Om et lille savn til bylivet og om at hækle diktatorer til sin baby

IMG_6426

 

Jeg er vild med byen! Som i liv, mange mennesker, puls og fart! Som tidligere nævnt elskede jeg de ti år jeg boede i sidegader til Strøget. Men i dag blir’ jeg sgu også lidt turistskræmt når jeg rammer mit gamle hood. Der stinker af pis,  er beskidt, forurenet -og nå ja – en lille bitte smule dejligt er der jo også. Derinde i Pisserenden❤.

Nu bor jeg næsten fem kilometer længere væk fra shoppinghelvedet og bysummen. Min kærlighed til rolige Sydhavnen er stor, men jeg må også indrømme at min længsel efter en smule liv med butikker (andre end spillehaller, Irma, & blomsterhandlen), cafeer – mennesker der sidder på gadehjørner og griner med (alt for dyre) caffe lattes osv. somme tider lige stikker til mig.

Jeg brugte byen meget da jeg boede der. Både før og efter jeg fik børn. Før, var det altid mig man så sidde på Strædet med en gedeostsalat om eftermiddagen og i weekenden sad jeg på La Fontaine og drak grin-limes med venner. Jeg ville hellere miste en tå end at gå glip af noget – så jeg var rundt i byen konstant.

Så kom Uma til… og min verden fik et andet fokus. Jeg startede med at hækle (diktatorer og andre ting), for noget skulle man da bruge sin tid på, når nu man var en strandet hval og ikke længere måtte drikke alkohol. Og Hitler (hvis handlinger jeg selvfølgelig tager stærk afstand fra, men i hæklet udgave vel kan betragtes som en noget mere uskyldig introduktion til en af verdenshistoriens største og frygtindgydende begivenheder, som mine børn uundgåeligt vil blive præsenteret for før eller siden. Desuden var de hæklede diktatordukker blevet hypet så meget i medierne efter en dansk kvinde havde vist dem frem i tv, at jeg og andre ventende kvinder med oceaner af overskud selvfølgelig skulle følge hendes eksempel) blev således Umas første dukke.

Jeg begyndte at bruge byen på en helt anden måde. Jeg vadede stadig rundt som en sindssyg, men jeg stoppede sjældent op ved cafeerne (for Uma ville alt andet end at sidde roligt) og begyndte i stedet at bruge de grønne områder i byen. Christiansborgs lille fine have var vores yndlingsspot. Der var ro, den var lidt hemmelig og der var duer Uma kunne jagte. Kongens Have og H. C. Ørsteds Parken var også børnevenlige spots, men hurtig blev jeg en smule træt af følelsen af indespærrethed i bilos, stilladser og fulde turister.

Da vi flyttede til Sydhavnen fik vi alt det byen ikke havde; store grønne områder (Valbyparken, Tippen, Vestre Kirkegaard osv.), et lokalsamfund (som vi dog også havde i Pisserenden, men alligevel på en anden måde) og ikke mindst RO! Ro ro ro! Og jeg elsker roen – men jeg elsker også stadig uroen. Jeg elsker at have 10 minutter på cykel til uro – og bo i roen. Jeg elsker København.

 

 

 

Plus/minus ting ved at barslen snart er slut

IMG_7478

Åh den dejlige barsel… livet på barsel er jo fedt, også selvom man dagligt er ved, at få en hjerneblødning fordi man ikke fysisk (og psykisk) kan følge med så snart barnet begynder at kravle og gå. Aldrig har jeg følt mig så mast efter at Sofus pludselig også kunne komme rundt og ikke længere bare lå der under et træstativ og slog til nogle hængedimser. Men heller aldrig har jeg følt mig så priviligeret over at få lov til at være sammen med mine børn – hele tiden. Uden at en eller anden dagsinstitution og ens arbejde skal stjæle al tiden fra ens samvær med ens børn. Tiden kommer ikke tilbage. Men det gør jobbet. Derfor nyder jeg nu, heeeelt vildt de sidste dage min barsel før virkeligheden kalder – og Sofus skal starte i vuggestue (shit! – er jeg klar? Jeg tror han er… men er jeg?!) om lige over en uge.

Her er en lille plus/minus liste ved, at slutte barsel…

Jeg synes at man altid skal starte med:

 

Det positive:

  • Han trænger i den grad til anden stimulation end den jeg (ærlig talt) har overskud til – og mulighed for, at give ham. Jeg kan rende nok så mange gange til rytmik og i svømmeren med ham, men det er som om at andre børn er mere spændende end mor pt. Og yes, jeg er helt med på at de fleste studier viser, at små børn under tre år helst skal være sammen med sine forældre. Det ville jeg såmænd da også ønske vi kunne være i stedet for det tvungne institutions-arbejdsliv. Selvom jeg faktisk også glæder mig til at komme ud i arbejde. Men sådan er det bare ikke. Desværre.

 

  • Jeg trænger til, at kunne fokusere på en anden ting end mit barn bare et lille bitte øjeblik engang i mellem. Og forstå mig nu ret – egentlig ville jeg af hele mit hjerte (og måske også hjerne) ønske, at jeg indtil skolealderen kunne passe på ham der den lille skid (inkl. den store – Uma), uden at skulle give ansvaret til nogle- egentlig, fremmede mennesker, der skal passe dem i institutionen. MEN … for hulan da! Jeg tror sgu altså også det er sundt nok, at de lige får en pause fra deres pyldrede mødre og fædre engang imellem og skaber kontakt til andre børn som voksne, uden at have mødrenes falkeøjne i nakken konstant. Jeg ved det ikke? Måske er det bare noget jeg siger fordi jeg ikke har andre muligheder?

 

  • Ungerne får glæde af hinanden hele dagen fordi de skal gå i samme institution OG vi er så pisse hamrende priviligerede, at Martin studerer og derfor har tidlig fri så ungerne kan få mange og lange ferier, fridage og korte dage- hver dag!

 

Det negative:

 

  • Jeg kommer herre meget til, at synes det er helt frygteligt, at han skal passes af nogle andre end mig! Oh shit, hvad fanden skal det nu til for? Jeg vil sgu da selv kontrollere, at han har det godt. Tænk hvis han blir sådan en der skriger hele dagen fordi han savner sine forældre? ARH!

 

  • At jeg ikke selv kan styre hvordan min hverdag skal se ud mere. Nu kommer der snart nogle og stjæler min frihed. Pis! Og en lille smule spændende også 😉 Jeg får ikke muligheden for, at have ungerne hjemme hos mig hele tiden, tænde vækkeuret (som sgu ellers nok skal ‘ringe’ tidligt nok i forvejen men…), se veninder når det passer mig… mit sociale liv blir minimalt. Pokkers!

 

  • At det (rimelig meget sikkert nok) er sidste gang, at jeg får et helt år fri til at nyde mine børn så meget jeg vil.

 

Man skal saf’susme være glad for, at vi har det års barsel – og ikke misunde lande som Holland og England hvor det er normalt kun at have tre måneders barsel. Ligesom det var her i Danmark førhen. Til gengæld må jeg alligevel så være lidt halvgrådig i min kommentar og sige at, jeg pis’ hamrende meget misunder svenskerne for deres mulighed for at tage tre års barsel… for man har vel fået børn for at være sammen med dem, ik?

Cravede I efter at komme tilbage på job efter barsel eller ville I gerne have haft mere barsel?

 

 

 

 

Kærlighed til en campingdronning og en festlig farmor – og om at ryge sin første cigaret som 7-årig

IMG_0905

Min mormor er 97 år, og bor i Norge. Hun er en af de sejeste damer jeg nogensinde har mødt. Som 88 årig rejste hun med mine forældre, min søster Linn og jeg til New York og travede byen tynd, med ny hofte og fede sneakers. Hun klagede aldrig, men fulgte altid efter. Fra Lower East til Upper West. No problem.

For sådan er min mormor, og sådan har hun altid været. Viljestærk, nysgerrig og livsglad.

Trods for at hun bor ca. 1000 km nord for hendes børnebørn (mine børn), betyder de alt for hende. Den kærlighed der er mellem hende og ungerne er utrolig. Uma snakker ofte om oldemor, selvom de kun ser hinanden et par gange årligt. Det bånd der er mellem den ældre og unge dame, er utroligt. Og den lille mand. Altså Sofus.

Selv har min søster og jeg altid haft et særlig tæt forhold til begge vores bedstemødre og morfar. Oldeforældre har vi aldrig selv haft.

Vores farmor boede i Valby, tæt på hvor vi voksede op. Hun var min bedste ven, til den dag hun ikke var her mere. Da var jeg 13 år. Og knust. Nu, præcis 20 år efter har jeg hende stadig gemt – og alt andet end glemt- i mit hjerte. Det lyder muligvis lidt pladderromantisk, men hold da magle hvor har den omsorgsfulde kvinde, med den vildeste humor sat sine spor hos mig. Hun ga’ mig min første cigaret som 7 årig, fordi sådan en lille røgfyr skulle jeg da lige smageHun havde et hemmeligt slikskab hvor jeg guffede tysklandsindkøbte bolcher fra, selvfølgelig uden at mine forældre viste noget som helst om det voldsomme sukkerindtag jeg fik hos hende, når jeg var på besøg. Og hun holdt de vildeste fester i Rottehullet – festlokalet i kælderen, hvor der flere gange årligt blev skudt nogle ordentlige brag af, med lidt for meget alkohol i blodet hos de fleste (voksne).  Hun var mig. Bare 60 år ældre.

Forholdet til vores mormor var anderledes. Det skyldtes distancen mellem os. Men distancen distancerede os ikke. Fra jeg var fem år var jeg på tre ugers ferie i min mormor (og morfars – han var bare ikke så vild med strandlivet, og var der ikke så ofte) campingvogn som lå på en strand ved Larvik syd for Oslo. Min søster kom med nogle år efter. De somre, igennem 10-12 år på Oddanne Sand, har virkelig gjort nogle store indtryk. Der mødte både min søster og jeg venner for livet. Og min mormor var campingdronning på pladsen. Den ældste dame med den fineste plads – midt på stranden med udsigt over vandet og fjeldene. Meget u-dansk. Meget norsk.

Vi rå-åd fiskeboller på dåse i massevis, lærte at drikke ren sprit (af vennerne – ikke af mormor), blev alt for fulde og sked på et lille tøm-selv WC, der skulle slæbes gennem hele campingpladsen for tømning. Bvadr! Både min søster og jeg slæbte veninder med i læssevis op til mormor, og hun nød selskabet og forkælede os med rosinboller og varm kakao. Og et slag 500.

Livet på campingen var fantastisk, og når de tre uger var ovre glædede vi os til at komme retur, og blive forelsket på ny. I mormor, livet, alle de søde norske drenge (for hold da kæft de er flotte deroppe!), landskabet og de alt alt for dyre, forbudte cigaretter. Ja campinglivet var sgu’ den rene idyl.

Nu ser jeg det hele på ny – oldemor – bedsteforældre – Martin og mig – vores børn. Relationerne og kærligheden frem og tilbage er skide vigtige. Både for de gamle, men i den grad også for os og de helt unge.

 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂

 

 

Pool, paradis og pissebillig ferie

IMG_6635

Jeg har rejst meget men en af mine bedste ferier var for fem år siden. I Europa. Vi var en stor gruppe venner fra Australien, England, Danmark, Holland, Canada, Tyrkiet og Litauen der rejste til Malta. Et land jeg ikke kendte meget til før jeg besøgte det. Et lille land mellem Tunesien og Italienske Sicilien. Et utrolig smukt, roligt og dejligt land. Et land der smilede til mig så jeg smiiiilede tilbage.

 

Vi havde lejet et gammelt slot fra 1579 syd på øen, i Zurrieq. Bubaqra Tower. Slottet har alt hvad man har brug for – og mere til. Store fællesrum, stort køkken og mange værelser – syv dobbelt og tre enkeltværelser i tre af tårnene. Fuldstændig fantastisk. Og en turkisklar pool, kæmpe have med limetræer – og en giga sol der skinnede konstant! Blir det meget bedre? Hver aften holdt vi fest rundt kogeøen mens vi lavede mad, sang med grydeskeer, spillede på rivejern og fløjtede i vodkaflasker. Sådan på ægte Malta manér.

IMG_6760

Malta er immervæk et billigt land at opholde sig i. Martin og jeg betalte 5000 bananer per mand for hele pivtøjet – fly, leje af bil, udflugt på privat båd med privat skipper(løgsovs), mad, drikke osv. Og vi levede godt. Vi var svineheldige at have Simon med som tidligere har arbejdet med Jamie Oliver så han stod for BBQ hver aften og således blev vi fedet godt op. På den aller lækreste måde. Sådan at ens ansigt bare konstant var frosset fast i en happyface grimasse. Livet var lækkert. Livet var luksus.

 

IMG_6786

 

IMG_6721

 

IMG_6676

 

malta-hovedstaden-valletta

I Malta spiser man meget fisk, bader fra klipper & soler dagen lang. De lokale er rocker søde og de små byer er fine fine fine – det er et  MUST at besøge Mdina på nordsiden af øen (der er ikke langt fra syd til nord) hvis man rejser til Malta. Som du jo nok gør efter at have læst dette indlæg 😉 Høhø. Det er en antik gammel by som laver gudelækker varm kakao til London-priser. Yikes! Virkelig fin by – man føler at man er en del af en film når man trisser ned gennem de smalle gader. Man skal selvfølgelig også besøge hovedstaden Valetta der ligger så smukt ved vandet og kun har 6300 indbyggere. Jeg æææælskede Valetta (også isen – kender I den? Slurp!).

Har jeg lokket dig? Man skulle være et skarn’ hvis man ikke lige tjekkede slottet ud. Det er ingen reklame, men ren og skær et tip fra mig til dig. Fordi alle fortjener sådan en oplevelse, som det er at bo på Bubaqra Tower og føle sig som en for real livsnyder. Tænk man kan være sådan en lusksusgris’bas’ trods for at man som jeg ikke har særlig mange klejner at gøre godt med.

Tjek Bubaqra Tower ud her.

Info: Det koster ca. 30.000 at leje hele slottet for en uge inkl. rengøring i højsæsonen. Resten af året er det billigere. Der er plads til 17 mennesker, så hvis man splitter beløbet får man virkelig et unikt og luksuriøst ophold for meget få penge. Jeg kan kun anbefale det. Også med børn! Jeg skal snart tilbage!!!

 

Er vi snobbede eller uvidende?

7451337-

Vesterbro er den mest eftertragtede bydel i København. Klods op af Vesterbro ligger Sydhavnen. Muligvis Københavns mindst eftertragtede bydel.
Vesterbro er næst dyrest efter København K hvis man vil købe en ejerbolig. Sydhavnen er muligvis det sted du kan hapse en ejerbolig billigst.
Det hele handler om beliggenhed.
Priserne er steget de sidste to år i Sydhavnen men ikke i samme grad som på Vesterbro. Eller jo – på Sluseholmen er priserne også løbet løbsk og mange har tjent en million eller mere. Sluseholmen har vandet (Københavns kanal) lige udenfor deres dør. Det er virkelig lækkert! Og det trækker priserne og efterspørgslen på lejlighederne op.

Skællet mellem Vesterbro og Sydhavnen går ved Enghave station. På den ene side af stationen starter postnumrene med 16 og 17. På den anden side hedder de 2450.  Lejlighederne i vest koster det dobbelte af lejlighederne i syd trods for at de kun ligger 100 meter fra hinanden.

Er vi snobbede eller uvidende når vi køber på den rigtige side af stationen?

Da vi skulle flytte fra København K nægtede jeg hårdtnakket at kigge på lejligheder andre steder end København K og V. Østerbro var for pænt, Amager for langt væk (og jeg kendte ikke bydelen særlig godt), Frederiksberg var bare ikke København og Nørrebro bare ikke Vesterbro – hmm ja… det havde en god smag i munden. På Vesterbro er der alt som jeg satte pris på – gode cafeer, butikker, ikke mindst venner og så selvfølgelig min datters institution. Meeeen hvad med økonomios?

Jeg skrev speciale da vi rykkede ud af Kattesundet. Vi havde ikke fundet et sted at bo efter salget og måtte bo midlertidigt hos mine forældre på Sluseholmen. Og som månederne gik – gik jeg med. Jeg vadede hele Sydhavnen tynd sammen med Uma og fandt fantastiske grønne områder, legepladser, mennesker, oaser, haveforeninger og en kærlighed til bydelen. En bydel jeg slet ikke kendte til, men kun havde forestillinger om. Til trods for at jeg synes Sydhavnen – Kongens Enghave lød meget langt væk fra alt byliv og min vante gang, var det på mit (!) initiativ at vi rykkede til havnen. Sydhavnen. Vi fik et scoop af en fem værelses lejlighed smækfyldt med lys, varme, hyggekroge, højt til loftet, to altaner og RO! Og så tar’ det jo altså ikke mere end otte stive minutter at cykle hjemmefra til Vesterbro. Enghave station! Min postnummerforskrækkelse er forsvundet og hvem ved – måske en dag ender jeg med et endnu højere postnummer?

Jeg skal dog indrømme at jeg stadig har en kæmpe forkærlighed til Vesterbro (og resten af byen) og jeg har sikkert også en lille (usmart) hipster gemt inden i mig. Men hvem har ikke det?

Hvor meget betyder det mon for vores identitet, hvilket postnummer vi har?

En lille tur i spillehal 

slotshistorie

Noget af det der for mange kendetegner Sydhavnen er de mange spillehaller. Hva sker der også lige for dem? Hvordan kan de overleve? Jeg forstår det ikke! Jeg har overvejet at tage en spillecrawl en dag og tjekke det ud med de mest skumle venner jeg har. Men jeg ved ikke om der er nogle der er med på ideen. Jeg vil gerne snige mig ind
på alle de små bodegaer i området og bælle bajere og synge John Mogensen. Og når  Kromutter Tove & Preben der ejer tanken synger viser vil jeg synge med.

Joiner I mig?