Bedste veninder

Det startede med at vi gik i vuggestue sammen, senere endte vi i samme børnehave, trods for at vi boede i hver vores ende af byen. Vores forældre blev venner, og det gjorde vi også. Meget gode endda. Da vi skulle i skole skiltes vores daglige veje, men venskabet varede ved. Vi sås stadig på uge-basis, og jeg startede også med at spille klaver hver torsdag aften hjemme hos hende. Egentlig ikke fordi jeg var særligt interesseret i at lære at spille, men fordi det var så hyggeligt at være der (efter klaverundervisningen, som både hun og hendes søster også modtog), hvor vi så de nyeste afsnit af Beverly Hills 90210 og Glamour, spiste god mad, som altid inkluderede tonsvis af hvide kartofler med brun sovs. Ja, jeg spiste engang 21 kartofler på én aften. De kaldte mig ‘”kartoffelæderen” hjemme hos min bedste veninde.

Jeg overnattede ofte hos hende. Jeg elskede at være derhjemme. Jeg blev også tæt med hendes forældre og søster – og alle hendes nye venner på sangskolen hun startede på, som jeg også selv havde forsøgt at komme ind på, men fik afslag fra. Egentlig var jeg nok heller ikke super interesseret i at synge, men jeg gad virkelig godt skifte skole og komme væk fra den mobning der foregik i min klasse.

Vi lavede alt sammen – var på ferier, gik til kor og senere gik vi også i byen sammen. Vi var meget tætte veninder og vi kaldte hinanden “bedste veninder”. Men for ti år siden brød jeg kontakten med hende, grundet nogle private sager.

I mine teenage-år havde jeg også i længere perioder andre “bedste veninder”, som jeg konstant var sammen med. Bedste veninde-tingen handlede om at føle tryghed, at være anerkendt som ‘den bedste’ – noget de fleste (jeg) havde brug for som helt ung.

I dag har jeg ikke “bedste veninder” længere. For jeg har valgt at bryde med det ord, som jeg i dag synes gør mere ondt end godt. Jeg har flere rigtig gode veninder, som jeg elsker højt for hvem de er, og hvad vi har oplevet sammen og stadig gør. Veninder jeg vil have for livet, som jeg ved er der for mig, når jeg har brug for det, og selvfølgelig omvendt. Veninder som har børn, som mine børn leger med, og som jeg elsker at følge i livet. Men begrebet “bedsteveninde” synes jeg, at jeg er blevet for gammel og selvstændig til. Jeg bryder mig ikke længere om begrebet, som gør mine andre veninder (dem der ikke er ‘de bedste’) til nogle veninder der rangeres længere nede i rækken.

Selvfølgelig er der veninder jeg har særligt tæt, som jeg betegner som tættere end andre, som jeg ringer først til. Men jeg synes “bedste veninde” er lidt fjollet i en voksenverden. Det hører barndommen og ungdommen til. I min verden, i hvert fald.

Dengang vi var børn og teenagere blev man sgu da også ked af hvis de to andre fra trekløveren omtalte hinanden som “bedste veninder”. Så var man ikke ligeså god som dem. Man kom i anden række. Og selvom man gør  – også i dag – kommer i anden række blandt nogle venner, så skal man sgu da ikke flagre med det. Man siger da ikke til folk, at man bedre kan lide én fremfor en anden, foran dem, i hvert fald? Jeg gør ikke. Og derfor synes jeg også at “bedste veninde”-begrebet er lidt tåkrummende i en voksenverden. Også selvom du har en veninde du reelt set anser som en tættere og mere trofast veninde. Det var alt fra Sydhavnen i dag 😉

Er I enige? 

 

 

Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *