Når det gør sådan rigtig ondt i maven

Det her indlæg har jeg egentlig ville skrive noget tid, men har aldrig helt haft modet. Modet, fordi jeg var bange for at at nogle skulle blive stødt, at alle de uskyldige – som jeg trods alt er helt sikker på der er langt flest af – skulle føle sig trådt på. For faget – det pædagogiske arbejde – er i forvejen ikke positivt opbakket, og her mener jeg ikke kun økonomisk. Fortæller jeg til en ny forsamling, at jeg er pædagog, gider ingen spørge mere ind til mit job. Men når jeg fortæller jeg lever af at blogge, er folk på. Det er ligesom ikke helt sejt at være pædagog i dag. Sådan opfatter jeg det. Trods for jeg selv mener, at det er sejt, og et af de vigtigste jobs, som burde anerkendes langt højere. I Norge er det langt mere anerkendt.

Men hvorfor bliver man så set lidt ned på, hvis man “bare” er pædagog, her i Danmark? Er det fordi man ikke var klog nok til at blive jurist, og derfor tog et job, der ikke krævede en lang uddannelse, hvor man bare skal kunne skifte bleer og dikke dikke? Jeg er grov nu, men jeg ved, også fra mange andre end mig selv, at det er sådan nogle tænker om faget. Og det er fandens trist.

Jeg blev selv uddannet pædagog i 2010. En blanding af tilfældigheder og en kandidat der trak ud pga. min første barsel, har jeg ikke arbejdet indenfor det pædagogiske fag i mere end et par år, sammenlagt. Men i de år – plus i et par praktikker, har jeg arbejdet i alt i fire børnehaver og vuggestuer. Og kun i én af disse fungerede personalegruppen, hvilket smittede af på børnene. Børnene havde det godt her, trods for der også var en ekstrem mangel på økonomi, som betød der ikke var noget der hed vikarer, og nogle gik ned med stress. Men alle bakkede hinanden op, og folk vendte tilbage efter stress. For det var et rart sted at være.

De andre tre steder har jeg været ude for ubehagelige episoder med pædagoger der ikke var søde overfor børnene. Om man kan kalde det korte lunter, eller mangel på empati. Jeg tror jeg kalder det det sidste. Det her indlæg får mig selvfølgelig til tasterne, fordi jeg har hørt så meget om det klip – eller den dokumentar, som Tv2 viste den anden dag. Om en instititution – der faktisk ligger i Sydhavnen, hvor en pædagogisk medarbejder opfører sig fuldstændig vanvittigt overfor et lille barn, der går i vuggestue og græder over flere timer. Jeg har valgt ikke at se dokumentaren selv, fordi jeg ikke tåler at se den slags. Jeg vælger også at zappe væk, når Nyhederne viser billeder af død og ødelæggelse. Jeg tåler det ikke. Ikke efter jeg er blevet mor. Alligevel har jeg fået så meget info via medierne, og alle dem jeg kender der har set dokumentaren, at jeg har fanget pointen – at der er nogle steder, og nogle mennesker indenfor det pædagogiske fag, der ikke burde være der. Det er hjerteskærende og grotesk at noget sådan kan finde sted. Jeg kan, som sikkert mange andre, ikke forestille mig, hvordan optagelserne har fundet sted – for ville man ikke skynde sig at melde personen med det samme, give barnet et kæmpe krammer og stoppe det her? Men så var der ingen dokumentar. Suk.

I mange år har jeg sendt mine børn i vuggestue og børnehave. Min søn har et år tilbage, inden han starter i skole. Vi flyttede ham fra en børnehave på Vesterbro, til en lokal (ikke den fra dokumentaren, men jeg kender flere der har haft deres børn dernede). Trods, jeg synes om personalet på hans stue, har jeg altid en lille klump i maven over at aflevere ham. Altid. Nogle dage forsvinder klumpen, når jeg vinker og han kysser mig farvel. Andre gange ikke. Og hvorfor det? Måske er det fordi jeg selv har oplevet – i tre ud af fire – institutioner jeg har arbejdet i, at der var voksne der ikke var søde og gode ved børnene. Uden at forældrene kunne have en jordisk chance for at vide det.

Det første sted jeg var, efter jeg blev færdiguddannet, var jeg på stue med en pædagog, jeg endda var med til at ansætte selv. Han virkede super sjov, var musikalsk, havde god humor og var frisk. Men pludselig vendte han på en tallerken fra den ene dag til den anden. Der var måske gået en måned. En dag skulle vuggestuen på tur. Han og jeg havde købt nogle sandwich i en butik på vejen og de andre børn havde fået madpakker med fra køkkenet. Jeg havde pakket min sandwich ned i en kurv foran en barnevogn. Han havde lagt sin under sin vogn. Lige før vi skulle samle børnene til mad, opdager min kollega at en lille dreng, på 2 år, sidder med hans sandwich og smider kyllingpålæg og agurkskiver fra hinanden – altså splitter hans sandwich ad. Jeg kommer til at grine – min kollega er allerede i gang med at tage sandwichen fra ham. Drengen er 2 år. Min kollega river drengen hårdt i armen, skriger ham højt ind i hovedet “hvad fanden laver du?!”, skubber ungen til side, og svovler og bander. Drengen bliver selvfølgelig bange, græder og jeg løber over og trøster ham, og beder min kollega trække sig. Han sætter sig hen i den anden ende af legepladsen med armene over kors, surmuler og kigger med et ondskabsfuldt blik på den 2-årige dreng. Som selvfølgelig ikke forstår hvad der foregår. Han havde jo bare fundet en pose med noget sjovt i, som han skulle røre ved. Min kollega kommer løbende over til mig, siger bestemt til mig “Vi deler din sandwich!!!”. Jeg er helt mundlam og paf, men også hidsig. Han skal ikke kommandere med mig! Jeg rejser mig, med den 2-årige i armene, henter min sandwich og siger “du æder den selv”. Jeg er rasende og i chok. Jeg hiver fat i en anden kollega, fra en anden stue, der er med på turen, som ikke har overværet situationen, forklarer kort episoden. Personen siger de godt havde lagt mærke til at min kollega havde et voldsomt temperament, og ikke var så omsorgsfuld overfor børnene. På vej hjem går min kollega bagerst, mens vi andre er med børnene. Han er helt oppe i det røde felt resten af dagen.

Nogle dage efter møder jeg ind kl. 9.30. Den 2-årige dreng, der havde splittet min kollegas sandwich ad den anden dag, sidder i en højstol med bøjle med hoved ind mod væggen, mens de andre spiser boller. Jeg spørger, fordi han normalt ikke sidder med bøjle, hvorfor han sidder der. Min kollega svarer at han sidder i skammekrogen, og at han skal sidde der indtil kl. 11 hvor vi skal have frokost. Det accepterer jeg selvfølgelig ikke – ingen børn skal sidde i nogen skammekrog og kigge ind i væggen. Min anden kvindelige kollega, som jeg har et godt forhold til, og som er god ved børnene, fortæller mig efterfølgende (hvor jeg selvfølgelig har sørget for han ikke skulle sidde i skammekrog), at den 2-årige ikke havde gjort andet end at tabe nogle brikker på gulvet, uden at ville samle dem op. Jeg oplever flere gange ekstreme ting med min mandlige kollega – særligt episoder der går ud over den samme lille (uskyldig, søde) dreng, og ender med at være på kontoret hos vores leder og sous-chef op til flere gange, for at fortælle om de ekstreme episoder. Desværre ender jeg selv med at stoppe, pga. min optagelse på kandidatuddannelsen, før han bliver fyret. Men han bliver fyret. Bare alt for langsomt. Og i dag ved jeg, at han et nyt sted, med nye børn… suk!

I en anden vuggestue, oplever jeg på stuen under mig, at der er to faste pædagoger der konsekvent lader børnene græde i vognene udenfor, når de skal puttes. Hver dag – altid. Jeg er selvfølgelig flere gange gået ned og spurgt dem om de ikke skal tage børnene op – og svaret har været, at de skulle lære at falde i søvn alene. Det havde de ikke tid til. Nogle børn græd sig i søvn på to timer. Helt sygt. Hvordan kunne jeg lade det stå på? Jeg var nogle gange alene på min egen stue, ovenpå, med 8-10 vuggestuebørn, og kunne ikke forlade dem. Når jeg spurgte min leder – og fortalte hende hvad jeg oplevede, sagde hun blot at det ikke var hendes opfattelse. At pædagogerne havde styr på det. Til trods for de andre pædagoger, på de andre to stuer også snakkede meget om de to ekstreme pædagoger nedenunder. Jeg ved ikke om de arbejder der endnu.

