Sådan scorede vi en billig 5-værelses lejlighed i Sydhavnen - Sydhavnsmor.dk

Åbent parforhold, børn og knust kærlighed: En kærlighedshistorie – Sydhavnsmor.dk

Jeg har modtaget endnu en kærlighedshistorie fra en læser. En lang én. En vild én. En anderledes og meget rørende én. Læs her Line – og Mandens kærlighedshistorie, som inkluderer åbent parforhold, ulykkelig kærlighed, andre kærester, børn, en rejse og meget mer’…

img_0344

For 12 år siden mødte jeg en mand som slog benene væk under mig. Men ikke med det samme. Jeg boede sammen med en kæreste og betragtede mig selv som rimelig taget af markedet, men langsom kom noget snigende. Jeg var lige startet på studie og der var en masse søde mennesker – også en meget anonym genert mand som jeg egentlig ikke lagde så meget mærke til, før vi var på rustur og han drak sig mod til, og fik vrøvlet en masse om at vi to skulle være kærester, og sådan var det bare. Jeg affærdigede ham fuldstændig, og resten af aftenen sad han stille og roligt og smilede til mig.

Jeg syntes det var lidt underligt, men noget havde alligevel sået et frø i mig. I ugerne efter voksede det i mig. Vi talte stort set ikke sammen, men han var utrolig gentleman-agtig og den der langsomme hensynsfulde kurtisering var jeg slet ikke vandt til. Hvor jeg kom fra scorede man hinanden hurtigt og brutalt i byen. Derfor kom det også bag på mig, og jeg opdagede faktisk først at jeg var ved at forelske mig hovedkulds, i et menneske jeg overhoved ikke kendte, og faktisk knapt havde talt med, den aften vi kyssede først gang.

Men så var der heller ingen vej tilbage. Kæresten måtte ud, og denne Mand måtte ind i mit liv. Alt var nyt og spændende. Manden var godt nok en drengerøv med motorcykel og boheme-hjem, men han var også meget mere voksen og følsom end andre jeg havde kendt før ham. Vi var meget forelskede og blev utrolig hurtige enige om at vi skulle have nogle børn sammen, og selvom vi var meget unge virkede det som det mest naturlige i verden.

Da der var gået et år var vi flyttet sammen, og jeg var gravid. Vi fik en lille dreng, og når jeg ser tilbage på billeder af os fra den tid kan jeg slet ikke forstå at vi var så unge, for det føltes ikke sådan. Vi gav den hele armen med familie og ansvarlighed. Det var hårdt for vores forhold. Vi havde aldrig rigtig været sådan nogen som skændtes, men alligevel fandt vi os selv oftere og oftere i de helt klassiske kæresteskænderier om oprydning og ansvar – og “hvorfor er du aldrig hjemme”. Vi snakkede om det, og for første gang siden vi havde mødt hinanden følte jeg at det måske ikke skulle være os for evigt. Jeg begyndte også at syntes at andre mænd var spændende. Da Manden luftede ideen om et åbent forhold sprang jeg til med det samme.

Der gik et halvt års tid hvor jeg stor-flirtede i byen, men uden at gøre brug af min “frihed”. Vi havde det bedre med hinanden, uden at have fundet tilbage til den helt store kærlighed og hengivenhed. En dag faldt talen på flere børn og vi besluttede at vores søn skulle have en søskende. Vi vidste begge to godt at det ikke var de bedste omstændigheder at få et barn under, men jeg tror jeg tænkte at vi måske ville blive tættere af det, og jeg tror at Manden tænkte at vores søn under alle omstændigheder ikke skulle være enebarn.

Jeg blev hurtigt gravid og vi var glade og lidt overraskede. Da jeg var seks måneder henne i graviditeten havde vi et stort skænderi. Jeg havde virkelig brug for at mærke at han var der for mig. Jeg syntes hele tiden han var på arbejde, eller havde aftaler om aftenen. Dér faldt bomben, som fuldkommen knuste mit hjerte, han havde et forhold til en fra sit arbejde… han var ikke forelsket i hende og de skulle ikke være kærester, men han havde set hende over mange måneder. Det aller værste var, at han umiddelbart ikke følte nogen skyld. Han mente at han ar i sin gode ret. For vi havde jo aftalt at leve i et åbent forhold. Af en eller anden grund syntes jeg bare slet ikke det var okay. Dels kom det nok bag på mig, hvordan det ville føles hvis en af os rent faktisk var sammen med andre, og dels kunne jeg jo af gode grunde ikke selv gå i byen og score i min gravide tilstand, hvilket gjorde det utrolig ulige i mine øjne.

