May

May

Følg mig på instagram @sydhavnsmor.dk

GUIDE: 48 timer på Bornholm

Rønne

I weekenden tog min veninde Nanna og jeg bussen fra Hovedbanegården til Ystad, og herefter færgen til Rønne. Turen tog lige over 3 timer, og kostede bare 99 kr pr. mand. Planen var 48 timer, eller helt præcist, 52 timer, i Rønne, hvor vi skulle på spaophold på Griffen Spa Hotel, som var et samarbejde jeg havde, og derfor skal det nævnes som reklame. Alt andet på turen blev sponsoreret og betalt af os selv, og alle penge var givet godt ud 😉 Da det var så stor en succes, har jeg derfor lavet en guide: 48 timer på Bornholm, hvor vi både kommer til Rønne, Svaneke og Gudhjem. For vi lavede hurtigt planen om udelukkende Rønne om, da vi også hørte veldig godt om de andre steder.

Den lille café i Rønne
Gågaden i Rønne

Fredag – dag 1:

Bussen forlod Hovedbanegården kl. 8.30 og vi ankom til Rønne før frokost. Fra havnen spadserede vi 10 min. til vores hotel. Vi tjekkede ind i suiten på øverste etage, med udsigt over vandet, så langt øjet kunne række, og kastede os i dobbeltsengen og skød et par ‘vi-lever-livet’ fotos af mig og den flaske iskolde rosé, der bød os velkommen 😉 Vi havde ikke fået frokost, så i receptionen guidede de os til et par gode spisesteder, fx Det røde pakhus, som ellers så meget fin ud (her kunne man fx få smørrebrød, men også flere-retters og vin-menuer), men endte på hovedgadens lille, hyggelige café, “Den lille café“, hvor vi fik et glas vin og en lækker grillet panini.

Jeg har ikke været på Bornholm siden jeg var helt lille og sad i en cykelvogn bagpå mine forældres cykel, med hele fællesferie-holdet på cykeltur. Så jeg husker ikke øen særligt godt. Men jeg har længe ønsket at komme tilbage, fordi alle jo snakker om solskinsøen på bedste vis.

GUIDE: 48 timer på Bornholm

Rønne

Som sagt var formålet med turen at slappe af, og hygge os. Nanna og jeg rejste for to år siden sammen til Budapest (se min guide her), og havde planer om at lave noget lignende en gang årligt. Men så kom Nannas andet barn, lille Vivi, til verden sidste sommer, og derfor gik der to år. Vi kunne ikke rigtig forestille os noget mere luksuriøst og perfekt end et spaophold på Griffen SpaHotel, og skyndte os da også at booke tid til boblebad, sauna, damp osv. fredag eftermiddag.

Vores udsigt fra værelset på Griffen Spa Hotel
Luksusmorgenmad (Corona-venlig i små portioner) på Griffen Spa Hotel

Vi brugte det meste af fredag eftermiddag på at tulle rundt i de små charmerende gader, Rønne byder på, og jeg fik gjort mig både et lampe-scoop i en lille lokal lampeforhandler og et læderbukser-kup i en genbrug på gaden Snellemark (der ligger to lige ved siden af hinanden, og I kan ikke undgå at finde dem hvis I går dertil. Der er desuden også en genbrug /loppebutik i Snellemark Centret, der ligger få meter fra de to andre butikker, hvor jeg den sidste dag fandt en fin vintage-bluse til 60 kr).

Genbrugsbutik i Rønne

Vi nåede ingen museer i denne omgang, men blev anbefalet både Bornholms Museum og keramik museet, Hjort’s Fabrik, i Rønne. Gågaden er her det sker, men da vi var udenfor sæson (jeg forestiller mig her er virkelig livligt om sommeren) er Rønne, som jo er Bornholms største by, meget stille. Der ligger flere små caféer, men jeg synes nu den hyggeligste var Den lille café, vi besøgte. På pladsen ligger den større, lidt mere turistede, Café Munter, som var godt proppet, og som serverede klassisk cafémad som burger, fritter, sandwich, mm.

Spa på Griffen

Eftermiddagen brugte vi i vand og varme. Og jeg kan godt anbefale det! Super sødt personale på hotellet, og spa-oplevelsen var dejlig. Nanna tilkøbte en ansigtsbehandling, imens jeg sad i dampen, og var godt tilfreds.

Middag på Griffen

Fredag aften havde vi bestilt bord på Griffen Hotel. Og det var SÅ lækkert. A-la-carte, hvor vi fik bøffer, knuste kartofler, sprøde fritter, sauce & grønt, og øko-rødvin 🙂 Vi blev stopmætte, men hvem har ikke lige en ekstra mave til dessert? Nanna, der selv er mester-kagebager og dessert-laver, bestilte chokolademousse og jeg fik ostetallerken, som jeg stort set altid vælger, hvis man kan få det som dessert (trods for jeg delvist lever af at lave kage-bøger ;)).