I dag – her mange år efter – har jeg en stor klump i maven. Man burde jo have gået endnu højere op, hvis ledelsen ikke gør noget – og ikke ser det. Jeg har jo også oplevet, det sidste sted jeg var, at en pædagog var meget sød og smilende overfor forældrene når de afleverede deres børn og hentede dem igen. I mellemtiden var hun altid på kontoret og drikke kaffe, imens pædagogmedhjælperen og jeg passede børnene hele dagen. Jeg havde et 6-måneders vikariat, og blev kastet ind i et kaos. Var ofte alene med 24 børn i flere timer. Så sad det ene barn på toilettet og ventede et kvarter på at få tørret numse, mens jeg skiftede ble på en anden og ind i mellem løb ind og mæglede i konflikter, eller trøstede børn der var kede af det. Kæmpe kaos. Der var ingen hjælp at hente på kontoret. Når min kollega sad på kontoret, hvor et familiemedlem arbejdede (i ledelsen), spurgte jeg hende hvad hun foretog sig, og hun svarede det var nogle møder og planer mm. hun skulle have styr på. Jeg var ny og det var kotume, forstod jeg. Alle snakkede om det, men ingen turde gøre noget. Trods for jeg fik ansvaret, hvis der var nogle børn hvis forældre vi skulle have samtaler med. Jeg kunne ikke gennemskue hende, og alligevel kunne jeg. Men det var svært at argumentere, når ledelsen altid bakkede hende op og roste hende for hendes arbejde. Når hun endelig var på stuen, var hun altid efter børnene (og os andre ansatte). Hun satte sig oftest i et andet rum, mens pædagogmedhjælperen og jeg sad sammen med børnene. Udadtil har det set ud til at det var hende der styrede stuen, at hun var nærværende og opmærksom på børnene. Da de store børn, der var klar til skole, skulle videre, var det hende der skovlede al ros, mens vi andre stod lidt og flagrede ved siden af. Forældrene kom jo i ydertimerne, og jeg ved at min anden kollega havde den samme opfattelse som mig, men bare ikke orkede at skabe ballade. Lederen blev fyret til sidst i mit vikariat.

Tre ud af fire steder har jeg oplevet pædagoger der ikke opførte sig godt overfor børnene. Og ledere der ikke tog sig af problemerne. Og det gør mig usikker. Jeg har valgt at se på livet, som noget man må stole på. For langt de fleste mennesker, og laaaaangt de fleste pædagoger er gode, dejlige, omsorgsfulde mennesker. Men der findes nogle i blandt, som jeg selv har mødt og arbejdet med, som er udenfor rækkevidde, og som ødelægger det for andre – ikke mindst børnene. Og det får de lov til, som institutionsverdenen er i dag. Det er uacceptabelt og helt vildt, at vi i et samfund som vores, lader det stå på.

Når min underbo, og andre jeg kender, vælger at passe børnene hjemme, fordi forholdene er ekstreme i daginstitutionerne i dag, forstår jeg dem godt. For de er ekstreme, de forhold. Og når jeg selv har oplevet flere steder, flere situationer der ikke har fungeret, har jeg også en klump i maven over at aflevere mit barn. For jeg har selv set, hvor søde pædagoger kan være overfor forældre, men ikke overfor børnene – uden forældrene kan have en jordisk chance for at vide om det. Først når børnene er store nok til at fortælle, kan man måske få snerten af hvad der foregår. Hvis de kan sætte ord på det. Ellers finder vi først ud af det senere hen, når sporene har sat sig. Det gør mig så forbandet ondt, at tænke på.

Når man arbejder med børn skal man have stor tålmodighed, være omsorgsfuld, have lyst til at kramme børn, også dem med ellevetaller, for de har også brug for nærvær og tryghed.

Jeg ved det kan være svært at spørge for meget ind til ens børns hverdag i institutionen, fordi man føler man pyldrer. Jeg ved desværre også – fordi jeg selv har arbejdet i flere institutioner – at der er nogle (få) pædagoger der provokeres af forældre der blander sig (for) meget, bliver hængende på stuen (for længe) ved aflevering og hentning. Og jeg har desværre erfaret, at nogle (få) pædagoger lader deres irritation på forældrene, gå ud over børnene.

Jeg håber sådan der snart er nogle derude, der tager det alvorligt – at vores børn er vores fremtid, at vores børn fortjener det bedste. Det er mit store håb.

Jeg vil, her til sidst, igen pointere, at langt de fleste pædagoger selvfølgelig er mega gode, seje, omsorgsfulde mennesker. At langt de fleste vil vores børn det godt, at de kæmper en brag kamp for at få det til at fungere i institutionerne, at de passer godt på vores børn og øser ud af omsorg. Det er trods alt meget vigtigt at huske.

Men jeg skriver det her indlæg, fordi jeg selv har oplevet meget ubehagelige episoder, der ikke burde være sket. Og stået på i længere tid. Og fordi jeg blot vil sige, både som mor og faglig, at vi skal sige fra og spørge ind til, hvis vi oplever at vores børn reagerer, eller vi ikke selv synes det fungerer. Det er hamrende vigtigt at ALLE børn har det godt – hver dag, der hvor de placeres i næsten alle deres vågne timer i døgnet. De første år i deres liv er afgørende for hvordan resten af deres liv kommer til at blive. Derfor kan de ikke nøjes. Det skal fungere. Det skal være godt og trygt sted med omsorg og nærvær, der hvor vores børn dagligt opholder sig. Det er vigtigt. Meget vigtigt <3

Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *