May

May

Følg mig på instagram @sydhavnsmor.dk

Skumle og mindre skumle planer for 2020

Jeg er ikke stor fan af nytårsfortsæt, da jeg egentlig synes, at man skal gøre sit bedste hver dag – og derfor ikke behøver først at starte i det nye år. Når det er sagt, er jeg jo ikke bedre til at gøre hverdagen mere interessant end gennemsnittet. Jeg forsøger at få alt drejet til noget positivt, også det der er virkelig er svært at se det gode i, men det glipper også for Sydhavnsmoren engang imellem 😉 Men fordi man ikke laver nytårsfortsæt, kan man jo godt lave planer for 2020 – og fremover.

Flere rejser i Danmark og omegn

Jeg elsker at rejse, og er da ikke bleg for at indrømme, at jeg også stadig elsker tanken om en tur med et miljøsvinsk fly, til en destination langt væk. Nogle af de bedste oplevelser jeg har haft i mit liv har været på mine lange rejser. Man får et andet syn på verden, af at se noget, man ikke kender fra sin hverdag. Det tror jeg er sundt på mange planer. Men jeg vil jo, som de fleste andre, meget gerne tænke på miljøet og vores udsatte verden, og derfor (og fordi jeg er en fattigrøv) vil jeg gerne minimere mit flyforbrug.

I tråd med dette, og fordi jeg synes der er så meget godt og spændende tæt på, vil jeg gerne udvide min rejse horisont indenfor Danmark og de lande der ligger i bus-afstand herfra. Jeg gad faktisk vildt godt, at min blog blev sådan én man lige drønede ind på, for at finde ud af hvor man skulle tage til, når man gerne ville udforske Danmark. Lidt a la mit Mariager-besøg i efteråret, sammen med Martin, som var en fantastisk tur.

Hvor i Danmark skal jeg tage hen næste gang?

Flere venne-middage

Jeg er vokset op i et hus, der altid var fyldt med mine forældres venner. Der boede altid en eller anden fraskilt person i vores kælder, der var altid middagsgæster og vores naboer sad altid på terrassen og drak en kop kaffe. Jeg har skrevet det før, men jeg ærgrer mig over at mine børn ikke kender alle mine venner – og deres børn. For i dag er det ikke helt så normalt, som det var dengang ( i hvert fald i min bette verden, i Sydhavnslejligheden), at få spontane gæster. Dét vil jeg i 2020 lave om på. Jeg vil have langt flere gæster dumpende forbi til aftensmad og et glas rødvin. Mine børn skal lære mine venner at kende, som jeg kender mine forældres venner.

Fast røv og pænere ben

…er vel noget vi alle ønsker os. Jeg gider bare ikke sidde og love mig selv at jeg skal få en røv som en 20-årig det år jeg fylder 38. For helt ærligt, så ved vi jo godt, at det ikke sker. Min røv var sgu heller ikke særlig 20-årig, dengang jeg var 20… ha! Men jeg gad godt jeg fik mere energi fra – og til, motion. Men hvem faen gad ikke godt dét?

First step, er at jeg skal have fjernet min åreknude på mit ene ben, som jeg scorede mig under sidste graviditet. Jeg har egentlig været der, hvor jeg tænkte at jeg gerne ville beholde den, fordi jeg synes kosmetiske indgreb kan blive for meget, og fordi det jo ikke er farligt. Men da den tyngede og jeg faktisk ikke kan lide at gå i korte kjoler, fordi den er så hamrende tydelig, besluttede jeg mig for at være forfængelig alligevel. Men jeg lover jeg ikke får ande-læber i 2020!

Mindre arbejde, mere nærvær

Meget har 2019 lært mig, én af de ting har bl.a. været at arbejde ikke skal fylde alt. Jeg elsker mit arbejde, men jeg elsker altså også min familie og mine børn. Mere end arbejde. Jeg bliver nemt opslugt når noget er spændende, som jeg jo synes mit job er. Og det er jo positivt. Men det kan også være negativt, hvis man ikke er god til at skille hobby og job ad, trods for det går hånd i hånd, engang i mellem.

Det sidste stykke tid, har tv’et fyldt mindre i vores hjem, og brætspil fyldt mere. Det har været mega rart og givende, og sådan skal det fortsætte. Der er så få timer i døgnet man er sammen, når man arbejder, går i institution og skole – og det er ederrådme ærgerligt at den tid, der kunne bruges på at snakke og grine, går til at glo ind i en kasse. Jeg tror på man får mere overskud af at vise overskud.

…og så vil jeg spise mere fisk i 2020. Og sandwiches med bønnespirer.

Del på facebook
Del på Facebook

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Er vi snobbede eller uvidende?

Vesterbro er den mest eftertragtede bydel i København. Klods op af Vesterbro ligger Sydhavnen. Muligvis Københavns mindst eftertragtede bydel. Vesterbro er næst dyrest efter København K hvis

Læs mere »

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få de sidste nyheder direkte til din mail

May

Velkommen! Jeg hedder May, er 37 år, gift med Martin og mor til Uma fra `12 og Sofus fra `14. Når jeg ikke vander blomster i mit lille bådhus i Københavns Havn eller ripper nettet for nye rejsemål, bager jeg tonsvis af kager – gerne den slags man kan spise hver dag med god samvittighed, uden mel og sukker. Her på Sydhavnsmor.dk deler jeg et hav af sundere opskrifter, rejse- og kulturoplevelser, guider til DIY’s og en masse andet.

Populære indlæg

Webshop

Instagram

Scroll til toppen