Serier- og dokumentarer I skal se i januar

Fik I læst mine sidste serieanbefalinger? Min store serieguide og De sidste 5 film og serier jeg har streamet?

Her er de nyeste, gode serie- og dokumentarfund fra Sydhavnshytten, som jeg vil anbefale jer at se.

You (Netflix)

Jeg blev bidt med det samme! Serien handler om boghandleren Joe og hans besættelse af den smukke pige Beck. En besættelse som udvikler sig til det mest sygelige forhold, hvor sociale medier bruges til at komme helt tæt på Beck. Der er ingen grænser for han vil gøre for at opnå hendes kærlighed. Bare se den, den er SÅ spændende!

Doggystyle (DR.dk)

Her behøver du intet abonnement for du kan streame serien gratis på dr.dk. Doggystyle er en ungdomsserie lavet til DR3, som handler om pigen Asta (start tyverne), der drømmer om at blive elsket og beundret. Hun bor i København men pga. manglende penge flytter hun hjem til sine forældre på Odden i en periode, hvor også hendes handicappede søster bor. Her kommer hun tilbage til fortiden, hendes gamle venner som lever et andet liv end hendes “smarte” Københavnerliv. I kan se serien HER.

Mit hemmelige match (DR.dk)

Mit hemmelige match kan ses HER

og er et nyt dansk eksperiment der følger en flok unge danske mennesker der (konstrueret) flytter ind sammen i et kollektiv i en måned. De er nøje udvalgt af eksperter for at skabe drama, forelskelse og alt her imellem. De to første afsnit er nu tilgængelige online, og i første afsnit ser man de unge (halvt piger, halvt drenge) møde hinanden for første gang, tage på tour de chambre og hvad der fører med sig 😉 Jeg føler mig som en kedelig pensionist når jeg ser programmet, og jeg frygter lidt når tiden kommer at det er mine børn der når den alder 😉

Gaga: Five foot two (Netflix)

En af de bedste film jeg så i 2018 (måske de sidste 5-10 år) var A Star Is Born med Lady Gaga og Bradley Cooper. Har I set den? Hvis ikke har I virkelig noget til gode! Lady Gaga har altid fascineret mig, men jeg har ikke været fan. Det er jeg nu! I dén grad! Hun spiller fantastisk og virker som en stærk, sej, men også utroligt sårbar og omsorgsfuld kvinde. I dokumentaren Gaga: Five foot two, får vi lov til at komme helt tæt på – vi kommer hjem til hende, med hende i studiet, hjem til hendes farmor… helt under huden på Gaga og hendes særlige paparazzi-liv, som jeg ikke misunder hende eller nogle andre. Men som giver et billede af en af de største stjerner vi har i dag, som bag alt det (overfladiske) glamourøse, lever et til dels ensomt og hårdt liv på mange måder. Se den!

Skjold og Isabel (Dr.dk)

Skjold og Isabel (se HER) er en dansk dokumentarfilm om to meget unge mennesker og deres lidt komplicerede kærlighedsforhold. Isabel er fra Amager, Skjold er fra Brumleby på Østerbro. Skjold er vokset op i en kernefamilie med idyllisk sommerhus i Sverige, Isabel i en mere kompliceret familie på Amager. Vi følger den stormende forelskelse, usikkerheden, og fremtidsdrømmende. Et flashback til ens egen ungdom og alle de svære følelser, men også følelsen af at være udødelig med hele fremtiden foran sig <3