Vintertid, børnejazz og æblerov

Om hvordan tilfældet nogen gange er vanvittigt og udslagsgivende…

aus1

 

Verden havde åbnet sig for mig! Jeg var netop vendt hjem fra en fantastisk 5 ugers ferie i Brasilien med en god veninde, da en anden god veninde spurgte mig om vi ikke skulle rejse til Australien. Selvfølgeligt skulle vi da det! Efter fire måneders babysitting og nogle få knaster rigere rejste Mathilde og jeg fra vinter til sommer. Fra København til Sydney – dog med et lille to ugers ophold i Thailand on our way…

 

aus2

 

Vi skulle være i Australien i to måneder. Et land vi ikke kendte meget til fra andet end medierne. Vi vidste der var fyldt med kænguruer og krokodiller og vi kendte Steve Irwin og Kronprinsesse Mary. Ellers var alt nyt.

Ikke længe efter var vi total ozzie-girls. Vi følte os hjemme blandt det vanvittig søde folkefærd, der altid ga’ a ride. Vi endte både med at få rides hjem fra sushi restauranterne af gamle ægtepar og hjem fra byen til den lokale og very arty campingplads i Byron Bay, på ladet af en lastbil fyldt med frugt.

Og så mødte vi David. En ung gut på 19. En lidt rodløs fyr med masser af ozzie-varme. Vi blev hurtig meget tætte venner og han fortalte os hele hans livshistorie om sin mor der havde slået hånden af ham, hans liv som (hård) gadedreng i mange år – og om hans helt fantastiske kærlige far, som han havde et særligt bånd til.

Efter nogle uger måtte vi rejse videre nordpå – og fra David, for at få endnu mere på opleveren. Vi ankom til en mindre 44 grader stinkende varm by, Townsville, som lå ud til kysten. Byen i sig selv var ikke specielt spændende men her lærte vi også nogle vidunderlige mennesker at kende. Fem danskere fra Jylland & København; Tonny, Hanne (Fest), Christine, Tini og Annemette – som vi i dag stadig har kontakt med. Vi boede alle på det samme motel i byen. Hos Jake og Jane. Rare, omsorgsfulde og betænksomme værter. Hver morgen, efter vi var blevet gennembidt af væggelus stod de klar med smil og knus og sendte os afsted på nye eventyr. Hver aften drak vi vin og hyggede på terrassen.

En aften da vi kom hjem fra en dag i byen sad Jane og græd hulkende. Imens sad Jake inde i receptionen bag glasruden og var helt stivnet. Han så nyheder. Jane kom ud og fortalte os at hun var så bange. Bange for at det var hendes gode ven Bob der var blevet slået ihjel som ambulancechauffør i udrykning, i Melbourne. Mathilde og jeg kiggede på hinanden – ambulancechauffør i Melbourne? Ligesom Davids far? Vi stivnede også et sekund og blev enige om at det kunne ikke være Davids far! Der bor 23 millioner mennesker i Australien. Der måtte være mange reddere. Vi satte os ved bordet og fulgte med i nyhederne og pludselig dukkede et billede op – på landsdækkende tv, af vores nye, dejlige ven David. Det her kunne ikke være sandt! En ung dreng med så hård en fortid, med det eneste håb for fremtiden – hans far, var død! At det lige præcis, ud af TREOGTYVE(!) millioner mennekser skulle være hans far, der få dage efter hans stolte søn fortæller så hjertenskærende om ham, ikke er her mere. Vi gik i chok.

Kort efter rejste vi mod David i Melbourne og støttede op om den store afsked. For stor, det var den. Mange tusinde mennesker mødte op til ceremonien og hans far blev udråbt til helt. Meget amerikansk. Meget australsk. Og på sin vis meget rørende, men også lidt (for) overvældende. To danske piger på dannelsesrejse i Australien stod pludselig dér midt i et mediecirkus omkring Davids fars død. Vi var – i Davids øjne, nu noget af de tætteste han havde. Begivenheden omkring hans far kom i alle medier og til hans afsked, var der stor mediedækning fra hele landet. Han døde som helt – og Mathilde og jeg fik noget af en anden afslutning på vores rejse end forventet.

 

aus4

 

I dag lever David som musikproducer i Australien. Og har det godt. Og Mathilde og jeg tænker ofte tilbage på vores rejse rundt i Australien. På godt og på ondt.

 

 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

   

1 kommentar

  • Anita

    Livet skal opleves og tak for dine/jeres indblik i at livet er ikke altid rosenrød men samtidigt kommer man også videre da det er som du skriver “part of life” knus

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vintertid, børnejazz og æblerov