Kan kærlighed blive for meget – for andre?

Alle os der har en konto på Instagram kender det fra hverdagen. Vi ser tonsvis af billeder af lækre, søde børn, slanke perfekte kroppe og ansigter, fantastiske madbilleder, af retter vi aldrig selv ville kunne lave, og vi ser glamourøse feriebilleder og masser af kærlighed. Det er en del af vores hverdag, at få alt det smækket lige i fjæset. Men det er også vores valg, at vi har oprettet en konto for at få adgang til denne filter-befængte verden, som både viser den uvirkelige verden og naboens datters bare numse.

Jeg tror ikke vi kan undgå at lade os påvirke. Nogle reagerer med likes, når andre smider perfekte “se mig, jeg er fandme pæn i dag”- billeder op, for at bekræftes med et “<3”. Andre scrawler forbi fordi de synes det er for meget.

Sådan er det også med kærligheden, både i den virtuelle og virkelige verden. Nogle har brug for at vise hele verden hvor højt de elsker deres mand, børn eller hund. Jeg har selv valgt ikke at vise mine børn på mine sociale medier (læs HER) men er selvfølgelig lige så pave stolt af mit avl, som de der hver dag smider tyve billeder op af ungen dagligt til offentlig skue. Det sjove ved ikke at have Instagram-børn er at når man møder folk (i virkeligheden!) sammen med ens unger, kan de jo finde på at sige “Gud, hvor er de dog vokset siden sidst, det er godt nok længe siden, vi har set hinanden” – det er jo en slags indikator for at man ser sine venner for lidt IRL. Jeg tænker ikke meget over, når jeg møder mine venners børn jeg ikke har set i halvandet år, at de er vokset så meget, for jeg har jo fulgt dem dagligt. Jeg føler jeg kender dem, og de aner ikke hvem jeg er.

Jeg følger (og kender) selv et par stykker som ofte lægger store kærlighedserklæringer ud på de sociale medier, og kalder deres ægtefæller/kærester for “deres klipper” eller “sjæleven”. Hele tiden. Og lige dér brækker jeg mig lidt. Hvorfor? For jeg synes bestemt ikke, tvært i mod, at det er bræk–agtigt at have et godt kærlighedsliv. Dét er sgu da fantastisk – fx også at se hvordan mine forældre er omsorgsfulde over for hinanden efter mere end 40 år sammen. Jeg kan godt huske bølgerne er gået højt hjemme hos os også, men de har sgu holdt ved, og de er fandme søde og gode (også ved hinanden). Jeg synes heller ikke der er noget galt i at bræge ud på FB eller IG eller Twitter, hvis man er til den slags, at man er stormende forelsket, stadig elsker sin mand efter 7 unger. Det er måden det gøres på. Fordi det virker modsat på mig – jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er søgt. Og det er jo bare mig – så hvis jeg ømmer mig lidt over bestemte ordvalg, og synes der hænger for mange klicheer ud af nogles munde, så er det jo mig der har problemet, og ikke dem der er problemet. Og med de ord: ingen kan vel elske for meget?! Kærlighed bliver aldrig yt!

Hvad er jeres holdning til alt det her? Kan kærlighed blive for meget – for andre?

Comment

  • Mine tanker og fornemmelser er klart at dem som gør det har en anden slags let kærlighed og følelses liv. De er mere på overfladen. De elsker sådan cirka alt og alle. I virkelig store arm bevægelser.
    Ja det kan virkelig blive for meget. Der er faktisk stor forskel på rigtig kærlighed. Der er en grund til de har behov for at poste det hele tiden og en grund til vi andre ikke har !!!
    Jeg hader den der offentlige deling af kærlighed og “manden min” er absolut det værste udtryk. Der er sgu da heller ingen mænd som poster “konen min ” . Så ja.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *