køkkenglas

DIY – få styr på køkkenglas og krydderiglas på budget

I sidste uge delte jeg, på min Instagram @sydhavnsmor.dk, en story af vores nye køkkenglas og krydderiglas. Jeg blev ret og slet bombarderet med spørgsmål, om hvor jeg har købt mine. Og selvfølgelig vil jeg dele, for jeg synes det er blevet SÅ fint, og overskueligt i vores køkken, så hermed en bette DIY – hvor du også kan få styr på dine køkkenglas og krydderiglas. Det er ÅÅÅH så lækker en følelse!

Køkkenet i Sydhavnshytten er småt. Det er åbent ud til spisestuen, så det virker mere rummeligt end m2 afslører. Så man skal sgu tænke praktisk, for at få plads til alt. Jeg er heldig, for jeg har scoret mig en håndværker, der er super kreativ, og altid finder på smarte løsninger, både når det gælder vinopbevaring (vigtigt!), og løsninger til hvordan man liiiiige bygger et sjette værelse i lejligheden, så ungerne kan få hvert deres værelse 😉

Men nu var det sgu MIG der havde fået en god idé. Og det sker ellers ikke så ofte, når det gælder praktik. Jeg er helt klart krea på øverste etage, når det gælder rejser, hvor vi ellers kunne bo, hvad vi skal spise, og idéer til min egen business. Men oprydning og at være huslig er ikke lige mig 😉

DIY

Nå, men… den der DIY til de køkkenglas og krydderiglas. Det var jo dét det skulle handle om.

Jeg blev, som jeg ofte gør, inspireret af en anden på IG, der havde lavet totalt orden i hendes køkken, ved at købe nogle billige plastbokse. Det var fannema’ smart, men jeg ville bare gerne have glas (der kunne stå fremme, på de hylder min håndværker-mand har bygget i køkkenet).

Jeg bager på livet løs (og kan SLET ikke vente på at min fysiske kagebog udkommer til februar!) i Sydhavnskøkkenet. Og derfor kan der hurtigt komme til at være en milliard ingredienser i køkkenet. Og når man har en milliard ingredienser i et køkken, er det sgu svært at få plads til det hele. Derfor har skufferne været et giga kaos, og der er så mange ting der er løbet ud på dato, uden jeg har opdaget det. Samtidigt har jeg købt fire af de samme ting, fordi jeg ikke har kunne finde det.

STYR PÅ KØKKENET

Men nu er der styr på køkkenet! Og det er en kæmpe befrielse. Tænk, at jeg overhoved har kunne leve med IKKE at have haft styr på det, som nu, før 😉

Køkkenglas

Køkkenglassene, som kaldes sylteglas, har jeg købt hos glasogflasker.dk. Jeg gav 16,50 kr pr stk. inkl. sort låg. De kan indeholde ca. 600 ml stk. Jeg købte 20 stk.

Krydderiglas

Krydderiglassene har jeg købt hos OBC Biavl. Jeg købte dem i kasser af 12 – 2 kasser, så i alt 24 glas. Str. er 250 g / 220 ml – inkl. fragt gav jeg 144 kr.

Dymo

Jeg købte desuden også en Dymo til ingen penge. Den hedder Dymo Omega, og jeg gav under 100 kr for den, og den virker upåklageligt, og er meget nem at bruge. Man skal bare huske at trykke godt ind, når den skal ‘stemple’ bogstaverne 😉

God fornøjelse med jeres lille DIY, hvis I også gerne vil have styr på jeres køkken.

Find flere DIY’s her.