23. september 2017

Da jeg var lille i de gode gamle 80’ere, var alt lyserødt, blomstrende og solen skinnede altid på os’ børns næser. I dag, når jeg ser tilbage på min barndom er den, til trods for at dette, en fantastisk periode. Mine forældre var typerne der aldrig låste døren – for indbrud var man ikke bange for. Vi havde det forøvrigt heller aldrig, trods for at vi boede i et hus med en lang indkørsel, som set i tyve-perspektiv, ville have været et godt sted at gemme sig. Gæster kom der mange af. Huset var altid fuldt af rare, dejlige mennesker, der blev til aftensmad hvis de kom forbi rundt 19-tiden, sov over hvis de hang for længe ud, og fik et værelse i kælderen, hvis de var blevet smidt ud af konen eller manden. Armene var altid åbne og der var altid plads til én til.

Mine forældre holdt store fester. Det gjorde deres venner også. Her var alle børn også inviteret. Og børnene var oppe hele natten, til de dejsede om på gulvet, eller ovenpå et par stole, af træthed. Vi rejste på fællesferie med mine forældres venner og deres børn, år efter år. Det var en tradition, hvor vi kunne være 30-50 mennesker der i flok drog til fx Bornholm eller Ærø, spillede bordfodbold, badede, sang sange om bålet og gik på opdagede i de mindre byer. Jeg kendte – og gør stadig – alle mine forældres venner. Nogle af dem voksede jeg sågar op med i et kollektiv. De passede mig – tog vare på mig som deres egne.

I hverdagene tog vi somme tider efter job og skole forbi mine forældres venner for at spise, snakke og grine. Vi spiste pandekager med is til aftensmad, spildte på tøjet, rullede os i græsset, spillede bold i haven, byggede huler i drivhusene og faldt i søvn under bordet, imens de voksne snakkede. Lyden af mine forældre og deres venners snak var det bedste. Og lyden af høj musik, en skraldende høj latter og fulde folk var fantastisk. Følelsen af at de voksne hyggede sig, imens mine øjenlåg ikke længere kunne holdes oppe, var vidunderlig. Midt i mellem de bedste mennesker jeg kendte, lå jeg og var tryg. Den dag i dag holder vi stadig sammen. Nu er der også kommet børnebørn til – og de er med. Erling og hans skønne kone Jette, som jeg er vokset op sammen med holder hvert år en stor fantastisk sommerfest i deres helt vidunderlige have i Hvidovre, hvor jeg er også er vokset op i hus. Her samles alle fra fortiden – og jeg elsker deres fester. Her møder jeg hvert år mine forældres venner, deres børn og børnebørn. Her føler man sig hjemme, i en varm kreds af de sejeste mennesker fra hele Vestegnen, Birkerød, Vesterbro, Gentofte, Sydhavnen – you’ll name it. Sommerfesten er en tradition, og Erling og Jette er fantastiske til at få samlet hele fællesferie-flokken.

I dag, i 10’erne – hvor jeg selv har fået børn og flash’er tilbage til de gode gamle 80’ere, kan jeg godt ærgre mig. Ærgre mig over at verden ikke er helt så romantisk længere i mine (voksen)øjne. Mine venner kender knapt mine børn. Når vi ses er det ofte efter sengetid, over et glas vin eller middag, fordi vi vil have “voksentid”. Vi vil kunne snakke, uden at forstyrres. Mine børn ved ikke hvem flere af mine gode venner er. Det er sgu da helt galt? Mine børn kommer ikke til at fise rundt til middage i hverdagen hos mine venner, få mine venner til en spontan overnatning på en sofa, falde i søvn under et bord til en fest og høre deres forældre skrald grine sammen med vennerne i en god brandert. Dén får mine børn ikke med. Og hold nu kæft, hvor synes jeg ærligt talt at det er hamrende trist.

De fleste jeg kender, inkl. os selv, henter børn i institutionen, piler direkte hjem – måske med et stressende pitstop i Super Brugsen – sætter ungerne foran flimmerkassen, imens de tjekker deres tlf på alle de sociale kanaler, og laver mad med venstre hånd. Familien spiser aftensmad, ungerne bliver smidt i bad, børster tænder og ryger på hovedet i seng. Sharp 19, for familieterapeuterne i 10’erne mener jo at børn skal have helt faste rutiner dagligt for at fungere socialt med andre. For h……. mand! Hvad skete der lige for hyggen, samværet med andre og spontaniteten?

“MOR ER TRÆT. HOLD DIN KÆFT, ELLER SKRID IND PÅ DIT VÆRELSE”.

Hvad sker der for os i dag?

Jeg vil også have at mine børn skal kende mine venner, føle sig trygge med dem, kende deres børn og blive venner med dem, som jeg er venner med mine forældres børn. Jeg vil også kunne lave spontane hverdags-aftaler, have mine børn med til fester, lade dem sove under bordet imens jeg bæller rødvin og klukker af grin (eller brækker mig fordi jeg ikke kan tåle mere end 2 glas). Jeg vil også spise is i hverdagen til aftensmad, have gæster sovende på min sofa og komme lidt for sent i seng, fordi huset er fyldt af gæster.

SKAL alting være så stramt, planlagt og kedeligt i 10’erne? Skal det virkelig?

Håber der er nogle derude der kan sige jeg er helt gal på den, og I slet ikke opfatter at verden ser sådan ud i dag? Og ingen undskyldninger for hvorfor den er sådan 😉 – For det er vores ansvar at gøre noget ved det, også selvom vi arbejder sent og meget, og er skide trætte – det gjorde mine forældre altså også 🙂

Så… hvem vil lege??? … 🙂 Jeg låser ikke min dør fra nu af, og I er velkomne til både aftensmad, overnatning og masser af rødvin og dans. Ses vi snart? Jeg bor i Sydhavnen 🙂

PS: Læs også om min (kommende) tur til Stettin HER med mine mors veninder, hvis du er glad for spa 🙂 Jeg skal afsted igen om 2 uger og jeg glææææder mig! 🙂

OG OG OG – indlægget:

Der var engang hvor cykling uden hjelm, parabener og cigaretrøg ikke var farligt…