgt at se på livet, som noget man må stole på. For langt de fleste mennesker, og laaaaangt de fleste pædagoger er gode, dejlige, omsorgsfulde mennesker. Men der findes nogle i blandt, som jeg selv har mødt og arbejdet med, som er udenfor rækkevidde, og som ødelægger det for andre – ikke mindst børnene. Og det får de lov til, som institutionsverdenen er i dag. Det er uacceptabelt og helt vildt, at vi i et samfund som vores, lader det stå på.

Når min underbo, og andre jeg kender, vælger at passe børnene hjemme, fordi forholdene er ekstreme i daginstitutionerne i dag, forstår jeg dem godt. For de er ekstreme, de forhold. Og når jeg selv har oplevet flere steder, flere situationer der ikke har fungeret, har jeg også en klump i maven over at aflevere mit barn. For jeg har selv set, hvor søde pædagoger kan være overfor forældre, men ikke overfor børnene – uden forældrene kan have en jordisk chance for at vide om det. Først når børnene er store nok til at fortælle, kan man måske få snerten af hvad der foregår. Hvis de kan sætte ord på det. Ellers finder vi først ud af det senere hen, når sporene har sat sig. Det gør mig så forbandet ondt, at tænke på.

Når man arbejder med børn skal man have stor tålmodighed, være omsorgsfuld, have lyst til at kramme børn, også dem med ellevetaller, for de har også brug for nærvær og tryghed.

Jeg ved det kan være svært at spørge for meget ind til ens børns hverdag i institutionen, fordi man føler man pyldrer. Jeg ved desværre også – fordi jeg selv har arbejdet i flere institutioner – at der er nogle (få) pædagoger der provokeres af forældre der blander sig (for) meget, bliver hængende på stuen (for længe) ved aflevering og hentning. Og jeg har desværre erfaret, at nogle (få) pædagoger lader deres irritation på forældrene, gå ud over børnene.

Jeg håber sådan der snart er nogle derude, der tager det alvorligt – at vores børn er vores fremtid, at vores børn fortjener det bedste. Det er mit store håb.

Jeg vil, her til sidst, igen pointere, at langt de fleste pædagoger selvfølgelig er mega gode, seje, omsorgsfulde mennesker. At langt de fleste vil vores børn det godt, at de kæmper en brag kamp for at få det til at fungere i institutionerne, at de passer godt på vores børn og øser ud af omsorg. Det er trods alt meget vigtigt at huske.

Men jeg skriver det her indlæg, fordi jeg selv har oplevet meget ubehagelige episoder, der ikke burde være sket. Og stået på i længere tid. Og fordi jeg blot vil sige, både som mor og faglig, at vi skal sige fra og spørge ind til, hvis vi oplever at vores børn reagerer, eller vi ikke selv synes det fungerer. Det er hamrende vigtigt at ALLE børn har det godt – hver dag, der hvor de placeres i næsten alle deres vågne timer i døgnet. De første år i deres liv er afgørende for hvordan resten af deres liv kommer til at blive. Derfor kan de ikke nøjes. Det skal fungere. Det skal være godt og trygt sted med omsorg og nærvær, der hvor vores børn dagligt opholder sig. Det er vigtigt. Meget vigtigt <3

5 brølere vi begår i solen

ANNONCE FOR MATAS

For nyligt besøgte jeg en stor del af Matas Striber-produktionen i Græsted, sammen med min agent, Nana. Det var enormt spændende at se produkterne, fra de blev blandet af kemikere, til mærkaterne kom på flaskerne – for herefter at kunne sendes ud i butikkerne. Grunden til vores besøg, var at jeg det sidste halve år har haft et fantastisk samarbejde med Matas, som samarbejder med Kræftens Bekæmpelse, for at gøre opmærksom på de uvaner vi danskere gør os, når det gælder sol og solbeskyttelse.

For vi danskere begår mange brølere i solen, hvilket øger vores risiko for forbrændinger og hudkræft. De fleste af os ved, at det er et klogt valg at bruge solcreme, når vi opholder os udendørs i solen. Men hvor mange er egentlig klar over hvor meget solcreme vi skal bruge, for at beskytte os ordentlig imod solens stråler?

Selv blev jeg meget overrasket over hvor meget solcreme det faktisk kræver, at beskytte os – og vores børn ordentligt. Det kræver en god, effektiv solcreme – som kan købes i et hav af varianter, til både børn og voksne i Matas. Matas Solstriber har et stort udvalg, til en skarp pris – så alle kan være med. For I har måske bemærket, at solcreme kan være en dyr udskrivning når hedebølgen tager fat både herhjemme i Danmark og på ferien i udlandet?! Men heldigvis behøver det ikke at koste en bondegård, for Matas Solstriber er budgetvenlige. Herhjemme i den danske sommer, anbefaler Kræftens Bekæmpelse at vi bruger faktor 15. Kræftens Bekæmpelse kalder Matas Solstriber for “et godt valg”, blandt andet fordi:

  • De uparfumerede produkter er svanemærkede, bærer den blå krans (Danmarks astma-allergi mærke) og solprodukterne til kroppen er vandfaste
  • Produkterne beskytter både mod UVA og UVB stråling
  • Faktor 15 er nok for de fleste i Danmark, hvis den bruges i kombination med skygge og tøj – ( i syden anbefales faktor 30).
  • De fire solråd fra Kræftens Bekæmpelse: Skygge, Solhat, Solcreme og Sluk solariet er anført på emballagen
  • Der er angivet tydelig doseringsvejledning på emballagen
Denne mængde solcreme passer fint til mængden jeg skal bruge i mit ansigt, for at være tilstrækkelig dækket – i et par timer. Herefter skal jeg påføre mere solcreme. Ansigtet er udsat hele tiden, når vi opholder os udendørs, derfor bruger jeg en højere faktor, for at være godt dækket.

Men hvilke 5 brølere er det vi typisk begår – og hvad kan vi gøre for at sikre en optimal solbeskyttelse?

  • Mængden af solcreme! Jeg har i mange år taget ALT for lidt solcreme på. Jeg har for nyligt været til flere oplæg angående solbeskyttelse, som professionelle folk med stor viden indenfor området, fx en dermatolog, har holdt. Og det viser sig at vi danskere bruger alt, alt for lidt solcreme. Så lidt, at når vi smører os ind i et tyndt lang faktor 15, beskytter solcremen os kun som en ca. faktor 2 (!) – og altså ikke 15! Faktor 2 er alt for lidt i den danske sommer, og hermed er der alt for mange af os der ender med de (farlige) forbrændinger. Det kan vi bl.a. undgå ved at smøre os rigeligt ind, med masser af creme! Som hovedregel siger man at en voksen person skal bruge 1 håndfuld solcreme per krop, svarende til 30-40 ml. Børn skal bruge halvdelen, altså 15-20 ml pr børnekrop. I min video, som kan ses her i indlægget, demonstrerer jeg hvor meget solcreme du rent faktisk skal bruge for at være dækket mod solens stråler. Det er SÅ vigtigt at vi er opmærksmme på det her. En tube på 200 ml holder altså kun til 5-7 indsmøringer på en voksenkrop. Gør du brug af de smarte solcremer med spray-funktion, er vi oppe på mere end 200 sprøjt for at dække hele kroppen ordenligt. Vidste du det?! Ligger du og bader hele dagen i solen på stranden (hvilket vi godt er klar over ikke er sundt uanset solcreme eller ej), så skal du altså bruge en hel tube solcreme på én dag! Så husk at påfør dig nok solcreme!
  • De færreste af os smører os ofte nok. Faktisk kræver en ordentlig beskyttelse af hele kroppen en indsmøring ca. hver anden time. Har du badet, sveder du meget eller har du tørret dig med et håndklæde, skal du smøre dig igen/oftere end hver anden time.
  • Husk at smøre solcreme på HELE kroppen – mangle glemmer ører, rundt øjnene, rundt læberne, fødderne og på hænderne. Tænk på hvor meget sol dine hænder udsættes for, når du fx cykler!
  • Du har måske en halv tube solcreme liggende fra forrige sommer, som du ikke nænner at smide ud? Men gør det! For den virker ikke optimalt længere – virkningen aftager med tiden. Køb nye solcremer HVERT år! Ellers kan du slet ikke regne med den faktor der står på tuben. Matas Solstriber er yderst budgetvenlige, og har som tidligere nævnt et stort udvalg. Du kan købe solcremer både med – og uden parfume og til hele familien. Se hele serien på Matas hjemmeside. Vær desuden obs på hvordan du opbevarer din solcreme – sørg for den ikke ligger og koger i solen i sommerhuset eller på stranden. Læg den aldrig i solen!
  • Køb den rigtige faktor! Mange af os bruger for lav faktor, når vi bader i Sydens sol. En god faktor 15 i et tykt lag anbefales som sagt herhjemme i Danmark. I Syden anbefales faktor 30 . Personligt bruger jeg altid en faktor 50 i ansigtet og på de mere udsatte områder, som skuldre, brystkasse osv. Altså steder på kroppen som konstant udsættes for solen.

Hele serien fra Matas Solstriber findes på Matas hjemmeside. Jeg er vild med deres nye skud på stammen – solspray til hovedbunden. Sådan én har jeg fx givet til min far, som er blevet lidt tyndere på toppen, og mine unger får også nogle pift med sprayen inden de sendes i skole og børnehave – den er genial!

Et sidste råd

Husk altid at beskytte de små mennesker godt – det er aller farligst at blive forbrændt som barn. Vi skal passe på os selv – og hinanden, med god solcreme og solbeskyttelse, så vi ikke risikerer at blive forbrændte og syge <3 Del endelig budskabet så vi kan få sat fokus på at alt for mange af os bruger alt for lidt solbeskyttelse, hvilket kan være farligt <3

Campingferie i Danmark – bedre end at rejse?

Inviteret / Pressetur

råbjerg mile campingplads dethleffs

Da vi returnede fra det nordjyske, hvor vi i fire dage, tre nætter, havde boet i en super veludstyret Dethleffs-campingvogn på Råbjerg Mile Campingplads ved Skagen, sagde Uma “hvornår skal vi have sådan én?”.

Begge unger storelskede campinglivet, som I kunne følge med i på min Instagram @sydhavnsmor.dk – og jeg kan på varmeste anbefale alle børnefamilier, at feriere i Danmark, på en campingplads.

Nogle af de bedste sommerferieminder jeg har er fra min mormors campingvogn, i Norge. Fra jeg var 5 år blev jeg hver sommer sendt med flyveren (alene – dengang var man ikke så overbeskyttet ;)) til Oslo, hvor min mormor og morfar stod med store smil og knus, og norske flag og tog imod mig i Fornebu Lufthavn. Så kørte vi altid forbi Asker, til deres hus og spiste frokost og direkte videre. Kun min mormor tog med til Larvik, hvor retro-vognen lå mellem fjelde, i sandet, på stranden.

Det var den bedste følelse at komme til campingpladsen på Oddane Sand. Her havde jeg masser af venner jeg mødte år efter år, og mormor sørgede altid for at have handlet godt ind af Gudrun-brus (kiwi-sodavand fra Rema 1000), fiskeboller og den gode dåsemakrel. På stranden fik vi rosinboller og brune kroppe, og Svein-Olav, vores camping-nabo, der var lidt af en Brandon fra Beverly-hot var lokal bådudlejer og pigernes- og mormors bedste ven.

Alt var godt på Oddane. Jeg kom retur sammen med min søster, hvert eneste år i tre uger, indtil jeg ramte mine sene teenage-år, hvor jeg herefter tog forskellige danske veninder med i campingvognen. Mormor stod altid med armene åbne for os og sørgede for vi havde det godt. Og vi troede altid vi kunne gemme den medbragte danske sprut under campingvognen uden at opdages. Men mormor kunne vi ikke lure.

Det store smil så hele turen 😉

Da jeg blev inviteret på pressetur til Råbjerg Mile Camping med familien for at bo i en helt ny Dethleffs c’go 495 vogn fra 2018, der ikke manglede en dyt, kunne jeg selvfølgelig ikke takke nej. Og det virkelig godt, for vi kom HELT ned i tempo, ungerne elskede det, naboen bød os velkommen og camping-ejerne tog godt imod os.

Campingvognen havde to køjer, dobbeltseng og faktisk også et sidde-område der nemt kunne omdannes til to sengepladser mere til børn. Dvs. man kan være seks i vognen. Jeg kan nærmest ikke komme i tanke om en bedre måde at feriere på med børn – det er budgetvenligt, hyggeligt, og meget trygt. Børnene løb rundt på pladsen selv, der var ingen fare for de blev væk, eller kørt ned af en bil da man kun måtte køre 10 km/timen. Martin og jeg følte os helt overflødelige på den tur, da ungerne helst ville alt “selv” – gå på toilettet, som lå i et fælleshus i kort afstand fra campingvognen (vognen havde også et fint toilet, der skal tømmes, men det brugte vi kun til SOS-tisseri om natten ;), desuden fløj ungerne rundt campingvognen, klappede hunde og hilste på naboerne. De ELSKEDE simpelthen at være på campingferie – ligesom vi gjorde. Det var en kæmpe frihed! Uma sagde så sent som i morges “Mor, hvornår skal vi i campingvogn igen? Det er bedre end at rejse”. Så… vi må nok hellere nappe et par campingferier mere – det er jo også en optimal måde at feriere på, i disse tider, hvor vi er nødt til at være obs på hvor meget vi rejser udenlands med fly, for klimaets skyld <3

Man kan leje den campingvogn vi boede i på Råbjerg Mile Camping i uge 27-31, ved at kontakte dem HER. Men man kan også komme ud og rulle med en lejet campingvogn – se mulighederne HER. Tjek også Dethleff’s Instagram profil ud, hvis camping lyder fristende 🙂

Man skal altså passe på med at hoppe på hoppepuder, når man har født to børn – godt jeg havde ekstra bukser med 😉

Jeg laver snart en guide til Skagen, for der er dælme dejligt deroppe <3 Har du nogle gode tips der skal med, så send mig endelig en bette mail på may@sydhavnsmor.dk tak <3

Min fars og min nye hobby

Det er efterhånden noget tid siden det blev en “ting”. Jeg har egentlig altid brudt mig aller mest om at ligge på langs og lave så lidt aktivt som muligt, men pludselig, her efter to unger og manglen på at ligge på langs, har jeg avlet en ekstremt kærlighed for at gå. Altså spadsere rundt – over alt!

Min far, som altid har været yderst aktiv, primært med løb og fodbold, er god til at sove længe, men er også meget god til at være i gang konstant. Med mit privilegium (at lægge arbejdstiden som jeg vil) og min fars “nu starter livet”-periode (pension) har vi nu – uofficielt – dannet en slags gåklub, bare ham og jeg. Vi har som udgangspunkt gået hver til hver anden uge, en god tur på op til 25 km i ét hug. Det giver lige lidt ekstra kalorier på kagekontoen, I ved 😉 Som min gamle chef sagde “Jeg er i god (kage)form”. Men nu har vi altså aftalt med ord og alt, at vi skal begyndte at have byer som gå-mål. Det vil fx sige at vores første mål er Roskilde – en gåtur på ca. 30 km fra København. Man siger man går ca 5-6 km i timen, og hvis vi spadserer fra København kl. 10 (min far skal jo lige op ;)), kan vi være i Roskilde ca. kl. 16, gå en tur rundt i byen, ramme toget og være retur i København ved aftensmad-tid. 

Jeg går meget selv. Jeg bruger nærmest kun cyklen til at fragte afkommet frem og tilbage til børnehave og skole med. Alle andre steder går jeg. Ind til byen, forrige uge til IKEA Gentofte (med farmand), når jeg besøger venner osv., med mindre de bor i Hareskoven eller Århus 😉 Mit mål er mindst 12.000 skridt om dagen. Jeg har et Alta HR FitBit ur jeg er hamrende glad for, det er virkelig motiverende og jeg får jo netop energi af at bevæge mig, fremfor at ligge på den sofa jeg ikke har set skyggen af i mere end 7 år 😉 

{Reklame} Når jeg går alene hører jeg ofte podcast (Mads og Monopolet, Sitter eller Kvinden med den tunge kuffert – sidstnævnte SKAL I bare høre. En rigtig historie om en norsk bedragerisk kvinde der snyder en masse mennesker – virkelig spændende!).

Jeg har en kode – SYDHAVNSMOR – der også giver dig, din nabo og svigermor gratis adgang i 30 dage til Mofibo, når du opretter dig HER. Der er nul binding.

Der ligger nærmest alle bøger derinde, enten lydbøger eller e-bøger og jeg har før nævnt flere HER og HER som er værd at lytte til! Nogle gange går jeg sågar blot en tur for at høre lydbøger – og når jeg går med min far snakker jeg – og lytter jeg, blot med og til ham 😉

At gå er en super god måde at få bevæget sig på. Man behøver sgu ikke at rende i fitnesscentret hele tiden eller gå til zumba for at få gang i kadaveret! Skridttæller, Mofibo i ørerne og måske et mål som fx Roskilde (eller blot en anden bydel i egen by) er nogle gode motivationsfaktorer for at få bevæget sig mere – mens man har det hyggeligt og godt!

Jeg er jo lidt mere “live” på min Instagram @sydhavnsmor.dk end jeg er herinde på bloggen, og dér er der flere der har spurgt om jeg ikke laver en gåklub. Og det har jeg altså gjort nu. Med min far <3