glutenfri og sukkerfri bamseboller

Gluten- og sukkerfri bamseboller til børnefødselsdagen

I dag fejrer vi Sofus fødselsdag igen. Han blev 4 år i tirsdags, hvor vi havde mormor, morfar og farmor på besøg i Sydhavnshytten  – denne gang fejrer vi den med flere familiemedlemmer i et sommerhus på Lolland. Sofus har ønsket sig en halloween-fødselsdag med bamseboller (som nogle kalder bjørneboller), og dét skulle han sgu da’ ha’ så! Så jeg har bagt hele aftenen i går, imens de andre bankede hinanden ud i pool inde ved siden af køkkenet. Vi har et par glutenallergikere i familien så derfor bager vi altid glutenfrit til vores familiefester. Bollerne smager som ‘mormors’, ifølge min svoger, som selv er stor gluten-fan, så jeg vil vove at påstå at de her bliver et hit – de er bløde, luftige og søde – både indeni og udenpå 😉

Find flere gluten- og sukkerfri opskrifter HER


glutenfri og sukkerfri bamseboller
bamseboller

 

Det skal du bruge til de gluten- og sukkerfri fødselsdagsboller (12-14 stk)

25 g gær
2 mindre/mellemstore æg
1/2 dl Sukrin Gold
1/4 tsk salt
40 g (plante)smør
2,5 dl (plante)mælk
1/2 tsk vanillepulver
2 tsk kardemomme
1 spsk loppefrøskaller
450 g Finax glutenfri mel – den røde

Sådan gør du

Mælk og SMELTET smør blandes, og gær tilsættes. Tilsæt herefter æg (gem et halvt til pensling af bollerne før bagning). Rør godt rundt.

Sukker, salt, loppefrøskaller, vanille og kardemomme tilsættes. Tilsæt lidt efter lidt melet. Dejen bliver ikke helt ‘hård’, den er stadig godt blød, når alt melet er kommet i, men den bliver mere fast efterhånden, når loppefrøskallerne binder dejen sammen efter ca. et kvarter.

Lad dejen hæve i 30 minutter et lunt sted.
Med to spsk laver du 12-14 boller, som smides på en bageplade beklædt med bagepapir. Herefter laver du to små ører på toppen af bollen og sætter en lille kugle (næse) ovenpå bollen (se billede).

Nu tænder du ovnen på 200 C.

Lad dine boller efterhæve i et kvarter.

Bollerne sættes midt i ovnen og skal have mellem 20-30 minutter, afhængig af ovn – hold øje efter 20 minutter.

Tag bollerne ud, når de ikke er klæg indeni – tjek med en gaffel om der hænger noget ved. Når de er færdige vender du dem hoved på en rist eller på køkkenbordet og lader dem køle.

Nu kan du lave øjne og mund på bjørnebollerne. Jeg brugte sød, sukkerfri lakrids, skåret i skiver som øjne og en sukkerstift til mund. Skal pynten være sukkerfri kan du bruge SukrinMelis.

Så er de klar til at hapses! 

De er perfekte at dele ud i børnehaven eller skolen (øjne kan også laves af rosiner) til fødselsdagen.

bamseboller