Margaret Øen Budapest

Guide til Budapest: 10 ting du skal opleve i Ungarns hovedstad

Jeg har lige været på venindetur i Budapest. Jeg kan efterhånden blære mig med at have besøgt adskillige storbyer både i- og udenfor Europa. Men jeg vil med det samme slå fast, at Budapest helt sikkert er en af de aller hyggeligste og fedeste hovedstæder jeg har besøgt. Herunder vil jeg guide jer til byens 10 bedste seværdigheder og steder.

Budapest er ikke kæmpe stor. Man kan – og bør – spadsere rundt i hovedstaden, for sådan får man set de hyggeligste områder. Byen er meget ren, der ligger ingen skrald på gaderne, byen summer af kærlighed (alle par der rejser dertil kysser på alle gadehjørner, ligesom i Paris), byen har vildt mange gode og budgetvenlige spisesteder, og så er byen bare tæske flot og charmerende.

Læs også Pool Paradis og pissebillig ferie 

Margaret Øen Budapest

Cykle på Margaret øen i Donau floden 

Det var mere tilfældigt end planlagt, at vi endte på Margaret øen. Jeg havde godt hørt om øen, men forstod ikke helt hypen omkring en relativ øde ø, beliggende mellem Pest og Buda. Men for filan hvor var det godt at vi tog FitBit uret på, og fik “nogle kilometer i benene”, som man siger. Øen er ikke noget prangende i sig selv, en park-lignende ø, omringet af vand, med et fint musikalsk springvand, nogle luksushoteller, et stort vandland som man klart skal besøge hvis man tar’ avlet med til Ungarns hovedstad… og så var der cyklerne som I ser på billedet! En slags cykelvogn, hvor man træder i pedaler for at komme øen rundt på en times tid. Vi havde det hylende morsomt i den time vi sad og hamrede fusserne rundt i pedalerne, en rigtig fin tur, som kostede lidt under 100 kr. for en time. Gør det hvis du besøger Budapest om sommeren!

Gellert badet

Hotel Gellért 

Der ligger mange finere hoteller i Budapest, men Nanna, som jeg forlod vores familier hjemme i Danmark sammen med, og jeg, var enige om at Hotel Gellért helt sikkert skulle nævnes som et must-stay hotel i den ungarnske hovedstad. Gellért er et gammelt hotel, beliggende ud til Donaufloden på Buda-siden med tilhørende spa- og pool område. Budapest er delt af Donaufloden – den mere frodige, smukke side, Buda, hvor bl.a. slottet og kirken ligger smukt ved floden, og Pest-siden, hvor centrum ligger. Hotel Gellért ligger i gå-afstand fra centrum, man skal blot over broen. Vii tog ikke én eneste dag et offentligt transportmiddel, bortset til- og fra lufthavnen i taxa, fordi vi havde fået at vide at netop dén tur kunne være lidt bøvlet uden en vogn. Prisen fra lufthavnen til Budapest centrum i en taxa ligger mellem 6-8.500 HUF, svarende til 150-200 kr. Vi boede selv på hotellet og betalte i alt for os begge, knap 4000 kr for 4 nætter. Hotellet er meget eftertragtet og vil man gerne bo billigere kan man sagtens finde meget billigere alternativer i byen, særligt udenfor højsæsonen, som også er over sommeren i Budapest. Når du bor på Gellért får du halv pris på spa- og pool området, ca. 75 kr.

Michelin restaurant Budapest

Michelin Restaurant 

Der er mange Michelin muligheder i Budapest, men vi valgte at besøge Borkonyha til frokost. Meningen var at vi ville spise her en aften, men Michelin er eftertragtet, og selvom vi forsøgte at booke et par uger inden vi ankom til byen var alle aftener booket. Her fik vi hhv. en to- og tre-retters menu med to glas vin hver, hvilket kostede os hver en plovmand. Vi kunne for en tudse per næse, have fået en 7-retters menu med dertil hørende vine, og hvorfor vi ikke gjorde det, fortryder jeg nu. Næste gang!

Vi passerede også Restaurant Zona til frokost, hvor vi spottede at man kunne få en tre-retters menu til under 100 kr (!).

Mazel Tov

Mazel Tov

Mazel Tov

Mazel Tov 

Vores absolutte favorit-spisested i byen, var Mazel Tov! Vi var så vilde med indretningen, atmosfæren og maden, at vi kunne have spist der til hvert måltid. Vi spiste godt – deres israelske fusions køkken var åndssvagt lækkert, og deres cocktails (mojitos er min favorit!) var store, og var de bedste jeg nogensinde har smagt! Og jeg underdriver ikke, når jeg siger, at jeg har smagt møg, møg mange! Begge gange vi spiste til vi revnede, og drak til vi dinglende gik derfra, med en regning på ca. 350 kr. for to personer. Kæmpe anbefaling herfra!

Læs også Min rejse til Agadir + Tips til Marokko på budget 

Shopping Budapest

Jødisk kvarter & Shopping 

Mazel Tov ligger i det jødiske kvarter, hvilket var vores favoritområde i Budapest. Her var der et hav af lækre spisteder – find en masse gode og hyggelige spisesteder i den store arkadehal, funky kage – og coktailshops. Det jødiske kvarter er ungt og hipt, og har også nogle mere særlige designshops, end du finder i resten af byen.

Er du til second hand skal du helt sikkert forbi Retrock der har masser af lækre fund, godt nok til priser der ligner dem du kan finde i butikken, KBH K, i det indre København.

Sporvogn Budapest

Sporvogn 

Hop på sporvogn nr. 2 der går langs Donau-floden. Vi hoppede på sporvognen for at se hvor vi havnede og for at se byen fra en anden vinkel. Gør det samme!

Spa & Thai massage 

Et sted vi aldrig nåede hen, fordi der på dagen vi havde planlagt turen dertil, var overskyet, var Szechenyi Spa – et overdådigt spa-område med termiske kilder – det man forbinder med luksus og Budapest! For 125 kr om dagen kan du sole dig på liggestole midt i storbyen, omgivet af masser af termiske bade og pools. Der skal jeg stensikkert hen næste gang!

Vi havde luret lidt på en fodmassage på Gellért Hotellet, som vi havde skumle planer om at betale os fra den sidste dag. Vi endte dog med at falde over 2 x Thai massage inden da. Den første inkl. en fodbehandling, stedet var dog ikke noget at reklamere for, da kvinderne der ordnede vores fusser var mindst lige så sure som vores tæer. MEN da vi dagen efter tullede rundt i gaderne for at finde vej til mere mad, gik vi tilfældigvis forbi et sted, Lian Thai Massage, der så så pænt ud at vi ikke kunne lade være med at spørge hvad det kostede at få thaimassage. Verdens bedste idé – og den bedste massage jeg nogensinde har fået. Samme oplevelse havde min veninde Nanna. 220 kr fattigere gik vi efter halvanden time derfra, helt lette, med følelsen af at vi hver især havde tabt mindst 10 kg. Jeg kunne sgu finde på at tage retur til Budapest bare for massagen!

Cocktails BudapestHummus Bar Budapest

Billige cocktails på Skål & Billig mad på Hummus Bar 

Mazel Tov har byens bedste cocktails, men Skål – en danskejet bar midt i byen, på et hyggeligt lille hjørne, har byens stærkeste drinks, der også er i høj kurs hos Sydhavnsmor! For ca. 30 kr. drinken kunne man slubre alverdens fine navne, med høje procenter. Tag forbi hvis du er tørstig!

Er du sulten, men orker ikke at sætte nummi for godt til rette i en café- eller restaurant stol, kan du mange steder i Budapest finde Hummus Bar, der serverer super lækre retter, gerne fyldt med hummus, til meget lave priser. 2 personer kan snildt spise og drikke sig mætte for en hundredemand. Et besøg værd!

Udsigt fra kirken i Budapest

Udsigten fra kirken & Food Hall

Vi var både forbi slottet og kirken – vi gik ikke ind, men er du gal en fin udsigt fra begge steder. Særligt fra kirken! Her ser du hele byen, og er du sulten så hop over torvet og find Jamie’s, som er Jamie Olivers smarte restaurant der serverer italiensk mad til gode priser.

Ungarnsk dans og musik

Et absolut must, og en af de bedste oplevelser vi havde i byen. Min veninde arbejder på Det Kongelige Teater og jeg har selv arbejdet der i flere år, men det var sgu ikke fordi vi er glade teaterfolk at vi valgte at tage forbi den fine, gamle sal i den fine by, for at se ungarnsk folklore på Danube Palace. Vi spottede en plakat der reklamerede for showet, da vi “besteg” bakken hvorpå slottet ligger. Vi kiggede hinanden i øjnene og tog vore Visa frem og købte med det samme 2 billetter på fjerde række til ca. 230 kr billetten.

8 gange skiftede de 10 dansere tøj undervejs i det livlige show, hvor en masse violinspillere gav den gas med instrumenterne og højt humør. To timer senere gik vi glade fra showet, høje på lykke og livsglæde. Showet var “typisk ungarnsk”, og det var primært ældre danskere der var inde at se det. Nanna og jeg trak aldersgennemsnittet godt ned, men det var lige i øjet.

Generelt er der virkelig mange danskere i Budapest, og flere steder snakker ungarerne lidt dansk. Det var mit første besøg i Budapest, og jeg kan kun anbefale alle at tage til den smukke by der emmer af Parisisk romantisk og er renere end nogen anden storby jeg har været i. Men gør det om sommeren, spis på gaden, sol og bad i de termiske bade, kys på broerne (hvis altså du har én at kysse på. Jeg skal ha’ Martin med dertil, så jeg også kan prøve det!), gå rundt i byen, drik ved vandet og på Mazel Tov og nyd livet! Jeg kommer snart tilbage! Og til jer der har spurgt på min Instagram @sydhavnsmor.dk, hvor jeg deler endnu mere liv og stories, så vil jeg sige at Budapest ikke er en dum by at have børn med til, hvis man vil på storbyferie!

Hop endelig over på min Instagram @sydhavnsmor.dk og følg med, hvis du vil et smut med til Barcelona. For i dag sker DET HER, som vi har glædet os vanvittigt til. Det blir’ SÅ godt <3

Læs også Guide – 48 timer i København