dødsangst
May

May

Følg mig på instagram @sydhavnsmor.dk

Dødsangst – min historie. Del 4.

Hvis du ikke har læst min personlige historie fra begyndelsen, om angst, og blot har klikket ind her, så anbefaler jeg dog at læse del 1, del 2 og del 3 først, så giver følgende mest mening 😉 Jeg vil nu fortælle om min dødsangst.

Jeg har tendens til, at tage ting fra nyheder og medier for tæt ind, når jeg hører om død og ødelæggelse. Da jeg var barn, følte jeg mig så tryg. Jeg husker en episode, hvor jeg sidder på mit værelse på første salen i vores hus, og min fætter, der var 8 år ældre end jeg, fortæller mig, at jorden en dag går under. Jeg blev så bange. Jeg var ikke mere end måske 8 år. Jeg spørger min mor, om det er rigtigt, og hun beroliger mig, og siger at det gør den ikke. At vi er heldige, at vi lever i Danmark. Et land uden krig, hvor vi er trygge.

Sådan tænkte jeg om Danmark som barn. I dag lever jeg med katastrofetanker, og bekymrer mig mere, end jeg bør. Mange af mine bekymringer opstår på baggrund af medierne og deres skrækhistorier. Derfor forsøger jeg, at undgå for meget BT og Ekstra Bladet 😉 Men nu har jeg sgu hoppet ud i noget, der virker godt for mig – Go Mentor, som I kan læse mere om længere nede i indlægget 🙂

De slemme panikanfald, jeg havde i juli måned 2018 stoppede, og siden august 2018 har jeg ikke haft et eneste. Hvorfor de stoppede brat, ved jeg ikke. Men jeg lærte at tackle dem. Forsøgte at huske mig selv på, at når jeg følte jeg fik noget galt i halsen, skulle jeg blot tale højt. Hvis jeg kunne tale, sad der ikke noget i min hals. Det fortalte sygeplejersken jeg talte i telefon med, da jeg fik mit første panikangstanfald mig.

Jeg husker en episode, hvor jeg var med min far og søster en tur i Dragør og spise frokost. Min søster og jeg havde inviteret vores far ud. Pludseligt følte jeg min tunge hævede op, da vi stod foran Irma. Jeg gik i panik, og stak tungen så langt ud jeg kunne, for at få min far og søster til at se på den. Men det var jo ‘bare’ en anfald.

Selvom jeg vidste det var et anfald, sagde min hjerne “May, du er ved at blive kvalt, og din far og søster kan ikke se det. Det er dem der ikke forstår dig lige nu. De forsøgte at berolige mig, men jeg når man kan mærke sin tunge vokse og vokse, er det svært at overbevise sig selv om at det ikke passer. Men jeg overvandt min hjerne, og kæmpede tankerne over på noget andet. Selvom det næsten var umuligt.

Jeg er ikke længere panisk når jeg ser en hveps. Men jeg bemærker den. Og holder fx fingeren på en dåse ved åbningen af hullet, når jeg drikker, fordi det stadig sidder i mig. I sommer kravlede der en hveps ned i min mands øl, og dér kom det op i mig igen – ikke med anfald, men dødsangsten. Jeg havde en længere periode hvor jeg ikke kunne drikke eller spise, uden at jeg følte der sad noget i halsen.

Somme tider kommer det stadig til mig – jeg er obs på det. I en lang periode tyggede jeg min mad virkelig grundigt. Jeg skulle være stensikker på, maden ikke pludseligt bevægede sig, og der lå en levende hveps gemt i den. Jeg kiggede også på børnene når de spiste hårdere ting, som fx gulerødder eller kød. Det sidder stadig i mig, men det plager mig ikke som før.

Go Mentor

Annonce / Nu er det 14 måneder siden jeg sidste havde et anfald. Det virker SÅ langt væk. Her, hvor jeg er i dag, påvirker angsten mig stadig. Men jeg får heldigvis ingen anfald. Jeg er meget bevidst om min angst, men den hæmmer mig ikke i at gøre ting. Jeg er begyndt i Terapi hos Go Mentor, for jeg har ikke sluppet tankemylderet. Jeg får som sagt ikke panikangst-anfald længere, men jeg over-tænker for meget, og bekymrer mig om ting jeg ikke bør bruge krudt på. Dét ved jeg, og jeg vil gerne slippe af med det.

Derfor tog jeg, via min agent, kontakt til Go Mentor, som er Danmarks største online-portal for samtaleterapi, coaching og personlig udvikling. Go Mentor har samlet psykologer, psykoterapeuter og coaches på ét sted under betegnelsen ‘mentorer’. De har gjort det nemt at finde den rette hjælp, uanset om man gerne vil have et personligt fremmøde, en online-videosamtale eller skriftlig terapi og coaching via GoMentor 24/7.

Jeg har selv valgt min mentor, Dorte, der er uddannet psykoterapeut. Hun sagde noget meget klogt, første gang vi havde vores første videosamtale; “du blander tingene sammen, May” – det hjalp mig. Hvis vi går tilbage til episoden for 4 år siden, hvor jeg mistede min fætter, blev jeg bange for at miste min søn. Men sådan hænger det ikke sammen jo. Altså, at fordi jeg mister én , mister jeg jo ikke også en anden. Og nogle gange handler det om at hive små sætninger frem, huske at sig selv på de små tricks der hjælper, fx at tale højt, når jeg bliver bange for at noget sidder i min hals, osv.

