Sydhavnsmor

Når der ‘bankos’ for hårdt; At være fanget som pensionist i en yngre krop 

PicMonkey Collage

I forgårs kl. 18.59 var jeg jomfru.

Kl. syv – not so much. For sharp nitten blev min bankomødom taget.

500 unge mennesker var ligeså nysgerrige som jeg på hvad sørensen alle pensionister egentlig bruger al deres energi på?! Banko er FEDT – hipt, det nye og mega sjovt!

I nørrebrohallen åbnede dørene for “folkebanko” kl. 17.  Vi var der 17.30 – i god tid troede vi, men ud af de 500 pladser der var solgt billetter til fandt vi kun syv sammenhængende ét sted. Så populært var detRøven i sædet, hente mad ved tag-selv bordet der var fyldt op af enorme mængder kartofler, kød og salat. Hente de tre forudbestilte bankoplader der hørte med i pakken – mad og tre plader for 60 bananer. Ikke skidt, vel?

Præcis på slaget nimmer nutten startede første runde – én række, derefter to – og så til sidst pladen fuld. Sådan fortsatte det på repeat et par timer. Alle var dybt koncentrerede og bankomasteren var på pletten med alle de frække vendinger, sætninger og ord som “Hvad kommer efter TYVE? Det gør poliTI, Smør 40 (40), Gamle Ole (90), snotnæse (11), det farlige tal (13), det frække tal (6), røven (3), kaptajnen (1), nu ryster vi bøtten – nr. 17, av for katten – nr. 18” osv. Åh man kunne blive ved…

Jeg blev fra første sekund bidt af en gal hestesko og efter fire glas rødvin styrtede jeg op og købte tre plader mere som jeg på ingen måde kunne håndtere. Det flimrede for øjnene og jeg gik kold på alle de tal. For er du vimmer det går stærkt – og man skal nå at råbe banko (MEGET højt!) inden næste nummer bliver råbt op. Ellers er det bare bad luck.

Med Spændte skuldre, rødmossede kinder, vibrerende hænder og adrenalin i kroppen måtte jeg gå derfra uden en eneste præmie. Men med stor begejstring (hos hele venindeslænget) – for én fra syvmandsflokken vandt med fuld plade – en omgang massage.

Med håb om bedre held næste gang kommer jeg eddersafsusme tilbage! Og jeg heller ikke at DU skal snyde dig selv for en god spændende og i den grad nervepirrende oplevelse – så tag endelig med næste gang der er folkebanko i Nørrebrohallen!

 

Følg Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram

 

7-års krisen – er det min tur nu?

bryllup

 

Jeg synes det er vildt hvor mange par der går fra hinanden. Specielt efter at de får børn. I min omgangskreds er de fleste (heldigvis) stadig sammen med den person de har fået børn med. Men ikke alle. Er det ikke vildt at 35 procent af alle par går fra hinanden indenfor syv års ægteskab? Når man er solgt til stanglakrids og død forelsket skider man de praktiske ting,  fejl og mangler ved den anden person et stykke. Men det gør man ikke når forelskelsen lægger sig.

Jeg kender par – veninders forældre, der stadig vimser rundt og piller ved hinanden og fniser konstant, trods for at de har været sammen i 40 år. Det er fantastisk! Men de fleste par holder ikke den der sindssyge forelskelse meget længere end max et par år. Og derefter opstår problemerne langsomt. Be honest – vi kender det alle sammen. Når hverdagen træder ind og vi ikke kaster os over hinanden som frådende kaniner længere, begynder vi at se vores partners knap så fede sider; de beskidte underhylere der altid ligger udenfor vasketøjskurven, at stolen ikke bliver skubbet ordenligt ind under bordet så man snubler over den når man går forbi og at han prutter for meget… eller… what so ever! De rigtige problemer opstår som regel efter fire år  – og efter yderligere tre års kamp opgiver mange og går hvert til sit. Siger statistikken.

Den vil jeg edderrådme’ ikke være en del af! Nu har min mand og jeg været sammen i syv år! Syv år med storm forelskede, skænderier, frustrationer, kæmpe opture og nogle nedture. Fuldstændig ligesom alle andre forhold.

Jeg tror at vi bliver nødt til at kæmpe lidt for den kærlighed dér. Holde ud. Ændre vores handlinger, hvis det er dem der er problemet – for det er vel ofte (de manglende) handlinger der skaber problemerne?

Vi skal kysse mere, være ærlige overfor hinanden, finde ud af hvilket kærlighedssprog vi  bruger/har brug for? Er det nærvær, ord eller noget andet? Vi skal prioritere at lave ting sammen uden børn-  både alene som par og sammen med venner. Vi skal grine, og for Guds skyld skal vi undelynme’ også vise vores børn og mand/hustru at vi faktisk ER glade for hinanden.

Det synes jeg altså vi skylder kærligheden, gør vi ik´?

 

Følg Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram

November måneds seje far -Tobias Jarnvig

FullSizeRender

Tobias Jarnvig 28år, pædagog. 

I et forhold. Er far til sønnerne Marley på 4 år og Mio på halvandet. Bor på Frederiksberg C.

Hvornår ser du dig selv som den bedste far?

Jeg ser mig selv som den bedste far når jeg er 100% nærværende. Dvs. når jeg er mentalt nærværende i mine drenges lege, fortællinger, historier, oplevelser osv. Når jeg er tilstede med dem der hvor de er – og i deres højde! Det kan man selvfølgelig ikke altid være, men jeg kan mærke og se mine drenges glæde over at blive set og hørt når jeg ikke er igang med alt muligt andet oppe i mit hoved.
Dog føler jeg at der er en grundlæggende tvivl om man nu gør det godt nok. Men man gør det jo så godt som man kan ik´?

Beskriv dig selv med tre ord?

FAR, positiv, træt

Hvad er den største forskel fra livet uden børn – til rollen som far?

Den største forskel er nok spontanitetens og tidens forsvinden…puf, og væk var den! Eller helt væk er den jo ikke – men i visse sammenhænge. Jeg mødes ikke med vennerne til en øl i solen om eftermiddagen, som ender med at jeg prøver at finde min cykel i Kødbyen kl. 4 om morgen mere….eller det sker stadig en gang imellem men så er det planlagt.
Man har et ansvar derhjemme som er levende. Et ansvar som er oppe og igang senest 6.30 på en god dag. Et ansvar der er fantastisk -uden tømmermænd.

Hvordan ser en gennemsnitlig lørdag ud hjemme for dig?

Vi er tidligt oppe og spiser morgenmad sammen, derefter hygger vi lidt hvis ikke vi er på vej til et eller andet arrangement eller udflugt. Og kl. 11.30 er vi afsted til karate med den ældste. Resten af dagen står på leg, afslapning osv.

Hvad ville du gerne bruge mere tid på?

Venner! Jeg gad virkelig godt at have mere tid til dem. Da min ældste søn var omkring et år lavede jeg en madklub så jeg kunne få set de essentielle minimum en gang om måneden. Det var et godt træk!

Hvad gør en kvinde til en god mor?

Nærvær, omsorg, tid og kærlighed! For mig er det nok det vigtigeste! Jeg kommer tit hjem fra arbejde til drenge i ninjadragter og et hjem der er blevet skam pryglet i ninjaernes kamp samtidig med at der er lavet racerbane, hule, og leget med de der 100 bolde som vi syntes var et skide godt køb for 3år siden…
Men drengene er glade og hende den smukke har hygget sig med dem! Hun har sgu også lavet mad – mad som smager godt og som er sundt!

Hvordan bevarer man gnisten i et forhold når man får børn?

For mig er gnisten der konstant. Jeg har ikke følt at der skulle gøres noget ekstra for at bevare den.

Hvad har overrasket dig mest ved at få børn?

Hvor vild den kærlighed er man får for de børn. En kærlighed som bliver ved med at vokse! Jeg kan huske min kæreste og jeg sad og diskuterede hvad vi skulle gøre hvis vi ikke kunne lide det barn der kom ud… Hvad fanden gør man? – Man kan jo ikke proppe det tilbage.

Hvad er det mest fantastiske ved at være far?

Det er at se de små liv man har sat i verden vokse og udvikle sig!
Det lidt ligesom den gang man havde en tamagotchi, bare vildere!

Har du et par gode råd eller tips til kommende fædre?

To ord: eBay, Tamagotchi

Hvis du ikke fik læst indlægget “Oktober måneds mor jeg beundrer” kan du læse det lige her

Følg Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram

SMÅ MENNESKER – STORE ORD! Om sindssyge og grænseoverskridende tanker…

PicMonkey Collage

Når vi bliver forældre bliver vi per automatik hamrende bekymrede. Det har jeg tidligere nævnt i mit indlæg “Holy Moly! Det ville jeg gerne have vidst før jeg fik børn” Vi skal igennem et hav af tanker, følelser – og en grundlæggende angst for at vi gør det godt nok. Vi bliver bange for at miste, men vi bekymrer os også om at den verden vi har sat vores kiddos i, ikke behandler dem godt nok!

I går startede min søn i vuggestue. Han er lige blevet 1 år og jeg synes altså han er lille bitte! Da min datter startede som næsten halvanden årig var jeg total klar på at det var nu. Det er jeg sådan set også denne gang fordi jeg ved at det er nogle søde og omsorgsfulde pædagoger der skal passe ham. Det er nemlig samme stue som Uma gik på. Og samme institution som hun stadig går i (hun går bare i børnehaven). Men på en eller anden måde synes jeg det grundlæggende er helt forkert at sende mine børn over i en institution når nu jeg har sat dem i denne verden for at være sammen med dem! Det dilemma har jeg også tidligere været inde på i  “Hvornår har vi presset citronen nok?” Men når nu verden hænger sådan sammen som den nu engang gør og vi bliver nødt til at overlade ansvaret for vores børn til nogle ‘fremmede’, så klager jeg ikke nu. MEN jeg har tidligere oplevet at være skide bange for om min datter blev behandlet ordentlig og haft skøre, sindssyge – og forbudte tanker.

Da vi rykkede fra København K til Sydhavnen besluttede vi os efter et års tid med frem og tilbage kørsel mellem Sydhavnen og Vesterbro (hvor ungerne gik i institution), at vi ville rykke vores datter til en institution tættere på. Logistisk ville det være enormt meget lettere. Vi ville spare en masse transporttid og hun ville få endnu kortere dage i institutionen hvis vi bare kunne fise i børnehaven på fem minutter, frem for den halve time vi normalt brugte.

Og der kom den åndssvage, ubehagelige, skideirriterende og dødmodbydelige angst for at der ikke blev taget sig godt nok af hende:

Jeg havde netop født Sofus og var rimelig presset på søvn -og overskudskontoen da hun rykkede institution. Når man lige er blevet mor (igen) kan man slet ikke tænke sammenhængende – ja man hænger i det hele taget nærmest slet ikke sammen på nogen som helst måde. Man er et omvandrende mast menneske i sin egen boble; følsom, bombet, sindssyg, udkørt, overvægtig, slatten og samtidig fyldt med et jeg-kan-edderrådme-klare-alt-for-jeg-er-mor gen. Og lige der – midt i det som skulle have været en form for redning – og et plus på overskudskontoen, ramlede det hele bare sammen. Ungen hadede bare det (skide) skift! Efter tre måneders skrig og skrål, tusinder af tanker (- mine vel at mærke); er det mon fordi hun er blevet storesøster og er jaloux at hun reagerer sådan?, niver de hende?, ignorerer de hende? eller snakker de grimt til hende? Og en masse andre ubehagelige(re) tanker der strømmede gennem mit mor-bekymrede-hoved søgte vi dispensation og fik hende tilbage til den gode gamle institution. Gudskelov!

Jeg var nedslidt af bekymringer og havde en enorm dårlig samvittighed over at lade hende i stikken ved at sende hende afsted hver morgen til et kaos af råbende børn, pædagoger der overså børnenes behov – et sted uden pædagogiske overvejelser, fokus og kontrol. Et sted hvor vi alle blev mere eller mindre deprimerede af at komme. Og et sted hvor hun hver dag skreg med bævren i stemmen og armene strakt ud efter os når vi gik “DU MÅ IIIIIIIIIIIKKE GÅÅÅÅÅÅÅÅÅ!!!!”.

Selvom jeg vidste at det hele handlede om (manglende) struktur, overskud og kaos nagede det mig enormt meget at jeg havde diverse sindssyge tanker om hvad de gjorde ved mit barn. Jeg vidste (selvfølgelig – ellers havde jeg fandme ikke taget nogen chance ved at sende hende afsted) godt at de IKKE gjorde noget virkelig slemt. Men alligevel…

Ingen tør jo heller nævne at de er bange for at der sker deres børn noget sådan rigtig slemt… når de er i daginstitutionen. Muligvis fordi der ikke sker noget og fordi vi godt ved at det er super fjollet og åndssvagt at rende rundt og beskylde nogen (i vores hoveder) for noget der er ren fantasi. En fantasi-angst, jeg vil vove at påstå de fleste forældre måske har oplevet hvis de har haft et barn der var sønderknust hver gang de skulle i institution (og når de kom hjem fra institutionen).

Når børn siger at de voksne slår og at de ikke er søde og skubber. At de har ondt i numsen eller at de hader en bestemt pædagog. Når ens barn skriger og knuger sig fast i en når man er ved at gå og brøler som en vild løve mens tårerne vælter ned i kæmpe søer og man selv går fra institutionen hulkende, med gele i knæene og ringer til sine forældre og vræler “Hvad fanden er jeg for en mor? Jeg kan sgu da ikke sende mit barn over i den lorteinstitution!”. DET er verdens vildeste nedtur! Lige præcis sådan en rigtig pisse hamrende lortefølelse!

Når alt kommer til alt – ved jeg fra egen erfaring og fordi jeg selv har været pædagog – og medhjælper i flere institutioner, at langt langt langt de fleste institutioner er skide gode, omsorgsfulde og absolut tillidsfulde. At vi roligt kan sende vores børn afsted – uden bekymring for at de får en god dag. Men de ubehagelige tabubelagte tanker vil vi nok aldrig slippe helt af med som forældre. Uanset hvor gamle vores børn er. For det er jo vores børn vi elsker aller højest og derfor også dem vi vil aller aller bedst.

Forresten klarede min søn dagen i institutionen rigtig godt – og jeg må også lige erkende at de fleste ulykker sker i eget hjem… For ja – alt gik som sagt strålende i vuggestuen, men derimod knap så godt da vi kom hjem; Han styrtede kort efter hjemkomsten ned fra en stol – med hovedet i direkte position mod et rullebord og flækkede sit ene øjenbryn og fik et blåt øje.

Holy Mother Fucker – det er vanvittigt farligt at være til!

 

Følg Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin og Instagram  <3

Fem oplevelser vi ikke vil gå glip af i november

12118961_1013347108696328_5750958993950816223_n

Nu er det for alvor gået hen og blevet efterår. Jeg sucker for forår og sommer men der er også noget hyggeligt ved at det bliver mørkt ved fem-tiden og min datter siger ‘Mor det er snart nat’ når vi sætter os og spiser aftensmad. Julen er på vej.  Nå ja… om knap to måneder… og vi skal snart bælle gløgg, spise æbleskiver og lave konfekt. Men først er det november – en måned hvor jeg vil…

Gakke ud sammen med skuespilleren Mille Maria Damsgaard i forestillingen “LOVE LOOP” på Sydhavns Teater hvor du møder ‘Mille’ som er skuespiller, 35 år og i et parforhold, som ikke nødvendigvis er alt for sundt. Mille er nemlig mere afhængig af ham end han er af hende, og hun kæmper nu for at fastholde Franz-Bent, som er utroligt hurtigt surfende, kendt og begæret af mange. Soloen LOVE LOOP er åbningsforestillingen på Sydhavn Teaters nye intimscene, DÆKNINGSGRAV 607V som er en efterkrigstidsbunker opført i 50’erne. Og så er der altså kun plads til max. 15 personer pr. forestilling. Det blir for fedt! Læs mere her om det hele.

Quizze i Sydhavnen i Karens Minde Kulturhus d. 18 november – læs mere her om det geniale koncept der inviterer alle konkurrenceglade mennesker til noget af en paratviden-udfordring. Det er sjovt, farligt og dødsspændende.

Til journalisten Jakob Sheikhs foredrag om de militante islamistiske krigere fra Danmark: Mindst 130 danskere er ifølge Politiets Efterretningstjeneste draget i hellig krig i Syrien og Irak. Hvem er de, og hvorfor gør de det? Jakob Sheikh fordyber sig i deres historie og finder frem til, at der ikke er tale om ressourcesvage unge mænd, opvokset på samfundets bund, men at det derimod er unge mennesker, der er opvokset i Danmark og formet af det danske velfærdssamfund. Ved foredraget inviterer Jakob Sheikh publikum ind i de lukkede islamistiske miljøer, åbner krigernes personlige historier og inddrager publikum i det spegede researchforløb, der gik forud for hans bog “Danmarks børn i hellig krig”s  tilblivelse – et forløb, der bød på truende kilder, dristige PET-agenterog kryptiske jihadister. Lyder det ikke bare åndssvagt spændende – og vil du med? Så køb billet her (40 kr for Politiken plus-abonnenter og 80 kr. for ikke-abonnenter).

Til Folkebanko i Nørrebrohallen d. 4. november – hvor der svømmer med unge mennesker der har forstået at banko ikke kun er for gamle sydhavnspensionister.  2200Kultur inviterer til klassisk banko med gevinster på 1 række, 2 rækker og pladen fuld. Der bliver i alt spillet ni bankospil fordelt på tre runder af tre spil og jeg regner petervæltemig med gå hjem med pladen fuld – og en giga Toblerone, en halv gris og et par flasker snaps mere end jeg kom med. Se mere info lige her.

Endnu engang være über kulturel og gå i teatret og se Skærmsydsler – en komedie fra verden af i går på Folketeatret som du kan læse mere om her. Der er premiere d. 28. november jeg glæder som en stukket grisling til at opleve de garvede tøser Malene Schwartz og Ghita Nørby sammen med Preben Kristensen og Mathilde Norholt.

Billedet til LOVE LOOP forestillingen er taget af fotograf Lars Grundwald. 

 

Når jeg vinder en million vil jeg…

IMG_5180

Ej 7. Nej, 10 millioner!!!

Så vil jeg købe…

  •  en villa – helst på Bjørnsonsvej i Valby, På Frederiksberg, eller måske ved vandet i Hellerup
  • en større båd, hvor man kan overnatte og sejle langt i
  • rejse – hele tiden
  • betale hver gang, at jeg går ud med familie og venner
  • få rengøringshjælp, måske nærmest som det første
  • få en fast barnepige (om ikke andet til at passe ungerne mens sover så vi kan gå ud og spise og drikke drinks. Mindst to gange om ugen)
  • hyre en privat kok til at lave mad alle de andre dage derhjemme
  • leve 100 % økologisk – bortset fra cola, en slave pizza osv., engang i mellem
  • købe et lille hus i Grækenland
  • være frivillig i alle mulige organistationer
  • købe en mørkegrøn Jaguar, en landrover – bare fordi jeg kan (og således blive et ægte miljøsvin. Arh!) – og en camper!
  • betale min og min mands familiers gæld ud

 

Lige pludselig føles 10 millioner slet ikke af særlig meget…

 

Jeg sidder her – knald i låget af træthed – og drømmer at livet med masser af penge er meget lettere. En lille smule lettere måske fordi man ikke hele tiden skal tænke på om man har råd – og man så bare gør det, køber det… men hva’ faen’ – jeg har det sgu ret godt her i min 5 værelses Sydhavnslejlighed – uden dyre biler, babysittere, kokke sejlbåde og sommerhuse diverse steder. Men stikker du mig en check så hapser jeg den altså gerne. Men lur mig om du ikke ville gøre det samme?

Hvad ville du bruge 10 millioner på hvis du vandt?

Piv sunde pandekager, en uuuuuuuuuhyggelig Halloweenfest med Pharfar og en 33 års fødseldagsfest

fotoLørdag betyder hygge. I hvert fald inde i mit hoved. Pandekager er hygge – og derfor hænger lørdag med pandekager til morgenmad rigtig godt sammen, synes jeg. Men som en hysterisk altid-på-kur-kvinde føler jeg at jeg må prioritere mine kalorieindtag – (som jeg i den grad gemmer til i aften hvor jeg skal til min venindes 33 års fødselsdagsfest med et flødetema og nøj jeg glæder mig! Så skal bade i fløde!) – og derfor er jeg faldet pladask for de her super sunde pandekager som smager vildt godt! De tager kun to minutter at mixe sammen og så skal de bare knaldes på panden.

Det skal du bruge til ca. 25 små pandekager (som svarer til hvad min total grådige lille familie nemt kan kværne på sådan en formiddag) er:

250 g hytteost
4 æg
Et godt tryk honning
2 spsk kokosmel
1 tsk kardemomme

Blend hele moletjavsen så der ikke kommer oste-klumper i.

Steg i kokosolie eller neutral olie fx rasp – eller smør. Slurp!

De ka guffes med syltetøj, peanutbutter eller den mere sunde version – skyr med frugt på. De er også skide gode til en eftermiddagssnack til ungerne og dig selv – og man kan ikke andet end elske de så pandekagebanditter.

Men det hele skal ikke være hygge på sådan en uuuuuuhyggelig Halloween lørdag. Så jeg klæder mig ud sammen med ungerne og daffer til fest med Pharfar og co. her i Sydhavnen- et støttearrangement for børn og voksne hvor al indsamling går til syriske flygtningebørn som du kan læse mere om her . Og jeg håber sørme vi ses!

Ha en fremragende weekend!

 

 

Til Zalando Nordic Blogger Awards og om at være lidt for gråstænkt til at være en af de smarte 

PicMonkey Collage

 

I går var jeg inviteret med som gæst til Zalando Nordic Bloggger Awards 2015 af min veninde Mathilde. Arrangementet blev afholdt på Statens Museum for Kunst – i de smukkeste rammer som uundgåeligt gør ethvert arrangement eksklusivt og fint. Vi fik serveret (al for meget) champagne og da vi satte os til bords for at eksekvere en tre retters menu inkl vinmenu var jeg allerede godt kørende.

Sydhavnsmamma er ikke fashion blogger hvilket i den grad blev bemærket – af bl.a. stylisten Nico Glad Golden som vi sad til bords med – da jeg hev min gamle Iphone 4 op af tasken beklædt i et svinetykt og ubehagelig grimt lædercover (da skærmen er gennemsmadret både for og bag), for at tage billeder. Således blev jeg mindet om at jeg måske alligevel ikke er helt så smart og moderne som jeg muligvis (måske bevidst) havde fortrængt.

Efter adskillige ture i fotoboxen med Nico og Mathilde (det lød vist helt forkert ??) tog vi videre – på bedste ungdommelige vis; lidt for mange på en cykel – uden lygter, slingrende gennem indre Københavns gader, for at tage til afterparty på Sunday Club. Her blev Sydhavnsmor endnu engang mindet om at de grå hår er mere markerede nu end sidst jeg hang ud på de smarte klubber i København. Vi følte os gamle. Sådan på den dér mor-måde. Aldersgennemsnittet lænede sig mere op af min datters alder end min egen og vi måtte erkende at vores clubbingkarriere var ovre og skred på Hviids Vinstue og bællede en cola inden vi smuttede hvert til sit.

