Mine sydhavnsnaboer

For nylig spurgte en veninde mig om det ikke var hårdt at bo i Sydhavnen. Med de store skel der var mellem os mennesker der bor her. Alle de hårdt belastede mennesker der boede i mit nabolag. Mine sydhavnsnaboer?!

Mit svar var, at jeg ikke mærker det store skel. At der efterhånden er så mange “som du, som jeg”- mennesker i Sydhavnen, at det ikke er noget jeg tænker vitterligt over. Jo, når jeg passerer Anker Jørgensens Plads eller parken ved Sjælør Boulevard. Men de er en del af Sydhavnen, min hverdag, som ikke ville være særlig sydhavnsk, hvis ikke de længere var der. De forskellige mennesker der pryder bydelen, og gør den til Sydhavnen, skal være her. Fordi de hører til. Fordi de er Sydhavnen.

En anden veninde var, første gang hun skulle besøge mig, bange for at tage hertil, fordi hun af hendes forældre, fra det mørke jylland, havde hørt at Sydhavnen var et sted fyldt med fulde folk og farlige kriminelle. Det overraskede hende gevaldigt, da jeg fortalte hende, at Sydhavnen faktisk er den bydel i København, hvor der er mindst kriminalitet, og at det helt særligt sydhavnskarma spreder sig mellem alle mine sydhavnsnaboer, sådan at jeg faktisk føler mig ekstrem tryg ved at bo netop her.

Fordommene lever stadig

Fordommene om Sydhavnen lever stadig. Man skal ikke længere end til Østerbro, før jeg har mødt flere der dåner ved tanken om at bosætte sig i “sådan en bydel”, som 2450. Det ville måske være det værste de kunne forestille sig. Mange har aldrig været her, for hvad skulle de have lavet her? Ligesom jeg sjældent besøger Østerbro, fordi jeg mere eller mindre har alt i mit nærområde, som også inkluderer Vesterbro, for Sydhavnen kan meget, men har ikke alt. Til gengæld har sydhavnen charme, vand, grønt, gode caféer (denne café besøger jeg oftest, og er et must-visit, hvis du begår dig på disse kanter – det samme gælder dette unikke sted, hvis du cykler en tur i det grønne herude og er til hyggeligt havnemiljø og smørrebrød).

For fem et halv år siden var Sydhavnen for mig en lidt deprimerende bydel, uden liv og sjæl – et sted, mit gamle seminarium (Socialpædagogiske sem.) lå, som jeg helt ærligt ikke var et sted jeg nogensinde havde forestillet mig at jeg ville bosætte mig. For jeg boede jo, før Sydhavnen, tæt på Østerbro – i Indre København 😉 Jeg var sgu ikke så meget anderledes i mine tanker og fordomme end mine Østerbro-venner 😉

Den dag, den snobbede Københavner-pige blev en ellevild Sydhavner

Men en sommerdag i 2013 blev jeg “klogere”. Vi havde solgt vores lejlighed i Kattesundet, en sidegade til Strøget. Et forældrekøb, og havde egentlig købt en andel på Enghave Plads, men efter megen frem og tilbage annulerede vi købet. Kattesundet blev solgt hurtigt, og vi nåede derfor ikke at finde en ny bolig, og boede i fire måneder i mine forældres lejlighed på Sluseholmen. Det “nye” Sydhavnen. Den sommerdag tingene ændrede sig og jeg tog tilløb til at blive en Sydhavnsmor, gik vi en tur i det “gamle” Sydhavnen, og så blomsterne springe frem i de små rosen-haver osv. i Valbyparken. Jeg følte den. Vi måtte kigge nærmere på boliger i området. Vi var tæt på to ejerbolig køb, både skråt overfor hvor vi nu bor, og tæt ved Valbyparken, men endte med en andel i Musikkvarteret. Et godt, dejligt valg, vi er glade for. Her er, trods for knap 100 m2, nemlig alt vi har brug for til os fire. I har måske set transformationen af ungernes børneværelser for nyligt? Og Martins og mit nye, lidt mere unikke, soveværelse?

