May

May

Følg mig på instagram @sydhavnsmor.dk

Kvinder og vores vægt

kvindervægt

De fleste kvinder tænker en del over deres vægt. Det har jeg selv gjort i mange år. Fordi jeg bare skal kigge på en pakke flødeboller eller sutte på en popcorn for at tage fem kg på. Faktisk har jeg aldrig været så ‘slank’ som jeg er nu – efter et par unger. Og jeg tænker da stadig (en smule) over hvad jeg propper i kæften, selvom det er begrænset hvor meget jeg har skænket det en tanke hele sidste måned, hvor der er kørt både (store mængder af) marcipan og kage ned dagligt.

Er vægten ikke bare et tal? Tænker vi kvinder for meget over hvad vi vejer?

Jeg har snakket med tre dejlige damer om deres forhold til kroppen. Om det egentlig betyder så meget, hvad vægtpilen peger på – eller om det bare er mig? 

kvindevægttanja

Tanja, sagsbehandler og 36 år

165 cm høj og 60 kg

Gift og har to børn. Bor i København

Hvordan har du det med din vægt?

For tiden har jeg det helt fint med den. Det har svinget noget siden slutningen af teenageårene. Har i perioder vejet ca. 5 -10 kilo for meget. De sidste par år har vægten stået stille.

Er du tilfreds med den – eller hvornår er du?

Ja, jeg er tilfreds med min vægt. Jeg skal veje ca. 60, så er den i vinkel.

Har du haft det dårligt over din vægt? 

Ork ja – mange gange. Det var især efter jeg kom hjem fra USA, da jeg var 20 år, efter at have været der i 13 måneder med masser af mad, knap så meget motion som tidligere, og en massen køren rundt i bil med unger. Der havde jeg vist taget ca.  otte kilo på, og det var sgu ret tydeligt. Min far sagde vist også jeg havde fået et lille bildæk rundt om maven, ha ha. Derefter har jeg svinget mellem de der plus minus 0 – 10 kilo indtil  for et par år siden.

Jeg har det ret skidt med mig selv, når jeg vejer lidt for meget, for det sætter sig hovedsageligt rundt om maven og det kan man både se og mærke. Og så er der det med tøjet. Det sidder ikke så godt, som hvis man vejede lidt mindre.

Vejer du dig ofte?

Jeg vejer mig nogle gange om ugen, for jeg kan ikke dyrke så meget motion som tidligere pga. min ryg. Så følger jeg lidt med på den måde, og så tror jeg vist også det er blevet lidt en vane for mig. Det er selvfølgelig morgenvægten, inden morgenmaden, he he.

 Hvor meget går du op i din vægt?

Den går jeg bestemt op i, for jeg har det bare bedst mentalt og fysisk på omkring de 60. Jeg spiser mindre portioner end tidligere, og så er jeg blevet meget bedre til at drikke vand. Men det er ikke sådan at jeg er på en masse kure – dér har været der tidligere. I øjeblikket forsøger jeg at bruge min sunde fornuft, og der er ikke noget der er forbudt, men jeg skal bare ikke proppe mig med chokolade hver dag.

Hvordan har din krop forandret sig efter at du er blevet mor?

Jeg er faktisk gået lidt ned i vægt, men har fået lidt strækmærker på maven. Derudover synes jeg at der er mindre fylde foroven, if you know what I mean, men alt i alt er jeg tilfreds med min krop som den er.

Har andre nogensinde kommenteret din vægt?

Hmmm, nej ikke sådan som jeg husker det. Jo, min far da jeg kom hjem fra USA, som tidligere nævnt. Ellers har de bare ikke sagt det til mig.

Tænker du meget over andre (kvinders) vægt?

Nej, det gør jeg faktisk ikke. Jeg går mest op i min egen. Men jeg løfter da lige blikket hvis jeg ser en meget overvægtig person, og så tænker jeg ellers ikke nærmere over det. Altså, hvis jeg ser en super slank pige, kan man da godt blive lidt misundelig. Omvendt synes jeg bestemt heller ikke, det er kønt hvis man er for tynd, så synes jeg det er bedre at veje lidt ekstra.

Hvis du ser en fremmed, meget overvægtig person sidde og guffe flødeskumskager i sig hvad tænker du så?

At det nok ikke liiiige er det, der er det mest optimale. Men fred med det, det er jo deres

krop.

kvindervægtninna

 

Ninna, pædagog og 30 år.

168 høj og 63 kg

Single og bor i Hvidovre

Hvordan har du det med din vægt?

Jeg er, som mange andre kvinder ikke 100% tilfreds med min vægt. Jeg vejer mig stort set hver morgen, bare lige for at se at vægten ikke er gået op – og er den, så tænker jeg lige en ekstra gang over hvad jeg putter i munden i løbet af dagen.

Er du tilfreds med den – eller hvornår er du?

Jeg ved ikke helt hvornår jeg er og bliver tilfreds med min vægt – jeg reflekterer ofte over om jeg overhoved bliver det og hvad der egentlig skal til for at jeg måske gør det. Og jeg ved det faktisk ikke. De gange hvor jeg har tabt mig virkelig meget, så meget at folk ikke har kunnet genkende mig, når jeg hilste på dem når jeg stødte ind i dem på gaden, så har det stadig ikke være nok for mig – jeg kunne godt liiiige smide et par kilo -eller fem mere. Med årene er det dog gået op for mig at slankekure og en sygelig fokus på nul sukker og ingen kulhydrater samt fedt og alt det jeg ikke må få, ikke er vejen frem i målet på at opnå den perfekte vægt. I stedet har jeg fokus på alle de sunde og lækre ting jeg godt må indtage. Jeg spiser ”normalt” og samtidig forsøger jeg så at begrænse mig når jeg spiser søde sager – for det gør jeg(!) Endvidere bestræber jeg mig på at motionere nogle gange om ugen – både for det mentale helbred som for det fysiske, som for mig har en stort indflydelse på, hvordan jeg har det med min vægt og min krop i det hele taget.

Og igen, hvis vægt virkelig har sådan en stor betydning i ens liv, så vil og skal man nok finde vejen til at nå målet. Og hvis ikke, så står undskyldningerne i kø og så er det nok ikke så vigtigt for en alligevel. Sådan er det med alt her i livet – hvis man vil det nok, er man villig til at kæmpe for det og så skal det nok ske.

Et af mine nytårsfortsæt er at lade være med at veje mig hele tiden og lade være med at fokusere på min vægt, fordi vægt egentlig var blevet et for negativt ladet og deprimerende punkt for mig i hverdagen – du ved ”frygten” for at stille sig op på vægten og så se at man har taget på. Nooo…. I stedet har jeg besluttet mig for, at bestræbe mig på at få en sund krop og have et sundt fysisk og mentalt helbred. Og så kigge mig i spejlet i stedet for at kigge på det tal vægten viser. Jeg tænker dog at det kan blive en udfordring ikke at stille mig op på vægten, fordi man jo godt vil have kontrol med hvor meget man vejer, i hvert fald så man er sikker på at den ikke går den forkerte vej.

Bliver jeg nogensinde 100% tilfreds med min vægt? Hmm, nej det tror jeg faktisk ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Men jeg tror at jeg kan lære at acceptere den.

Tænker du meget over andre (kvinders) vægt – og hvis du ser en fremmed, meget overvægtig person sidde og guffe flødeskumskager i sig hvad tænker du så?

Jeg tænker ikke ret ofte over andres vægt og egentlig tænker jeg hellere ikke videre over hvis jeg ser en overvægtig person sidde og spise søde sager. Måske hvis personen sad og guffede 5 flødekager i sig på én og samme gang, ville jeg nok studse lidt ved det og tænke at det måske er en smule usundt. Men igen ville jeg også være varsom med at dømme, da der jo kan være rigtig mange forskellige grunde til, som jeg ikke kender, at personen er blevet overvægtig og som ikke nødvendigvis er grundet en konstant hånd til mund bevægelse (kalorieindtag), så at sige. Til gengæld indrømmer jeg gerne, at hvis jeg ser en kraftigt overvægtig person komme eksempelvis løbende eller cyklende, at jeg tænker: ”Fedt, du gør det og samtidig tænker jeg, det burde jeg også gøre”, eller ”Sejt, sejt, seeejt(!) at du har taget cyklen!.”

Har andre nogensinde kommenteret din vægt?

