May

May

Følg mig på instagram @sydhavnsmor.dk

Panikangst – min historie – del 2.

Angst og panikangst

Hvis ikke du har læst første del af min historie personlige fortælling om angst, så læs med HER – Angst – min historie – del 1. Så er det lettere at forstå følgende 😉

Dagene efterfølgende var helt normale. Jeg stod op om morgenen, børstede ungernes og egne tænder, gav dem morgenmad, sendte dem i børnehave og skole og arbejdede – alt som før.

Espergærde Strand

En uge efter episoden i Kongens Have, var jeg i Helsingør for at se på et hus, sammen med min mor og børnene. Martin arbejdede. Vi kørte hjem mod København ad Strandvejen, og stoppede i Espergærde for at få en dukkert. Da børnene og min mor var i vandkanten skete det igen. En hveps fløj forbi mig. Mine arme og ben begyndte at sitre, min hals snørede helt til. Jeg gik i panik, fordi jeg igen fik følelsen af at være ved at blive kvalt. Panikanfaldet var intenst og varede max et par minutter.

Min mor sad ved min side og prøvede at berolige mig. Jeg fortalte hende, imens jeg lå på strandtæppet og det summede i hele kroppen, om episoden i Kongens Have. Mine forældre er verdens sødeste og mest omsorgsfulde mennesker, og min mor blev selvfølgelig bekymret. Hun forstod heller ikke, som jeg, hvorfor skete dette for mig – hvad der gjorde, at jeg fik disse anfald af panikangst?

Jeg prøvede at huske på, hvad sygeplejersken havde sagt til mig i telefonen. At jeg slet ikke ville have været i tvivl, hvis jeg var stukket af en hveps i halsen. At det ikke ville ske. Og at hvis jeg kunne snakke, var jeg ikke ved at blive kvalt. Jeg snakkede og snakkede, for det beroligede mig. Vi blev på stranden lidt, ungerne kom op af vandet, og vi gik mod bilen, og kørte hjem.

Stress – hvorfor fik jeg anfald af panikangst?

Jeg gik de efterfølgende dage og vred min hjerne for hvad fanden der kunne udløse disse anfald panikangst. Var der sket noget i min barndom jeg havde fortrængt? Jeg forsøgte at fremprovokere alle mulige væmmelige tanker, men der var ikke noget der dukkede op. Var jeg stresset? Var der noget jeg ikke havde fået bearbejdet? Jeg kunne slet ikke komme frem til en forklaring.

Jeg følte mig egentlig ikke særligt stresset. Jeg havde godt nok haft en periode, året inden om efteråret, hvor min krop sagde fra. Jeg havde for mange bolde i luften og måtte stoppe i et arbejde jeg havde fået tilbudt. Det var et timelønnet arbejde, som jeg egentlig var utroligt beæret over at have fået, da det var ret cool – og jeg havde scoret en super sej titel 😉 Men dem der havde firmaet havde ikke selv børn, og jeg følte ikke de helt forstod, at jeg ikke tog arbejdet med hjem. Det var deres hjertebarn. For mig var en spændende og kreativ mulighed, men ikke noget jeg havde lyst eller tid til at bruge min fritid på, når jeg havde fri.

På en ferie i Polen brød jeg sammen, og gik til lægen da jeg kom hjem. Hun sagde jeg skulle passe på mig selv. Inden jeg gik ned med alvorligt stress. Jeg var utroligt meget i tvivl. Jeg ville ikke give så let op. Men samtidigt ville jeg heller ikke risikere at køre mig selv så langt ned, at det ville gå ud over mit helbred, og mit overskud til min familie. Så jeg sagde op.

Læs også… 10 ting om mig

Domino-anfald af panikangst

Efter panikangst-anfaldet på Espergærde Strand, fik jeg de næste uger, næsten daglige anfald. Nogle dage flere.

Vi var i vores bådhus, for at spise frokost med min familie. Vi sad udendørs og der kom en masse hvepse. Vi har altid, takket være min far, masser af flotte blomster udenfor bådhuset. De tiltrækker altså hvepse og bier og det er uundgåeligt. Men det gør mad også en varm sommerdag – og der sad jeg, med en ny fobi, for de stikkende dyr. Det blev for meget for mig, med alle de summende dyr, og jeg brød sammen. Brød helt sammen, i min frustration over at være så – pludseligt – sårbar. Over ikke at kunne styre mine følelser og min angst.

Jeg rejste mig hurtigt, og forlod frokosten. Gik og gik – for noget der hjalp gevaldigt, når jeg havde mine angstanfald, var at gå – og få frisk luft. Da jeg havde været væk en halv times tid, var jeg klar til at komme tilbage. Og undskylde. Jeg følte mig jo helt bims – pludseligt forlod jeg jo bare et hyggeligt selskab, stortudende og havde ikke overskud til at forklare de andre hvad der foregik.

Mine forældre skulle få dage efter til Island med nogle venner. En rejse der var planlagt i et par år. Min mor har en gammel veninder, der bor deroppe, som jeg også tidligere har besøgt. De skulle møde hende og hendes mand, samt to norske venner, der bor i Norge. Men det endte med at min far blev hjemme for at støtte og hjælpe.

Martin var stadig ny i jobbet, og havde flere vagter, han havde svært ved at komme af med. Han var sød og god, og sagde at han nok skulle klare børnene, hvis jeg havde brug for at komme nogle dage væk. Jeg lå jo alligevel bare og stirrede blindt ind i væggen, med et tomt blik. Følte mig helt hul indeni. Hvordan kunne jeg for et par dage siden have det så godt, føle mig så glad, og her, få dage efter, være helt knust?

Jeg anede ikke hvorfor jeg var knust. Min hjerne fuckede med mig, jeg forsøgte at genopfriske alle mulige minder, der kunne have udløst det her. For jeg havde jo læst om det på google. Altså panikangst. Men der kom ikke noget frem.

Bobbel af sorg

Jeg var inde i en bobbel af sorg. Uden at vide hvad jeg var ked af over. Jeg var bare ekstremt ramt af en følelse af tristhed, som jeg ikke vidste hvordan jeg skulle komme ud af. Jeg var virkelig bange for mig selv. Jeg troede jeg var blevet sindssyg. Jeg følte mig skør. Jeg kunne ikke styre min krop, mine ekstreme tanker. Jeg nærmest opdigtede skrækkelige hændelser, der kunne være sket mig i mit liv. Men som jeg ikke rigtig troede på, for når jeg tænkte på de ting, var der ikke noget der ringede. Men hvad var jeg så så ked af? Jeg var ikke deprimeret, eller manglede livslyst – tvært i mod, elskede jeg livet og har altid gjort det, derfor var det så væmmeligt ikke at kunne styre min sorg.

Fortsættelsen af historien følger. For desværre var der noget vej igen, før jeg fandt ud af hvad det hele måske drejede sig om. Og hvordan jeg kunne komme ud af denne ubehagelige tilstand.

Har du læst første del af min historie om angst? Ellers kan du læse den her.

Del på facebook
Del på Facebook

2 kommentarer til “Panikangst – min historie – del 2.”

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Livsstil
Sydhavnsmor

10 ting om mig…

…er meget bloggeragtigt. Det ved jeg. Men for helvede, jeg er jo også blogger. Selvom jeg ikke farvekoordinerer mine baggrunde på Instagram, så der eren

Læs mere »

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få de sidste nyheder direkte til din mail

May

Velkommen! Jeg hedder May, er 37 år, gift med Martin og mor til Uma fra `12 og Sofus fra `14. Når jeg ikke vander blomster i mit lille bådhus i Københavns Havn eller ripper nettet for nye rejsemål, bager jeg tonsvis af kager – gerne den slags man kan spise hver dag med god samvittighed, uden mel og sukker. Her på Sydhavnsmor.dk deler jeg et hav af sundere opskrifter, rejse- og kulturoplevelser, guider til DIY’s og en masse andet.

Populære indlæg

Webshop

Instagram

Scroll til toppen