katastrofetanker

Katastrofetanker – min historie, del 3.

Hvis ikke du har læst del 1 og 2, så læs dem HER (1) og HER (2) for at historien her giver mening 🙂 Herunder kommer min fortælling – katastrofetanker – min historie, del 3.

Solen skinnede fra en høj himmel. Der var mindst 30 grader. Alle gik rundt på gaderne, i hedebølgen, med et stort smil. Præcist som jeg altid selv gør om sommeren. Jeg suger livet til mig, er meget livsglad, nærmest lykkelig dagligt over at være til. Jeg ser livet som en kæmpe gave, som jeg prøver at få så meget ud af som muligt. Men i juli sidste år, var jeg bare ked. Jeg brød hurtigt sammen og måtte forlade selskaber. Jeg var bange for hvepse, og fik panikangstanfald jeg ikke kunne styre. Jeg led af mange katastrofetanker.

Min livsglæde, trods for alle disse katastrofetanker og mit tankemylder, var ikke til at knække. Jeg var klar på at få det bedre, NU, og gjorde alt jeg kunne for at der skulle ske fremskridt. Ingen angst skulle kue mig. For jeg følte ikke jeg havde nogen grund til at være angst og have alle disse katastrofetanker, angsten førte med sig.

Når jeg lå om aftenen kunne jeg fx tænke om det var klogt at sende mine børn afsted dagen efter, for det var potentielt muligt at jeg ikke fik dem hjem igen dagen efter. Der kunne jo ske alt muligt. Det kunne jeg ikke risikere. Hvis jeg fortalte nogle om mine tanker, og de sagde “det forstår jeg godt, for man ved jo aldrig…”, så havde jeg lyst til at sige til dem. at de dog var de mest idiotiske mennesker, ever. Det er jo ikke det man siger til en der har så slemme tanker. For vi ved sgu godt alle sammen, at intet i livet er sikkert, men risikoen er svindende lille, så jeg havde mere brug for støtte, end filosofiske ord, der forværrede mine tanker. Når jeg lige forsøgte at tænke klart, og sige til mig selv, at det her var helt galt at tænke sådan, kunne jeg godt se, at det var dumt at bruge energi på mine dumme tanker. Men mine bekymringer forsvandt jo ikke af den grund.

Jeg overbekymrede mig pludseligt om ALT. Jeg husker jeg havde ondt i halsen og læste om at natron blandet med vand, kunne dæmpe smerterne. Og bagefter gik jeg i totalt panik, for det kunne jo også være skide farligt, og ætsende at bælle natron?! Natron brugte man jo også til afkalte med. Tænk hvis mit spiserør nu langsomt ætsede… jeg måtte ringe 1813 og få afkræftet mine katastrofetanker.

Sådan var der mange skøre tanker, som slog ned…

Jeg opsøgte selv læger, fordi jeg troede der var noget galt med mit hjerte. Det sprang ofte et slag over, følte jeg. Men alt var normalt, når jeg blev tjekket. Jeg fik sågar kørt en EKG. Jeg var også til lægen flere gange, fordi det kunne ikke passe, at min hals var normal, eftersom den hele tiden snørede sig sammen. Når jeg drak et glas vand, følte jeg altid at jeg også slugte en klump – måske en hveps. Det var min frygt. Og det føltes virkelig sådan, næsten hver gang jeg drak noget.

Psykolog og zoneterapi

Jeg snakkede med psykolog tre gange. Psykologen og jeg snakkede om dødsansgt. Men vi kom aldrig dybt ind på emnet. Jeg stoppede efter de tre gange, fordi jeg simpelthen synes det var for dyrt. 1000 kr for 45 minutter – det koster det jo. Men når man har brug for vejledning og forståelse, og hjælp til at komme videre, er en gang hver 14. dag ikke nok. Og jeg havde ikke økonomi til mere. Mine forældre hjalp mig økonomisk – hvor heldig var jeg. Men jeg vidste jo også at deres penge ikke hænger på træerne, så jeg tænkte der måtte være andre (billigere) veje til hjælp. Jeg opsøgte selv min lokale zoneterapeut, da jeg bare VILLE blive “normal” – mig selv. Jeg ville ikke finde mig i at jeg var så meget ude af balance. Fra det ene sekund til det andet var mit liv følelsesmæssigt forandret totalt.

Jeg bad om en henvisning fra min læge, og fik tilbudt et gratis forløb hos en psykiater. Det lød så voldsomt, det med en psykiater – så skulle man måske have medicin, og så VAR man måske psykisk syg?! Men det er åbenbart normalt at få en henvisning til en psykiater, når man har angstanfald. Det var meget befriende at snakke med hende. Hun anerkendte mig og mine følelser, og fortalte det var helt normalt, og bekræftede mig i, at jeg bestemt ikke var sindssyg. Som jeg ellers til tider følte mig. Jeg mødte flere kendisser, I ved dem der, der virker seje og stærke i medierne, i venteværelset hos psykiateren. Det fik mig til at føle mig mere normal 😉

At jeg snakkede med én, der vidste så meget om angst og angstanfald, fortælle mig at jeg ikke var skør, men blot (alt for) presset, gjorde jeg blev mindre og mindre bange for mig selv. At jeg var presset på hjemmefronten med barn der skulle starte i skole, et barn der ikke stortrivedes i børnehaven, en mand der arbejdede meget… og mig der var selvstændig og skulle hive mange tusinde kroner hjem, hver måned, for at betale regningerne. Der var rigeligt at se til på hjemmefronten, både følelses- og tidsmæssigt.

Dødsfald og angstanfald

Da jeg var 13 år, døde min højtelskede farmor af kræft. Hun var en af de tætteste, hvis ikke den aller tætteste, person jeg var nær. Jeg har, og har altid haft et super tæt og godt forthold til mine forældre, og søster. Men min farmor, hun kunne altså også noget helt særligt. Det var hende der passede os når mine forældre skulle ud, eller når min mor skulle rejse på forretningsrejse, og min far havde aftenvagter. Hende der hentede os tidligt fra skole, så vi slap for lange dage – med ærter og bolcher. Hende jeg fortalte alt til, røg min første cigaret hos (det var bare en enkelt, men dét skulle jeg da prøve!), hende jeg gik til zoneterapi med, var med på bakken, og Tivoli år efter år. Hende der tog mig med ud at gøre rent, som pensionistjob, og hende der hev mig med til grin og hygge med alle hendes veninder, i De små haver. Jeg knuselskede hende. Hun var så særlig. Hun var nordjyde med et stort og varmt hjerte, hun lyttede altid til mig, og forstod mig bare. Altid. At miste hende var som at miste halvdelen af sig selv. Det har betydet mere, end nogen nok har forestillet sig. Også mig selv. Først nu, som voksen, er det gået op for meget hvor identitetsdannende det har været at miste hende i mit liv – i en svær periode, som teenager.

For fire år siden mistede jeg også min yngste fætter – alt for ung. Han blev 40. Han boede i Norge, men har altid været meget hjemme hos os i Danmark, på ferie. Han betød også meget for mig. Samtidigt blev (10 måneder gamle) Sofus syg og lå (åbent indlagt) på hospitalet. Jeg kædede ting sammen, der ikke hang sammen. Og var meget knust af sorg, over at miste min fætter. Samtidigt med at jeg var så angst, for at min baby var syg. Døden var for tæt på. Og jeg havde så mange katastrofetanker, og havde svært ved at sove og føle mig tryg i hverdagen.

4. del af historien kommer snart på bloggen. Det var nu, at jeg kunne lægge to og to sammen, og begynde at forstå, og hermed finde en forklaring på min angst. Og dermed begynde at arbejde lidt med mine tanker, og få styr på min angst. Det fortæller jeg mere om i næste indlæg 🙂