May

May

Følg mig på instagram @sydhavnsmor.dk

Det ødelægger vores børn!

… Eller gør det?

I 2019 opdrager vi vores børn anderledes end vi gjorde i 80’erne. Det er vel meget naturligt at vi som mennesker, konstant udvikler os og vores syn på verden, og den måde vi lever livet på. Hvad jeg ser, er at vi er mere ræd for at der sker vores børn noget, end man var dengang jeg var en lille lort med rottehaler og topmave.

Jeg er selv skide bange for at mine børn skal komme ud for noget slemt. Jeg har haft mange katastrofetanker, og jeg husker, som det var i går, hvor pissebange jeg var da Uma var nyfødt. Vågnede barnet nu op næste morgen og stadig trak vejret? Og det gjorde hun. Ligesom de andre babyer.

Jeg kan stadig blive angst ved tanken om … ja, alt muligt, der kan ske dem. Som jeg aldrig selv har skænket en tanke kunne ske ved nogen som helst, før jeg avlede de to unger, som jeg vil gøre ALT for. Men jeg forsøger at fortælle mig selv, at det hele går, for det gør det. Jeg KAN ikke rende rundt og være bange hele tiden.

Jeg tror ikke jeg er den eneste forælder, der er bange for der sker mine børn noget. Jeg er sikker på de fleste, i ny og ny, bliver bange for der sker dem noget. Eller os selv, nu da vi skal være noget så betydningsfuldt som forældre overfor nogen andre.

Vi er bange for at sende vores børn i institution, fordi normeringer ikke er gode nok og så meget andet crap, der har foregået i nogle institutioner, vi alle har hørt om. Vi er også bange for folkeskolen, alle dens test osv. Vi er bange for at sende dem på Roskilde Festival, for “så bliver de måske drugged”, og vi er bange for dagen hvor de flytter hjemmefra, osv.

Vi vil altid være bange og bekymrede. Det er naturligt.

I 2019 går vi hjem når børnene skal sove. De skal helst sove i egne senge. Da jeg var barn crashede vi hvor der var plads. Jeg blev slæbt med alle steder, og jeg ELSKEDE det. Både til middage, der stensikkert blev langt over sengetid (dengang var der sgu nok ikke nogen Lola Jensen der fortalte vores forældre om hvor mange timers søvn vi skulle have). Men også til fester. Den slags fester, som vores børn aldrig oplever, fordi de bliver passet når vi går til dem.

Men så er der min søster og min svoger. De blev forældre for lidt mere end et år siden, til min dejlige niece. En lille blond, altid glad og smilende pige, som i mine øjne er et meget nemt barn. Hvad et nemt barn er, behøver vi ikke komme nærmere, for jeg tror I ved hvad jeg mener 😉

Min søster og svoger er begge musikere, og spiller ofte koncerter, både i ind- og udland, og min niece kommer med. Selvfølgelig er der tidspunkter og ture der ikke er velegnede for hende, og her finder de alternativer, men hovedsageligt hiver de hende med. Og jeg synes det er så røv sejt og godt, for jeg tror på, at hvis ens overskud er til det, så er det godt for barnet at være med.

Vi snakker om at “overstimulere”. At vores børn skal ligge på maven mindst en halv time hver dag, når de er små… Da Uma var to uger gammel var hun med til fest. Og hun lå nærmest aldrig på maven, for det gad hun ikke. Hun er sgu et meget sundt barn (bevares – med bestemte holdninger ;)), og går fint oprejst uden at falde sammen 😉

Vi skræmmer os selv, mere end hvad der er nødvendigt og jeg tror det er vigtigt at vi prøver at holde tungen lige i munden som forældre, og ikke banke os selv for meget i hovedet. Også selvom vi er dem der ikke har overskud, og giver ungen flaske i stedet for babs. Selvom vi sender vores børn afsted hver morgen fra 8-16, i stedet for at flytte til Lolland og blive hjemmegående husmor. Der snakkes om diagnoser og at børn får ADHD af at være for tidligt, og for længe afsted, i daginstitutionerne. Jeg er med på holdet der vil gøre alt for at daginstitutionerne får mere opbakning, og bliver en million gange bedre. Men vi er for fanden bare allesammen mennesker, og vores børn bliver ikke alle smadrede af at du har et job, eller tager dem med til en koncert.

Børn skal fandme have det godt, men hvis mor og far ikke trives, så gør børnene det heller ikke, så husk lige at kigge både ud og ind. Vi er nødt til at tro og stole på, at det nok skal gå, ellers er det fandme en pessimistisk verden vi lever i – namaste 😉

Del på Facebook

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få de sidste nyheder direkte til din mail

May

Velkommen! Jeg hedder May, er 39 år, gift med Martin og mor til Uma fra `12 og Sofus fra `14. Når jeg ikke vander blomster i mit lille bådhus i Københavns Havn eller ripper nettet for nye rejsemål, laver lejlighed (er i gang med en sammenlægning af 3 lejligheder), bager jeg tonsvis af kager – gerne den slags man kan spise hver dag med god samvittighed, uden mel og sukker. Her på sydhavnsmor.dk deler jeg et hav af sundere opskrifter, rejse- og kulturoplevelser, boligrenovering og en masse andet.

Populære indlæg

Webshop

Instagram

Scroll to Top