Flere børn til mig


 

Det slog mig igen den anden dag, da jeg cyklede over Kongens Nytorv, med ungerne i cykelvognen, på vej for at se sommerens gratis Marionetteater, i Kongens Have. Hvorfor dét, at lave en (stor) familie, er vigtigt for mig.

En asiatisk mand gik over fodgængerfeltet, snublede over sine egne fødder, og faldt så lang han var over brostenene. Han så chokeret ud, jeg stoppede ladcyklen og hoppede af, forsøgte at hjælpe ham op – sammen med fire andre forbipasserende der kom til, og manden kom op at stå, holdt sig på armen, tog sin telefon frem og ringede straks op til en han begyndte at skrige og råbe af. Han var tydeligvis i chok, og begyndte at græde højlydt. De andre der havde hjulpet gik videre, nogle gik forbi og grinede, fordi det virkede så dramatisk, hans hyl, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på dengang jeg rejste til Australien i 2009 for at studere.

Jeg landede i Sydney i starten af februar. Vejret var godt, og jeg havde været der tidligere. I 2003 var jeg på det vi, i de moderne tider, kalder en dannelsesrejse, hvor jeg først var i Thailand og efterfølgende Australien. Jeg knuselskede Australien fra første øjeblik. Derfor fandt jeg det naturligt at tage et halvt år i praktik der, i forbindelse med min uddannelse som pædagog. Alt var planlagt i god tid, for arbejdstilladelser og den slags, kræver sin tid. Men at jeg tre måneder inden afrejse, skulle møde ham jeg både ville avle børn og giftes med, var lissom’ ikke en del af planen. Ikke desto mindre, var det hvad der skete. Så da jeg stod dernede i Ozzieland, på den anden side af jorden, følte jeg eddermanme at der var langt hjem til Danmark og alt jeg aller bedst kunne lide – Martin, og resten af min familie, som altid har betydet alt for mig.

Jeg er én af to, søskende. Min lillesøster, der for to måneder siden gjorde mig til moster, og jeg er der fire et halvt år mellem. Måske var vi ikke altid verdens bedste veninder som børn, for sådan er det jo med søskende, men vi havde altid hinanden. Og jeg har altid knuselsket den lille stump. Når mor og far var stride, eller vi var, og ikke ville indse det, kunne vi rotte os sammen. Grine, græde, opføre os totalt vanvittigt, og himle af vores forældre sammen – vi havde og har et helt særligt bånd, som ingen anden kan erstatte.

Jeg har mange helt fantastiske veninder, som jeg i perioder har boet sammen med, og som ved nærmest alt. Dem vil jeg ikke leve uden. Men min søster kan jeg ikke leve uden. Hun har kendt mig fra jeg var fire, jeg har boet med hende i 15 år (jep, jeg var sen til at rykke fra hytten), og selvom vi ikke ses dagligt, ved jeg hun er der når som helst. Særligt hvis jeg tilbyder babysitting, høhø.

Det stikker helt af, når jeg begynder at fortælle. Vi starter på Kongens Nytorv i en ladcykel, runder Australien, og ender i en murermestervilla i Hvidovre, hvor jeg er vokset op. Men alle de her (indtil videre 508 ord – jeg har ordoptælling, er ikke helt gak), er pointen blot at jeg ved at få flere (end ét) børn, håber jeg på, at mine børn aldrig vil blive ensomme og alene. Og jeg selv. Selvom jeg snubler over en sten på den anden side af jorden, så vil jeg altid have mine børn at ringe til, brøle til, grine med og få kærlighed fra. Og ikke mindst overdøse med kærlighed.

I bund og grund handler livet for mig om meget få ting; at leve det, elske det og elske andre og blive elsket. Jeg er hamrende jaloux på dem der får en 3’er, eller 4 – eller syv. Tænk engang, de vil altid have mange at gå til, når man har brug for at dele livets svære ting, og livets glæder. Jeg har lavet to, drømmer om et par mere, fordi jeg synes jeg er sindssygt god (sammen med Martin, bevares), til at avle unger, men mit overskud er simpelthen ikke til en større produktion. Og to er sgu helt perfekt for mig! Familie behøver ikke være blod, venner kan også blive ens familie. Men vigtigt er det at passe godt på hinanden og det vi har sammen.

 

Kommentarer (2)

  • Mange børn, mange glæder:-)
    Du har så ganske ret i dine tanker og de presser sig mere på som tiden går og man bliver ældre, trust me, så det er jo nu du skal sætte de 7 børn i verden og ikke om 15 år, når du mangler dem at ringe til;-)

    • Du har ganske ret, og selvom jeg nok giver udtryk for jeg ville ønske jeg havde endnu flere Uma’er og Sofus’er, fordi de er så fandens dejlige, så er jeg ganske tilfreds med at jeg har netop de to at ringe til om 15 år når det er for sent at producere flere 😉 <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *