Hospitalsindlæggelsen

Jeg er hjemme igen, efter hospitalindlæggelsen. 3 – faktisk hyggelige – dage og nætter på Nordsjællands Hospital.

Søndag, på min mands 39 års fødselsdag, gik ikke helt efter planen. Efter et spil Myretuen i sommerhuset med ungerne og Martin, gik vi en lang tur i Kulhuse for at opstøve loppemarkeder. Jeg fandt nogle små fine Royal Copenhagen kagetallerkener til 15 kr stykket og synes jeg gjorde et godt kup. Men samtidigt havde jeg også en tyngende fornemmelse i maven, en konstant trykken øverst, under ribbenene.

Jeg kan sgu ærligt godt være lidt af en pjevs med smerter og tog det ikke så alvorligt så vi fortsatte vores Tour de Kulhuse og efter nogle timer vendte vi tilbage til sommerhuset med børn der skreg af træthed og ømme fødder, og jeg selv havde fået endnu flere smerter.

1813

Vi kylede nogle frysepizzaer i ovnen og jeg lagde mig på sofaen for at hvile mig. Rundt midnat, efter at have forsøgt at falde i søvn uden held pga smerter, ringede jeg til 1813. Jeg ville bare lige spørge om hvad faen jeg kunne spise eller gøre for at det her smertehelvede stoppede.

Lægen der tog telefonen stillede mig virkelig mange spørgsmål, og endte med at sige jeg skulle komme et smut forbi Nordsjælland Hospital, som vi hører til når vi er i sommerhuset. Problemet var blot at det ligger en lille times kørsel fra sommerhuset, og vi ingen bil har og der ikke findes offentlig transport i Kulleren så sent på aftenen. Han sendte derfor en ambulance. Rimelig crazy, tænkte jeg. For var jeg bare hysterisk eller var det nødvendig med et tjek så sent søndag aften, efter 8-9 timers konstante smerter i maven?!

Ambulancen

Jeg blev hentet (af to unge flotte ambulancemænd). Blev smidt på langs, fik kørt EKG, blev spurgt om endnu flere ting, og fik en dosis morfin, med ordene om at jeg lige om lidt ville føle at jeg havde kørt en hel kasse bajere indenbords. Men altså, hvad faen – man er vel fra Sydhavnen, så dét så jeg frem til 😉

Jeg følte (heldigvis) ikke jeg havde bællet en hel kasse bajere, men jeg slappere mere af i kroppen end jeg længe havde gjort. Den konstante smerte fortsatte, men jeg kunne leve med den. Særligt fordi jeg fik nogle røverhistorier af den (meget) unge ambulancemand, som gav mig flash backs til mine lidt yngre år i Kattesundet 😉

Man kan beskrive indlæggelsen på stuen som et slags antropologisk studie. Jeg lå ved et af de store vinduer, og havde overblik over hele stuen. Der lå jeg og fulgte med i alles liv, som i en film. Første gang jeg har brugt min kandidatgrad som cand.pæd.ant. til noget siden jeg blev færdig i 2013 😉

Akutmodtagelsen – hospitalsindlæggelsen

Jeg blev kørt ind på akutmodtagelsen, og fik hurtigt et værelse. Et værelse lige ved indgangen til akutmodtagelsen, op ad toilettet og lige ved skabene med alt udstyret på afdelingen, så der var rimelig gang i den.

Senere kom en sød kvinde, Stine, ind på værelset og først næste dag fik vi vekslet et ord. Vi havde begge haft mavesmerter, hendes sådan nogle hvor man føler hele maven eksploderer. Hun blev udskrevet og jeg fik nyt selskab af en 60-årig Michael. Han havde også mavesmerter.
Morfinen slog mig rimelig meget ud, jeg sov ikke meget men var lidt i en anden verden. 

Kirurgisk afdeling

Jeg blev kørt på kirurgisk afdeling på 5. og blev indlogeret med fire andre damer, med de der klassiske blå gardiner mellem os. Men damerne var snaksagelige så gardinerne blev rullet fra og munden gik både dag og nat.

På stuen lå G på 40 fra Helsingør, indlagt med en kroniks betændelsestilstand i tarmen, K fra Frederikssund på 80 der havde haft mavesmerter, en ældre dame der sov konstant som jeg aldrig fangede navnet på, og A på 90, der fortalte hele hendes hyggelige livshistorie og om livet i Humlebæk, hvor hun var nabo til Louisiana. A kaldte mig forresten Mette Marit og troede jeg var 17 år. Jeg elskede hende!

Min mor kom på besøg den første dag. Det var dejligt. Også selvom jeg egentlig synes at dagene gik hurtigt, trods for jeg max sov 5-6 timer i alt imens jeg var indlagt. Jeg var både gennem en MRCP (et langt tyndt rør man bliver lejet ind i. Virkelig ubehageligt – følelsen af at være buret inde i en lukket kiste. Der hører man nogle mega høje bankelyde, der gentages afbrudt af pauser.

Jeg var dog hele tiden i kontakt med radiografen under undersøgelsen. Undersøgelsen tog ca. 20 minutter og det var rigeligt!. Hvis man var overvægtig eller havde klaus var den scanning et no-go!). Jeg overlevede trods for jeg gik i panik da de kørte mig ind i maskinen. Nu ved jeg hvordan det føles at ligge i en kiste og jeg venter lige mindst 50-60 år på dén oplevelse igen!

Ud over det selvfølgelig var pænt scary at ligge i noget der minder om en lukket kiste (den har åbent i enderne men det mærker man ikke når man ligger midt i den), var det værste næsten at jeg skulle faste op til. Altså, man kan sige indlæggelsen var en effektiv slankekur, for jeg spiste kun en eller to gange dagligt. Men jeg måtte sgu heller ikke drikke! Og det går ikke særligt godt hånd i hånd med at mavesmerterne skyldes jeg havde betændelse i bugspytkirtlen!

For det der hjælper er at drikke vand – MASSER af vand. 4 liter dagligt. Mindst! Og da jeg først skulle i scanneren kl 13.15 var jeg riiiimelig slap og tørstig hele dagen… og dælme om jeg så heller ikke måtte drikke før sygeplejerskerne på min afdeling havde fået grønt lys for mad og drikke til mig, EFTER undersøgelsen!

Så jeg skulle bælle fire liter væske fra kl 15 til jeg gik i seng. Som jeg aldrig gjorde, fordi man lissom’ ikke sover når man deler stue med fire andre (der snorker, taler, råber, tisser og går frem og tilbage og der konstant kommer personale ind for at tjekke blodtryk mm), og kampsveder fordi der er hedebølge udenfor.

No problem. Jeg drak og jeg fik fiskedeller med kartoffelsalat til den store guldmedalje da jeg fik grønt lys til at kaste væske og føde i skrutten! Aldrig har jeg elsket et glas vand så højt! Eller 16-18 glas for at være mere præcis 😉

Har man betændelse i bugspytkirtlen skal man ikke vente med at komme afsted til hospitalet. Det er sgu alvorligt og kan være livstruende! Jeg er glad for jeg lige gav lægen et kald for at få et godt råd og at han sendte en ambulance til Kulleren for at hente mig. For, som de sagde på hospitalet, kan det være meget farligt hvis man ikke kommer i behandling med det samme – og er under observation.

De fandt ud af jeg havde betændelse i bugspytkirtlen da de tog nogle blodprøver (dem fik jeg taget MANGE af de tre dage jeg var indlagt!). Og mit amylase-tal lå tophøjt da jeg kom ind. Så det var IKKE godt. Efter halvandet døgn var det faldet meget. Stadig skyhøjt, men faldende og jeg følte mig bedre.

Det der kan ske, er at ens organer sætter ud hvis ikke man får slået betændelsen ned.

Hvorfor fik jeg det?

Hvorfor man får betændelse i bugspytkirtlen, spurgte jeg så? Og de mente jeg havde galdesten. Derfor MR for at tjekke om der var nogle. Og hvis ikke jeg havde galdesten (som jeg også fik ultralyd undersøgelse for, og som de ikke kunne se. Til gengæld sagde han at min lever lå på hovedet… tror I jeg blev bange?! For så efter at sige – efter jeg havde tisset – at den nu så meget normal ud…) havde jeg nok fået betændelsen pga alkohol! Altså en form for alkoholforgiftning, som sagtens kan ramme folk der bare har drukket et enkelt glas.

