Sundere Snickerskugler af 5 ingredienser (gluten- og sukkerfri)

De her sundere Snickerskugler af 4 ingredienser (gluten- og sukkerfri) måtte jeg bare dele med jer. Opskriften er tyvstjålet (med tilladelse selvfølgelig. Jeg er ikke en gavtyv 😉 ) fra bogen “Det søde valg” – som indeholder masser af lækre gluten- og sukkerfri opskrifter. Det er Almedina fra Instagramprofilen @sund_inspiration der står bag bogen.

Dagligt savler jeg over Almedinas billeder, som inspirerer ca. 25.000 af os danskere med gluten- og sukkerfrie opskrifter på både sødere sager og mad. En kæmpe anbefaling fra mig, er virkelig at følge profilen @sund_inspiration 🙂

Jeg laver jo selv et hav af sundere bagværk, kager, søde sager og greenies mm. Jeg ELSKER at eksperimentere, særligt med grøntsager i søde sager, hvilket der også er kommet min bog “Søde sager med grøntsager” ud af. Den indeholder 25 opskrifter på kager med grøntsager, uden mel og med meget lidt (kokos)sukker, eller 100 % sukkerfri. Selvom det lyder mærkeligt med kager med grønt, så er det det IKKE 😉 Jeg har hørt fra flere af mine læsere der har købt bogen, at deres børn og mænd ikke er vilde med grøntsager, men bare spiser løs af kagerne i bogen, som kan spises med bedre samvittighed 😉 Ligesom Almedinas bagværk kan.

8e1fbf68-bd7d-4c9b-9bdd-d935b6ea71c0

INGREDIENSER TIL: Sundere Snickerskugler af 5 ingredienser (gluten- og sukkerfri)
250 g bløde, udstenede dadler
100 g saltede peanuts
2 store tsk crunchy peanutbutter
Et nip salt
100 g mørk sukkerfri chocolade

SÅDAN GØR DU
Start med at blende dadlerne sammen med peanutbutteren, indtil blandingen er glat. Hak de saltede peanuts og smid dem I blandingen sammen med salten.

Ælt det hele godt sammen og form 20 kugler med hænderne. Smelt chokoladen (lad den hvile et par minutter) I et vandbad og dyp kuglerne heri. Kyl dine Snickers en halv time i fryseren og så er de klar til at kværnes.

Find alle mine nemme, sukker- og glutenfri opskrifter her.