Sense gulerodsmuffins uden sukker og gluten

Ud over Sense-romkuglerne, er det her min absolutte favoritopskrift på kager/muffins – og så indeholder de oveni købet ALT hvad man har brug for til et fuldt Sensemåltid. Jeg glæder mig hver dag over min nye livsstil, som byder på så mange gode smagsoplevelser, og med tanken om at jeg både spiser super sundt og slanker mig imens, samtidigt med at jeg sidder og spiser muffins til frokost, kan det lissom’ ikke blive meget nemmere og luksuriøst, vel?!

 

Gulerodsmuffin SenseGulerodsmuffin Sense

 

Jeg har tidligere delt opskriften på en gulerodskage efter Senseprincipperne. Den er også god. Men denne her! De her muffins er HELT fantastiske! Virkelig. Jeg testede dem af på Uma første gang, for kan mit barn lide dem, så tror jeg alle kan. Hun er glad for meget søde sager, og nogle gange synes hun mit mad bliver en tand for eksperimenterende, men de her glider rent ned, med stor fornøjelse.

Derfor synes jeg selvfølgelig også at I skal have opskriften. Jeg har mixet tre forskellige opskrifter på gulerodsmuffins og det her er blevet resultatet.

 

Gulerodsmuffin SenseGulerodsmuffins Sense

Det skal du bruge til 18 gulerodsmuffins efter Senseprincipperne

(6 muffins svarer til 1 fuld spisekasse, du må altså spise hele 6 muffins til hvert måltid):

550 g. revne gulerødder (gør det nemt og køb dem færdigrevne i fx Irma, økologisk)

6 æg

3 dl havregryn, malet til mel i minihakker

4 spsk Sukrin Gold med top

1 1/2 tsk vanillepulver

1 1/2 tsk salt

1 spsk bagepulver med top

6 tsk kanel med top

3 tsk kardemomme med top

20 g smeltet smør

2 spsk Fiber HUSK, den gule

Evt. et nip stødt nellike, hvis haves (kan undlades)

Til topping:

180 g. neutral smøreost, fx Philadelphia

Lidt citronsaft

Vanillepulver (1 tsk)

1 spsk Sukrin Gold

og/eller

40 g. mørk chokolade, gerne med mint eller appelsinsmag

10 g. smør

Sådan gør du

Riv gulerødderne, hvis ikke du har købt dem færdigrevne. Kør havregrynene til mel i miniblender. Bland alle ingredienser og giv dem en omgang med blenderen, så dejen bliver mere jævn. Kan du godt lide at der er lange stykker revne gulerødder i kagen, så lad være med at blend den helt flydende.

Tænd ovnen på 180 C varmluft / 200 C almindelig ovn.

Fordel dejen i 18 muffinforme (jeg bruger silikoneforme, de holder godt på formen). Bag midt i ovnen i ca. et kvarter.

Imens blandet du dine ingredienser til creamcheese-topping. Du kan også smelte chokolade og smør sammen i mikroen/vandbad og toppe dine muffins med. Min favorit er klart creamcheese-toppingen!

Når dine muffins er bagt færdige, hiver du dem ud af ovnen, flipper dem på ryggen og lader dem køle af. Når de ikke er super varme mere, topper du dem med dine toppings, og evt. med et friskt jordbær eller blåbær) og kører dem direkte ned. De er SÅ gode, bløde, saftige og lige til at savle over!

De kan fryses, og i køleren holder de sig et par dage.

Jeg synes personligt det er lidt voldsomt at spise seks muffins af gangen, selvom de er enormt gode. Derfor spiser jeg som regel tre ad gangen, og så spiser jeg fx et æg og et stykke peberfrugt eller andet grønt ved siden af, for at komme op på et fuldt Sensemåltid.

 

Gulerodsmuffin

 

 

Kommentarer (18)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *