Reddet af 10 minutters lægetjek?

Annonce for Sundhedsstyrelsen

Det er sjældent jeg om noget så personligt og privat. Men når det handler om oplysning og det gode budskab, deler jeg gerne lidt ekstra ud af posen.

Jeg tændte min første, virkelig dyre, cigaret, da jeg var 13 år. Jeg var hver sommer med min mormor og søster i min mormors fastliggende campingvogn, i Syd Norge. Det var idyllisk, fyldt med godt selskab, kortspil, fiskeboller, chokoladeis og masser af norske venner. Første jeg gang ferierede i campingvognen, var jeg 5, sidste gang var jeg 30, og havde baby Uma med. Så på de 25 år nåede jeg at opleve lidt af hvert – blandt andet at inhalere min jomfru-cigaret. Det var sejt at have en rygende pind hængende ud af kæften.

Jeg røg on-off. Jeg husker min far, som havde lugtet lunten – for det var sørme ikke noget jeg med stolthed fortalte mine forældre at jeg gjorde. Han kom op på mit værelse med et avisudklip fra Information, hvor der stod “rygning dræber”. Jeg vidste selvfølgelig at det ikke var det klogeste at gøre, men som 16-17-årig er man altså udødelig. Det føles i hvert fald sådan.

For nogle år siden fik et nærtstående familiemedlem konstateret KOL – Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Ca. 320.000 danskere har KOL, men kun halvdelen behandles for det. Man kan på ca. 10 minutter få lavet en lungefunktionstest hos lægen, der afslører om man har KOL, og det gør på ingen måde ondt, eller er væmmeligt at få taget testen. Så hvorfor ikke gøre det, hvis man har symptomer på KOL, har røget eller ryger?

Har man haft symptomer på lungerne gennem længere tid og har man været ryger – er ryger, eller har man arbejdet med meget støv, damp eller røg er det altså en glimrende (og helt gratis) idé at få taget sådan en test, inden det udvikler sig yderligere. Dét er sørme ikke en sygdom der er sjov at rende rundt med.  Det er en konstant irritationstilstand i lungerne, som gør at slimhinden hæver op i luftvejene, og der dannes slim i lungerne. Man får også forsnævring af luftvejene, så det bliver sværere at tømme lungerne for luft. Og når jeg er sammen med personen fra min familie der har KOL, kan jeg tydeligt se (og høre på vejrtrækningen) at personen kæmper med det konstant.

KOL er blandt de hyppigste dødsårsager i Danmark pt. og cirka 10 (!!!) personer dør om dagen af KOL. Det er virkelig mange, synes jeg! For mange! Når man først har fået KOL, kan man ikke blive rask af det igen. Men man kan sagtens leve med KOL og have et godt liv, for der er meget man selv kan gøre og man kan også komme i behandling. Derfor synes jeg selvfølgelig, også fordi jeg har set på tæt hold, hvor ubehageligt det kan være at have, at man skal se at blive tjekket, hvis man er i risikogruppen.

Men hvilke symptomer giver KOL?

Hvis du har oplevet nogle af følgende symptomer i mere end 2 måneder, er det en god idé at smutte til lægen:

Hoste – enten tør eller med slim

Pibende eller hvæsende vejrtrækning

Du bliver mere forpustet end dine jævnaldrende, når du bevæger dig

Det er særligt rygere eller ex-rygere og mennesker der har arbejdet med støv, damp eller røg der er i risikogruppen.

Jeg har ikke selv røget en cigaret i 10 år. Jeg vidste jeg havde røget min sidste cigaret – nogensinde – da jeg i en periode fik det fysisk dårligt at være omringet af andre der røg cigaretter. Jeg husker jeg røg en cigaret på en ferie, og faktisk synes det var ubehageligt, men først stumpede den da den var røget ned til filteret, fordi “det gjorde jeg jo bare”. Da jeg var hjemme fra ferien skulle jeg ud og drikke en drink med nogle venner, en sommeraften, på Christianshavn. Vi sad udendørs og da jeg skulle på toilettet, løb jeg ind gennem det tætrøgede værtshus for at låne WC’et, og jeg følte jeg gik ind i en mur af røg, hvor mine luftveje klappede helt i og jeg følte mig kvalt. Jeg gik i panik og vendte rundt på hælen, følte åndenød og blev dér helt bevidst om hvor væmmeligt det er at indånde giftig cigaretrøg ned i lungerne, som gør at vi trækker vejret – og lever! I dag KAN jeg slet ikke forstå at jeg har røget en eneste cigaret. Jo, måske den i Norge fordi jeg var 13, men ikke alle dem efter…

Sidste år rejste jeg med mine børn og min mor til Spanien i en uge. Min mor hostede meget tørt hver minut døgnet rundt – og det fortsatte i 3 måneder. Hun havde haft samme tur de sidste to år. Men denne gang sagde lægen, efter at have taget nogle prøver, at det kunne være en mild form for KOL – efter at have været stoppet med at ryge i 30 år?! Det er meget skræmmende, synes jeg, at rygning har så stor negativ påvirkning på vores krop.

Men hvad kan man så gøre for at udbedre KOL?

Du kan stoppe med at ryge, dyrke motion (at gå er også god motion) og bruge dine lunger – fx i et kor, ved at råbe og synge – sidstnævnte kan endda være sjovt 😉 Og du kan komme i behandling.

Hvis mit lille skriv her kan gøre en forskel i nogle hjem – at flere os får et ekstra tjek hos lægen, bliver mere opmærksomme på symptomerne og får stoppet en evt. forværring af sygdommen ved at få et tjek hos lægen og komme i behandling. Så vil det jo være FANTASTISK!

Og hvis vi i fremtiden kunne sige at KOL ikke er en så stor dødsårsag i Danmark. Synes I ikke? Jeg håber I har lyst til at dele budskabet sammen med mig – det er på ingen måde ment som en hellig opsang overfor rygerne – jeg har selv været der, men nærmere ment som et kærlig påmindelse om at det ikke kræver meget mere end ca. 10 minutter hos lægen at få det tjekket, hvis man nu i længere tid har haft lungesymptomer – det gør en kæmpe forskel, at du opdager det, så du kan få behandling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *