Brunsviger på under 5 min. (sukkerfri , glutenfri og vegansk)

vegansk brunsviger sukkerfri og glutenfri

Forrige weekend rendte jeg rundt med et lidt tungt hoved, efter for meget rødvin dagen før, og kunne lissom’ ikke komme i gang med noget. Jeg er jo mor, så jeg kan ikke bare flyde på sofaen (æv! – altså ikke for at jeg er mor, men for jeg ikke kan flyde 😉 ), så jeg tog min søn med i køkkenet og eksperimenterede lidt. Dét blev blandt andet til denne brunsviger på under 5 min. som både er sukkerfri, glutenfri og vegansk. Den smager skide godt – aller bedst hvis du spiser den med det samme. Jeg synes sgu du skulle tage og prøve den, hvis du er en lækkersulten type, der godt gider spise kage dagligt – sådan én er jeg nemlig. Nogle af mine følgere på min Instagram sydhavnsmor.dk spurgte om den var velegnet til Sense, og det vil jeg bestemt sige den er. Hele kagen indeholder ca. 320 kalorier – så den er også perfekt til morgenmad 😉

Læs også Tilde og Sofies vægttabsrejse

Det skal du bruge til 1 kage i skål/kop

1 dl glutenfri havregryn, malet til mel
1 dl havremælk
1 spsk Sukrin Gold
Et nip vanillepulver (kan undlades)
2 tsk rapsolie
1/2 tsk bagepulver

Topping 

1 spsk Sukrin Gold
1 spsk Naturli’ smørbart (evt minarine)

Du kan naturligvis sagtens bruge almindelig mælk og smør hvis du vil, ligesom du kan bruge almindeligt sukker (i samme forhold) og hvedemel i stedet for Sukrin Gold og havregryn.

Prøv også Sund chokoladekage på TO minutter!

Sådan gør du


Mix alle ingredienser og hæld i en kop/skål der tåler mikrobølgeovn. Dejen skal være rimelig våd, da havregrynene suger en del væske og kagen ellers bliver tør. Når du har gjort dette tager du en lille skål og putter topping-ingredienser i og smelter et halvt minut i mikrobølgeovnen. Hæld herefter topping over din ubagte brunsviger og stil nu brunsviger i kop/skål ind i mikrobølgeovnen på ca. 50 sek.

Nu kan du kværne din brunsviger!

Følg med på min Instagram @sydhavnsmor.dk HER for mere (kage)inspiration.

Find mange flere opskrifter på gluten- og sukkerfri kage HER.