Til Zalando Nordic Blogger Awards og om at være lidt for gråstænkt til at være en af de smarte 

PicMonkey Collage

 

I går var jeg inviteret med som gæst til Zalando Nordic Bloggger Awards 2015 af min veninde Mathilde. Arrangementet blev afholdt på Statens Museum for Kunst – i de smukkeste rammer som uundgåeligt gør ethvert arrangement eksklusivt og fint. Vi fik serveret (al for meget) champagne og da vi satte os til bords for at eksekvere en tre retters menu inkl vinmenu var jeg allerede godt kørende.

Sydhavnsmamma er ikke fashion blogger hvilket i den grad blev bemærket – af bl.a. stylisten Nico Glad Golden som vi sad til bords med – da jeg hev min gamle Iphone 4 op af tasken beklædt i et svinetykt og ubehagelig grimt lædercover (da skærmen er gennemsmadret både for og bag), for at tage billeder. Således blev jeg mindet om at jeg måske alligevel ikke er helt så smart og moderne som jeg muligvis (måske bevidst) havde fortrængt.

Efter adskillige ture i fotoboxen med Nico og Mathilde (det lød vist helt forkert 😳😝) tog vi videre – på bedste ungdommelige vis; lidt for mange på en cykel – uden lygter, slingrende gennem indre Københavns gader, for at tage til afterparty på Sunday Club. Her blev Sydhavnsmor endnu engang mindet om at de grå hår er mere markerede nu end sidst jeg hang ud på de smarte klubber i København. Vi følte os gamle. Sådan på den dér mor-måde. Aldersgennemsnittet lænede sig mere op af min datters alder end min egen og vi måtte erkende at vores clubbingkarriere var ovre og skred på Hviids Vinstue og bællede en cola inden vi smuttede hvert til sit.

 

Er de ikke bare dejlige? Om vigtigheden af at pleje sine venskaber – selvom man er blevet en busy træt mamma…

47099_464203595066_4355339_n

Her er Mia (i midten). Og Maria til venstre. De er nogle af mine rigtig gode gamle veninder. Jeg kunne lave noget af et spændende indlæg om Maria. For hun er spændende, sej, sjov, kærlig og mystisk – på den mega fede måde. Men lige nu skal det handle om Mia fordi jeg lige har været sammen med hende og fordi hun i den grad også er en meget kærlig, omsorgsfuld pige. En veninde man altid kan stole på.

Mia er lige præcis sådan en alle kan li’. Sådan en alle ønsker at have i sin venindeflok. En pige der hviler i sig selv, er rolig, opmærksom og husker alle de små vigtige deltaljer – mine børns fødselsdage, Martins og min bryllupsdag osv. – noget der varmer. Men Mia er ikke altid rolig – hun kan også forvandle sig til noget af er festfyrværkeri – en diskodronning. Hun lukker og slukker altid festen med et brag. Om morgenen. Hun er simpelthen bare elskbar.

 

foto

 

Den anden dag var jeg på restaurant med Mia på Værnedamsvej. Det er efterhånden gået hen og blevet min onsdagstradition at gå på en Cofoco restaurant. En for dyr vane for en kvinde på barselsdagpenge. Men hyggeligt er det – og så er det jo svært at sige nej når den franske yndlingsrestaurant ligefrem tvinger mig til at skovle en tre retters (med tre retter i hver ret) ned gang på gang. Og Mia er altid til at lokke. Hun elsker at plapre, skåle og luxe den ligesom mig. Når vi går ud, vender vi hele verdenssituationen om stort og småt. Og så sidder man der og bobler af lykke over at have en veninde der altid – uanset hvad emnet er- lytter med stor interesse og koncentration.

Hver dag siger glæder jeg mig over mine venner og minder mig selv om at det er super vigtigt at man plejer sine venskaber – også selvom vi er forskellige steder i livet i perioder. For selvom jeg er blevet mor har jeg stadig – i den grad – brug for mine gode veninder. Og venner. Jeg er dog faldet total af, på at løfte røret og ringe som jeg var god til førhen. Der kunne jeg sidde i timevis og knævre, for så at afslutte samtalen med at sige ‘Vi ses om 10 minutter, jeg kører hen til dig nu’. Men jeg er god til at sms’e (måske også lidt for god, hvis du spørger min mand). Jeg tror, at det måske netop er lige her hvor jeg nu er i mit liv, at det er vigtigere end nogensinde for mig at holde fast i mine venskaber. Hvis ikke vi selv kæmper for at holde dem i live går de tabt og smuldrer hen. Familie er kærlighed. Men det er venner i den grad også. Så I slipper ikke for mig 😉

 

 

Oktober måneds mor jeg beundrer – Katrine Greis-Rosenthal

Katrine Greis-Rosenthal by HEIN Photography
Katrine Greis-Rosenthal by HEIN Photography

 Katrine Greis-Rosenthal, 30 år, skuespiller.

Gift med skuespiller, Martin Greis-Rosenthal. Børn: Esther Liv på snart 3 år, en bonusdatter Emma-Mai på 6 år samt en lille ny på vej til foråret. Bor på Christianshavn. 

Hvad laver du til daglig?

Lige nu er jeg igang med optagelser på en ny komedieserie for TV2, “Kvinder&Mænd”, som Hella Joof instruerer og som har premiere til foråret, hvor jeg spiller en ammende mor. Og er pt. aktuel i Broen III som Henriks kone, Alice.

Beskriv dig selv med tre ord?

Arbejdsom, viljestærk, familiemenneske.

Hvem beundrer du mest?

Min mand. For hans bevidste valg i livet, hans mod og hans kæmpe hjerte.

Hvor er dit ynglings hæng-ud sted i København?

SweetTreat på Christianshavn på Sankt Annæ Gade. Den hyggeligste lillebitte café med ting til salg fra ejernes rejser til Marokko og venner og bekendtes keramik, chokolade, postkort osv.

Hvilket sted/by er din yndlingsferie – destination/storby?

Jeg har ikke en yndlingsstorby da jeg helst vil udforske nye storbyer og finde mine yndlingsspots dér, men mit yndlingsferiested lige nu er familiens nyhvervede hus i Umbrien i Italien. Jeg glæder mig til at tage familien med derned i alle årets årstider.

Hvordan ser dit liv ud om fem år?

Drømmen er, at vi har tre eller fire børn. Bor i et hus med have på Christianshavn, i Skovshoved eller Taarbæk og fortsat arbejder som skuespillere og entreprenører. At vi har hvert vores firma, som vi primært arbejder i og med – hjemmefra, i vores store fælles hjemmekontor.

Beskriv hvordan en gennemsnitlig lørdag ser ud for dig?

Der tager vi oftest på udflugt. Vi starter med stort morgenbord som vi jo ikke har tid til i hverdagen og så får pigerne sig typisk et langt bad og afsted. Det er oftest til den store legeplads på Voldene med gode venner fra Christianshavn eller til mine forældre, som bor i Skodsborg.

Hvad ville du gerne bruge mere tid på?

Jeg vil virkelig gerne læse bøger. Mange flere bøger og det skal være skønlitteratur; gode historier og beretninger, men jeg synes det er rigtig svært at finde tid til at prioritere det i min hverdag.

Hvad er det aller bedste ved at være mor – og hvor ligger den største forskel fra livet uden børn til livet som mor?

Det helt naturlige ansvar og arbejde der ligger i at være mor. Det elsker jeg.

Og så de små verbale gaver jeg får af min to-årige datter som kommer ude af kontekst i form af “Jeg elsker dig, mor” og “Jeg har brug for dig”. Det er alt det hårde arbejde – som det jo er i perioder – værd.

Den store forskel fra før… Jeg kan simpelthen ikke huske hvad fa’en jeg lavede når jeg havde fri, før jeg fik børn. Hvad brugte jeg egentlig min tid på? Det kan ikke have været meget for jeg husker det vitterligt ikke. Men deri må den store forskel ligge – forglemmelsen af livet før børn.

Er der noget du gerne vil sige til de kommende mødre derude – gode råd eller kloge ord?

Læs ikke for mange artikler om hvordan det er at være – og hvordan du bliver en god nybagt mor – man kan næsten kun blive skuffet. Skab dig dine egne erfaringer. Og stol altid på din mavefornemmelse – den slår sjældent fejl.

Følg Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram

Hvornår har vi presset citronen nok?

37856_10150229523805366_8227554_n

 

Vi knokler røven ud af bukserne for at få det hele til at hænge samme; vi skal betale huslejen, bilen, institutionen, forsikringer, mad mm. Og så skal vi også have lidt penge til ferie og fritid. Imens sidder vores børn i institution og venter på at mor og far er færdige med at arbejde. De bliver afleveret til morgenmad kl 7.30 og hentet igen 16.30 når dagen på vores travle jobs er ovre. I den tid har de indtaget tre måltider i institutionen, måske sovet en lur, leget, været i mindst 30 konflikter og været vidne og inkluderet i hel masse larm.

Pædagogen går helt bombet og smadret hjem fra job; hovedpine, træt af at halv-løse konflikter -for tid til at sætte sig helt ind i hvad der egentlig lige foregik, det er der ikke. Jonna-  den anden pædagog, er nemlig langtidssygemeldt med stress og der er ikke råd til vikarer, så der er ekstra press på stuen.

Ungerne? Ja, de bruger dagen på fri leg – en god mulighed for at være idérig og eventyrlysten – men i den grad også et begreb der bruges for ofte, som undskyldning for at der faktisk ikke er tid til fokus på børnene. På det enkelte barn. 

 

Jeg er selv uddannet pædagog. Jeg ved hvad jeg taler om. Jeg har været i meget velfungerende institutioner – og i mindre velfungerende. Men ét har de tilfælles – og det er at der mangler penge og ressourcer til at skabe de rammer børnene virkelig har brug for. Børnene har brug for trygge rammer og sikkerhed –  og i den grad brug for at der er NOK omsorgsfulde pædagoger til stede. Det er IKKE fordi pædagogerne er dovne at børnene ikke får nok opmærksomhed. Det er fordi der mangler hænder!
Som verden ser ud lige nu ønsker jeg ikke, at mine egne børn skal være en del af sådant et kaos i en travl hverdag. Jeg ønsker de skal socialiseres med andre børn og voksne – i institutionen, men ikke fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Vores lille familie er  priviligeret. Vi har mulighed for at hente tidligt og holde fridage, men sådan er det altså langt fra hos alle.
Det da være muligt at forbedre de her vilkår for de små børn?! De kan lide at lege og savner deres venner i institutionen, men det betyder ikke at de skal være der 9 timer om dagen, gør det?

Hvis familien ønsker at drosle ned i arbejdstid (og indtægt), bør arbejdsmarkedet tilrettelægge muligheden for det. Hvorfor kæmper fagforeningerne imod det? Bevares! Det er vigtigt at udvikle sig på arbejdsmarkedet. Men hvis det var anerkendt at gøre det på deltid, ville det blive en norm som vi netop kunne videreudvikle på – til glæde både for arbejdsgivere og ansatte og ikke mindst familierne og børnene og samfundet som helhed. Vi må over hele linjen sætte os nogle alternative mål til konkurrence, profit og materialisme og på ny lære at leve livet!

Om hvordan tilfældet nogen gange er vanvittigt og udslagsgivende…

aus1

 

Verden havde åbnet sig for mig! Jeg var netop vendt hjem fra en fantastisk 5 ugers ferie i Brasilien med en god veninde, da en anden god veninde spurgte mig om vi ikke skulle rejse til Australien. Selvfølgeligt skulle vi da det! Efter fire måneders babysitting og nogle få knaster rigere rejste Mathilde og jeg fra vinter til sommer. Fra København til Sydney – dog med et lille to ugers ophold i Thailand on our way…

 

aus2

 

Vi skulle være i Australien i to måneder. Et land vi ikke kendte meget til fra andet end medierne. Vi vidste der var fyldt med kænguruer og krokodiller og vi kendte Steve Irwin og Kronprinsesse Mary. Ellers var alt nyt.

Ikke længe efter var vi total ozzie-girls. Vi følte os hjemme blandt det vanvittig søde folkefærd, der altid ga’ a ride. Vi endte både med at få rides hjem fra sushi restauranterne af gamle ægtepar og hjem fra byen til den lokale og very arty campingplads i Byron Bay, på ladet af en lastbil fyldt med frugt.

Og så mødte vi David. En ung gut på 19. En lidt rodløs fyr med masser af ozzie-varme. Vi blev hurtig meget tætte venner og han fortalte os hele hans livshistorie om sin mor der havde slået hånden af ham, hans liv som (hård) gadedreng i mange år – og om hans helt fantastiske kærlige far, som han havde et særligt bånd til.

Efter nogle uger måtte vi rejse videre nordpå – og fra David, for at få endnu mere på opleveren. Vi ankom til en mindre 44 grader stinkende varm by, Townsville, som lå ud til kysten. Byen i sig selv var ikke specielt spændende men her lærte vi også nogle vidunderlige mennesker at kende. Fem danskere fra Jylland & København; Tonny, Hanne (Fest), Christine, Tini og Annemette – som vi i dag stadig har kontakt med. Vi boede alle på det samme motel i byen. Hos Jake og Jane. Rare, omsorgsfulde og betænksomme værter. Hver morgen, efter vi var blevet gennembidt af væggelus stod de klar med smil og knus og sendte os afsted på nye eventyr. Hver aften drak vi vin og hyggede på terrassen.

En aften da vi kom hjem fra en dag i byen sad Jane og græd hulkende. Imens sad Jake inde i receptionen bag glasruden og var helt stivnet. Han så nyheder. Jane kom ud og fortalte os at hun var så bange. Bange for at det var hendes gode ven Bob der var blevet slået ihjel som ambulancechauffør i udrykning, i Melbourne. Mathilde og jeg kiggede på hinanden – ambulancechauffør i Melbourne? Ligesom Davids far? Vi stivnede også et sekund og blev enige om at det kunne ikke være Davids far! Der bor 23 millioner mennesker i Australien. Der måtte være mange reddere. Vi satte os ved bordet og fulgte med i nyhederne og pludselig dukkede et billede op – på landsdækkende tv, af vores nye, dejlige ven David. Det her kunne ikke være sandt! En ung dreng med så hård en fortid, med det eneste håb for fremtiden – hans far, var død! At det lige præcis, ud af TREOGTYVE(!) millioner mennekser skulle være hans far, der få dage efter hans stolte søn fortæller så hjertenskærende om ham, ikke er her mere. Vi gik i chok.

Kort efter rejste vi mod David i Melbourne og støttede op om den store afsked. For stor, det var den. Mange tusinde mennesker mødte op til ceremonien og hans far blev udråbt til helt. Meget amerikansk. Meget australsk. Og på sin vis meget rørende, men også lidt (for) overvældende. To danske piger på dannelsesrejse i Australien stod pludselig dér midt i et mediecirkus omkring Davids fars død. Vi var – i Davids øjne, nu noget af de tætteste han havde. Begivenheden omkring hans far kom i alle medier og til hans afsked, var der stor mediedækning fra hele landet. Han døde som helt – og Mathilde og jeg fik noget af en anden afslutning på vores rejse end forventet.

 

aus4

 

I dag lever David som musikproducer i Australien. Og har det godt. Og Mathilde og jeg tænker ofte tilbage på vores rejse rundt i Australien. På godt og på ondt.

 

 

Vintertid, børnejazz og æblerov

25okt

 

Suk, vintertid. Men ak, hva’ gør det egentlig at man står op på samme tidspunkt som ville have gået i seng før man fik børn, når man nu har haft verdens bedste weekend?

Lørdag sov vi længe (til kl. 7) og alle var mere eller mindre udhvilede, hvilket resulterede i en morgen uden gråd og skænderier. Da lillebror skulle have sin morgenlur listede Uma og jeg afsted til Karens Minde – Sydhavnens kulturhus,  som har enorme mængder af fine (børne)arrangementer. Nu gjaldt det Børnenes musiksalon som var et mega hit hos den lille akrobat! Efter hentede vi drengene i lejligheden og tog på æblerov på Tippen; Uma udklædt i prinsessekjole med tigermaling i ansigtet. En succes-dag.

Dagen i dag startede med jazz i radioen – og morgendans i underhakkere og bare patter.

Vi spiller kultursnobber herhjemme for tiden og i dag skulle Uma deltage i et malerkursus for børn. Og ja … dagen fortsatte i aktivitetens tegn hvor vi efter en tur med vandbussen mod Jazzhouse, som hverken Martin eller jeg tidligere havde været på i ædru tilstand. Der var release på et børnealbum af Kira Martini og det swingede sgu så det summede i fusserne.

Mormor og morfar (mine forældre), havde inviteret på middag så vi røg direkte mod Sluseholmen og spiste af morfars famøse  halv-homemade, halv-luskebuks-færdigkøbte – madgryder. Med rødvin og hele svineriet til, som morfar sagde. Herligt!

Aftenen sluttede for mit vedkommende i sofaen foran ‘Broen III’ og gå væk spøgelse (et udtryk jeg holder meget af som min farmor brugte hele tiden – som vist betyder, ‘og hold da op’) hvor var det bare spændende. Jeg sucker for den serie. Og for min familie. Man får da bare helt sus i maven når ens weekend bare spiller, som denne har gjort. Håber jeres har gjort det samme.

Kærlighed til alle. Nat nat 🙂