angst

Angst – min historie. Del 1.

Jeg har været vanvittig i tvivl om jeg skulle dele min historie om angst med jer. Fordi det er grænseoverskridende for mig. Fordi jeg sjældent deler noget så privat her på domænet. Fordi jeg har haft meget svært ved at acceptere at jeg har (haft) angst. Jeg har jo altid været psykisk stabil – så hvorfor mig?

Jeg har valgt at dele min historie. Fordi det IKKE skal være et tabubelagt emne. Fordi angst er et grundvilkår for mennesket. Noget vi alle har haft – i større eller mindre grad. Min angst har fyldt meget i en periode, og det var så slemt, at jeg blev bange for mig selv. Men jeg deler også fordi jeg selv fandt en tryghed i at læse om andres oplevelser med angst, og derfor håber jeg også kan hjælpe andre ved at dele min historie. Jo flere vi er, der deler, jo mindre tabubelagt bliver det.

Min historie er delt op i flere indlæg, fordi vejen til at få det bedre ikke kom over en nat. At have angst betyder ikke du er blevet skør. Men sådan føles det. Jeg følte mig sindssyg. Frygt og rædsel er normale reaktioner på hændelser, som opleves som truende eller farlige. Angst findes i flere former – panikangst, fobier, generaliseret angst, PTSD osv. Jeg føler mig rimelig normal 😉 – man er ikke psykisk syg fordi man har haft – eller har angst 😉

En dag i Kongens Have

I starten af juli måned, en varm sommerdag, 2018, var jeg i Kongens Have med børnene. Min mand var på arbejde. Han var nyuddannet, havde ikke fået fast job og tog mange ekstra vagter. Han arbejdede op til 80 timer i ugen, på alle døgnets tidspunkter. Ungerne og jeg var i Kongens Have for at se teater. Da forestillingen var slut købte jeg en is til ungerne og en danskvand til mig selv. Vi satte os udenfor legepladsen og jeg tog en tår af min danskvand. Lige da jeg skulle tage en tår vand, fløj en hveps forbi mig, og jeg gik fuldstændig i panik.

Jeg har ikke tidligere været bange for hvepse. Men lige dér var jeg stensikker på at jeg havde slugt hvepsen, da jeg ikke kunne se den, efter jeg havde slugt danskvandet. Jeg mærkede med det samme at min tunge voksede sig stor. Jeg tog børnene i hånden og løb så hurtigt jeg kunne mod de offentlige toiletter, hvor der var lang kø. Jeg maste mig gennem køen med ungerne i hånden. Mit hjerte hamrende, min tunge voksede. Jeg var i fuldstændig panik. Da jeg kom ind på toilettet stak jeg min tunge ud af munden, og kiggede i spejlet. Jeg så bare tungen vokse og vokse. Det fortalte min hjerne mig i hvert fald, at den gjorde.

Kvalt langsomt

Med børnene i hænderne, løb jeg, med sløret syn, til legepladsen der ligger skråt overfor de offentlige toiletter i Kongens Have. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne næsten ikke få vejret, og det eneste jeg tænkte på, var at jeg skulle “spærre dem inde”, så de var i sikkerhed, fordi jeg om lidt nok faldt om og dø. Jeg følte jeg var ved at blive kvalt langsomt. Jeg gik febrilsk frem og tilbage, helt svimmel, med sløret syn, på legepladsen og anede ikke hvad jeg skulle gøre.

Jeg overvejede hundrede gange at sige til nogle af menneskerne rundt mig, hvor jeg boede. Så kom børnene i hvert fald sikkert hjem til Martin, når nu jeg om lidt nok faldt om, eller blev hentet i en ambulance. Men af en eller anden årsag turde jeg ikke sige til nogen, at jeg var ved at dø. Eller at jeg i hvert fald gik rundt her og faktisk blev kvalt langsomt.

Jeg fik i stedet kaldt børnene til mig, og fik dem op i vores ladcykel. Jeg kørte lynhurtigt i retning af Sydhavnen.

1813

Undervejs på cyklen begyndte jeg at tudbrøle. Jeg fandt, rystende, min telefon frem. Jeg ringede 1813 og snakkede med en sød sygeplejerske, der fortalte mig at jeg ikke var ved at dø. Jeg tudbrølede i telefonen, mens ungerne sad og kiggede med store øjne på mig. Efterfølgende begyndte de at skrige af grin. Jeg tror de var chokerede over at se mig være så meget ude af flippen, og ikke anede hvad de skulle gøre. De sad der, 3 og 6 år i et cykellad, mens deres mor fra det ene øjeblik til det andet, skiftede fuldstændig karakter. Sygeplejersken sagde, at det lød som om at jeg havde haft et anfald af panikangst, hvilket ca. hver 20 dansker på et eller andet tidspunkt oplever i deres liv.

Panikangst kommer som et lyn fra en klar himmel. Man bliver ramt af en intens angst, nærmest rædsel, samtidigt med at man får nogle virkelig ubehagelige kropslige symptomer. Mine arme og ben snurrede så ubehageligt. Min hals snørklede til, mit syn blev sløret og følelsen af at min tunge voksede og voksede, var nærmest ulideligt. Jeg var skrækslagen for at dø på stedet.

Sygeplejersken berolige mig med, at hvis jeg var blevet stukket af en hveps, ville jeg ikke kunne snakke, og i øvrigt var det så uhyre sjældent at den slags skete. Det var min hjerne der havde tricket mig. Jeg cyklede resten af vejen, gennem byen, til Sydhavnen med ungerne i ladet. De var stoppet med at grine, og blev efterfølgende helt stille. Jeg husker ikke resten af dagen. Det hele kørte på pumperne i den periode, og jeg var mere end træt. Jeg husker resten af dagen som forholdsvis normal. Det var som om jeg fik rystet oplevelsen af på vej hjem.

Jeg fortalte ingen om episoden, da jeg var alene hjemme, og først så Martin dagen efter.

Del 2 af min historie om angst deler jeg snart her på bloggen. For mit første møde med angst, bliver desværre langt fra mit sidste. Det her var kun begyndelsen…

Er der nogle af jer der har oplevet (panik)angst?

Læs også… om at føle sig helt forkert og lidt for stor