Fiberboller af 4 ingredienser (glutenfri) – sydhavnsmor.dk

img_2485

Forrige uge spurgte jeg jer på min Instagram (som I kan følge, foruden min Facebook, hvis I  kan li’ mel-og sukkerfrit bagværk, og ønsker at få besked når der hver uge kommer nyt fra Sydhavnen om dén slags), om I ville ha’ opskriften på disse boller, eller mine bananmuffins af TO ingredienser som indeholder sølle 50 kcal stykket. Der var tæt løb og jeg valgte at dele mine (åndssvagt populære) muffins først, så nu får I disse rætti’ rætti’ gode boller! 🙂

Sprød skorpe, og fast, men blød indeni – sådan er disse super lækre proteinrige fiberboller, der ikke indeholder mel, og derfor kan kværnes af de fleste 🙂 Jeg er tosset med dem, ligeså er mit avl, og så er det også optur, at det tager under et minut at smække dejen sammen. De går FANTASTISK med både ost, pølle eller pålægschokolade ovenpå. Og fordi de indeholder så meget protein fra æg og hytteost, er de utroligt mættende samtidigt. Desuden indeholder de bette boller også et høj indhold af fibre fra havregrynene. Jeg er giga fan af disse boller, og spiser dem til alle måltider.

img_2481

Det skal du bruge til 7-8 boller (ca. 130 kcal stykket – men husk de er meget mættende):

200 g. hytteost

200 g. (glutenfri) havregryn

2 æg

1 tsk bagepulver

evt. et nip salt

Sådan gør du:

Jamen, det bliver faktisk ikke nemmere end det: Du smider hele molevitten i en skål og ælter det sammen med hænderne. Tænder ovnen på 200 C og smækker bollerne ind i den varme ovn, og lader dem bage i 20 minutters tid, til bollerne er gyldne på toppen. Så er de lækre boller med sprød skorpe klar til at indtages af en savlende mund, og knurrende mavse!

Hvis du vil eksperimentere mere med lækre, sunde boller så bør du helt sikkert også prøve mine grønne proteinboller (der kun indeholder 60 kcal stk) og mine gulerodsboller. Har du en sød tand, men vil undgå sukker (og mel) så prøv også mine MONSTER gode scones, som du kan spise med god samvittighed. Eller mine søde fødselsdagsboller uden mel og sukker.

img_2487

img_2483