Marts måneds seje far - Erling Groth

Om min afhængighed

“Moooor! Faaaaar! I må ikke gå!!!!”

“Jamen, jamen mor – vil du ikke nok lige hjælpe mig med at hive bukserne op, please?”

omminafhængighed

Små børn er totalt afhængige af deres forældre. De kan faktisk ikke overleve uden en voksen til at hjælpe sig. Hele tiden skal de guides, bæres, læres og have omsorg og kærlighed for at komme gennem dagen.

Sådan er det stadig. Eller rettere sagt; igen. For mig.

Da jeg var lille, var mine forældre der for mig hele tiden. Så blev jeg teenager, og jeg ønskede mest af alt, at de holdt sig på lang afstand. Ikke blandede sig i mit overforbrug af piercinger, om jeg røg, hvornår (eller om) jeg kom hjem, lavede lektier, mødte op i skolen… mit liv!  Levede deres eget liv og lod mig leve mit. Så blev jeg voksen… og jeg fik børn!

I dag ville jeg ikke kunne klare mig uden mine forældre. Jeg er totalt afhængig af dem!

De hjælper os altid, når vi står og mangler en femte eller sjette arm. Jeg føler mig som noget af en blæksprutte i hverdagen, men jeg lægger mig fladt ned og indrømmer blankt: vi kan ikke klare det hele! Derfor er det fandens dejligt og et kæmpe privilegium at have mine forældre tæt på. Lige på den anden side af den forbandede trafikerede Sydhavnsgade, på Sluseholmen. De står altid klar, når vi beder om hjælp. Som jeg faktisk må indrømme er ret ofte.

Jo, vi ku’ og sku’ selvfølgelig nok klare os uden deres hjælp (eller ku’ vi?), men FÅÅÅÅRK, det ville være et helt, helt andet liv, vi ville leve. Ingen vinaftener med vennerne, ingen nætter med søvn. Ever! Ingen kæresteaftener, ingen biografture, og jeg kunne blive ved… De ting, vi i dag gør som en selvfølge, fordi vi er så hamrende heldige at have verdens bedste bedster! Min mands familie bor desværre så langt væk, at vi ikke får set dem ofte nok, og derfor ‘hænger’ mine forældre lidt på hjælpen.

Jeg ved, at de nyder det, men selvfølgelig kan et par (bedste)forældre i start 60’erne også synes, at det er mere end brand hårdt at piske rundt efter to små duracelkaniner, der hopper op og ned fra sofaen, kravler på bordene, larmer og spiller på alt for tinitus-skingre musikinstrumenter hele dagen! Selvom de elsker dem over alt på jorden.

Jeg ved, at vi er sindssygt privilegerede, og at det slet ikke er alle, der har den mulighed, som vi har. Men jeg sætter også stor pris på det hver evig eneste dag!

Hvordan får I hverdagen til at hænge sammen hjemme hos jer?

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Marts måneds seje far - Erling Groth