 

Er de ikke bare dejlige? Om vigtigheden af at pleje sine venskaber – selvom man er blevet en busy træt mamma…

47099_464203595066_4355339_n

Her er Mia (i midten). Og Maria til venstre. De er nogle af mine rigtig gode gamle veninder. Jeg kunne lave noget af et spændende indlæg om Maria. For hun er spændende, sej, sjov, kærlig og mystisk – på den mega fede måde. Men lige nu skal det handle om Mia fordi jeg lige har været sammen med hende og fordi hun i den grad også er en meget kærlig, omsorgsfuld pige. En veninde man altid kan stole på.

Mia er lige præcis sådan en alle kan li’. Sådan en alle ønsker at have i sin venindeflok. En pige der hviler i sig selv, er rolig, opmærksom og husker alle de små vigtige deltaljer – mine børns fødselsdage, Martins og min bryllupsdag osv. – noget der varmer. Men Mia er ikke altid rolig – hun kan også forvandle sig til noget af er festfyrværkeri – en diskodronning. Hun lukker og slukker altid festen med et brag. Om morgenen. Hun er simpelthen bare elskbar.

 

foto

 

Den anden dag var jeg på restaurant med Mia på Værnedamsvej. Det er efterhånden gået hen og blevet min onsdagstradition at gå på en Cofoco restaurant. En for dyr vane for en kvinde på barselsdagpenge. Men hyggeligt er det – og så er det jo svært at sige nej når den franske yndlingsrestaurant ligefrem tvinger mig til at skovle en tre retters (med tre retter i hver ret) ned gang på gang. Og Mia er altid til at lokke. Hun elsker at plapre, skåle og luxe den ligesom mig. Når vi går ud, vender vi hele verdenssituationen om stort og småt. Og så sidder man der og bobler af lykke over at have en veninde der altid – uanset hvad emnet er- lytter med stor interesse og koncentration.

Hver dag siger glæder jeg mig over mine venner og minder mig selv om at det er super vigtigt at man plejer sine venskaber – også selvom vi er forskellige steder i livet i perioder. For selvom jeg er blevet mor har jeg stadig – i den grad – brug for mine gode veninder. Og venner. Jeg er dog faldet total af, på at løfte røret og ringe som jeg var god til førhen. Der kunne jeg sidde i timevis og knævre, for så at afslutte samtalen med at sige ‘Vi ses om 10 minutter, jeg kører hen til dig nu’. Men jeg er god til at sms’e (måske også lidt for god, hvis du spørger min mand). Jeg tror, at det måske netop er lige her hvor jeg nu er i mit liv, at det er vigtigere end nogensinde for mig at holde fast i mine venskaber. Hvis ikke vi selv kæmper for at holde dem i live går de tabt og smuldrer hen. Familie er kærlighed. Men det er venner i den grad også. Så I slipper ikke for mig 😉

 

 

Oktober måneds mor jeg beundrer – Katrine Greis-Rosenthal

Katrine Greis-Rosenthal by HEIN Photography
Katrine Greis-Rosenthal by HEIN Photography

 Katrine Greis-Rosenthal, 30 år, skuespiller.

Gift med skuespiller, Martin Greis-Rosenthal. Børn: Esther Liv på snart 3 år, en bonusdatter Emma-Mai på 6 år samt en lille ny på vej til foråret. Bor på Christianshavn. 

Hvad laver du til daglig?

Lige nu er jeg igang med optagelser på en ny komedieserie for TV2, “Kvinder&Mænd”, som Hella Joof instruerer og som har premiere til foråret, hvor jeg spiller en ammende mor. Og er pt. aktuel i Broen III som Henriks kone, Alice.

Beskriv dig selv med tre ord?

Arbejdsom, viljestærk, familiemenneske.

Hvem beundrer du mest?

Min mand. For hans bevidste valg i livet, hans mod og hans kæmpe hjerte.

Hvor er dit ynglings hæng-ud sted i København?

SweetTreat på Christianshavn på Sankt Annæ Gade. Den hyggeligste lillebitte café med ting til salg fra ejernes rejser til Marokko og venner og bekendtes keramik, chokolade, postkort osv.

Hvilket sted/by er din yndlingsferie – destination/storby?

Jeg har ikke en yndlingsstorby da jeg helst vil udforske nye storbyer og finde mine yndlingsspots dér, men mit yndlingsferiested lige nu er familiens nyhvervede hus i Umbrien i Italien. Jeg glæder mig til at tage familien med derned i alle årets årstider.

