May

May

Følg mig på instagram @sydhavnsmor.dk

Vinterferie i semi-Tisvildeleje

Tisvilde

Det er ikke ligefrem hippe uge 29, men det er dælme ikke skidt. Pt ferierer jeg med familien, minus ham jeg giftede mig med i 2012, i et lejet sommerhus for at holde vinterferie i semi-Tisvildeleje. Den faste beboer vil kalde området vi bor i, der egentlig ikke er Tisvildeleje, men to km udenfor byen, for forstaden, men os der ikke har penge til at leje et sommerhus downtown, synes alligevel vi er godt med “herude”, tæt på vandet og i gå-afstand fra den stjernedyre ferieby 😉

Vi droppede tanken om at købe et sommerhus, efter at have besøgt samtlige sommerhuse i Vejby, Kulhuse og et par stykker på Lolland sommeren igennem. Ikke fordi vi ikke havde lyst, men fordi det er dyrt og krævende at eje et hus, som måske ikke bliver brugt så ofte som vi går og drømmer om. Men så kom vinterferien og for blot et par uger siden fik vi idéen om at leje et sommerhus i en af vores favorit-landsdele, Tisvildeleje – og her sidder vi så nu med rødvin i munden og frisk luft i kinderne. Vi er i vinterferie-paradis i (næsten) Tisvildeleje, simpelthen!

Læs også Romantisk kæresteweekend i Mariager

Læs også Vi har købt et hus!

Hvad kan Vejby, som ingen andre steder kan?

Hvad Vejby kan, som ingen andre steder kan, vil jeg ikke bræge om. For jeg er stensikker på der er mange andre ligeså dejlige steder i landet, som dette. Men jeg har endnu ikke gjort mig bekendt med andre steder med så skønne strande og et lokalsamfund som dette, der ligger max en times kørsel fra Sydhavnen. Jeg gad ellers godt kende til dem, for området her er så dyrt, at de sommerhuse vi har råd til ikke helt opfylder kvadratmeter og stand til vores behov. Min mand er handy, men vi har rigeligt at se til i Sydhavnshytten og i vores bådhus til han også har overskud og tid til at istandsætte et sommerhus fra top til tå. Og så er der igen økonomien… for den er helt okay, men vi er ikke de rigeste i bydelen 😉

Så nu render jeg rundt heroppe nordpå og leger/lejer fin dame sammen med mine forældre, børn, søster og niece en uges tid, imens Martin leger håndværker i Sydhavnshytten, når han ikke lige er på job, eller ligger på sofaen og sluger serier og nyder en hel uges børnefri. For dét må man sgu godt indrømme er rart – ikke at skulle forhold sig til en skid andet end sig selv. Den slags sker jo nærmest aldrig når man har avlet. Og bevares – vi priser os begge lykkelige for at vi dagligt beriges med de to små væsener, men de snakker fandme også meget, så det ér altså dejligt med lidt stilhed engang i mellem. Tro det eller la’ være, men jeg ved også at vores unger synes det er rart at slippe for at høre på mor og far engang i mellem, når de er hos mormor og morfar fx – som de stornyder at spendere tid sammen med.

Vinterferie i en sommerby

Hvad fa’en laver man så en hel uge i en vinterferie i en sommerby? Jo, man tager på stranden og alt det dér man også gør om sommeren. Tirsdag tog vi Pandaen til Liseleje Strand, for hvis vi en dag skal investere i en bolig i nærheden skal vi lige kende til de bedste områder. Og Liseleje Strand var helt utrolig flot – og den lokale købmand var smaddersød og vi spiste is og samlede sten, legede på den store naturlegeplads som Nordsjælland er kendt for, der lå lige ned af hovedgaden i byen. På vej fra Vejby til Liseleje kørte vi gennem Asserbo som også skulle kunne en masse. Jeg forstod det bare ikke helt.

Melby

Melby, som også har en del sommerhuse til salg, var ret meget en helårsby i mine øjne? Og meningen var at vi ville køre turen til Kikhavn og Hundested, men så langt nåede vi aldrig den dag. Hold nu kæft naturen heroppe er skøn. Tisvilde Hegn er vanvittig – og kæmpe stor. Jeg forstår godt hvorfor folk strømmer hertil, selvom det helt sikkert også er et område som er så hypet, at dét er grunden til vi alle vrimler hertil sommeren igennem (og nogle også om vinteren …) 😉 Og så alligevel… er det jo bare en masse firkantede felter med dyre huse, som ligeså vel kunne ligge i en kolonihaveforening på Amager eller i Sydhavnen?!

Sommerhus (også) om vinteren er lige mig. Og jeg er stensikker på at jeg kunne blive solgt til standlakrids i andre kyst-sommerhusområder også, men et vigtigt krav for alvorlig overvejelse af sommerhus er afstanden fra København. Lolland, som ellers er virkelig skøn og ikke mindst billig, er vi kommet frem til, er for langt væk. Vi – os fire – har ikke nogen bil, og ligger det længere end 1 time væk fra hjem, kommer vi ikke til at bruge sommerhuset. Lige nu er tanken dog at vi i stedet for at eje, vil leje et hus noget oftere – så kan vi også tage mere rundt i landet og se forskellige steder og blive kloge på vores dejlige land. Bornholm er mit næste mål 😉 Og så score os en bette kolonøjser i storbyen, hvor der bælles bajere med naboerne, imens ungerne løber rundt og spiller petang. Dén tanke er jeg også yderst fan af!

Del på Facebook

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede indlæg

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Få de sidste nyheder direkte til din mail

May

Velkommen! Jeg hedder May, er 39 år, gift med Martin og mor til Uma fra `12 og Sofus fra `14. Når jeg ikke vander blomster i mit lille bådhus i Københavns Havn eller ripper nettet for nye rejsemål, laver lejlighed (er i gang med en sammenlægning af 3 lejligheder), bager jeg tonsvis af kager – gerne den slags man kan spise hver dag med god samvittighed, uden mel og sukker. Her på sydhavnsmor.dk deler jeg et hav af sundere opskrifter, rejse- og kulturoplevelser, boligrenovering og en masse andet.

Populære indlæg

Webshop

Instagram

Scroll to Top