Når solen skinner og jeg bevæger mig ud af min dør rundt i nærområdet, kan jeg ikke forestille mig at bo andre steder end lige her. Forleden var vi sammen med nogle venner (fra det nye Sydhavnen) der har købt et lækkert hus i Dragør. DRAGØR – som jeg ellers er rimelig meget lun på. Som har lidt sydhavnsstemning. Men ku’ jeg Dragør? Så skulle vi have bil, undvære Sydhavnen og alt det jeg elsker ved min bydel. Jeg kunne ikke så nemt besøge mine venner (eller omvendt), eller spadsere ind til byen, som jeg gør flere gange ugentlig nu. Jeg elsker at gå. At bruge byen. Ku’ jeg? Jeg ved det sgu ikke. Og fordi der er sket nye spændende ting, jeg snarligt fortæller mere om på bloggen, som betyder at mere frihed, er det ikke noget jeg længere drømmer så hamrende meget om. Vi har det nemlig godt her blandt vores sydhavnsnaboer.

Hvem mine naboer er?

Ja, hvem faén er de naboer så? Jo, det er fx hende der arbejder i banken, hende der går hjemme med sit 3-årige barn, der går meget op i klima og bæredygtighed (som er uddannet pædagog) og hendes pædagog-mand, ham jeg faktisk ikke hvad hvad laver, men jeg tror han stemmer DF, for han får medlemsblade derfra kan jeg se, ham der stemmer Enhedslisten (ligesom de fleste andre af mine sydhavnsnaboer gør) og som vist er historielærer, eller er det noget jeg blot forestiller mig han er?, hende der har levet et lidt hårdt liv, den studerende dreng, og ham der altid spiller på et lidt larmende, men meget festligt instrument. Det er fx mine sydhavnsnaboer. Søde sydhavnsnaboer. Psykologen flyttede ud sidste år, og ind er kommet en ny studerende. Eller det ved jeg sgu ikke om han er, men han er i hvert fald ung og har råd til en andelsbolig. Vi hilser på gaden, snakker i opgangen, og nogle gange spiser vi hinandens rester, hvis vi ikke kan spise op 😉

Mine sydhavnsnaboer er meget forskellige, rare, søde, sjove mennesker med og uden børn. Og det må de sgu gerne blive ved med at være 😉

Kommentarer (3)

  • Majken Hilding Albrechtsen

    Jeg elsker også vores Sydhavnen og er tryk ved at færdes dag som aften. Bor selv i lejerlejlighed om vinteren og kolonihave om sommeren. Har valbyparken, Karens minde og vandet som nabo. Kan man ønske sig mere? Og bare et stenkast fra centrum. Og så får vi også metro om nogle år. Jo jo, Sydhavnen er vare skøn og mangfoldig.

  • Hvor er det bare MEGA fedt, at du viser sydhavnen så meget kærlighed. Jeg har selv boet her i snart 8 år on/off, og jeg har faktisk altid syntes at det var et skønt sted. Meget tæt på kbh, og så alligevel lidt mere roligt og helt sig selv. Jeg har ofte hørt mig selv gå med på venner og bekendtes “grimme snak” om 2450.. og egentlig følt mig lidt flov over at disse mit hood. For jovist er der nogle spøjse typer, men jeg synes området udvikler sig – og jeg sværger, at det bliver det nye in-sted om et par år.
    Knus

    • Hej Julie, sådan havde jeg det jo også i starten da jeg rykkedede til SV;) Jeg tog kørekort og der var en der spurgte mig hvor jeg boede,og jeg mumlede bare “Kbh …K”, hvor jeg (snobben) havde boet i 10år 😉 I dag er jeg stolt af at bo i et så spændende og åben bydel som SV 🙂 Man ved ikke hvad man går glip af når man ikke har prøvet det, det er jo synd for dem der ikke ved hvad de går glip af 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *