Min vægt
De sidste snart fire måneder er jeg hver tirsdag blevet vejet af Sensekonsulenten Soraya her i Sydhavnen. Hun har et lille, eller efterhånden, større hold, hvor vi er en flok kvinder der gerne vil tabe os/lære at holde vægten, uden at være på kur. Hun inspirerer os med Sensekost, som i bund og grund bare er helt almindelig kost i rette portionsstørrelser, og så snakker vi, hygger os – og bliver vejet, hvis vi har lyst til dét.
Første gang jeg steg på vægten i april, var jeg ærligt ikke stolt over tallet. Jeg var ikke flov, men jeg pralede heller ikke. Jeg var ikke overvægtig ift min BMI, men jeg havde en god del fedt på sidebenene, som man så kan diskutere om var nødvendige at komme af med eller ej. For mig var de. For de irriterede mig, når jeg så mig i spejlet og på billeder så jeg altid dobbelthagen, de kraftige overarme og topmaven. Det er sådan set helt underordnet hvad andre mente om min krop. Om de synes den var fin nok eller ej, for det var mig der bar rundt på den, og skulle forholde mig til den 24/7. Derfor tog jeg en beslutning om at få gjort noget ved det. Jeg elsker at ligge på den lade, men ingen andre end jeg kunne gøre noget ved det. Så det gjorde jeg.
Det har ikke været svært. Beslutningen var nem, og ‘rejsen’ hertil – en del kilo lettere, har været det samme. Jeg ved hvad jeg har tabt i kilo, flere af mine forsvundne kilo er fedt (og bryster, hehe), men der er også svundet en del i muskelmasse. For træningen har ikke været min bedste ven. Jeg har dog med hjælp fra min skridttæller (affiliatelink) fået nogle gode kilometer i benene, som man siger 😉 Jeg har sat mit daglige mål til 12.000 skridt, hvilket jeg de fleste dage opnår uden at prøve ihærdigt. Det er altså ikke svært at få trasket nogle skridt rundt i en lejlighed, når man har to unger der konstant kræver vand og is i varmen. Men et par gange om ugen gør jeg mig et ihærdigt forsøg på at komme op på det dobbelte, hvor jeg vader København tynd sammen med min far, så jeg kan tillade mig at flade foran skærmen de dage hvor jeg ser for meget Netflix, eller arbejder – med en plade chokolade – foran computeren.
Langsomt, hvor jeg er begyndt at nå en figur jeg er tilfreds med, har jeg fundet ud af at min vægt – altså tallet der står på maskinen jeg træder op på, ikke længere er så afgørende for mig. For jeg har det virkelig godt med min (mor)krop nu. Den er stadig blød, absolut ikke stram (dét gad jeg dog godt gøre et bitte lille forsøg på at gøre noget ved. Er det Reformer der er the shit i 2018?), og der er stadig masser af ‘donut’s’, som ungerne kalder det fedt der sidder rundt min mavse. Som man siger “der er stadig en god portion nødration”, hvilket jeg egentlig godt kan lide at der er, for runde røve giver bredere smil, har jeg hørt 😉
Jeg vil blankt indrømme at jeg går op i min vægt – forstået på den måde, at jeg ikke gider at veje ‘for meget’, eller føle at jeg gør, når jeg kryber i klunset. Hvad for meget er, er kun noget jeg kan afgøre. Men at min BodyAge næsten svarede til halvdelen af mit fødselsår (82´) da jeg startede mit vægttab, synes jeg ikke var specielt sejt, eftersom jeg ikke ligefrem gider være ældre end jeg rent faktisk er. Det var engang sejt at blive spurgt om man var 23, da man var 18. Nu bliver jeg RÅLYKKELIG, når folk spørger mig om jeg er 33 (jeg fylder 36 om to måneder).
Jeg er virkelig glad for at have taget den beslutning om at lære om den nyere livsstil, Sense. Om at forandre bare en lille smule på mit ellers fornuftige spisemønster (som inkluderede for store portioner før), for selvom slankere ikke (nødvendigvis) gør én mere lykkelig, så giver det én mindre bekymring, at man bare hopper i tøjet uden at føle sig som en flodhest med kalkunhals og mormorarme. Mine kan stadig dingle, og det bliver de helt sikkert ved med at gøre, for jeg bliver aldrig sådan en motherfucker trænings-healthjunkie, men jeg gider godt at være sund og få rørt mig lidt mere end jeg før har gjort. At gå kan også noget. Du behøver ikke at løbe et marathon for at være med. Man behøver heller ikke at undvære sin rødvin, lidt slik og chips, og fløden på jordbærerne for at være sund. Jeg har levet livet hele sommeren med flydende procenter og masser af god mad, uden at føle mig snydt eller føle jeg har manglet noget. Alt imens jeg stille og roligt har gået et par tøjstørrelser ned. Dét er livet for mig – at have det godt med mig selv. Jeg kan ikke lave om på mine øjne, næse og hage – uden hjælp fra en kirurg, hvilket jeg ikke har lyst til at eksperimentere med. Men jeg kan lave om på så meget andet, og det har jeg gjort – og selvom jeg ikke er blevet mere lykkelig af det, så har det gjort at jeg har en bekymring mindre, som jeg rent faktisk – hver dag – glæder mig over. Jeg lever (overvejende) sundt og godt, men jeg elsker altså også at give den fuld skrald på den lokale kineser, med fritter og en halv pumpet slave-grillkylling, uden at få dårlig samvittighed.
Flere har spurgt til hvordan jeg har tabt mig -altså hvad jeg spiser. Og den slags kan se mere af på min Instagram @sydhavnsmor.dk, hvor jeg deler lidt mere fra hverdagen. Desuden har jeg gang i et mere omfattende skriv, som fortæller hvor nemt det faktisk er det her, og hvor lidt tid jeg rent faktisk bruger på at lave mad, hvad jeg spiser, og det dér med at have børn og leve efter nogle principper… om lidt skal jeg på La Glace og spise flødeskumskage. Det kan man nemlig også på Sense. Med helt, helt god samvittighed <3
