Chia a la mande (sukkerfri) - Sydhavnsmor.dk

Katrine kan ikke selv få børn og har fået æg af sin søster – Sydhavnsmor.dk

Det er meget forskelligt hvor let et par har ved at blive gravide og få et barn sammen. Nedsat frugtbarhed er et kæmpe problem i Danmark. Mellem hvert 4. og 6. par der forsøger at få børn, har nedsat frugtbarhed. Og for nogle sker det aldrig. Katrine på 32 år har modtaget æg af sin søster, da hendes egne ikke duede. Læs hendes historie her <3

katrinebiologiskmor

Jeg har været sammen med min kæreste i 10 år og vi har prøvet at blive gravide i 3,5 år fra jeg droppede prævention til det lykkedes.

Jeg troede sagtens, at jeg kunne få børn. Derfor kom det som et stort chok, da det viste sig, at mine æg ikke duede. Godt nok pegede mine blodprøver hen ad at det ikke var så mange gode fertilitetsår jeg havde tilbage i mig – jeg var 29 år- men vi troede ikke, at det ville blive umuligt med egne æg. At min utrolig sunde kæreste så også havde virkelig dårlig sædkvalitet hjalp heller ikke på problemet. Og her havde vi gået og været nervøse for, at blive gravide i første hug.

Min ægreserve er lav og min krop kæmper for at modne de få æg, der er, så min overgangsalder kommer tidligt – formentlig i starten af 40’erne og det giver åbenbart udslag allerede i slut tyverne. Æggene deler sig ikke som de skal efter befrugtning og derfor vil de aldrig resultere i en graviditet.

Min søster tilbød allerede at give os æg, da hun hørte at vores første ægoplægning blev aflyst pga. kvaliteten. På mine tre ægudtagninger fik jeg i alt 31 æg ud. Ingen af dem – ikke så meget som ét æg – delte sig som det skulle. Derfor aflyste lægerne også oplægningerne alle tre gange. Det gjorde det en del nemmere at gå videre til ægdonation når så mange uduelige æg ikke gav håb om graviditet.

Ingen af os troede sådan helt alvorligt, at det ville ende der, men hun mente det alvorligt. Jeg blev rigtig glad og det fjernede et kæmpe pres på mine skuldre. Ventetiden på donoræg er mellem 5-7 år så at kunne medbringe sin egen donor og dermed gå i gang med det samme er jo helt fantastisk. Vi fik også tilbud fra et par veninder og fra en enkelt pige gennem en gruppe på facebook. Så vi var så heldige at have mange back up muligheder. Da vores anden ægoplægning mislykkedes, bad lægerne os om at overveje ægdonation i tilfælde af at tredje oplægning også blev aflyst. Vi havde et par måneder til at overveje, hvilken donor, vi ville benytte os af. Ingen af os troede på, at tredje oplægning ville give pote, så vi forberedte os mentalt på ægdonation. Researchede i ét væk – lægerne fortæller jo ikke ret meget om genetikken bag osv. Man får en folder og det er dét.

Først hældte vi til at benytte os af pigen fra facebook – hun ville være kendt donor. Det var vigtigt for os at barnet kunne kende sit ophav, men at hun ellers ikke blandede sig. Jeg tænkte meget over, om æg fra min søster ville betyde, at vores forhold kunne blive kompliceret, om barnet ville ligne hende for meget osv. MEN i vores research stødte vi på ordet ”epigenetik” og læste dermed om, hvor meget man som bærer af barnet rent faktisk påvirker babyens personlighed og også udseende. Så et barn af os tre ville aldrig være samme barn, som hvis min søster og kæreste havde fået det sammen. Og lige præcis dét afgjorde det for os. Ingen af os ville sidde juleaften og til andre sammenkomster og se barnet som et resultat af de to – men et resultat af os alle tre. Da jeg så ovenikøbet fik fortalt af en bioanalytiker, at et æg består af 90% inaktive gener og at man som bærer af babyen suverænt bestemmer, hvilke gener, man aktiverer, jamen så er det jo som at modtage en tom skal, som man selv bygger på. En lighter, hvor man kun lige selv mangler den der sten, der tænder gnisten, men man har alt andet selv. Og den sten gav min søster mig, vi skabte selv flammen. Og så snart jeg stod med to streger, så var det bare min og min kærestes baby. Hverken min søster eller jeg ser på det som andet end at hun har doneret en celle, som jeg så sammen med min kæreste har skabt et barn ud fra. Èn lille bitte celle – og vi har så skabt en hel baby ud af det.

Min søster har i øvrigt selv to børn. Og vores børn bliver kusiner og fætter. Ikke halvsøskende – men der er ikke noget hemmeligt i selve tilblivelseshistorien. Mor manglede et æg, så det fik hun af moster. Og det får min datter også at vide så snart hun forstår, hvordan man bliver til. Vi har tænkt os at inkorporere det som en naturlig del af hendes tilblivelseshistorie.

Min søsters kæreste havde ikke så meget at skulle have sagt – hun er viljefast og selvom han syntes, at det var lidt underligt, så stod hun fast. Og ingen af os tænker særlig meget over det den dag i dag – selvom han er den, der nok har det sværest ved det.

Processen var som beskrevet lang og sej og krævede to ægoplægninger, før jeg blev gravid. Men hele vejen igennem var vi bare ydmyge og taknemlige for, at vi havde en donor på hånden. Vi har været meget heldigere end så mange andre. Jeg har kunnet blive gravid – det var ”kun” ægget, der skulle til. Det havde været meget værre, hvis jeg sagtens kunne blive gravid, men ikke holde på barnet. Og for min kærestes og mit vedkommende, så har hele forløbet bragt os langt tættere sammen. Vi var jo begge ”defekte” og bar en del af skylden. Og vi har været gode til at tale sammen og forstå hinandens grænser. Fx ville min kæreste ikke ud i det private, såfremt det ikke lykkedes i det offentlige og jeg ville ikke adoptere.

Det er min kærestes sæd – i DK er det ikke lovligt at benytte både ægdonor og sæddonor. Men vi måtte bruge ICSI metoden grundet hans dårlige sædkvalitet.

Fra beslutningen om donoræg blev taget og godkendelsessamtalen blev startet – til jeg stod med de to streger, der nu er resulteret i min baby i maven tog det seks måneder.

Min krop har taget så flot imod graviditeten – har ingen gener haft. Men det har krævet mange kunstige hormoner at nå hertil.

Jeg er måske ikke genetisk mor, men jeg er biologisk mor. Babyen er båret under mit hjerte og min krop har skabt hende. Så jeg er langt mere mor end nogen anden. Tænker faktisk ikke rigtig på det længere – det er som om, at når det lykkes og man mærker babyen bevæge sig, så er det bare helt og holdent ens egen baby. Og endnu mere når man har sat sig ind i epigenetikken.

Det er vores første barn – og formentlig det sidste. Det er dyrt at gå i det private og vi har ikke æg i fryseren i det offentlige, desværre. Men det er ok – vores lod var at få et barn og jeg er dybt dybt taknemlig over at det lykkedes. Og jeg er ikke sikker på at jeg orker at gennemgå behandling igen – det er opslidende og opslugende.

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chia a la mande (sukkerfri) - Sydhavnsmor.dk