Jeg er vild med byen! Som i liv, mange mennesker, puls og fart! Som tidligere nævnt elskede jeg de ti år jeg boede i sidegader til Strøget. Men i dag blir’ jeg sgu også lidt turistskræmt når jeg rammer mit gamle hood. Der stinker af pis, er beskidt, forurenet -og nå ja – en lille bitte smule dejligt er der jo også. Derinde i Pisserenden❤.
Nu bor jeg næsten fem kilometer længere væk fra shoppinghelvedet og bysummen. Min kærlighed til rolige Sydhavnen er stor, men jeg må også indrømme at min længsel efter en smule liv med butikker (andre end spillehaller, Irma, & blomsterhandlen), cafeer – mennesker der sidder på gadehjørner og griner med (alt for dyre) caffe lattes osv. somme tider lige stikker til mig.
Jeg brugte byen meget da jeg boede der. Både før og efter jeg fik børn. Før, var det altid mig man så sidde på Strædet med en gedeostsalat om eftermiddagen og i weekenden sad jeg på La Fontaine og drak grin-limes med venner. Jeg ville hellere miste en tå end at gå glip af noget – så jeg var rundt i byen konstant.
Så kom Uma til… og min verden fik et andet fokus. Jeg startede med at hækle (diktatorer og andre ting), for noget skulle man da bruge sin tid på, når nu man var en strandet hval og ikke længere måtte drikke alkohol. Og Hitler (hvis handlinger jeg selvfølgelig tager stærk afstand fra, men i hæklet udgave vel kan betragtes som en noget mere uskyldig introduktion til en af verdenshistoriens største og frygtindgydende begivenheder, som mine børn uundgåeligt vil blive præsenteret for før eller siden. Desuden var de hæklede diktatordukker blevet hypet så meget i medierne efter en dansk kvinde havde vist dem frem i tv, at jeg og andre ventende kvinder med oceaner af overskud selvfølgelig skulle følge hendes eksempel) blev således Umas første dukke.
Jeg begyndte at bruge byen på en helt anden måde. Jeg vadede stadig rundt som en sindssyg, men jeg stoppede sjældent op ved cafeerne (for Uma ville alt andet end at sidde roligt) og begyndte i stedet at bruge de grønne områder i byen. Christiansborgs lille fine have var vores yndlingsspot. Der var ro, den var lidt hemmelig og der var duer Uma kunne jagte. Kongens Have og H. C. Ørsteds Parken var også børnevenlige spots, men hurtig blev jeg en smule træt af følelsen af indespærrethed i bilos, stilladser og fulde turister.
Da vi flyttede til Sydhavnen fik vi alt det byen ikke havde; store grønne områder (Valbyparken, Tippen, Vestre Kirkegaard osv.), et lokalsamfund (som vi dog også havde i Pisserenden, men alligevel på en anden måde) og ikke mindst RO! Ro ro ro! Og jeg elsker roen – men jeg elsker også stadig uroen. Jeg elsker at have 10 minutter på cykel til uro – og bo i roen. Jeg elsker København.