Jeg havde nok forestillet mig at den aftale helt af sig selv blev gjordt ugyldig da vi aftalte at få et barn mere. Men havde ikke fået sat ord på det før. Det var den ultimative sorg jeg ramlede ind i. Selv om vi helt åbenlyst havde haft vores problemer inden, var håbet om at vi nok skulle blive OK igen nu helt ødelagt.

Vi besluttede os for, at vi ikke skulle være kærester mere, men blive boende sammen. Manden skulle have mulighed for at lære den lille nye baby at kende og omvendt. Den næste lange periode husker jeg faktisk ikke ret godt. Jeg tror jeg overgik til en tilstand af ren overlevelse for mit egen, og babyen vedkommende. Jeg lagde låg på alle følelser og kæmpede med graviditet, fødsel og pasning af baby.

Til at starte med begravede jeg mig bare i babyboblen. Jeg helligede al min kærlighed og tid til hende den lille nye, som jeg for alt i verden ikke ville have skulle være en fejltagelse. Alligevel kunne jeg ikke snyde min krop. Jeg kunne simpelthen ikke producere mælk, fordi jeg var så stresset følelsesmæssigt. Så ret hurtigt begyndte hun at få flaske, og nu kunne Manden også passe hende hvilket betød at jeg skulle begynde at se mig om efter et andet sted at bo. Det var skræmmende, men jeg bilde mig selv ind at det var lige det jeg helst ville.

På en eller anden måde mobiliserede jeg overskuddet til at finde en lejlighed, som i mine øjne var helt perfekt til mig og to børn. Det fik mig langsomt til at tænke, at det her nok skulle gå. Jeg kunne godt klare mig selv. Så en aften, hvor min veninde havde fået mig overbevist om at det ville være godt for mig at tage med ud og flirte lidt med nogle fremmede mænd, mødte jeg faktisk en mand som jeg blev vild med. Til min store overraskelse var han helt betaget af mig. Der stod jeg med en krop som stadig ikke var helt sig selv, efter at have født for tre måneder siden. Uden tro på kærlighed og endnu mindre tro på mig selv. Så det var for mig et kæmpe kærkomment selvværdsboost, at denne flotte, søde mand var vild med MIG???

Ugerne efter datede vi lidt, men at date med en baby på tre måneder under armen, er det mest forvirrende jeg i mit liv har prøvet. Jeg husker især en dag vi mødtes på en café ved middagstid. Babyen sov i barnevognen, og jeg placerede mig ved et bord og forsøgte at se henslængt lækker ud. I dét sekundt han træder ind i cafeen, bliver jeg ildrød i hovedet, og kan næsten ikke være i mig selv af bare sommerfugle. Han er flot og sød, og en lille smule genert på den der måde, som vidner om at han også har sommerfugle i maven. Det hele føles som en dejlig drøm… lige indtil babyalarmen bryder magien og jeg er nødt til at slæbe baby med ind. Det var bare helt forkert, selvom han var sød og syntes at hun var lækker. Helt forkert at sidde der med en mand som ikke er far til dette der lille væsen, som er kommet ud af mig for bare tre måneder siden.

I den efterfølgende periode finder både jeg og Manden ud af, at vi ikke er færdige med at kæmpe for at få vores lille familie til at fungere. Vi lover hinanden ikke at have nogle hemmeligheder, og vi prøver at finde en intimitet frem. Nogle gange går det godt, andre gange mindre godt. Sådan lever vi i nogle år, og selvom det på den ene side er dejligt at være en familie, så er det også hårdt og opslidende og hverdagsagtigt.

Det hele går meget hurtigt op i leverpostej og skænderier over vasketøj med to små børn i familien. Vi beslutter os for at sælge vores lejlighed, som vi har renoveret og som er blevet mange penge værd. Den ligger midt på det mondæne Østerbro hvor vi egentlig aldrig rigtig har følt os hjemme. Vi ved ikke rigtig om vi skal flytte til Nørrebro, på landet eller noget helt tredje men det føltes som en god ide at starte på en frisk. Da lejligheden er solgt slår det mig pludseligt, at vi måske faktisk ikke skal flytte til en ny lejlighed, men flytte fra hinanden. Nu er muligheden der for, at vi begge kan få en pose penge med til at starte på en fisk hver især. Vi snakker om det, og Manden er helt med på ideen. Selv om jeg hurtigt finder en lejlighed, som jeg er rigtig glad for, er det også rigtig hårdt. Vi er ikke uvenner, og jeg er egentlig glad for, at være kommet ud af det her forhold, hvor jeg ikke er glad.  Men der er også en kæmpe sorg, som vælter ind over mig. Det er drømmen om kernefamilien og den evige kærlighed, som brister.

