angst
May

May

Følg mig på instagram @sydhavnsmor.dk

Angst – min historie. Del 1.

Jeg har været vanvittig i tvivl om jeg skulle dele min historie om angst med jer. Fordi det er grænseoverskridende for mig. Fordi jeg sjældent deler noget så privat her på domænet. Fordi jeg har haft meget svært ved at acceptere at jeg har (haft) angst. Jeg har jo altid været psykisk stabil – så hvorfor mig?

Jeg har valgt at dele min historie. Fordi det IKKE skal være et tabubelagt emne. Fordi angst er et grundvilkår for mennesket. Noget vi alle har haft – i større eller mindre grad. Min angst har fyldt meget i en periode, og det var så slemt, at jeg blev bange for mig selv. Men jeg deler også fordi jeg selv fandt en tryghed i at læse om andres oplevelser med angst, og derfor håber jeg også kan hjælpe andre ved at dele min historie. Jo flere vi er, der deler, jo mindre tabubelagt bliver det.

Min historie er delt op i flere indlæg, fordi vejen til at få det bedre ikke kom over en nat. At have angst betyder ikke du er blevet skør. Men sådan føles det. Jeg følte mig sindssyg. Frygt og rædsel er normale reaktioner på hændelser, som opleves som truende eller farlige. Angst findes i flere former – panikangst, fobier, generaliseret angst, PTSD osv. Jeg føler mig rimelig normal 😉 – man er ikke psykisk syg fordi man har haft – eller har angst 😉

En dag i Kongens Have

I starten af juli måned, en varm sommerdag, 2018, var jeg i Kongens Have med børnene. Min mand var på arbejde. Han var nyuddannet, havde ikke fået fast job og tog mange ekstra vagter. Han arbejdede op til 80 timer i ugen, på alle døgnets tidspunkter. Ungerne og jeg var i Kongens Have for at se teater. Da forestillingen var slut købte jeg en is til ungerne og en danskvand til mig selv. Vi satte os udenfor legepladsen og jeg tog en tår af min danskvand. Lige da jeg skulle tage en tår vand, fløj en hveps forbi mig, og jeg gik fuldstændig i panik.

Jeg har ikke tidligere været bange for hvepse. Men lige dér var jeg stensikker på at jeg havde slugt hvepsen, da jeg ikke kunne se den, efter jeg havde slugt danskvandet. Jeg mærkede med det samme at min tunge voksede sig stor. Jeg tog børnene i hånden og løb så hurtigt jeg kunne mod de offentlige toiletter, hvor der var lang kø. Jeg maste mig gennem køen med ungerne i hånden. Mit hjerte hamrende, min tunge voksede. Jeg var i fuldstændig panik. Da jeg kom ind på toilettet stak jeg min tunge ud af munden, og kiggede i spejlet. Jeg så bare tungen vokse og vokse. Det fortalte min hjerne mig i hvert fald, at den gjorde.

Kvalt langsomt

Med børnene i hænderne, løb jeg, med sløret syn, til legepladsen der ligger skråt overfor de offentlige toiletter i Kongens Have. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne næsten ikke få vejret, og det eneste jeg tænkte på, var at jeg skulle “spærre dem inde”, så de var i sikkerhed, fordi jeg om lidt nok faldt om og dø. Jeg følte jeg var ved at blive kvalt langsomt. Jeg gik febrilsk frem og tilbage, helt svimmel, med sløret syn, på legepladsen og anede ikke hvad jeg skulle gøre.

Jeg overvejede hundrede gange at sige til nogle af menneskerne rundt mig, hvor jeg boede. Så kom børnene i hvert fald sikkert hjem til Martin, når nu jeg om lidt nok faldt om, eller blev hentet i en ambulance. Men af en eller anden årsag turde jeg ikke sige til nogen, at jeg var ved at dø. Eller at jeg i hvert fald gik rundt her og faktisk blev kvalt langsomt.

Jeg fik i stedet kaldt børnene til mig, og fik dem op i vores ladcykel. Jeg kørte lynhurtigt i retning af Sydhavnen.

1813

Undervejs på cyklen begyndte jeg at tudbrøle. Jeg fandt, rystende, min telefon frem. Jeg ringede 1813 og snakkede med en sød sygeplejerske, der fortalte mig at jeg ikke var ved at dø. Jeg tudbrølede i telefonen, mens ungerne sad og kiggede med store øjne på mig. Efterfølgende begyndte de at skrige af grin. Jeg tror de var chokerede over at se mig være så meget ude af flippen, og ikke anede hvad de skulle gøre. De sad der, 3 og 6 år i et cykellad, mens deres mor fra det ene øjeblik til det andet, skiftede fuldstændig karakter. Sygeplejersken sagde, at det lød som om at jeg havde haft et anfald af panikangst, hvilket ca. hver 20 dansker på et eller andet tidspunkt oplever i deres liv.

Panikangst kommer som et lyn fra en klar himmel. Man bliver ramt af en intens angst, nærmest rædsel, samtidigt med at man får nogle virkelig ubehagelige kropslige symptomer. Mine arme og ben snurrede så ubehageligt. Min hals snørklede til, mit syn blev sløret og følelsen af at min tunge voksede og voksede, var nærmest ulideligt. Jeg var skrækslagen for at dø på stedet.

Sygeplejersken berolige mig med, at hvis jeg var blevet stukket af en hveps, ville jeg ikke kunne snakke, og i øvrigt var det så uhyre sjældent at den slags skete. Det var min hjerne der havde tricket mig. Jeg cyklede resten af vejen, gennem byen, til Sydhavnen med ungerne i ladet. De var stoppet med at grine, og blev efterfølgende helt stille. Jeg husker ikke resten af dagen. Det hele kørte på pumperne i den periode, og jeg var mere end træt. Jeg husker resten af dagen som forholdsvis normal. Det var som om jeg fik rystet oplevelsen af på vej hjem.

Jeg fortalte ingen om episoden, da jeg var alene hjemme, og først så Martin dagen efter.

Del 2 af min historie om angst deler jeg snart her på bloggen. For mit første møde med angst, bliver desværre langt fra mit sidste. Det her var kun begyndelsen…

Er der nogle af jer der har oplevet (panik)angst?

Læs også… om at føle sig helt forkert og lidt for stor

Del på facebook
Del på Facebook

15 kommentarer til “Angst – min historie. Del 1.”

  1. Hej Maj, Ja jeg har også haft angst og anfald. Men ikke på samme måde som dig. Jeg kender desværre følelsen af at føle sig sindssyg og gå fra at være stabil til grådkvalt og bange for sig selv. Heldigvis kan man få det bedre, og det håber jeg også du, som jeg, har. Glæder mig til at læse med videre på historien. Kærlig hilsen Britt

    1. Sydhavnsmor

      Kære Britt

      Dejligt at høre at du har det bedre, og synes du er på vej mod noget godt. Det er ret vanvittigt at man skal stemples som syg, fordi man er nede i en periode. Det er alle – på forskellig vis, nogle fortæller om det, for at komme ovenpå, andre lader være, fordi de er bange for at det vil stemple dem, og de så ikke længere kan ses som almindelig fungerende også i jobsituationer, god dag kh May

  2. Så fint og vigtigt indlæg. Tak for at dele! Har også prøvet panikangst i specifikke situationer.

    1. Sydhavnsmor

      Hej søde Sofie, mange tak for søde ord. Det lyder ikke rart – men heldigvis kan man arbejde med det, og komme tilbage og fungere fint igen <3

  3. Kære Maj,
    det lyder da forfærdeligt og må have været frygteligt at opleve med dine børn tæt på.
    Jeg har haft en kollega der pludselig fik socialangst, det kom også som lyn fra en klar himmel.
    Jeg har selv PTSD efter et voldeligt overfald, så kender til angst, dog på en anden måde end det du beskriver.
    Under alle omstændigheder betragtes man som sindssyg i systemet og det i sig selv er sindssygt!!!!
    Det er godt du tør stå frem og det er meget stærkt beskrevet 🙂
    Flere har sikkert prøvet angst end de tør stå frem med.
    Tak for en god blog og jeg håber du er kommet dig over dit angst.
    Knus

    1. Sydhavnsmor

      Kære Tina, tak for søde ord. Det lyder ikke rart, og voldsomt at gå fra at være ‘almindelig’ til at få social angst – der er så mange der kæmper med angst i dag, og det er vel et tegn på at vi lever lidt for hektisk og så meget andet, der ikke fungerer. Jeg håber for din kollega at der er lys i den anden ende, også for dig <3 Kh May

  4. Tak fordi du deler! Og er med til at aftabuisere.
    Jeg er, som du beskriver selv, typen der har styr på det, er robust, rummelig og ikke så nem at vælte – ja, jeg rådgiver tilmed andre mennesker…
    men pludselig en dag fik jeg et panikangstanfald og var fuldstændig sikker på at skulle dø – at mit hjerte var ved at stå af. Jeg ringede til min læges akutnummer og blev SÅ fint vejledt og bedt om at komme derop. Min kæreste kom lynhurtigt hjem og kørte mig.
    Jeg fik tjekket hjertet og alt var fint. Undtagen hele mig efterfølgende 🙁 Jeg er ikke hårdt ramt. Men angsten dukker op i ny og næ – i større eller mindre grad. Og jeg skal tage tage det min krop fortæller mig alvorligt.
    Jeg lovede mig selv at være åben omkring det. Tak fordi du også bruger din platform her.

    1. Sydhavnsmor

      Kære Katja, Ja, det er meget skræmmende når man oplever sådan, man tror vitterligt det er slut nu, og at der er noget galt med ens hjerte og i mit tilfælde også luftveje. Dejligt at høre du ikke er hårdt ramt <3 Pas godt på dig selv, kh May

  5. Tak fordi du er ærlig! Jeg har haft angst siden teenageårene. Flere år uden symp,
    men så kommer det tilbage. Udadtil er jeg velfungerende, med godt job, 2 børn og lykkelig gift.
    For et par år siden væltede jeg med stress. Den psykolog jeg blev henvist til opdagede at jeg havde/har PTSD. 22 år(!) har jeg gået med det, uden andre har tænkt den retning. Det har virkelig været en stor mundfuld at sluge, jeg synes det er en hård diagnose. Men for pokker hvor har det gjort godt at få den rigtige hjælp. Jeg fungerer bedre nu end jeg har gjort i mange år, og kan meget bedre håndtere angsten når den kommer.

    1. Sydhavnsmor

      Kære Nette, det lyder voldsomt! Og sikke en besked at få efter så mange år. Men du kunne relatere til de oplevelser du måtte have haft, der har givet dig PTSD? Håber alt godt for dig <3

      1. Absolut. Et væbnet røveri på mit arbejde i teenageårene. En oplevelse, jeg af en eller anden grund havde bestemt mig for var “glemt” og den gad jeg ikke bruge mere tid på. Måske fordi det gjorde så ondt at snakke om. Og det gjorde virkelig også ondt at grave det op igen. Kæft det var hårdt. Men jeg er SÅ lettet nu, og forstår mine krops signaler meget bedre.

        1. Sydhavnsmor

          Pu en væmmelig oplevelse også. Så glad for at høre at du er lettet og har det så meget bedre nu, dejligt du fandt årsagen 🙂 KH

  6. Vigtigt indlæg Maj og godt du deler.
    Jeg har ikke selv prøvet at have angst men har menneske tæt inde på livet som har haft det som en del af hverdagen i en eller flere omgange. Det vigtigste for dem var at få det ud i virkeligheden og bearbejdet det. Faktisk skulle der mere opmærksomhed omkring emnet mange oplever det, ja selv børn oplever det.
    Livet er ikke altid bare derudaf og heldigvis lærer vi en masse om os selv i sådanne processer. Vi omsætter det til læren om os selv og til at se hvad vi hver især kan som mennesker. Det gør os ikke mindre værd men måske mere sårbare. Det er en erkendelse i sig selv.

    Synes det er fantastisk at du deler så personlig en ting, for kan du hjælpe andre, hjælper du egentlig også dig selv ❤️

    1. Sydhavnsmor

      Kære Signe, mange tak for din søde besked. Ja, der burde være endnu mere opmærksomhed på det emne, for det er helt utroligt hvor mange der lider af den tilstand 🙁 Og det er helt frygteligt at børn også kan have angst. Jeg kender selv et barn, der kæmper meget med det, hvilket selvf. fylder meget i barnets familie, det er så trist <3

  7. Angst er da psykisk sygdom. Og det er der jo heller intet i vejen med.
    Min er generaliseret og social.

    For mig er det vigtigt at aftabueriseringen rummer at det er ok at have psykiske lidelser. Såvel som fysiske (der taler man jo sjældent om at man ikke er syg) Og jeg er såmænd også ret normal, trods mine psykiske sygdomme

    Og tillykke med modet <3 jo mere åbenhed jo bedre. For os alle. Og jo lettere for generationerne efter os

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få de sidste nyheder direkte til din mail

May

Velkommen! Jeg hedder May, er 37 år, gift med Martin og mor til Uma fra `12 og Sofus fra `14. Når jeg ikke vander blomster i mit lille bådhus i Københavns Havn eller ripper nettet for nye rejsemål, bager jeg tonsvis af kager – gerne den slags man kan spise hver dag med god samvittighed, uden mel og sukker. Her på Sydhavnsmor.dk deler jeg et hav af sundere opskrifter, rejse- og kulturoplevelser, guider til DIY’s og en masse andet.

Populære indlæg

Webshop

Instagram

Scroll til toppen