Dessert på Griffen Spa Hotel

Vi spurgte tjenerne om hvor man skulle trille hen i Rønne, for at opleve Rønne by-night, og der var vist ingen tvivl om at vores aldersklasse (og dem der var meget yngre og ældre) tog på den Irske, O’Malleys. Ikke et ondt ord om O’Malleys, men jeg tror sgu jeg er blevet for gammel til den slags, så efter en times tid og en flaske-øl trillede Københavnerne tilbage på Griffen og gik i brædderne.

Dag 2 – Svaneke & Gudhjem

Vi havde jo egentlig ikke planer om andet end Rønne. Men med al respekt for byen, er den ikke så stor, så vi følte at vi havde tid og overskud til at opleve lidt mere af Bornholm. En af mine lokale Instagram-følgere (på min profil @sydhavnsmor.dk hvor jeg også har delt en masse live fra turen) fra Rønne, Fie, havde opsnappet af vi havde planer om at tage til Svaneke, og skrev mig en besked om vi ville have et lift. Og det ville vi da, for det var safsusme et godt og sødt tilbud! Og et godt billede af hvordan jeg fornemmere ø-boerne er – søde, åbne mennesker, der hjælper hinanden og står sammen. Noget mange af os kunne lære noget af. Jeg fornemmere ikke den samme vi-hjælper-hinanden mentalitet i Kbh, selvom der er en snert af den i Sydhavnen også, som jeg elsker bydelen for.

Retro-shop I Svaneke
Havnen i Svaneke
Vi blev ikke væltet omkuld af fiskedellerne, som ellers er så berømte, men den stegte sild som er så omtalt, må vi kaste os over næste gang vi besøger solskinsøen
Starten af de 15 km fra Svaneke til Gudhjem
Langs vejkanten fra Svaneke til Gudhjem stødte vi på flere små boder af denne slags

Så Fie kom og hentede os efter morgenmaden på hotellet, og vi krydsede øen i en sort Peugeot. Vi kom til Svaneke kl. 11 og SHIT det var en hyggelig by! Vi blev sat af ‘på toppen af byen’ og gik ned mod den store plads, hvor der var markedsdag, fuld af boder med alverdens hjemmelavede ting. Så hyggeligt. Byen bød på de fineste huse (som også Rønne havde), Bornholms Ismejeri, hvor jeg i hvert fald, kan anbefale lakrids og chokoladeisen, glaspusteri, loppebutik med seje retromøbler- og ting, små glasbutikker, og meget meget mere. Virkelig hyggelig perle. På havnen var der gang i Flæskestegssandwich-boden, som havde lang kø, og på cafeérne i havnen var der godt fyldt op af mennesker, der spiste røget sild, og meget mere. Vi satte os i nogle strand-stole ved klipperne (som jo er noget af det der er så smukt og meget u-dansk, ved Bornholm) og fik en cola. Inden vi trissede over til Røgeriet for at få den kendte ‘hånddelle’ af fisk, som der er så kendt. Meget godt kan jeg sige om solskinsøen, men den kendte delle var utroligt melet og tør.

Hyggelig Rasmus Klump-lignende café i Gudhjem

Spadsertur til Gudhjem

Nanna arbejder som rekvisitør på Det Kongelige Teater. Vi kender hinanden fra 2003, hvor vi sammen boede i et bofællesskab i Badstuestræde, i Indre København. Vi fik begge job på Det Kongelige Teater et par år senere – jeg bare som foyermedarbejder, og Nanna bag scenen 😉 Nanna havde en veninde, der er skuespiller, der havde sidste forestilling med Bornholms Teater; en western musical, som de spillede sidste gang i Gudhjem, på havnen.

Vi havde som sagt kun, i første omgang, planer om at besøge Rønne, men vi fik sådan lyst til at tage op, som de to teater-glade tosser vi nu engang er, og se stykket i Gudhjem.

Den offentlige transport på Bornholm fik vi at vide var rimelig ustabil. I hvert fald kørte der ikke busser med intervaller vi er vandt til 😉 Og vi kunne ikke helt finde ud af om der overhoved gik en bus direkte mellem Svaneke og Gudhjem, så vi besluttede os for at gå langs vejen, de 15 km der var. Det tog ca. 3 timer, men var en fin tur. Efterfølgende fandt vi ud af at vi kunne have gået helt nede langs kysten, men jeg fatter stadig ikke helt hvor den sti var?!

Den melede fiskedelle var det eneste (ud over isen) vi fik at spise til frokost i Svaneke, så inden Bornholms Teater havde vi brug for noget mad. Aftensmad. Vi kom frem til Gudhjem, som var helt anderledes end både Rønne og Svaneke – små snoede gader fra toppen af byen, ned til bunden og havnen – yderst charmerende og et sted jeg (også – ligesom de andre byer på øen) ønsker at opleve en brandvarm sommerdag. Masser af små, lokale spisesteder, men da vi ikke havde meget tid spiste vi i en sandsich i havnen.

Bornholms Teater og western musical

Det var den bedste idé overhoved, at vi gik til Gudhjem for at se Bornholms Teater (som har til huse i Rønne, men som turnerede øen rundt). Vi var ærligt talt helt på røven over hvor god en opsætning det var, og hvor meget knald på der var! Trods for det regnede som pisket i starten af forestillingen, som var udendørs (og gratis), gennemførte de forestillingen og ikke én publikum gik. Det siger noget!

Vi havde planer om at nappe en taxa hjem fra Gudhjem til Griffen, men der kom en bus som tog os gennem øen på 50 min. for 52 kr pr mand, og den sprang vi på!

Teaterstræde i Rønne 😉
Torvehal i Rønne – her fås specialvarer fra øen

Dag 3 – Rønne

Sidste dag i Rønne, inden retur til København. Luksusmorgenmaden i restauranten på hotellet blev slugt i store mængder, inden spa i to timer. Herefter drønede vi til den mere stille hovedgade (det var trods alt søndag og meget i byen var lukket) for at få fod-og benmassage hos Bornholms Massage. Er det ikke fedt det hele starter med Bornholm? <3 Det var super lækkert – 350 kr for en time, kan anbefales!

Om jeg skal tilbage? JA DA! Jeg mangler at udforske midter-øen, og alle de andre byer og så kunne jeg da også godt bruge mere tid de steder vi nåede at se! Man kan nemt drøne øen rundt i bil, så at bosætte sig ét sted på øen og have bil med, er min plan næste gang. Og jeg vil så gerne have familien med der, da jeg også tror børnene vil elske det.

I, lokale Bornholmere, og jer der kender øen godt, vil I ikke være søde at give jeres bedste tips til øen – hvad der for jer er helt særligt ved Bornholm, i en kommentar herunder, så andre kan få glæde af jeres tips? <3 Mange tak – og tak for besøget, kære Bornholm <3 Vi ses igen! <3

Del på Facebook

8 kommentarer til “GUIDE: 48 timer på Bornholm”

  1. Jeg bor i Svaneke og har aldrig hørt om den berømte svaneke fiskedelle🥴
    Til gengæld skal man prøve Røgeriet i Årsdale eller Nexø! Deres deller er SÅ meget bedre end dem man køber i Svaneke🙌🏼

    Jeg vil slå et slag for Mikkeler i Årsdale. Fantastisk udsigt lige til vandet. Perfekt set up til en øl og burger, desuden er Årsdale den hyggeligste lille fiskerby.

    1. Kære Sarah, så er det derfor – fordi den slet ikke er så kendt i Svaneke, den delle 😉 Tak for gode tips, som jeg vil gøre brug af på mit næste Bornholmer-besøg 🙂 Det lyder SÅ hyggeligt med en lille fiskerby! 🙂

  2. Tak for dit fine skriv. Du siger du har børn. Der er en ny APP på Bornholm som hedder natureventyr. Vi var på turen muleby/Hasle i weekenden. Godt eventyr og flot tur. Den kan anbefales. Der er 3 turer på Bornholm og jeg så faktisk inde i appen, at der også er flere ruter i København og omegn. Derudover skal du ud og se vores fantastiske strande.

    1. Kære Ingerlise

      Mange tak for dine ord og gode tips, den app må jeg da tjekke ud – jeg glæder mig til at vende retur, der er så meget vi ikke fik set! God aften 🙂

  3. Lotte Ingemann

    Jeg elsker Bornholm og alle årstider. Vi er så heldige at have sommerhus der og nyder den skønne natur. Vandreture og små beværtninger popper op over alt.
    Prøv Kalas i Sandvig, Sydøst for Paradis i Hulehavn, Cafe Rosa i Gudhjem, Norresand i Gudhjem.

    1. Ih hvor dejligt for jer, tak for de gode tips jeg vil følge næste gang jeg er på øen 🙂

  4. Må jeg anbefale sejlturen fra Hammerhavnen og ud forbi de enorme og smukke klippe partier nedenfor Hammershus. Så smukt.
    Og hvis man tør, grotterne ved Helligdommen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få de sidste nyheder direkte til din mail

May

Velkommen! Jeg hedder May, er 39 år, gift med Martin og mor til Uma fra `12 og Sofus fra `14. Når jeg ikke vander blomster i mit lille bådhus i Københavns Havn eller ripper nettet for nye rejsemål, laver lejlighed (er i gang med en sammenlægning af 3 lejligheder), bager jeg tonsvis af kager – gerne den slags man kan spise hver dag med god samvittighed, uden mel og sukker. Her på sydhavnsmor.dk deler jeg et hav af sundere opskrifter, rejse- og kulturoplevelser, boligrenovering og en masse andet.

Populære indlæg

Webshop

Instagram

Scroll to Top