Fik du smagt min veganske sukkerfri brownie af tre ingredienser – der ikke indeholder mel? Se billede nederst 🙂 Nu synes jeg du skal smage vegansk chokolademousse af 4 ingredienser 😉
Gør dig selv den tjeneste, at prøv denne chokolademousse uden animalske produkter. For sådan finder du ud af at du faktisk sagtens kan nøgen-bade i veganske opskrifter. For smagen og konsistensen fejler ingenting 🙂
Det skal du bruge til vegansk chokolademousse af 4 ingredienser, 3-4 personer:
90 g. vegansk, 70 % chokolade (jeg har købt mit i Super Brugsen)
3 spsk Sukrin Gold
1 tsk vanillepulver
Saften fra 1 dåse kikærter – aquafaba (kikærter kan du evt bruge til at lave disse proteinrige cookiedoug-kugler uden sukker, denne saftige citronkage uden mel og sukker, eller mine glutenfri falafel-vafler)
Sådan gør du:
Pisk saften fra kikærterne med et piskeris, til den er stiv. Smelt chokoladen i et vandbad. Vend Sukrin Gold og vanillepulver i den stive ‘hvide’ (ligner piskede æggehvider). Fordel chokoladen når den er smeltet forsigtigt i massen. Hæld nu moussen i tre-fire skåle eller glas, stil på køl i min. 30 minutter og servér når den skal kværnes. Er også møg god med jordbær og blåbær til 🙂
Har du en vegansk (gerne mel- og sukkerfri) favorit-dessert, som bør deles med resten af læser-banden, så tøv endelig ikke med at smide den i en kommentar herunder, eller sende mig en mail på maysilja@gmail.com :))