Hvordan jeg slap fri af mine angstanfald
Det her er fortsættelsen til min personlige historie om angst. I kan læse del 1, del 2 om panikangst, del 3 om katastrofetanker og del 4 om dødsangst. Jeg led af slemme angstanfald forrige sommer, men har heldigvis fundet nogle metoder, der har gjort at jeg ikke længere får angstanfald. Jeg tænkte, at jeg ville dele hvordan jeg slap fri af mine angstanfald med jer, da jeg ved at rigtig mange (af jer) også har lidt de væmmelige angstanfald. Jeg siger ikke jeg har opskriften, men det hjalp mig.
Sådan et angstanfald, som kommer buldrende når man mindst venter det, er fandme uhyggeligt. Man bliver skrækslagen for at dø, man bliver bange for sig selv, og man tror man er blevet rablende gal. Men én ting, man skal huske sig selv på, når kroppen sitrer og blodet koger, er at man ikke kan dø af et angstanfald, og at man ikke er blevet freakygonzales. Man har fået et angstanfald fordi der ligger et eller andet og dulmer. Noget der sidder i kroppen, som gerne vil ud.
Reklame / Jeg synes det var helt ekstremt grænseoverskridende at dele mit første indlæg om angst. Og samtidigt fortælle, at jeg faktisk har en mentor, hos Go Mentor. En psykoterapeut, der hedder Dorte, som jeg skriver med flere gange ugentligt, i det der hos Go Mentor, hedder Go Mentor 24/7. Måske fordi det er tabubelagt at have brug for hjælp. Men jeg vil fandme hellere blive stærk med hjælp, end at have det dårligt, uden.
Dortes forløb er online terapi, hvor jeg fire dage i ugen skriver med hende, som efterhånden kender en del til min livshistorie, fordi jeg har skrevet en masse med hende de sidste par måneder. I stedet for at betale 1000 kr for 45 min. hos en psykolog, koster det fra 124 kr ugentligt at skrive med en mentor som Dorte. Det kan fx være en psykolog eller psykoterapeut, som Dorte. Min pakke, der hedder Live + giver mig også 2 x 30 minutters videosamtale eller livechat månedligt med Dorte. Det har jeg været glad for. Hun er hurtig til at svare, og gør sig umage ift. mine problemer. Hun stiller mig mange spørgsmål jeg ikke før har tænkt over.
Jeg kan på mit varmeste anbefale jer at prøve Go Mentor, det er så nemt og bekvemt, ikke at skulle hive en dag (og en helvedes masse penge) ud af kalenderen, for at møde op et sted. Man kan ligge i sin seng, sidde i toget – whatever, og skrive med sin terapeut/mentor. Jeg har fået lov til at dele en kode med jer; Sydhavnsmor10 der giver jer 10 % rabat, når I opretter jer HER. Det er meget enkelt, og det er virkelig rart at have en at skrive med, der ved noget om det man kæmper mod, som kan gøre en forskel.
I dag får jeg heldigvis ikke længere af angstanfald. Jeg var simpelthen SÅ forhippet forrige sommer, på at slippe af med den angst, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne for ikke at lade den overtage min krop. Men det kan fandme være svært, og det kan særligt være vanskeligt, hvis ikke man rent faktisk ved, hvorfor den skide angst har overtaget ens krop.
Som, tidligere fortalt, gik jeg til psykolog og var også forbi en psykiater. Fik aldrig medicin. Jeg brugte det, de gamle kloge læger, begyndte at udskrive på recept; motion, i stedet. Det havde jeg hørt så godt om 😉 Og det var- og er meget effektivt.
Gåture og frisk luft
Mine forældre greb mig, da jeg havde det værst. Det gør de altid – om det bare er en flækket negl, eller en stor sorg. 😉 Min far er virkelig god at snakke med, og var netop gået på pension, da jeg fik mit første anfald. Så vi fløj hele Kønbenhavns Havn igennem til bens, og gik mindst én gang ugentligt hele sommeren og efteråret igennem. Gerne 15-20 km hver gang. Ofte gerne et par gange ugentligt. Det at have en at snakke med, om det er en mentor, eller en far det er guld værd. For der er meget at snakke om – for man får ikke angstanfald uden grund. Og grunden skal gerne frem. Det kan være svært for nogle at åbne op overfor ens nærmeste. Det kan være lettere at gøre det overfor en fremmed, som har nogle redskaber og erfaringer med at hjælpe andre.
Stress, dødsangst, at blive mor…
Der er ingen tvivl om at man får laaaaangt flere bekymringer i livet, så snart man bliver mor. Jeg blev sgu ærligt lidt angst. Angst for at miste, eller selv at dø. For pludselig har man et KÆMPE ansvar overfor en person som man elsker ubetinget. Det vigtigste i ens liv, som man vil gøre alt for, og elske for evigt. Dét er satme skræmmende!
Men fik jeg angstanfald, fordi jeg var blevet mor og mere sårbar? Eller var det fordi jeg ikke havde fået bearbejdet min farmors og fætters død ordentligt? Eller var det fordi jeg havde stress? Fordi det er et stort pres at være selvstændig og hele tiden skulle finde på nyt for at tjene penge. Hele tiden være på? Hvad var det?
Én ting var sikkert – uanset hvorfor, så hjalp det virkelig meget at få gået de ture. At trække vejret ordentligt. Og Dorte og jeg er ved at komme nærmere en grund, og jeg føler faktisk også jeg, stille og roligt, er ved at slippe mange af mine katastrofetanker.
Man bliver ikke kvalt, når man kan snakke
En anden vigtig faktor, der hjalp mig og gjorde at jeg slap fri for mine angstanfald, var at tænke på det sygeplejersken fra 1813 sagde, da jeg fik mit første anfald: man kan ikke tale, hvis man er ved at blive kvalt.
Når jeg fik angstanfald snørede min hals sig sammen, og min tunge føltes som om den svulmede op og kvalte mig. Når jeg var ved at få et anfald, som jeg snildt kunne mærke, fordi min krop stille og roligt begyndte at brænde indefra, så begyndte jeg bare at tale højt. Jep, jeg gik fx midt i Irma og lige pludselig sagde “Nå for søren, den der ost skal jeg sgu da have med mig hjem, den ser godt nok god ud”, mens andre kiggede mærkeligt på mig. Men jeg var ligeglad, for jeg ville hellere virke mærkelig på andre, end tro jeg selv var det. Jeg vidste jo, at jeg ikke var ved at kradse af, når jeg blot kunne snakke.
Skrue ned for travlheden
Det er ingen hemmelighed at det kan være stressende at være selvstændig. Jeg knuselsker mit arbejde, fordi jeg laver det jeg synes er allersjovest – hver dag! Men det er ikke kun sjov og ballade at være sin egen chef. Der ligger også et stort pres på én, særligt når man har børn man også skal forsørge, for der skal en god sjat penge ind hver måned, for at betale regningerne. Og pengene ruller ikke ind, uden en aktiv, hård indsats. Jeg arbejder langt mere end 37 timer om ugen. Det er svært at svare på, hvor mange timer jeg lægger i mit arbejde, i og med det jo også er min hobby. Men at se indad og skrue ned for de ting der ikke er helt så vigtige som andre, var helt sikkert afgørende. At tage en pause fra de ting der stresser og ikke kun giver noget godt. At glo lidt ind i væggen.
At tale med nogen om det
Aller vigtigst har helt sikkert været at tale med nogle om det. At få alt det lort ud, man går og tumler med. Og finde ud af at man er normal, selvom man har haft angstanfald. For der er rigtig rigtig mange der har prøvet det. Det er desværre helt normalt i dag.
Det lyder tosset, men jeg læste en masse om det. Om andre der havde haft stress og angst. Andrea Elisabeth Rudolph og Sebastian Klein. Mennesker man lige kunne sætte ansigt på, som fortalte om deres oplevelser og det tabu det nu engang er, at fortælle om sin angst – fordi det er fucking nedern at være ude af stand til at styre sig selv! Man føler sig skør og sindssyg. Man føler sig unormal og syg. Men angst er, som Søren Kirkegaard siger, et grundvilkår for mennesket. Og nogle gange flyver den helt afsted med én, og så kan man heldigvis godt komme tilbage. Jeg ku’ i hvert fald – men jeg kæmper da stadig med en del tanker. Og det tager måske lang tid at styre dem, men jeg forsøger så godt jeg kan, med alle de gode råd jeg har fået undervejs af mine terapeuter. Jeg synes det hjalp at læse om andre, der lever med samme udfordring – og at læse at man kan arbejde med sin angst, så den ikke kommer til at styre hele ens liv. Nogle slipper af med den, nogle skal leve med den altid. Men der ER noget at gøre, der er mulighed for at få det bedre. Det er trygt og godt at vide, når man står midt i det.
Hvis du har nogle gode råd til at få styr på sin angst, så smid endelig en kommentar herunder <3 Det er der helt sikkert en masse der vil sætte stor pris på. At dele tips og fortællinger hjalp mig med at indse, at det var normalt og at jeg ikke var skør, selvom jeg længe følte mig sådan. Det er altid rart at vide, at man er nogenlunde gennemsnitlig, selvom det jo også er kedeligt at være al for normal 😉