Ok, ingen tror selvfølgelig på at jeg kun har drukket et enkelt. Jeg skal være ærlig og sige at jeg de fleste sommeraftener har fået et glas eller to. Men overforbrug vil jeg sgu ikke kalde det. Eller usædvanligt i sommervarmen. Men det kan være nok til en indlæggelse … bare de der små flasker i Anthon Berg-chokoladerne, kan udløse det (!). Det kunne også være naturmedicin (kosttilskud osv.) og det havde jeg faktisk indtaget en god portion af den sidste mdr, så det fik jeg at vide at jeg skulle stoppe prompte med!

I går, d. 24. juli vågnede jeg op på stuen med ørepropper i ørerne og havde sovet i 7 timer i streg. Før det havde jeg max fået 1 time i streg. Så det var en vild oplevelse. Jeg var frisk. Ingen mavesmerter og ingen smertestillende. Havde fungeret som en slags ekstra hjælper for nogle de andre på stuen – jeg havde faktisk haft det godt og haft overskud til at bevæge mig lidt ekstra. Og det var dejligt at trods indlæggelse, at jeg var mobil! Trods for at jeg lignede en stivbenet mand på 90.

MR scanning

Jeg fik svar på MR-scanningen og alt så normalt ud, og jeg spurgte om det var muligt at få lov at komme hjem. Min far havde fødselsdag og hele familien var samlet i sommerhuset. Jeg savnede sgu ungerne (og Martin), som havde grædt lidt (altså ungerne) fordi de synes det var mærkeligt at jeg lå indlagt og netop havde været hjemme i Kbh i 5 dage, for at arbejde, inden jeg blev indlagt.

Jeg fik at vide af lægen, at jeg måtte komme hjem efter svar på blodprøverne rundt middag og jeg var SÅ lettet og glad! Alle de tanker der havde vendt sig under indlæggelsen; først om jeg var i risiko for ikke at klare den, var jeg mere syg end det her (risiko for kræft) osv. …

Men jeg var blevet behandlet SÅ godt, trods for lidt lange ventetider, under indlæggelsen. Personalet var så søde, maden var lidt semi, men det var jo top fedt at få alt serveret og bare hive i en snor hvis jeg manglede noget. Man er jo vandt til at være et serviceorgan derhjemme, så lidt luksushotel-oplevelse at få stukket stikpiller i røven og saft på bordet, når man er vandt til at det foregår omvendt ;).

Vent ikke for længe!

Skræmmende var det at man på få timer kan blive så syg! Fra at spille Myretuen med ungerne til at få sendt en ambulance. Jeg var ikke i livsfare, men det kunne jeg have været, hvis ikke jeg havde ringet 1813. Hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. Har du ualmindelige smerter SKAL du søge læge. Ikke vente til det er så slemt du ikke kan holde smerterne ud. At have ondt i maven kan være helt harmløst. Men det kan også være tegn på at der er noget helt galt! Så det var sgu godt at pjevset ringede til vagtlægen den aften. Hellere være lidt for obs end lidt for sej.

Kys fra Kulhuse

Comment

  • Åh din stakkel og så lige midt i sommerhusferien.
    Sikke en omgang og forskrækkelse du/I der fik jer.
    Godt du fik god behandling og hjælp i tide 🙂
    Jeg blev simpelthen så syg efter nytårsaften 2017 og her i mit område er der ikke særlig god lægehjælp, her på landet skal “vi tage os sammen”. Men jeg havde også bugspytkirtelbetændelse og i dag er min bugspytkirtel ude af drift og jeg mangler enzymer osv. Får lidt medicin, men skal udredes nærmere og have fast medicin resten af livet, øv.
    Jeg kan hverken nedbryde eller optage maden og har tabt over 13 kilo, så efter et år hvor jeg blev ignoreret, så troede alle lægerne jeg havde kræft, for nu at nå frem til årsagen, bugspytkirtlen.
    Så du har ret, det skal tages alvorligt!
    Jeg håber du har fået hjælp i tide og ikke får problemer fremover, dog husk at det altid kan vende tilbage, så hold igen med fed mad og alkohol.
    Tillykke med din far og en god sommer ønskes og selvfølgelig god bedring og pas godt på dig selv 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *