Jeg har fundet mit drømmehus!

I der følger jævnligt med på domænet her, og særligt jer der også kigger med “bag det hele”, på min Instagram, @sydhavnsmor.dk, ved at jeg er i syv sind angående vores boligsituation. Jeg bruger mindst en time dagligt på boliga.dk, da jeg er ved at få kriller over at bo på anden, og ikke have direkte udgang til en have. Primært fordi mine unger bare er i bedre humør, når de frit kan løbe udendørs, ligesom alle andre børn. Men nu har jeg fundet mit drømmehus – og har endda været til åbent hus! Og huset var mindst lige så fantastisk og perfekt i virkeligheden, som på billederne.

 

Helsingør

Jeg er solgt! Huset er dog endnu ikke solgt (til mig, i hvert fald!), for der kører SÅ mange tanker rundt i mit hoved, angående det blå, romantiske træhus i HELSINGØR! Jeg lagde i går en story ud på min IG, hvor jeg filmede huset, og ud af 92 % af jer der så med,stemte for, at vi skal smide bankens penge i de mange m2 med mange værelser, stor have, værksted, og den mest fantastiske udestue, nordpå! Der var næsten 400 stemmer for GO, og kun 32 der stemte NO GO, og jeg tænker om det er fordi de 32  ved bedre end mig, dem der siger nix, eller fordi de er inkarnerede Sydhavnselskere, som mig selv? 🙂

Ikke desto mindre, er det selvfølgelig Martin og jeg som i sidste ende skal afgøre om vi er klar til at flyve fra reden i 2450, og vende snuden mod Helsingør. Men jeg er fandme usikker – usikker fordi

1. jeg ikke ved om vi kan låne pengene (det er lissom’ ret afgørende, jo!)

2. jeg er bange for at flytte væk fra alt det kendte, som jeg hele mit liv har haft indenfor cykelafstand – min familie og venner

3. jeg ikke ved om Helsingør er noget for mig? Jeg kender byen dårligt, men synes den er hamrende charmerende og det er dejligt at den ligger tæt på vand og havn, og de små byhuse er mega fantastiske (det er dog ikke sådan ét vi har i kikkerten)

4. jeg er bange for at fortryde, og bange for om jeg vil føle mig ensom deroppe?

5. jeg er bange for at skifte skole og institution til mine børn (igen), nu da endelig er faldet så godt til

6. jeg ikke længere er Sydhavnsmor, og derfor må skifte navn… men vil I stadig følge med, eller må man godt beholde sit navn, hvis ens hjerte altid hører til Sydhavnen og man beholder sit bådhus i bydelen og ens forældre stadig bor her, og derfor har en kæmpe tilknytning til området? Jeg skal altså… i al respekt for Helsingør, ikke hedde Helsingørmor, som mange ellers har foreslået mig 😉 Men tak for de gode forslag, hehe.

7… jeg aldrig har købt et hus, været afhængig af (langvarig) offentlig transport til hverdag, eller boet mere end 6 km væk fra København. FÅRK, jeg er i tvivl.

 

HelsingørHelsingør

 

Tvivlen behøver nok ikke ligge og lumre for længe, for jeg er ret sikker på, at hvis ikke vi slår til, og køber det blå hus, så gør nogen andre det, inden længe. For det er uden tvivl et af de flotteste huse jeg nogensinde har set, og prisen er tilsvarende. Afstanden fra byen er den samme som til Køge, men jeg synes Helsingør virker som en helt anden planet, eller land… måske fordi jeg ikke kender byen, og fordi der er så mange tursiter, særligt svenskere… jeg er næsten i Køge hver uge, på job, men det tager ikke lang tid med S-toget.

Det er ikke længe siden jeg gloede på huse her, og måske er jeg bare ikke klar til at rykke 50 km væk fra min hverdag? Jeg higer bare efter have, og gerne endnu mere luft end der er her i byen, trods for jeg mener, at jeg bor i Københavns absolut bedste bydel, hvor der er grønnere end de fleste andre steder. Men måske er noget som Dragør mere overskueligt (i mit hoved), for selvom  den offentlig transport dertil er sløj, så kan man smide røven på en cykel og komme til familie, venner og en bette shop, indenfor et rimelig antal kilometer.

Vil man blive ensom, hvis man flytter til en by, hvor man ingen kender? Det er jeg sgu en kende bange for! Men kæft, jeg forestiller mig mange grillaftener, med venner, naboerne, glade børn i trampolinen, min lille urtehave, og følelsen af mere frihed, ved at vade direkte ud i det grønne…

PS – smid mig links til jeres huse, til under 3 mio (helst), hvis I har nogle i ærmet, I sælger, tak 😉 Altså som ligger indenfor rimelig afstand til mit kære Sydhavnen <3 😉 Eller skal jeg bare være vild og overtale Martin (og vores bankrådgiver)  til en hurtig handel, og fortsætte bloglivet i det nordsjællandske, med flere blogindlæg om have og bolig?

 

 

Kommentarer (8)

  • Flyt til Roskilde! Her er strand og vand tæt på, skov, en hyggelig gammel by, kulturliv og under 30 min i tog til Kbh! ❤️ Og jeg er her jo!

  • Det lyder dejligt at I ønsker hus med have:-)
    Træhus skal dog vedligeholdes en hel del.
    Helsingør har en del kriminalitet.
    Hvad med Valby, det er tættere på og måske ikke så dyrt og der kan være hyggeligt der.
    Glæder mig til at se hvad I vælger.
    Alternativet er et kolonihavehus tæt på, så kan børnene boltre sig i haven i sommerhalvåret og I skal ikke skifte skole mv.
    Hilsner og pøj pøj 🙂

  • Tænkte om I har tjekket op på tvangsaktioner i jeres område!
    Boligsiden med flere viser en del.
    Har I en aftale klar med banken kan I byde og slå hurtigt til og få ekstra meget for pengene;-)

  • Gør det! Tror ikke i kommer til at fortryde! Vi flyttede fra Christianshavn til Espergærde i efteråret, og ja selvom der er et stykke til København og dermed arbejde og de fleste venner, syntes vi freden, naturen og egen have et det hele værd! Også syntes alle vores venner at det er så idyllisk med en tur på landet 😉

  • Uhh det er jo et stort spørgsmål – skal – skal ikk. Jeg er selv fra Jylland og flyttede til Sydhavnen for 12 år siden. Jeg boede der i 4 år og har stadig en meget tæt tilknytning til Sydhavnen og føler mig hjemme når jeg besøger venner. Efterfølgende er jeg flyttet til Vestegnen først Vallensbæk så Greve og nu rykker vi endnu længere ud nemli Karlslunde . Jeg har brug for luft, natur og store vider. Jeg har brug for vand og tilpas tæt på byen (Kbh) så jeg stadig kan mærke byen puls . Nå men vi sælger vores rækkehus i Greve strandby så tjek da endelig området ud. Huset er stadig ikke sat til salg på boliga men i løbet af 14 dage vil det højst sandsynlig være at finde der til 3095000kr. Hvis du er vant til at rejse til Køge med tog kender du jo strækningen og der er mange perler på Vestegnen . Dermed siger jeg ikk at jeg ikk syns du skal flytte nordpå. Du skal ikk være bange for om du kommer til at føle dig alene for er sikker på du sagtens kan tale med nye folk og så er der jo ikke så langt så venner og familie kan jo sagtens komme og besøge jer og evt med overnatning set er jo såååå hyggeligt. Glæder mig til at høre om jeres beslutning kh Heidi

  • Jeg flyttede selv for et halvt år siden fra Sydhavnen og til jordens skønneste vildt lækre stråtækte bindingsværkshus tæt ved Præstø fjord og jeg IKKE fortrudt et sekund selvom jeg i den grad elskede Sydhavnen. Synes stadig at Sydhavnen er et vildt fedt sted, det her er bare federe og har givet så meget lykke. Min base er nu på landet og ja der er ikke lige den bedste offentlige transport men det går fint, nu har jeg heller ikke små børn der skal til det ene eller det andet, men det har folk omkring os og det går helt fint 🙂 Derudover er Sydsjælland hbornjeg er flyttet til, virkelig virkelig smuk og der er så mange lækre ting her, vi elsker det og har i den grad taget sen rigtige beslutning 🙂

  • Vi, min mand og jeg flyttede til Helsingør for 1 år siden, og det har vi ikke fortrudt. Vi elsker Helsingør med alle de muligheder den byder: at gå på opdagelse i de smalle gader, at færdes blandt de svenske turister, at kigge ind i de små soecialforretninger, at deltage i arrangementer på Kulturværftet/biblioteket, at høre historiefortællere fortælle historier fra gamle Helsingør, at gå en tur i lystbådehavnen, at bade ved Snekkersten Strand, at tage færgen og gå på opdagelse i Helsingborg – ja jeg kunne blive ved 🌞. Vi er et ægtepar på efterløn/pension, så vores forudsætninger er ikke de samme som jeres. Vores søn, svigerdatter og 2 børnebørn på nu 10 og 13 år flyttede til Snekkersten for 3-4 år siden, og de trives godt med skole, venner, fritidsaktiviteter. Vi fandt også vores drømmehus for godt 1 år siden og vi tog springet 🌞

  • Hvis det var mig, så ville jeg købe en kolonihave i stedet – som i at i kan blive boende og alligevel have en have til hele familien ❣️😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *