25. april 2017

Det er ikke noget jeg sådan går og lægger skjul på, selvom mange herude har en form for protektionistisk kærlighed til vores bydel: Vi elsker, at her er plads til alle typer mennesker, men vil ikke af med den særlige ånd som bydelen emmer af, og mange af os er bange for at vi bliver pløjet for gammel arbejderånd, og ender med at blive poleret, som Vesterbro. Jeg elsker Vesterbro, og synes café- og shoppelivet i hipsterbydelen kan noget særligt. Noget jeg misunder Vesterbro for, er at der er liv i gaderne – at folk hænger på gadehjørnerne, skåler på gaderne – både i kaffe og bajere, og at familierne ikke flytter fra byen, ‘blot’ fordi de masseformerer sig. Byen har brug for børn. Ellers dør den – bliver grå og trist. Men det kræver sin pengepung at bo så centralt i København. Vesterbro er mangfoldig, men er ikke for alle. Længere.

I bydelen, som ligger klods op af Istedgade, Enghave Plads og Hovedbanegården, ligger en idyllisk landsby-agtig perle, kaldet Sydhavnen – også kendt som Kongens Enghave. Her bor jeg, sammen med 15.000 andre Københavnere. Den sidste bydel for arbejderklassen (og alle andre), hvor det – lidt endnu, stadig er muligt (hvis du er heldig), at få en bolig der er til at betale, for den almene gennemsnitsdansker, som ikke får advokat- eller lægeløn.

Her er der luft og plads til at være barn – og voksen.Vi skal ikke tage busser, eller transportere os til forstaden, for at finde vand, skov, dyr, natur. Det hele findes LIGE her 🙂 I kan jo læse lidt mere om, hvorfor Sydhavnen er en lidt federe bydel end andre bydele her 😉 Eller/og læse det interview Berlingske Tidende lavede med mig sidste år – her, om Sydhavnen 🙂

De fleste – der kender Sydhavnen (for andet end dens gamle ry, som et tungt belastet område) – synes her er en helt særlig dynamik og sammenhold. Sydhavnen er ikke (kun) længere, som det før har været. På bare tre år, er det blevet super attraktivt at flytte til den kulturelle oase i København, hvor ingen er for fine til lidt pletter på tøjet, mudder på – og i – støvlerne, og til at få jord under neglene. Bevares, TV’et er også kommet til 2450, men her er så meget andet at byde på end Ramasjang og Nybyggerne, at vi i dén grad også bruger de luksuriøse udendørsområder. For det er jo sygt hipt at være nede med moder jord, at plante sine unger – og sig selv, i grønne områder, og gå hånd i hånd med naturen. For bliver ungerne beskidte – ja, så får de sgu’tte bare et bad – og klunset en tur i vaskemaskinen – hvad er problemet ? 😉

Jeg synes, at børn skal have lov til at være børn – løbe, klatre, falde og blive beskidte. Der er ikke mange områder tilbage i vores hovedstad, hvor muligheden findes. Før vi rykkede til “landsbyen i storbyen”, boede vi på 70 m2 i det indre København. I 10 år. Og jeg ville hellere halshugges (næsten), end at flytte fra K. Men så kom Uma, og selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, så ændrer ens behov og liv sig, når man avler. That’s the fact. Og derfor rykkede vi fem kilometer væk fra Pisserenden, mit elskede nabolag, og blev Sydhavnere. Noget jeg ALDRIG har fortrudt – og måske aldrig vil være andet end. For jeg er VILD med bydelen. Som i elleVILD. For mig er det et frigjort paradis, midt i puls, storbyliv – mellem vand, træer, naturfredede områder, kolonihaver, rare åbne mennesker – der hilser på hinanden i gaderne. Et område der har plads til børn, leg, diversitet, nye kaffebarer, gamle bodegaer – og smørrebrødsforretninger – og børn – som voksne, der ikke lige får skiftet t-shirt, efter at have rullet os på græsset i Valby Parken eller på Tippen, før vi handler i Irma, uden at nogen ser skævt til os 😉

Har jeg sagt at Sydhaven er f…… fed??? 😉

Læs også: Sydhavnen i billeder – den nye del og Sydhavnen i billeder – den gamle del