SMÅ MENNESKER – STORE ORD! Om sindssyge og grænseoverskridende tanker…

Når vi bliver forældre bliver vi per automatik hamrende bekymrede. Det har jeg tidligere nævnt i mit indlæg “Holy Moly! Det ville jeg gerne have vidst før jeg fik børn” . Vi skal igennem et hav af tanker, følelser – og en grundlæggende angst for at vi gør det godt nok. Vi bliver bange for at miste, men vi bekymrer os også om at den verden vi har sat vores kiddos i, ikke behandler dem godt nok!

I går startede min søn i vuggestue. Han er lige blevet 1 år og jeg synes altså han er lille bitte! Da min datter startede som næsten halvanden årig var jeg total klar på at det var nu. Det er jeg sådan set også denne gang fordi jeg ved at det er nogle søde og omsorgsfulde pædagoger der skal passe ham. Det er nemlig samme stue som Uma gik på. Og samme institution som hun stadig går i (hun går bare i børnehaven). Men på en eller anden måde synes jeg det grundlæggende er helt forkert at sende mine børn over i en institution når nu jeg har sat dem i denne verden for at være sammen med dem! Det dilemma har jeg også tidligere været inde på i  “Hvornår har vi presset citronen nok?” Men når nu verden hænger sådan sammen som den nu engang gør og vi bliver nødt til at overlade ansvaret for vores børn til nogle ‘fremmede’, så klager jeg ikke nu. MEN jeg har tidligere oplevet at være skide bange for om min datter blev behandlet ordentlig og haft skøre, sindssyge – og forbudte tanker.

Da vi rykkede fra København K til Sydhavnen besluttede vi os efter et års tid med frem og tilbage kørsel mellem Sydhavnen og Vesterbro (hvor ungerne gik i institution), at vi ville rykke vores datter til en institution tættere på. Logistisk ville det være enormt meget lettere. Vi ville spare en masse transporttid og hun ville få endnu kortere dage i institutionen hvis vi bare kunne fise i børnehaven på fem minutter, frem for den halve time vi normalt brugte.

Og der kom den åndssvage, ubehagelige, skideirriterende og dødmodbydelige angst for at der ikke blev taget sig godt nok af hende:

Jeg havde netop født Sofus og var rimelig presset på søvn -og overskudskontoen da hun rykkede institution. Når man lige er blevet mor (igen) kan man slet ikke tænke sammenhængende – ja man hænger i det hele taget nærmest slet ikke sammen på nogen som helst måde. Man er et omvandrende mast menneske i sin egen boble; følsom, bombet, sindssyg, udkørt, overvægtig, slatten og samtidig fyldt med et jeg-kan-edderrådme-klare-alt-for-jeg-er-mor gen. Og lige der – midt i det som skulle have været en form for redning – og et plus på overskudskontoen, ramlede det hele bare sammen. Ungen hadede bare det (skide) skift! Efter tre måneders skrig og skrål, tusinder af tanker (- mine vel at mærke); er det mon fordi hun er blevet storesøster og er jaloux at hun reagerer sådan?, niver de hende?, ignorerer de hende? eller snakker de grimt til hende? Og en masse andre ubehagelige(re) tanker der strømmede gennem mit mor-bekymrede-hoved søgte vi dispensation og fik hende tilbage til den gode gamle institution. Gudskelov!

Jeg var nedslidt af bekymringer og havde en enorm dårlig samvittighed over at lade hende i stikken ved at sende hende afsted hver morgen til et kaos af råbende børn, pædagoger der overså børnenes behov – et sted uden pædagogiske overvejelser, fokus og kontrol. Et sted hvor vi alle blev mere eller mindre deprimerede af at komme. Og et sted hvor hun hver dag skreg med bævren i stemmen og armene strakt ud efter os når vi gik “DU MÅ IIIIIIIIIIIKKE GÅÅÅÅÅÅÅÅÅ!!!!”.

Selvom jeg vidste at det hele handlede om (manglende) struktur, overskud og kaos nagede det mig enormt meget at jeg havde diverse sindssyge tanker om hvad de gjorde ved mit barn. Jeg vidste (selvfølgelig – ellers havde jeg fandme ikke taget nogen chance ved at sende hende afsted) godt at de IKKE gjorde noget virkelig slemt. Men alligevel…

Ingen tør jo heller nævne at de er bange for at der sker deres børn noget sådan rigtig slemt… når de er i daginstitutionen. Muligvis fordi der ikke sker noget og fordi vi godt ved at det er super fjollet og åndssvagt at rende rundt og beskylde nogen (i vores hoveder) for noget der er ren fantasi. En fantasi-angst, jeg vil vove at påstå de fleste forældre måske har oplevet hvis de har haft et barn der var sønderknust hver gang de skulle i institution (og når de kom hjem fra institutionen).

Når børn siger at de voksne slår og at de ikke er søde og skubber. At de har ondt i numsen eller at de hader en bestemt pædagog. Når ens barn skriger og knuger sig fast i en når man er ved at gå og brøler som en vild løve mens tårerne vælter ned i kæmpe søer og man selv går fra institutionen hulkende, med gele i knæene og ringer til sine forældre og vræler “Hvad fanden er jeg for en mor? Jeg kan sgu da ikke sende mit barn over i den lorteinstitution!”. DET er verdens vildeste nedtur! Lige præcis sådan en rigtig pisse hamrende lortefølelse!

Når alt kommer til alt – ved jeg fra egen erfaring og fordi jeg selv har været pædagog – og medhjælper i flere institutioner, at langt langt langt de fleste institutioner er skide gode, omsorgsfulde og absolut tillidsfulde. At vi roligt kan sende vores børn afsted – uden bekymring for at de får en god dag. Men de ubehagelige tabubelagte tanker vil vi nok aldrig slippe helt af med som forældre. Uanset hvor gamle vores børn er. For det er jo vores børn vi elsker aller højest og derfor også dem vi vil aller aller bedst.

Forresten klarede min søn dagen i institutionen rigtig godt – og jeg må også lige erkende at de fleste ulykker sker i eget hjem… For ja – alt gik som sagt strålende i vuggestuen, men derimod knap så godt da vi kom hjem; Han styrtede kort efter hjemkomsten ned fra en stol – med hovedet i direkte position mod et rullebord og flækkede sit ene øjenbryn og fik et blåt øje.

Holy Mother Fucker – det er vanvittigt farligt at være til!

Følg Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin og Instagram  <3