Hvordan ser dit liv ud om fem år?

Drømmen er, at vi har tre eller fire børn. Bor i et hus med have på Christianshavn, i Skovshoved eller Taarbæk og fortsat arbejder som skuespillere og entreprenører. At vi har hvert vores firma, som vi primært arbejder i og med – hjemmefra, i vores store fælles hjemmekontor.

Beskriv hvordan en gennemsnitlig lørdag ser ud for dig?

Der tager vi oftest på udflugt. Vi starter med stort morgenbord som vi jo ikke har tid til i hverdagen og så får pigerne sig typisk et langt bad og afsted. Det er oftest til den store legeplads på Voldene med gode venner fra Christianshavn eller til mine forældre, som bor i Skodsborg.

Hvad ville du gerne bruge mere tid på?

Jeg vil virkelig gerne læse bøger. Mange flere bøger og det skal være skønlitteratur; gode historier og beretninger, men jeg synes det er rigtig svært at finde tid til at prioritere det i min hverdag.

Hvad er det aller bedste ved at være mor – og hvor ligger den største forskel fra livet uden børn til livet som mor?

Det helt naturlige ansvar og arbejde der ligger i at være mor. Det elsker jeg.

Og så de små verbale gaver jeg får af min to-årige datter som kommer ude af kontekst i form af “Jeg elsker dig, mor” og “Jeg har brug for dig”. Det er alt det hårde arbejde – som det jo er i perioder – værd.

Den store forskel fra før… Jeg kan simpelthen ikke huske hvad fa’en jeg lavede når jeg havde fri, før jeg fik børn. Hvad brugte jeg egentlig min tid på? Det kan ikke have været meget for jeg husker det vitterligt ikke. Men deri må den store forskel ligge – forglemmelsen af livet før børn.

Er der noget du gerne vil sige til de kommende mødre derude – gode råd eller kloge ord?

Læs ikke for mange artikler om hvordan det er at være – og hvordan du bliver en god nybagt mor – man kan næsten kun blive skuffet. Skab dig dine egne erfaringer. Og stol altid på din mavefornemmelse – den slår sjældent fejl.

Følg Sydhavnsmor på Facebook, Bloglovin’ og Instagram

Hvornår har vi presset citronen nok?

37856_10150229523805366_8227554_n

 

Vi knokler røven ud af bukserne for at få det hele til at hænge samme; vi skal betale huslejen, bilen, institutionen, forsikringer, mad mm. Og så skal vi også have lidt penge til ferie og fritid. Imens sidder vores børn i institution og venter på at mor og far er færdige med at arbejde. De bliver afleveret til morgenmad kl 7.30 og hentet igen 16.30 når dagen på vores travle jobs er ovre. I den tid har de indtaget tre måltider i institutionen, måske sovet en lur, leget, været i mindst 30 konflikter og været vidne og inkluderet i hel masse larm.

Pædagogen går helt bombet og smadret hjem fra job; hovedpine, træt af at halv-løse konflikter -for tid til at sætte sig helt ind i hvad der egentlig lige foregik, det er der ikke. Jonna-  den anden pædagog, er nemlig langtidssygemeldt med stress og der er ikke råd til vikarer, så der er ekstra press på stuen.

Ungerne? Ja, de bruger dagen på fri leg – en god mulighed for at være idérig og eventyrlysten – men i den grad også et begreb der bruges for ofte, som undskyldning for at der faktisk ikke er tid til fokus på børnene. På det enkelte barn. 

 

Jeg er selv uddannet pædagog. Jeg ved hvad jeg taler om. Jeg har været i meget velfungerende institutioner – og i mindre velfungerende. Men ét har de tilfælles – og det er at der mangler penge og ressourcer til at skabe de rammer børnene virkelig har brug for. Børnene har brug for trygge rammer og sikkerhed –  og i den grad brug for at der er NOK omsorgsfulde pædagoger til stede. Det er IKKE fordi pædagogerne er dovne at børnene ikke får nok opmærksomhed. Det er fordi der mangler hænder!
Som verden ser ud lige nu ønsker jeg ikke, at mine egne børn skal være en del af sådant et kaos i en travl hverdag. Jeg ønsker de skal socialiseres med andre børn og voksne – i institutionen, men ikke fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Vores lille familie er  priviligeret. Vi har mulighed for at hente tidligt og holde fridage, men sådan er det altså langt fra hos alle.
Det da være muligt at forbedre de her vilkår for de små børn?! De kan lide at lege og savner deres venner i institutionen, men det betyder ikke at de skal være der 9 timer om dagen, gør det?

