Et lille opråb – og en evig dårlig samvittighed!
Det har nok været en blanding af at jeg virkelig tror på at børn har godt af socialt samvær – også uden at have deres forældre til at “redde” dem, hvis noget ikke går som de ønsker, og fordi “sådan er det”. At mine børn har været institutionsbørn, i stedet for jeg har passet dem hjemme.
Men også fordi jeg synes det er hårdt at aktivere dem konstant – for børn kræver meget, og jeg føler ikke jeg har fantasi og overskud til at finde på noget, der stimulerer nok, til at jeg kunne gå fulltime hjemme med ungerne. Men kæmpe respekt til dem der har! Hvis man har overskuddet, lysten og fantasien til at være hjemmepasser af eget avl, så får man en stor fed dobbelt high five herfra. For der er ingen tvivl om, siger jeg også fagligt som uddannet pædagog, at børn har bedst af at være sammen med deres forældre de første par år. Måske ikke hele vejen til skolealderen, men de første par år.
Jeg kender flere der hjemmepasser, og har aldrig været jaloux – for så havde jeg selv gjort det. For som én af dem jeg kender siger, er det en prioritering. Og hun har da så ret. Bor man dyrt, kræver det også at pengene skal hives hjem. Bor man billigt, og er man to forældre, har man mulighed for at gå hjemme med barnet, hvis den ene arbejder. Det er et valg. Bor man for dyrt, men vil gerne hjemmepasse, så er der en mulighed, der blot hedder at man skal downsize eller flytte et billigere sted hen.
Alligevel har jeg stort set hver dag dårlig samvittighed over at placere ungerne i de forhold de er udsat for dagligt. Pædagogerne i institutionen er søde og gør deres absolut bedste. Det samme gælder læreren på skolen. Men der ER ikke nok hænder, og jeg oplever flere gange i ugen en presset pædagog (der står alene med op til 36 børn!), og en fantastisk lærer, der blot ikke har tid til at trøste de børn der er kede af at møde ind i skolen, fordi det hele skal rulle for de 24 andre børn i klassen. Det er IKKE OK! Fritidshjemmet flyder også – de er søde, men de har langt fra altid styr på hvor børnene er. Flere gange har jeg oplevet at mit barn løber uden tøj og sko på, udendørs, dage hvor der har været frost om natten. Eller at de ikke ved hvor hun er. Eller at et barn er blevet glemt og låst inde i institutionen, mens de andre har været på tur. Den slags kan ske, for vi er mennesker, men den slags MÅ ikke ske (!) – og sker. fordi der er ALT for få voksne til at holde øje med børnene. ALT FOR FÅ!
Men hvad gør jeg selv?
Det jeg selv gør, for at veje op med min dårlige samvittighed over at aflevere børnene til kaos, er at hente dem rundt kl. 15 de dage det er muligt, hvor jeg ikke sidder i møde eller lign. Mindst en dag hver anden uge holder mit mindste barn fri, og mit andet barn hentes direkte efter undervisning kl. 13. Men er det nok? Er det holdbart?
Når de snakker om diagnoser
Jeg bliver bange og ked af det, når jeg hører at én af de konsekvenser ved at sende vores børn afsted i vuggestuen, børnehaven og sågar skolen, hvor der også mangler hænder og ressourser, kan give mange børn alvorlige konsekvenser. Flere og flere diagnostiseres med alverden, som på sigt kan ødelægge deres unge- og voksenliv. Fordi der ikke er tid til basal omsorg og nærvær i de fleste af børnenes vågne timer, mener eksperter. Dét skræmmer mig voldsomt! Men betyder det at jeg skal sætte alle sejl ind for privatskole, hvor der er bedre normering, eller hvad kan jeg/vi gøre?
Jeg er sgu ærligt i syv sind. Jeg synes mine børn fungerer godt, men kunne de fungere bedre? Det kunne de. De er sunde, raske, kloge, dejlige, men jeg mærker på dem at det hele kunne spille bedre. Jeg kan, som alle andre, ikke forstå hvorfor forholdene bare bliver værre og værre for børn? Når vi forældre hører om hvor slemt det står stil, lukker mange af os øjnene for det, fordi vi ikke kan overskue at tage stilling til det – “jamen, det skal nok gå”… “det gjorde det også da vi var små”. Men hey – da vi var små var forholdene fucking meget bedre! MEGET! Der var flere pædagoger, der var ikke så meget dokumentation som krævede at pædagogerne skulle være fraværende på stuen, mens der var brug for dem, osv. Jeg er meget bekymret, og jeg har ikke lyst til at sætte flere børn ind i en verden der ikke tager hensyn til dem (ok, ærligt – jeg havde ikke planer om flere i forvejen ;)). Men…
SUK, bare SUK. Hvad tænker I? Er I oprigtig glade og trygge ved jeres børns dagligdag, som den fungerer? Og jer der har børn i skolen, har I børn i folke- eller privatskole og hvad er jeres tanker om dem?
Møs fra Sydhavnen!
