Om hvordan tilfældet nogen gange er vanvittigt og udslagsgivende…

aus1

 

Verden havde åbnet sig for mig! Jeg var netop vendt hjem fra en fantastisk 5 ugers ferie i Brasilien med en god veninde, da en anden god veninde spurgte mig om vi ikke skulle rejse til Australien. Selvfølgeligt skulle vi da det! Efter fire måneders babysitting og nogle få knaster rigere rejste Mathilde og jeg fra vinter til sommer. Fra København til Sydney – dog med et lille to ugers ophold i Thailand on our way…

 

aus2

 

Vi skulle være i Australien i to måneder. Et land vi ikke kendte meget til fra andet end medierne. Vi vidste der var fyldt med kænguruer og krokodiller og vi kendte Steve Irwin og Kronprinsesse Mary. Ellers var alt nyt.

Ikke længe efter var vi total ozzie-girls. Vi følte os hjemme blandt det vanvittig søde folkefærd, der altid ga’ a ride. Vi endte både med at få rides hjem fra sushi restauranterne af gamle ægtepar og hjem fra byen til den lokale og very arty campingplads i Byron Bay, på ladet af en lastbil fyldt med frugt.

Og så mødte vi David. En ung gut på 19. En lidt rodløs fyr med masser af ozzie-varme. Vi blev hurtig meget tætte venner og han fortalte os hele hans livshistorie om sin mor der havde slået hånden af ham, hans liv som (hård) gadedreng i mange år – og om hans helt fantastiske kærlige far, som han havde et særligt bånd til.

Efter nogle uger måtte vi rejse videre nordpå – og fra David, for at få endnu mere på opleveren. Vi ankom til en mindre 44 grader stinkende varm by, Townsville, som lå ud til kysten. Byen i sig selv var ikke specielt spændende men her lærte vi også nogle vidunderlige mennesker at kende. Fem danskere fra Jylland & København; Tonny, Hanne (Fest), Christine, Tini og Annemette – som vi i dag stadig har kontakt med. Vi boede alle på det samme motel i byen. Hos Jake og Jane. Rare, omsorgsfulde og betænksomme værter. Hver morgen, efter vi var blevet gennembidt af væggelus stod de klar med smil og knus og sendte os afsted på nye eventyr. Hver aften drak vi vin og hyggede på terrassen.

En aften da vi kom hjem fra en dag i byen sad Jane og græd hulkende. Imens sad Jake inde i receptionen bag glasruden og var helt stivnet. Han så nyheder. Jane kom ud og fortalte os at hun var så bange. Bange for at det var hendes gode ven Bob der var blevet slået ihjel som ambulancechauffør i udrykning, i Melbourne. Mathilde og jeg kiggede på hinanden – ambulancechauffør i Melbourne? Ligesom Davids far? Vi stivnede også et sekund og blev enige om at det kunne ikke være Davids far! Der bor 23 millioner mennesker i Australien. Der måtte være mange reddere. Vi satte os ved bordet og fulgte med i nyhederne og pludselig dukkede et billede op – på landsdækkende tv, af vores nye, dejlige ven David. Det her kunne ikke være sandt! En ung dreng med så hård en fortid, med det eneste håb for fremtiden – hans far, var død! At det lige præcis, ud af TREOGTYVE(!) millioner mennekser skulle være hans far, der få dage efter hans stolte søn fortæller så hjertenskærende om ham, ikke er her mere. Vi gik i chok.

Kort efter rejste vi mod David i Melbourne og støttede op om den store afsked. For stor, det var den. Mange tusinde mennesker mødte op til ceremonien og hans far blev udråbt til helt. Meget amerikansk. Meget australsk. Og på sin vis meget rørende, men også lidt (for) overvældende. To danske piger på dannelsesrejse i Australien stod pludselig dér midt i et mediecirkus omkring Davids fars død. Vi var – i Davids øjne, nu noget af de tætteste han havde. Begivenheden omkring hans far kom i alle medier og til hans afsked, var der stor mediedækning fra hele landet. Han døde som helt – og Mathilde og jeg fik noget af en anden afslutning på vores rejse end forventet.

 

aus4

 

I dag lever David som musikproducer i Australien. Og har det godt. Og Mathilde og jeg tænker ofte tilbage på vores rejse rundt i Australien. På godt og på ondt.

 

 

Vintertid, børnejazz og æblerov

25okt

 

Suk, vintertid. Men ak, hva’ gør det egentlig at man står op på samme tidspunkt som ville have gået i seng før man fik børn, når man nu har haft verdens bedste weekend?

Lørdag sov vi længe (til kl. 7) og alle var mere eller mindre udhvilede, hvilket resulterede i en morgen uden gråd og skænderier. Da lillebror skulle have sin morgenlur listede Uma og jeg afsted til Karens Minde – Sydhavnens kulturhus,  som har enorme mængder af fine (børne)arrangementer. Nu gjaldt det Børnenes musiksalon som var et mega hit hos den lille akrobat! Efter hentede vi drengene i lejligheden og tog på æblerov på Tippen; Uma udklædt i prinsessekjole med tigermaling i ansigtet. En succes-dag.

Dagen i dag startede med jazz i radioen – og morgendans i underhakkere og bare patter.

Vi spiller kultursnobber herhjemme for tiden og i dag skulle Uma deltage i et malerkursus for børn. Og ja … dagen fortsatte i aktivitetens tegn hvor vi efter en tur med vandbussen mod Jazzhouse, som hverken Martin eller jeg tidligere havde været på i ædru tilstand. Der var release på et børnealbum af Kira Martini og det swingede sgu så det summede i fusserne.

Mormor og morfar (mine forældre), havde inviteret på middag så vi røg direkte mod Sluseholmen og spiste af morfars famøse  halv-homemade, halv-luskebuks-færdigkøbte – madgryder. Med rødvin og hele svineriet til, som morfar sagde. Herligt!

Aftenen sluttede for mit vedkommende i sofaen foran ‘Broen III’ og gå væk spøgelse (et udtryk jeg holder meget af som min farmor brugte hele tiden – som vist betyder, ‘og hold da op’) hvor var det bare spændende. Jeg sucker for den serie. Og for min familie. Man får da bare helt sus i maven når ens weekend bare spiller, som denne har gjort. Håber jeres har gjort det samme.

Kærlighed til alle. Nat nat 🙂

Slik og ballade – Børn gør andre børn glade

 

slik og ballade

 

Vær med til at støtte op om endnu et fantastisk børnearrangement! Spread the word og kom og dans med alle os der joiner!

Kom til et brag af en Halloweenbørnefest med masser underholdning og musik, hvor alle entreindtægter går ubeskåret til de syriske flygtningebørn via Red Barnets indsatser i nærområderne.

Det koster 100 kroner pr. barn, – og er kvit og frit for voksne der følges med et barn.

Og det er bare fedt, hvis I kommer udklædt! I kan opleve Pharfar, Tormod og Trolle, Kalle B & Pippelipop Show samt DJ Cheese-a-lot (Aw Godaw) lørdag den 31. oktober kl. 13-16. 

Ses vi?

Køb billet her 

Hvor:

KBH Volume

Enghavevej 82

2450 København SV

Om et lille savn til bylivet og om at hækle diktatorer til sin baby

IMG_6426

 

Jeg er vild med byen! Som i liv, mange mennesker, puls og fart! Som tidligere nævnt elskede jeg de ti år jeg boede i sidegader til Strøget. Men i dag blir’ jeg sgu også lidt turistskræmt når jeg rammer mit gamle hood. Der stinker af pis,  er beskidt, forurenet -og nå ja – en lille bitte smule dejligt er der jo også. Derinde i Pisserenden❤.

Nu bor jeg næsten fem kilometer længere væk fra shoppinghelvedet og bysummen. Min kærlighed til rolige Sydhavnen er stor, men jeg må også indrømme at min længsel efter en smule liv med butikker (andre end spillehaller, Irma, & blomsterhandlen), cafeer – mennesker der sidder på gadehjørner og griner med (alt for dyre) caffe lattes osv. somme tider lige stikker til mig.

Jeg brugte byen meget da jeg boede der. Både før og efter jeg fik børn. Før, var det altid mig man så sidde på Strædet med en gedeostsalat om eftermiddagen og i weekenden sad jeg på La Fontaine og drak grin-limes med venner. Jeg ville hellere miste en tå end at gå glip af noget – så jeg var rundt i byen konstant.

Så kom Uma til… og min verden fik et andet fokus. Jeg startede med at hækle (diktatorer og andre ting), for noget skulle man da bruge sin tid på, når nu man var en strandet hval og ikke længere måtte drikke alkohol. Og Hitler (hvis handlinger jeg selvfølgelig tager stærk afstand fra, men i hæklet udgave vel kan betragtes som en noget mere uskyldig introduktion til en af verdenshistoriens største og frygtindgydende begivenheder, som mine børn uundgåeligt vil blive præsenteret for før eller siden. Desuden var de hæklede diktatordukker blevet hypet så meget i medierne efter en dansk kvinde havde vist dem frem i tv, at jeg og andre ventende kvinder med oceaner af overskud selvfølgelig skulle følge hendes eksempel) blev således Umas første dukke.

