Hemmeligheden

Selfies, taget af ens cafébord på altanen, er ikke at kimse af. Uden makeup, iført samme sæt (halv nat-)tøj, som jeg også havde på i går. Og i forgårs.

Jeg er hjemme i Sydhavnen i et par dage. Helt alene. Uden børn og mand. Det er første gang nogensinde, i de 7 år og nogle måneder, jeg har været nogens mor, at jeg er så meget alene – og så på egen matrikel.

Nogle gange drømmer man om, når man er en halvstresset mor, som jeg nogle dage godt kan føle mig, at være alene. Alene hjemme. Alene er jeg jo ofte i hverdagen, når jeg bevæger mig fra et til et andet sted, men alene hjemme. Det sker sgu sjældent.

Det helt skøre er, at når man så endelig er det (og jo, jo bevares, jeg nyder det også en smule med et ordentlig lager af udgåede på dato, påskeæg fra Anthon Berg, hvidvin og ditto rød, efter mørkets frembrud. Og serier!), at jeg savner dem nu. Savner de to speedy Gonzales-typer, der hærger Kulhuse i disse dage, sammen med deres elskede far. Som jo er min mand. Pt føler jeg mig bare meget single agtig, fordi jeg ikke har skiftet tøj (jo undertøj, sch!), i tre dage, og ingen makeup har på.

Jeg er rimelig meget buret inde på vores 93 m2 hele døgnet. Har ikke set megen af den lille bitte sol der i ny og næ titter frem, her midt i JULI (hey, sommer, hvor er du???). Men i dag manglede jeg sgu noget, man ikke kunne erhverve sig her i 2450, og derfor tog jeg det offentlige til Vesterbro, hvor jeg fik det hele, og lidt til. Nemlig også en stor fed (og skide dyr, i øvrigt) bøf og færdiglavet salat, som jeg skød i kæften efter en 8-timers arbejdsdag, med fedtede fingre og knold i nakken.

Det er en hemmelighed, hvorfor jeg er hjemme. Hvad jeg laver. Og det er en skide hamrende vild og spændende hemmelighed, som jeg glæder mig vildt meget til at fortælle jer om. For jeg håber I vil synes om den. Jeg tror måske jeg kan afsløre den når jeg er tilbage fra ferie. Om sådan cirkus en måned eller sårn.

I dag skal jeg sgu til Dragør og se et hus. Martin synes vist jeg er skør. Vi har lige fået sommerhus. Egentlig vil jeg give ham ret, det ser bare skide hyggeligt ud, altså. Og så er prisen næsten god. Også kun næsten, for banken synes ikke vi må låne så meget. Der er nedture ved at være selvstændig. Selvom der også er mange opture.

Kender I noget til Dragør? Jeg synes det er en mega hyggelig by. Inde i centrum. Dragør er jo et vidt begreb, for det inkluderer også marker og måske en masse larm fra fly? Og så er det 12-14 km fra min kulturelle hverdag, jeg er ret meget afhængig af. Jeg synes det er fedt at kunne traske ind til byen, på mine 1-meters stænger. Det gør man altså ikke lige hvis man bor i Dragør. Og så skal man have bil. Måske to. Og så får man måske ikke brugt det sommerhus man lige har overtaget. Der er en del minus’er ved Dragør. Eller det er ikke Dragørs skyld. Men det med at jeg pludselig drømmer igen.

Kender I det med at drømme selvom man egentlig har det for opperen? Nogle gange bliver vi virkelig nogle grådige svin, os mennesker. Altså, jeg er ikke rig, jeg har været heldig. At få en god lejlighed der var billig. Nogle gange rammer man bare plet, og drømmer alligevel om det de andre har. Det skal man prøve at lade være med, det ved jeg. Men det er altså nemmere sagt end gjort.

Håber I nyder ferien. Møs fra hemmelighedsper.