Jeg husker især den dag hvor vi skal tømme loftrummet. Jeg er så ked af det – og fortvivlet at jeg næsten ikke kan bevæge mig op og ned af trapperne. Det bliver pludselig tydeligt, at det her, er sidste gang jeg befinder mig i vores fælles lejlighed. Vores fælles liv. Fra nu af, er jeg helt alene.

Det er hårdt at være alene med ungerne en hel uge, selvom Manden kommer og spiser en gang om ugen. Han henter eller afleverer dem også engang imellem fra institution. Det er samtidigt enormt ensomt at være alene den uge hvor de er hos ham. Jeg dulmer ensomheden med byture og druk, hvilket giver nogle frygtelige tømmermændssøndage, hvor jeg er så dårlig, at jeg ikke kan noget som helst. Jeg savner børnene (og Manden) så meget, at jeg ikke laver andet end at tude og glo fjernsyn.

Manden, som længe har haft udlængsel begynder at forberede en rejse. Han skal være væk i mere end en måned. Han skal rejse gennem Rusland og Kina med tog, og han glæder sig. Vores børn er på det tidspunkt 4 og 7 år, og vores ælste lider under vores brud. Nu endnu mere ved tanken om at hans far skal være væk så længe. Jeg siger nu til mig selv, at han da også er en skide irriterende egoistisk eventyrer, som kun tænker på sig selv. Det hjælper at være vred på ham. Det er nemmere end at savne, og det hjælper mig til at lægge afstand, og komme videre med mit liv. Jeg er nødt til at være der for vores søn. Han er meget ked af det, og trives ikke i skolen. Han har oplevet et kæmpe svigt, og skal have min omsorg.

Samtidig begynder jeg at date en rigtig sød mand, som på alle måder er den komplette modsætning til Manden. Han er rolig og etableret, med eget hus og godt job, han er omsorgsfuld og ikke mindst vild med mig. Jeg soler mig i opmærksomheden, selvom jeg godt kan mærke at jeg ikke er helt så vild med ham, som han er med mig. Jeg tænker at det nok kan komme, og at man jo ikke kan få det hele, så vi bliver ved med at se hinanden. Nu nærmer dagen sig, hvor Manden skal ud på sin rejse. Han har inviteret os på afskedsmiddag, og det viser sig, at det bare er mig og ungerne. Da ungerne er puttet har en ting han godt lige vil sige til mig, inden han drager afsted. Han er kommet lidt i tvivl; han savner mig, og vil godt holde en dør åben. Han forestiller sig at vi kan mødes og se om vi kan finde ud af om vi ikke stadig har nogle følelser for hinanden, når han kommer hjem. Jeg fortæller at jeg dater en, som jeg er ret glad for, og derfor ikke kan love ham noget. Det er tydeligvis ikke den besked han havde håbet på, og tager afsted på sin rejse med en mut mine.

Der går en uges tid. Manden jeg dater har også selv børn på fuldtid, og jeg indser, at hvis vi skal kunne se hinanden de næste måneder, må han møde mine børn. Jeg syntes det er et ret stort skridt, og er ikke helt sikker på at det er det rigtige. Især fordi jeg kan mærke på min store dreng, at han vil have svært ved at håndtere det. Han er nemlig ret knust over at hans far er rejst “fra ham”. Alligevel snakker jeg med daten om det, og vi beslutter os for, at vi er klar til at kalde os for kærester, og tage det næste skridt, som hedder at møde hinandens børn. Beslutningen føles rar. Jeg kan mærke på ham, at han er vild med mig, og bliver glad indeni. Han introducerer mig for nogle af sine venner, og jeg kan mærke hvor stolt han er af mig. Det er dejligt, og en følelse jeg ikke har haft i mange år.