En afgørende faktor for at jeg gerne ville i kontakt med Go Mentor, var at det ikke koster en bondegård, og dermed favner alle – også os der ikke har budget til at rende til psykolog eller terapeut helt tiden. Man kan få en fast mentor tilknyttet, som jeg fx har Dorte, fra 124 kr om ugen. Dén løsning giver mulighed for at skrive med en mentor (som man selv vælger på hjemmesiden) 2 dage i ugen. Jeg er glad for at det er online (jeg har også en månedlig videosamtale), som giver frihed, fordi jeg skriver til Dorte når jeg har tid. Og jeg synes også at det er også en bonus at jeg kan læse Dortes svar igen, hvis der er noget jeg gerne vil vende tilbage til i vores samtale.

Jeg læste en del om mentorerne, før jeg fandt Dorte. Hun er super sød og har meget erfaring indenfor angst. Der er mange af mentorerne der virker meget erfarne, og ser søde ud 😉 Det lyder sgu åndssvagt, at man kan vælge en mentor ud fra udseende, men altså, jeg vil gerne snakke med én der virker og ser varm ud. Der er mange der har skrevet til mig, om jeg ikke snakker med nogen om min angst, efter jeg er begyndt at dele min historie om angst. Jeg forstår på mange af jer derude, at I også kunne have gavn af en at snakke med – som ikke koster spidsen af en jetjager. Derfor har jeg fået lov til at give jer 10 % rabat hos Go Mentor, hvis I tilmelder jer med koden “Sydhavnsmor10” HER 🙂

Fejl i hjertet eller i hjernen?

Da jeg havde det aller værst, var jeg også oftere hos lægen, for at tjekke om mit hjerte fungerede som det skulle. Det føltes som om det piskede afsted, og pludselig sprang over. Selvom jeg var bevidst om mine panikangstanfald, og jeg reelt vidste at dét netop var symptomer, som man altså ikke kan dø af. Altså angsten. For det vigtigt at huske sig selv på – at man ikke dør af angst. Så trickede min hjerne mig til at tro, at det nok alligevel var noget med hjertet, der var galt. Eller at jeg nok havde en svulst i hjernen, fordi jeg havde hovedpine osv. Tingene blev gjort meget større og mere alvorligt – og farligt, end det reelt var.

Når folk så begyndte at sige til mig at man faktisk kunne blive fysisk syg af at have angst, havde jeg bare lyst til at pande dem én og bede dem skride af helvede til. Hvorfor fanden skal man sige sådan noget lort, til en der allerede ligger ned og har svært ved at rejse sig? Det kan sammenlignes med, når folk der fx skal til Tyrkiet fortæller gladeligt om at de skal på ferie, med stor begejstring, og der så er en eller anden idiot, der siger “Gud, dér har jeg været. Det er fyldt med turister – det er et mega kedeligt sted. Der gad jeg fandme ikke hen igen”. Folk uden nogen form for empati og menneskelig forståelse. Man bør altså, selvom det kan glippe engang i mellem for os alle, tænke sig lidt om, når man taler med mennesker der ikke er på sit højeste 😉

Grundlæggende dødsangst

Efter at have skrevet med Dorte flere gange ugentligt, og haft en videosamtale med hende, er jeg bekræftet i, at jeg har en grundlæggende dødsangst. En dødsangst, som nok opstod dengang min farmor døde, som jeg aldrig fik bearbejdet. Det var så voldsomt for mig at miste en så vigtig voksen i mit liv, som hun var. Pludselig var hun væk – og verdenen var ikke længere tryg og lys. Noget jeg elskede så højt var væk for altid. Det havde jeg nok virkelig svært ved at forstå som barn. Og det har jeg såmænd stadig.

Det er skræmmende, at man ikke skal være her altid. Egentlig er det jo helt naturligt, og heller ikke noget der skræmmer mig, når det gælder sådan rigtig gamle mennesker. Som fx da jeg mistede min mormor, forrige år. Hun døde to dage inden hun blev 99 år. Hun havde suget alt ud af livet; været i New York som nogle-af-halvfems-årig, stået på ski med brækket hofte som 89-årig, rejst og oplevet, fået to børn og seks børnebørn, og tre oldebørn. Hun havde levet for fulde gardiner. Så må man godt takke af og rejse afsted. Det gav mening. Men at min farmor, der kun blev 73 år, skulle blive så dårlig og syg, og så smutte alt for tidligt. Det gav ikke mening. Heller ikke at min fætter skulle, som 40-årig. Det var ikke fair.

Den slags skræmmer mig. Og så bliver jeg usikker og bange. Og det er lige præcist de tanker og den dødsangst jeg stadig kæmper med, og de snakke jeg gør mig med Dorte. For jeg vil så gerne have styr på mine følelser herom. Jeg gider ikke være bange for døden, for så bliver jeg også bange for livet. Og det er skørt, når nu jeg elsker alt ved det 😉

Sidste indlæg om min egen historie om angst, kommer snart. Her vil jeg komme ind på nogle af de ting der har hjulpet mig, og gjort at jeg i dag ikke længere får angstanfald. Og det er safsusme rart, ikke at kæmpe med de røvhuller længere 😉

Del på facebook
Del på Facebook

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få de sidste nyheder direkte til din mail

May

Velkommen! Jeg hedder May, er 37 år, gift med Martin og mor til Uma fra `12 og Sofus fra `14. Når jeg ikke vander blomster i mit lille bådhus i Københavns Havn eller ripper nettet for nye rejsemål, bager jeg tonsvis af kager – gerne den slags man kan spise hver dag med god samvittighed, uden mel og sukker. Her på Sydhavnsmor.dk deler jeg et hav af sundere opskrifter, rejse- og kulturoplevelser, guider til DIY’s og en masse andet.

Populære indlæg

Webshop

Instagram

Scroll til toppen