Hvis familien ønsker at drosle ned i arbejdstid (og indtægt), bør arbejdsmarkedet tilrettelægge muligheden for det. Hvorfor kæmper fagforeningerne imod det? Bevares! Det er vigtigt at udvikle sig på arbejdsmarkedet. Men hvis det var anerkendt at gøre det på deltid, ville det blive en norm som vi netop kunne videreudvikle på – til glæde både for arbejdsgivere og ansatte og ikke mindst familierne og børnene og samfundet som helhed. Vi må over hele linjen sætte os nogle alternative mål til konkurrence, profit og materialisme og på ny lære at leve livet!

Om hvordan tilfældet nogen gange er vanvittigt og udslagsgivende…

aus1

 

Verden havde åbnet sig for mig! Jeg var netop vendt hjem fra en fantastisk 5 ugers ferie i Brasilien med en god veninde, da en anden god veninde spurgte mig om vi ikke skulle rejse til Australien. Selvfølgeligt skulle vi da det! Efter fire måneders babysitting og nogle få knaster rigere rejste Mathilde og jeg fra vinter til sommer. Fra København til Sydney – dog med et lille to ugers ophold i Thailand on our way…

 

aus2

 

Vi skulle være i Australien i to måneder. Et land vi ikke kendte meget til fra andet end medierne. Vi vidste der var fyldt med kænguruer og krokodiller og vi kendte Steve Irwin og Kronprinsesse Mary. Ellers var alt nyt.

Ikke længe efter var vi total ozzie-girls. Vi følte os hjemme blandt det vanvittig søde folkefærd, der altid ga’ a ride. Vi endte både med at få rides hjem fra sushi restauranterne af gamle ægtepar og hjem fra byen til den lokale og very arty campingplads i Byron Bay, på ladet af en lastbil fyldt med frugt.

Og så mødte vi David. En ung gut på 19. En lidt rodløs fyr med masser af ozzie-varme. Vi blev hurtig meget tætte venner og han fortalte os hele hans livshistorie om sin mor der havde slået hånden af ham, hans liv som (hård) gadedreng i mange år – og om hans helt fantastiske kærlige far, som han havde et særligt bånd til.

Efter nogle uger måtte vi rejse videre nordpå – og fra David, for at få endnu mere på opleveren. Vi ankom til en mindre 44 grader stinkende varm by, Townsville, som lå ud til kysten. Byen i sig selv var ikke specielt spændende men her lærte vi også nogle vidunderlige mennesker at kende. Fem danskere fra Jylland & København; Tonny, Hanne (Fest), Christine, Tini og Annemette – som vi i dag stadig har kontakt med. Vi boede alle på det samme motel i byen. Hos Jake og Jane. Rare, omsorgsfulde og betænksomme værter. Hver morgen, efter vi var blevet gennembidt af væggelus stod de klar med smil og knus og sendte os afsted på nye eventyr. Hver aften drak vi vin og hyggede på terrassen.

En aften da vi kom hjem fra en dag i byen sad Jane og græd hulkende. Imens sad Jake inde i receptionen bag glasruden og var helt stivnet. Han så nyheder. Jane kom ud og fortalte os at hun var så bange. Bange for at det var hendes gode ven Bob der var blevet slået ihjel som ambulancechauffør i udrykning, i Melbourne. Mathilde og jeg kiggede på hinanden – ambulancechauffør i Melbourne? Ligesom Davids far? Vi stivnede også et sekund og blev enige om at det kunne ikke være Davids far! Der bor 23 millioner mennesker i Australien. Der måtte være mange reddere. Vi satte os ved bordet og fulgte med i nyhederne og pludselig dukkede et billede op – på landsdækkende tv, af vores nye, dejlige ven David. Det her kunne ikke være sandt! En ung dreng med så hård en fortid, med det eneste håb for fremtiden – hans far, var død! At det lige præcis, ud af TREOGTYVE(!) millioner mennekser skulle være hans far, der få dage efter hans stolte søn fortæller så hjertenskærende om ham, ikke er her mere. Vi gik i chok.

Kort efter rejste vi mod David i Melbourne og støttede op om den store afsked. For stor, det var den. Mange tusinde mennesker mødte op til ceremonien og hans far blev udråbt til helt. Meget amerikansk. Meget australsk. Og på sin vis meget rørende, men også lidt (for) overvældende. To danske piger på dannelsesrejse i Australien stod pludselig dér midt i et mediecirkus omkring Davids fars død. Vi var – i Davids øjne, nu noget af de tætteste han havde. Begivenheden omkring hans far kom i alle medier og til hans afsked, var der stor mediedækning fra hele landet. Han døde som helt – og Mathilde og jeg fik noget af en anden afslutning på vores rejse end forventet.

 

aus4

 

I dag lever David som musikproducer i Australien. Og har det godt. Og Mathilde og jeg tænker ofte tilbage på vores rejse rundt i Australien. På godt og på ondt.

 

 

Scroll to Top