Egentlig bryder jeg mig ikke om ordet ‘slankesuppe’, men det er altså hvad denne suppe (også) er. Min veninde der er uddannet ernæringsekspert, som også elsker chips og rødvin, laver ofte denne sindssygt gode, nemme og cremede suppe af bladselleri og ærter. Den smager himmelsk, ungerne elsker den og vi nærmest bæller de gode ingredienser i os herhjemme, når vi spiser den. Og ikke nok med at den mætter rigtig godt, så er den også billig at lave. Ammen altså, der er sgu ikke meget dårligt at sige om den 😉
Det skal du bruge til 4-6 personer:
1 bundt (øko) bladselleri
750 frosne (øko) ærter
1 (øko) løg
2 fed (øko) hvidløg
200 g. neutral flødeost (Philadelphia)
1 terning grøntsagsboullion (eller hønse, hvis du synes det sparker mere smag i din grønne mad)
1 spsk (æblecider)eddike
Lidt frisk citronsaft
Evt. et tryk honning (tsk)
Salt og peber
Lidt olie til stegning
5 dl vand
En stavblender
Sådan gør du:
Vask din bladselleri og skær i skiver og smid i en gryde. Hak også løg og hvidløg groft, og steg sammen med olie bladsellerien til det hele er svitset gyldent. Derefter hældes fryseposen med ærter i, og vendes til de ikke er frosne mere. Herefter hældes vandet i, og koges ca. 10 minutter og får herefter en tur med stavblenderen, til suppen er glat.
Nu tilsættes flødeosten. Den røres rundt til fløden er smeltet. Og så smækkes resten af ingredienserne (grøntsagsbouillon, eddike, citronsaft, honning, salt og peber) i. Lad nu suppen små simre i 10 minutter – og server den evt. med lidt toppet frisk grønt (basilikum, persille), eller med en tomat/løg/mozzarella-salat til. Jeg lover jer det smager skide godt, og at I ikke føler I render rundt med julemandsmave på efterfølgende.
Bon appetit, venner – jeg ved I vil sluge skidtet med stor fornøjelse 🙂
Find alle mine opskrifter HER!