Sundere Københavnerstang-milkshake af 3 ingredienser

Min rejse til Irland i billeder

I slutningen af juni var jeg inviteret med på en pressetur til Irland af Tourism Ireland og Fáilte Ireland, og den slags siger jeg ikke nej tak til, eftersom at rejse ligger på top tre over ting jeg elsker højest! Programmet jeg fik tilsendt af det digitale, eksklusive rejsemagasin Go Traveling International (som jeg skal skrive en artikel for om rejsen) og Nordic PR var ekstremt spændende, og derfor tænkte jeg selvfølgelig, at I også skulle ha’ et lille kig på det. For Irland, er uden at tøve, et fantastisk inspirerende og smukt land, indeholdende nogle af de sødeste mennesker jeg nogensinde har mødt. Og jeg har altså både placeret mit popo flere gange i Australien og USA – og dér er de dælme også høftige, sjove, gæstfri og dejlige. Så venner, – der er god grund til at klikke indenom her, for at finde nogle billige billetter til landet, der ikke ligger mere end en to timers flyvertur fra Danmark.

Programmet på min pressetur til Irland

Dag 1

Jeg landede i Dublin tirsdag d. 19. juni, og blev hentet af en taxa og kørt til mit hotel, Trinity City Hotel, der lå midt i det hele. Rundt hjørnet lå smukke Trinity College, som jeg nåede at drøne forbi inden jeg skulle mødes med de 9 journalister fra ni forskellige lande, Jane fra Fáilte Ireland og vores guide, Mary, onsdag morgen i lufthavnen. Et besøg værd  – tjek billedet af det gamle, flotte bibliotek! Desuden nåede jeg lige for Pennyes og shoppe ligegyldige ting, men ingen tur til Irland uden et visit i Penneys. Jeg drønede også lige forbi Temple Bar, dog efter lukketid (tidlig morgen), og fik nappet et billedet af den smukke bygning. I det hele taget er Dublin en smuk by, lidt dukkehus-agtig, med lavere bygninger. Og størrelsen på byen er absolut til at overskue, hvis du har tiden kan du gå til alle steder i centrum.

Den samlede pressegruppe var fantastisk, vi klikkede fra første øjeblik. Der var journalister fra Tyskland, Indien, USA, Schweitz, Canada, Holland, Frankrig, Belgium og Italien. Jeg var den eneste blogger.

Dag 2

Hill of Uisneach. Bjerget der ligger i hjertet af Irland. Det er altså det mest centrale punkt man kan ramme, her i det smukke landskab, som rummer så mange spændende historier, som irerne er meget stolte af. Vi blev selv meget draget af de dygtige historiefortællere. Læs mere om Hill of Uisneach her. 

Senere kørte vi med vores lille privatbus til Tullynally Castle, i Castlepollard. Her spiste vi aftensmad med selveste ejerne, the Lord & Lady af det store, gamle slot, som indeholdt mere end 120 værelser. Jeg havde nogle gode snakke med den søde Lady om bl.a. mine gule sko (se billedet), som den over firs-årige søde dame, var helt vild med. Thomas og Valerie som de hed, og som de ville kaldes – de var helt nede på jorden, lod os kigge rundt på slottet, som klart er et besøg værd, hvis man befinder sig på disse kanter! SÅ spændende at se slottet, deres gamle bibliotek med den hemmelige dør og høre historier fra stedet, der lignede noget fra en storfilm. Slottet er mere end 350 år gammelt, så det var rustikt og jeg er sikker på at der gemte sig et spøgelse eller to derinde, hvilket gjorde det hele meget mere spændende, og lidt uhyggeligt.

Natten tilbragte vi i på Castlepollard Hotel i den lille irske by af samme navn – et meget autentisk, super irsk sted, som sendte mine tanker over på Little Britain, hvis I kender den geniale serie? Hvis ikke I gør, så skynd jer at se den, den er hylende morsom!

Dag 3

På tredje dagen, som virkede som mindst ottende dag, fordi vi allerede havde fået et så godt og nært sammenhold på presseholdet, var vi på landet for at se FORE Abbey – en gammel ruin, beliggende i Westmeath. Her gik vi op af bjerget og besøgte et gammelt munkekloster, hvor der lå 16 begravede under gulvet. Nogle havde for cirka femten år siden gravet de balsamerede lig op, for at stjæle deres værdifulde genstande. It’s all about the money, obviously!