Jeg begyndte at bruge byen på en helt anden måde. Jeg vadede stadig rundt som en sindssyg, men jeg stoppede sjældent op ved cafeerne (for Uma ville alt andet end at sidde roligt) og begyndte i stedet at bruge de grønne områder i byen. Christiansborgs lille fine have var vores yndlingsspot. Der var ro, den var lidt hemmelig og der var duer Uma kunne jagte. Kongens Have og H. C. Ørsteds Parken var også børnevenlige spots, men hurtig blev jeg en smule træt af følelsen af indespærrethed i bilos, stilladser og fulde turister.

Da vi flyttede til Sydhavnen fik vi alt det byen ikke havde; store grønne områder (Valbyparken, Tippen, Vestre Kirkegaard osv.), et lokalsamfund (som vi dog også havde i Pisserenden, men alligevel på en anden måde) og ikke mindst RO! Ro ro ro! Og jeg elsker roen – men jeg elsker også stadig uroen. Jeg elsker at have 10 minutter på cykel til uro – og bo i roen. Jeg elsker København.

 

 

 

Plus/minus ting ved at barslen snart er slut

IMG_7478

Åh den dejlige barsel… livet på barsel er jo fedt, også selvom man dagligt er ved, at få en hjerneblødning fordi man ikke fysisk (og psykisk) kan følge med så snart barnet begynder at kravle og gå. Aldrig har jeg følt mig så mast efter at Sofus pludselig også kunne komme rundt og ikke længere bare lå der under et træstativ og slog til nogle hængedimser. Men heller aldrig har jeg følt mig så priviligeret over at få lov til at være sammen med mine børn – hele tiden. Uden at en eller anden dagsinstitution og ens arbejde skal stjæle al tiden fra ens samvær med ens børn. Tiden kommer ikke tilbage. Men det gør jobbet. Derfor nyder jeg nu, heeeelt vildt de sidste dage min barsel før virkeligheden kalder – og Sofus skal starte i vuggestue (shit! – er jeg klar? Jeg tror han er… men er jeg?!) om lige over en uge.

Her er en lille plus/minus liste ved, at slutte barsel…

Jeg synes at man altid skal starte med:

 

Det positive:

  • Han trænger i den grad til anden stimulation end den jeg (ærlig talt) har overskud til – og mulighed for, at give ham. Jeg kan rende nok så mange gange til rytmik og i svømmeren med ham, men det er som om at andre børn er mere spændende end mor pt. Og yes, jeg er helt med på at de fleste studier viser, at små børn under tre år helst skal være sammen med sine forældre. Det ville jeg såmænd da også ønske vi kunne være i stedet for det tvungne institutions-arbejdsliv. Selvom jeg faktisk også glæder mig til at komme ud i arbejde. Men sådan er det bare ikke. Desværre.

 

  • Jeg trænger til, at kunne fokusere på en anden ting end mit barn bare et lille bitte øjeblik engang i mellem. Og forstå mig nu ret – egentlig ville jeg af hele mit hjerte (og måske også hjerne) ønske, at jeg indtil skolealderen kunne passe på ham der den lille skid (inkl. den store – Uma), uden at skulle give ansvaret til nogle- egentlig, fremmede mennesker, der skal passe dem i institutionen. MEN … for hulan da! Jeg tror sgu altså også det er sundt nok, at de lige får en pause fra deres pyldrede mødre og fædre engang imellem og skaber kontakt til andre børn som voksne, uden at have mødrenes falkeøjne i nakken konstant. Jeg ved det ikke? Måske er det bare noget jeg siger fordi jeg ikke har andre muligheder?

 

  • Ungerne får glæde af hinanden hele dagen fordi de skal gå i samme institution OG vi er så pisse hamrende priviligerede, at Martin studerer og derfor har tidlig fri så ungerne kan få mange og lange ferier, fridage og korte dage- hver dag!

 

Det negative:

 

  • Jeg kommer herre meget til, at synes det er helt frygteligt, at han skal passes af nogle andre end mig! Oh shit, hvad fanden skal det nu til for? Jeg vil sgu da selv kontrollere, at han har det godt. Tænk hvis han blir sådan en der skriger hele dagen fordi han savner sine forældre? ARH!

 

  • At jeg ikke selv kan styre hvordan min hverdag skal se ud mere. Nu kommer der snart nogle og stjæler min frihed. Pis! Og en lille smule spændende også 😉 Jeg får ikke muligheden for, at have ungerne hjemme hos mig hele tiden, tænde vækkeuret (som sgu ellers nok skal ‘ringe’ tidligt nok i forvejen men…), se veninder når det passer mig… mit sociale liv blir minimalt. Pokkers!

 

  • At det (rimelig meget sikkert nok) er sidste gang, at jeg får et helt år fri til at nyde mine børn så meget jeg vil.

 

Man skal saf’susme være glad for, at vi har det års barsel – og ikke misunde lande som Holland og England hvor det er normalt kun at have tre måneders barsel. Ligesom det var her i Danmark førhen. Til gengæld må jeg alligevel så være lidt halvgrådig i min kommentar og sige at, jeg pis’ hamrende meget misunder svenskerne for deres mulighed for at tage tre års barsel… for man har vel fået børn for at være sammen med dem, ik?

Cravede I efter at komme tilbage på job efter barsel eller ville I gerne have haft mere barsel?

 

 

 

 

Kærlighed til en campingdronning og en festlig farmor – og om at ryge sin første cigaret som 7-årig

IMG_0905

Min mormor er 97 år, og bor i Norge. Hun er en af de sejeste damer jeg nogensinde har mødt. Som 88 årig rejste hun med mine forældre, min søster Linn og jeg til New York og travede byen tynd, med ny hofte og fede sneakers. Hun klagede aldrig, men fulgte altid efter. Fra Lower East til Upper West. No problem.

For sådan er min mormor, og sådan har hun altid været. Viljestærk, nysgerrig og livsglad.

Trods for at hun bor ca. 1000 km nord for hendes børnebørn (mine børn), betyder de alt for hende. Den kærlighed der er mellem hende og ungerne er utrolig. Uma snakker ofte om oldemor, selvom de kun ser hinanden et par gange årligt. Det bånd der er mellem den ældre og unge dame, er utroligt. Og den lille mand. Altså Sofus.

Selv har min søster og jeg altid haft et særlig tæt forhold til begge vores bedstemødre og morfar. Oldeforældre har vi aldrig selv haft.

Vores farmor boede i Valby, tæt på hvor vi voksede op. Hun var min bedste ven, til den dag hun ikke var her mere. Da var jeg 13 år. Og knust. Nu, præcis 20 år efter har jeg hende stadig gemt – og alt andet end glemt- i mit hjerte. Det lyder muligvis lidt pladderromantisk, men hold da magle hvor har den omsorgsfulde kvinde, med den vildeste humor sat sine spor hos mig. Hun ga’ mig min første cigaret som 7 årig, fordi sådan en lille røgfyr skulle jeg da lige smageHun havde et hemmeligt slikskab hvor jeg guffede tysklandsindkøbte bolcher fra, selvfølgelig uden at mine forældre viste noget som helst om det voldsomme sukkerindtag jeg fik hos hende, når jeg var på besøg. Og hun holdt de vildeste fester i Rottehullet – festlokalet i kælderen, hvor der flere gange årligt blev skudt nogle ordentlige brag af, med lidt for meget alkohol i blodet hos de fleste (voksne).  Hun var mig. Bare 60 år ældre.

Forholdet til vores mormor var anderledes. Det skyldtes distancen mellem os. Men distancen distancerede os ikke. Fra jeg var fem år var jeg på tre ugers ferie i min mormor (og morfars – han var bare ikke så vild med strandlivet, og var der ikke så ofte) campingvogn som lå på en strand ved Larvik syd for Oslo. Min søster kom med nogle år efter. De somre, igennem 10-12 år på Oddanne Sand, har virkelig gjort nogle store indtryk. Der mødte både min søster og jeg venner for livet. Og min mormor var campingdronning på pladsen. Den ældste dame med den fineste plads – midt på stranden med udsigt over vandet og fjeldene. Meget u-dansk. Meget norsk.

Vi rå-åd fiskeboller på dåse i massevis, lærte at drikke ren sprit (af vennerne – ikke af mormor), blev alt for fulde og sked på et lille tøm-selv WC, der skulle slæbes gennem hele campingpladsen for tømning. Bvadr! Både min søster og jeg slæbte veninder med i læssevis op til mormor, og hun nød selskabet og forkælede os med rosinboller og varm kakao. Og et slag 500.

Livet på campingen var fantastisk, og når de tre uger var ovre glædede vi os til at komme retur, og blive forelsket på ny. I mormor, livet, alle de søde norske drenge (for hold da kæft de er flotte deroppe!), landskabet og de alt alt for dyre, forbudte cigaretter. Ja campinglivet var sgu’ den rene idyl.

Nu ser jeg det hele på ny – oldemor – bedsteforældre – Martin og mig – vores børn. Relationerne og kærligheden frem og tilbage er skide vigtige. Både for de gamle, men i den grad også for os og de helt unge.

 

Du kan følge Sydhavnsmor på FacebookBloglovin’ og Instagram 🙂