Jeg er kommet i dén alder

Jeg troede først dén alder kom senere. Og jeg forstod faktisk ikke at jeg allerede er landet godt i den, før jeg startede i et vikariat som pædagog, før jeg begyndte jeg blogge fuldtid. Ordet blogger i sig selv lyder jo utroligt ungt, derfor kaster jeg om mig med ordet, når jeg er ude, som fx når jeg omtaler mine (blogger)veninder, alle de (blogger)events jeg går til og alle de (blogger)middage hvor jeg spiser (blogger- og IG venlig) mad til 😉

Men jeg er bare ikke helt ung mere. Bevares, man kan sgu da ikke kalde en 36-årig gammel (jo, mine børn kan!), men man er lissom’ heller ikke tyve mere. Er man tyve i dag er man jo født i slut 90’erne, hvor jeg var fødedygtig og var i fuld sving med (at feste og drikke for mange shots på diverse indre by klubber hver ons – lør under) HF. 

Men dén alder gik altså op for mig en dag på job, da jeg stod og tørrede klistrede brødkrummer og bussemænd af bordene efter børnehavebørnenes frokost. Min kollega, som jeg ikke lige have overvejet alderen på, vi havde det bare sjovt, spurgte mig om min alder, og frisk som jeg var, bad jeg ham gætte. “Midt 30’erne”, sagde han. Og jeg blev oprigtig chokeret. For gu’ faen’ var jeg (snart – jeg var 34) midt i 30’erne. Men jeg så sgu da ikke sådan ud?! 😉

Han var så 25, viste det sig. Stadig i gang med at finde ud af hvad han skulle med sin fremtid. Ikke at jeg havde meget mere styr min min, end han havde, til trods for jeg havde mand, to børn, egen lejlighed og en lang uddannelse. For se engang – jeg er jo pædagog med en kandidat i pædagogisk antropologi, og de sidste 18 mdr har jeg fumlet virkelig mange timer på en computer, og snart har jeg gudhjælpemig også en uddannelse som kostvejleder. Dén havde jeg alligevel ikke set komme for bare tre år siden. Men shit, jeg er glad. Og gammel, tydeligvis.

Jeg er kommet i dén alder, hvor jeg simpelthen ikke fatter at folk på 25 er yngre end mig selv. Hvor jeg ikke længere kan se hvor gamle folk er. Både dem jeg møder i min hverdag, og dem på/bag skærmen. Jeg er, som en million andre danskere, ret klukkende over Pastor Joachim Fjelstrup. Men at han viser sig at dele alder med min næsten 5 år yngre lillesøster fatter jeg ikke en skid af. Jeg må være gammel. Ikke fordi ham Joachim ser gammel ud, men han ser fandme voksen ud, det gør han altså! Og der findes en borgmester der er 10 (!) år yngre end mig.

Jeg tror på en eller anden måde at jeg altid vil være et barn indeni. Sådan en der ringer til mine forældre når jeg er bange eller ikke ved om jeg skal vælge fløde- eller sodavandsis. Hver dag stirrer jeg (forelsket) på mine unger og spørger mig selv om det kan være rigtigt jeg er deres mor. For en mor er sådan en voksen én, der er trygheden selv, som ved alt om alt og som ikke er bange for noget, som man lægger sig ind til og så er verden bare skide tryg og varm. Sådan én er jeg til to mennesker.

Er der andre derude, der har det lidt lissom’ jeg? At man ikke helt fatter at man er den rigtige voksne, som kan være ældre end de andre voksne? Mon jeg også har det sådan når jeg fylder 60?