Efter munkebesøget på landet kørte minibussen os til Cavan Museum hvor vi blev guidet gennem en spændende tur rundt i anden verdenskrig, set fra irsk perspektiv. Et meget interessant sted, med passionerede guides.

Sidste stop på dag tre var Cavan Cannoe Centre. Her tog jeg min jomfrutur i en lang, blå kajak. Og det gik sgu godt! Så godt, at jeg faktisk tænker jeg skal ud på sådan en fætter igen snarest muligt! Andre tog en cykletur gennem den magiske skov. Omgivelserne var vilde, med et rigt fugleliv og en smuk gammel borg, som vi sejlede rundt, inden vi vendte næserne retur mod land. Et besøg værd!

Middagen og natten skulle vi tilbringe på Slieve Russell Hotel. Jeg, og resten af banden, fik de vildeste værelser, med den smukkeste udsigt over en sø, blomsterorgie og grønne områder. Wow! Her kunne jeg havde spenderet en hel uge eller mere! Middagen var formidabel, vinen var også god – faktisk så god, at vi endte i baren og dansede linedance med en hel masse ældre mennesker, der var på hotellet kun for at danse i tre dage. En kæmpe, meget irsk, oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Jeg må tilbage og svinge stængerne snart!

Dag 4

… havde de fleste af os lidt trætte hoveder… lad os være ærlige!

Det var min sidste dag med crewet, eftersom mit fly hjem til Danmark havde tidlig afgang dagen efter, og jeg derfor overnattede på et hotel nær lufthavnen i Dublin.

Vi kørte forbi Cavan Burren Centre.

Her fortalte en lille, sød, yderst passioneret mand os om hans fund af gamle sten. Skal jeg være hamrende ærlig, og det skal jeg sgu, så var det nok mest interessant hvis man havde læst om det på forhånd, hvilket jeg ikke havde nået, desværre.

Herefter skulle vi igen være aktive, og vi elskede det! Morgenen startede, efter en god morgenmad og besøget hos Cavan Burren Centre på Shannon Lakes, hvor vi kunne vælge mellem at sejle i kano, stå på paddleboard eller cykle. Jeg valgte paddleboarded! Lee, vores guide, tog os gennem den smallere kanal, med frodige træer langs siderne, der spejlede sig så smukt i vandet. Jeg havde forberedt mig på en dukkert i det koldere vand, men tog hele turen på et par kilometer, uden at falde i – stående endda! Jeg har prøvet paddleboard én gang før, sidste sommer, hvor jeg i fødselsdagsgave til min far, havde givet hele familien en tur på paddleboard på Amager. Dér sad jeg mest på knæ, fordi jeg synes det var vanskeligt at finde balancen, men nu var den der! Tror jeg ønsker mig et board i fødselsdagsgave, hvilket slet ikke er særligt krævende, vel?! Altså, vi har jo så meget vand her i Sydhavnen, så det ville jo ikke være helt dumt!

Meeeen, ingen tur til Irland, uden at have været forbi et destilleri! Vi både smagte (nogle bællede, fordi det var så lækkert) og så hvordan de lavede irsk gin hos The Shed Distillery. 

Her producerer de en vaskeægte gin vinder; Drumshanbo Gunpowder. Hvis ikke I har smagt den, så bør I. Også jer der ikke er særlige fans af gin. Denne er god. Jeg lover!

Dagen sluttede (for mig), efter en frokost på den lille hyggelige café Sweet Geranium Restaurant i Drumshanbo (prøv lige at udtal navnet på byen, jeg elsker det!) før vi kørte mod hotellet resten af banden skulle overnatte på, inden jeg blev sat på en bus der gik til hovedstaden, en lille smule hylende, over at skulle forlade den gode gruppe, som var rystet så ufatteligt godt sammen på under tre døgn.

Jeg skal tilbage til Irland!

Læs også…

Min rejse til Amsterdam

Guide til Budapest

Min rejse til Agadir + tips til Marokko på budget 

 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

2 kommentarer

  • Tina

    Så dejlig en oplevelse du der har haft:-)
    Jeg var på bryllupsrejse til Irland og har en irsk svigersøn:-)
    Fik helt lyst til en tur tilbage efter dit skønne indlæg her:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ej hvor fedt med bryllupsrejse til Irland – og så har du en sød svigersøn 😉 Virkelig rart folkefærd, synes jeg! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sundere Københavnerstang-milkshake af 3 ingredienser