Jeg skriver en mail til Manden, for jeg syntes at jeg skylder ham at vide, at hans børn møder min nye kæreste. Jeg får ikke umiddelbart noget svar, hvilket undrer mig,  for han plejer at svare nærmest med det samme, Jeg tænker ikke mere over det. Halvandet døgn senere; ungerne er netop faldet i søvn og jeg snakker i telefon med min nye kæreste. Vi er ved at aftale at mødes i den kommende weekend da det ringer på døren. Jeg undrer mig fordi klokken er mange. Jeg kigger ud af vinduet, og ser en mand med en stor rygsæk stå udenfor. Først genkender jeg ham ikke. Det kan jo ikke være ham. For han er i Kina lige nu… men det er Manden.

Han tog det første fly hjem da han fik min mail, og nu står han i min gang, og græder, og kan ikke forklare sig. Han giver mig et lang brev han har skrevet på turen, en lang opremsning af alt det han har fortrudt. Om at han ikke har behandlet mig som jeg har fortjent det, at han skulle have købt flere blomster, sagt jeg elsker dig mere, været mere stolt af mig, og at han syntes jeg er fantastisk, sej og smuk.

Det er alle de ting jeg i mange år har hungret efter at høre, men jeg føler intet andet end en forvirret splittethed. Jeg ser på ham, har ondt af ham, men føler ingen kærlighed for ham. Ikke som en kærestes kærlighed. Jeg skiver godnat til min kæreste, som føler sig meget lang væk, da jeg fortæller ham, at det er Manden som sidder i min stue.

De næste uger er meget forvirrende, og jeg har mange gange lyst til at grave mig ned og forsvinde. Man forestiller sig at det må være skønt at have to mænd, som kappes om ens gunst, men det føles meget opslidende og ikke særligt sjovt. Manden flytter hjem til sin mor, og er et stort flæbende bløddyr, som lover guld og grønne skove. Selvom det er dejligt at høre, tænker jeg også at jeg ikke tør gå tilbage til en fuser. Det er for sent, og jeg har ingen følelser for ham mere. Den nye kæreste er først meget tålmodig, men jeg føler heller ikke nogen kæmpe forelskelse der.

Det eneste som på det tidspunkt giver mening, er at jeg ikke skal være sammen med nogen af dem. Ja, jeg skal nok i virkeligheden aldrig være sammen med en mand igen. Jeg kan sagtens få min kærlighed stillet via mine dejlige unger.

Det bliver jul – jeg elsker jul. Det er for mig den mest romantiske og hyggeligeste tid på året. Det er en tid for familien og ungerne, og jeg ser her en del til Manden. Han virker mere rolig nu. Han er ikke så desperat efter min kærlighed, og jeg tager mig selv i at fælde en lille tåre over hvor glad han og børnene er for at være sammen. Han inviterer mig ud at spise. Han har arrangeret pasning, og god betjening, og jeg kan ikke sige nej. Han er flot, er blevet klippet, og har ladet skægget gro, som han ved jeg elsker. Han har købt nyt tøj, og virker i det hele taget som den udgave af sig selv, som jeg blev – og var, vild med. Han fortæller, at han har fundet en lejlighed ikke så langt fra mig, og at han lover at få styr på sig selv. Men at han stadig vil gøre alt hvad han kan, for at vinde mig tilbage. Han snakker meget om alt det han gerne vil opleve sammen med mig og børnene, og han fortæller hvor ensom hans rejse var uden mig at dele det med. Jeg er imponeret, og en lille smule skeptisk, for jeg har jo oplevet hvordan kærlighed og hengivenhed blev til leverpostejsmadder og hverdagssurhed. Jeg kan ikke mærke om jeg stadig elsker ham.

Det næste stykke tid gør han lige det han lovede. Han bliver den bedst udgave af sig selv. Lægger drengerøvsattituden på hylden, og giver mig max opmærksomhed. Langsomt, men sikkert vokser kærligheden frem igen. Vi blev kærester igen, og idag er det næsten tre år, nogle dejlige rejser, og en lille ny baby, siden.

Jeg ville ikke på nogen måde have undværet den rejse, selvom den var hård. Den har givet os et mere lige og respekfuldt forhold, samtidig med at vi nu begge ved, at det er det her vi virkelig vil.

Se dét er en ægte lååååvestory. Har du også lyst til at fortælle os din, her på Sydhavnsmor, så skriv mig meget gerne en mail på maysilja@gmail.com 🙂 

 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan scorede vi en billig 5-værelses lejlighed i Sydhavnen - Sydhavnsmor.dk