Selve min vægt, altså tallet i sig selv, er der ikke så mange der har kommenteret på. Ved heller ikke lige hvor mange der ved hvor meget jeg vejer.

Jeg ved jo godt at hvis jeg skal ned i vægt – og holde den nede – så skal jeg holde munden lukket og lade hånd til mund bevægelsen hvile og så forbrænde mere end jeg indtager…

kvindeervægtvibe

Vibe, Cand.merc.jur-specialestuderende og 33 år.

1,83 m og 79 kg

Single og bor i Hvidovre

Hvordan har du det med din vægt?

Jeg har det godt med min nuværende vægt, men det ville være rart lige at smide de sidste 4 kg. Det er bare lidt svært, når man er så glad for mad, kage og slik, som jeg er!

Er du tilfreds med denne, eller hvornår er du?

Jeg er egentlig tilfreds nu, men jeg vil gerne ned på 75 kg; det skal bare ske helt naturligt gennem motion og sund kost – og mindre sukker, end jeg har lyst til.

Har du haft det dårligt med din vægt? Hvis ja, hvornår og hvorfor?

For nogle år siden vejede jeg 10 kg mere, end jeg gør nu, og det havde jeg det ikke så godt med. Til gengæld har jeg også været decideret undervægtig (60 kg) i gymnasietiden, hvor det var umuligt for mig at tage på – det havde jeg det faktisk værre med.

Vejer du dig ofte?

Før i tiden vejede jeg mig hver morgen uden at tænke over det, men for nogle måneder siden begyndte min veninde og jeg at veje os ”sammen” hver torsdag morgen (for at prøve at holde hinanden i ørerne og tabe de famøse 5 kg). I starten vejede jeg mig hver dag sideløbende, men jeg fandt ud af, at det var rart ”kun” at gøre det 1 gang om ugen.

Hvor meget går du op i din vægt?

Hmm, ikke så meget på nuværende tidspunkt, men hvis jeg var overvægtig, ville jeg nok gøre det.

Har andre nogensinde kommenteret din vægt?

Ja, da jeg var alt for tynd i gymnasiet, fik jeg mange kommentarer, og der gik rygter om, at jeg havde fået en spiseforstyrrelse. I det hele taget kan jeg kun huske, at jeg har hørt kommentarer vedr. at være for tynd. Det føles nok mere legitimt end at kommentere på, at man har taget på.

Tænker du meget over andre(s) (kvinders) vægt?

Nej, det synes jeg egentlig ikke. Det vigtigste er vel, at man er glad og tilfreds med sig selv. En kvinde med lidt for meget på sidebenene, som er glad og hviler i sig selv, er langt at foretrække – set med mine øjne (og sikkert også mænds). Det hele handler vel egentlig om selvværd og selvtillid.

Hvis du ser en fremmed meget overvægtig person sidde og guffe flødeskumskager i sig, hvad tænker du så?

Først kan jeg godt tænke ”Ej, det har du vist ikke brug for” eller lign., men jeg elsker selv flødeskumskager, træstammer og wienerbrød, så jeg kan godt forstå det. Det skal jo bare ikke være i store mængder og for tit. Jeg bliver trist på personens vegne, for svær overvægt er usundt og begrænsende både fysisk og psykisk.

Hvad gør du for at holde vægten?

Jeg spiser nogenlunde sundt, løber 1-2 gange om ugen, sidder på spinningcyklen 2 gange om ugen og går til yoga 1 gang ugentligt – når jeg ikke har for travlt med skole og job! Og jeg har det klart bedst, når jeg får dyrket motion hver eller hver anden dag.

 

Del på Facebook

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få de sidste nyheder direkte til din mail

May

Velkommen! Jeg hedder May, er 39 år, gift med Martin og mor til Uma fra `12 og Sofus fra `14. Når jeg ikke vander blomster i mit lille bådhus i Københavns Havn eller ripper nettet for nye rejsemål, laver lejlighed (er i gang med en sammenlægning af 3 lejligheder), bager jeg tonsvis af kager – gerne den slags man kan spise hver dag med god samvittighed, uden mel og sukker. Her på sydhavnsmor.dk deler jeg et hav af sundere opskrifter, rejse- og kulturoplevelser, boligrenovering og en masse andet.

Populære indlæg

Webshop

Instagram

Scroll to Top