Et lille opråb – og en evig dårlig samvittighed!

Det har nok været en blanding af at jeg virkelig tror på at børn har godt af socialt samvær – også uden at have deres forældre til at “redde” dem, hvis noget ikke går som de ønsker, og fordi “sådan er det”. At mine børn har været institutionsbørn, i stedet for jeg har passet dem hjemme.

Men også fordi jeg synes det er hårdt at aktivere dem konstant – for børn kræver meget, og jeg føler ikke jeg har fantasi og overskud til at finde på noget, der stimulerer nok, til at jeg kunne gå fulltime hjemme med ungerne. Men kæmpe respekt til dem der har! Hvis man har overskuddet, lysten og fantasien til at være hjemmepasser af eget avl, så får man en stor fed dobbelt high five herfra. For der er ingen tvivl om, siger jeg også fagligt som uddannet pædagog, at børn har bedst af at være sammen med deres forældre de første par år. Måske ikke hele vejen til skolealderen, men de første par år.

Jeg kender flere der hjemmepasser, og har aldrig været jaloux – for så havde jeg selv gjort det. For som én af dem jeg kender siger, er det en prioritering. Og hun har da så ret. Bor man dyrt, kræver det også at pengene skal hives hjem. Bor man billigt, og er man to forældre, har man mulighed for at gå hjemme med barnet, hvis den ene arbejder. Det er et valg. Bor man for dyrt, men vil gerne hjemmepasse, så er der en mulighed, der blot hedder at man skal downsize eller flytte et billigere sted hen.

Alligevel har jeg stort set hver dag dårlig samvittighed over at placere ungerne i de forhold de er udsat for dagligt. Pædagogerne i institutionen er søde og gør deres absolut bedste. Det samme gælder læreren på skolen. Men der ER ikke nok hænder, og jeg oplever flere gange i ugen en presset pædagog (der står alene med op til 36 børn!), og en fantastisk lærer, der blot ikke har tid til at trøste de børn der er kede af at møde ind i skolen, fordi det hele skal rulle for de 24 andre børn i klassen. Det er IKKE OK! Fritidshjemmet flyder også – de er søde, men de har langt fra altid styr på hvor børnene er. Flere gange har jeg oplevet at mit barn løber uden tøj og sko på, udendørs, dage hvor der har været frost om natten. Eller at de ikke ved hvor hun er. Eller at et barn er blevet glemt og låst inde i institutionen, mens de andre har været på tur. Den slags kan ske, for vi er mennesker, men den slags MÅ ikke ske (!) – og sker. fordi der er ALT for få voksne til at holde øje med børnene. ALT FOR FÅ!

Men hvad gør jeg selv?

Det jeg selv gør, for at veje op med min dårlige samvittighed over at aflevere børnene til kaos, er at hente dem rundt kl. 15 de dage det er muligt, hvor jeg ikke sidder i møde eller lign. Mindst en dag hver anden uge holder mit mindste barn fri, og mit andet barn hentes direkte efter undervisning kl. 13. Men er det nok? Er det holdbart?

Når de snakker om diagnoser

Jeg bliver bange og ked af det, når jeg hører at én af de konsekvenser ved at sende vores børn afsted i vuggestuen, børnehaven og sågar skolen, hvor der også mangler hænder og ressourser, kan give mange børn alvorlige konsekvenser. Flere og flere diagnostiseres med alverden, som på sigt kan ødelægge deres unge- og voksenliv. Fordi der ikke er tid til basal omsorg og nærvær i de fleste af børnenes vågne timer, mener eksperter. Dét skræmmer mig voldsomt! Men betyder det at jeg skal sætte alle sejl ind for privatskole, hvor der er bedre normering, eller hvad kan jeg/vi gøre?

Jeg er sgu ærligt i syv sind. Jeg synes mine børn fungerer godt, men kunne de fungere bedre? Det kunne de. De er sunde, raske, kloge, dejlige, men jeg mærker på dem at det hele kunne spille bedre. Jeg kan, som alle andre, ikke forstå hvorfor forholdene bare bliver værre og værre for børn? Når vi forældre hører om hvor slemt det står stil, lukker mange af os øjnene for det, fordi vi ikke kan overskue at tage stilling til det – “jamen, det skal nok gå”… “det gjorde det også da vi var små”. Men hey – da vi var små var forholdene fucking meget bedre! MEGET! Der var flere pædagoger, der var ikke så meget dokumentation som krævede at pædagogerne skulle være fraværende på stuen, mens der var brug for dem, osv. Jeg er meget bekymret, og jeg har ikke lyst til at sætte flere børn ind i en verden der ikke tager hensyn til dem (ok, ærligt – jeg havde ikke planer om flere i forvejen ;)). Men…

SUK, bare SUK. Hvad tænker I? Er I oprigtig glade og trygge ved jeres børns dagligdag, som den fungerer? Og jer der har børn i skolen, har I børn i folke- eller privatskole og hvad er jeres tanker om dem?


Møs fra Sydhavnen!

Følg mig på Instagram @sydhavnsmor.dk hvis du har lyst 🙂

Kommentarer (8)

  • Jeg frygter det! Lige nu går min søn på 2,5 i en skøn dagpleje, jeg kan aflevere/hente når det nærmest passer mig og vi kan tillade os at holde fri engang i mellem. Sådan elsker jeg vores dage.
    D.1/4-19, starter en tid som jeg hader at skulle placere mit barn i, men som er nødvendigt for at jeg, hans mor, eneforsøgeren, kan få en uddannelse og forhåbentlig i fremtiden et arbejde som gør at vores liv vil blive “bedre” (især økonomisk). Jeg har også valgt at tage en uddannelse inden for sundhedssektoren, med lange arbejdsdage, skiftende arbejdstider også i weekender og helligdage. Min Storm skal vækkes klokken bæ om morgenen, kastes i tøjet og hundses ud af døren, for at han kan nå at komme i en dagpleje og senere børnehave, for at jeg kan nå at møde 8.15 på en skole som ligger 45km væk fra hvor vi bor. Skoledagene kan være lange, så det ender også med en uoverskuelig lang dag for mit lille menneske i en instution, med gode, men alt for få hænder til at tage sig af ham og hans kammerater som er i samme situation. JEG ville ønske jeg kunne være hjemme med ham, at jeg ikke er nødt til at sætte ham i sådan en situation.
    Jeg er nervøs for hvordan hans dage og fremtid bliver i institution med de normeringer vi har i dag. Der skal sættes ind, der skal gøres noget, både for at hjælpe vores børn i deres dagligdag, men bestemt også for at hjælpe de stakkels pressede pædagoger, som i sidste ende står med al ansvar og skal tage imod, når vi som forældre ikke er tilfredse og læsser vores galde ud over dem.. det er sku ikke OK!

    • Forstår dig så godt, men det er desværre sådan det hele hænger sammen og er du eneforsørger er det et klogt valg at få taget en uddannelse. Det hele skal nok gå, trods for vi ikke føler det gør. Og trods for der måske ville være en anden bedre løsning – men sejt du kommer i gang, og pøj med det <3

  • Jeg har to børn i folkeskolen. Min ældste (10) klarer sig godt fagligt og er interesseret i at modtage og opsøge viden. Hjemmefra hjælper vi med de sociale problemer der kan være ved at lære at se egen andel, gå væk, konfrontere på en ordentlig måde. Være lyttende og forstående og få gode snakke om livet og hvordan maner i livet på godt og ondt. Der er ikke rum og plads til at der sker grundigt i skolen og det ærger mig virkelig men jeg er ikke i tvivl om at hun klarer sig.

    Min yngste (8) har det i skolen svært. Der er ikke rammer til at hjælpe med det der kræves når man skal lære at gå i 1. Klasse. Det er en daglig kamp og et barn der nu oplever frygt, og modløshed over manglende tro på at voksne vil ham det bedste. Det river mit hjerte itu og jeg hader situationen. Jeg kan se han kunne være en af de børn der ender med en diagnose.
    Han er gået fra at være min evigglad – til at være utryk i hverdagen. Uanset hvor meget vi putter i ham hjemme fra er der ikke rammerne i skolen til at det lykkedes ham at være i det.
    Jeg ved godt det ikke er de voksnes skyld og at det er normeringen og rammerne her om. Jeg bliver SÅ trist over st se udbrændte lærere og pædagoger som ikke kan udføre det arbejde de har pga omstændighederne.

    • Det er også ubærligt at din søn ikke trives. Er der mulighed for at han kan skifte skole? Det kan der være meget håb i – jeg gjorde det selv, alt for sent (i 8 klasse) men shit, det var en god beslutning som ændrede mit liv <3 Håber der sker forbedring for din mindste <3

  • Netop derfor er jeg ikke pædagog længere. Jeg blev uddannet i 2008 og nåede ikke langt i karrieren før min chef var nede med stress i 3 måneder og efterfølgende jeg selv og flere andre kolleger. Mit stress blev til en depresssion og varede i 5 år og jeg har aldrig haft lyst til at vende tilbage til faget siden, fordi normeringen er så dårlig. I de 5 år havde jeg min søn hjemme fra vuggestue og børnehave flere dage i ugen da han er meget sensitiv og ikke havde det rart blandt de 90 børn i institutionen. Selvom det var et fantastisk sted med de sejeste pædagoger og kæmpe udeområde, vidste jeg at min søn ikke trivedes specielt godt så stort et sted.
    Idag er han 12 og kæmper i skolen med at skulle forholde sig til de andre når der er mange på en gang. Utallige møder med skolen hvert årig først nu i 5. Klasse har en kompetent skolepsykolog observeret ham og fundet ud af hvad der kan hjælpe ham. Systemet er tungt og jeg er glad for at datteren er færdig med 9. Klasse i år og skal ud på egne ben i et sabbatår hvor hun skal arbejde og finde sig selv.
    Hvem skal vi mon stemme på for at få flere penge til børn og unge området?

    • Jeg ved det ikke… suk, Enhedslisten 😉 <3

      Ja, det er altså hårdt, at det skal være sådan. Jeg forstår godt dit valg ang. pædagog, jeg er selv uddannet pæd, og er nu så heldig og priviligeret at jeg kan leve af at blogge, men må også ærligt indrømme det ikke er en drøm at arbejde indenfor det pæd. felt eftersom der er så dårlige forhold - og så sender man sine børn derhen. Det glæder mig dog, at jeg lavede en afstemning på min Instagram hvor 30 % stemte at de var meget gæade for deres børns daginst. og skole - men det er jo ikke i orden at 70 % er meget utilfredse, håbet alt godt for din søn <3 Jeg havde selv svært ved folkeskolen men en dag gik der et lys op for mig og jeg blev skoleglad - så håber det samme for din dreng.

  • Vi har to drenge, en på 2,5 år og en på 6 måneder. Vi har valgt at bruge dagpleje, senere en skovbørnehave med maks 35 børn og efterfølgende en privatskole med maks 120. Vi håber det giver nogle gode oplevelser med bedre normering, men man ved jo aldrig, hvordan det kommer til at gå..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *