De her søde, melfri pumpkin-boller synes mine børn er så fine og sjove, at jeg tror jeg kunne putte hvad som helst i dejen og de ville ryge ned uanset.
Kardemommen i bollerne gør dem helt fantastiske – og de er nemme at forme så de bliver halloween-sjove og ligner græskar. Sådan lidt i hvert fald 😝- det eneste du skal gøre når dejen er færdig er at skære otte snit rundt bollen og lave et hul i midten, som du efter de har bagt, sætter en mandel eller pecannød i, som stilk.
MELFRI HALLOWEEN GRÆSKAR BOLLER – 16 stk:
8 store æg
8 spsk sukrin/Fiber Sirup Gold
2 dl kokosmælk
100 g. smør (smeltet) evt. kokosolie
2 dl kokosfibre
6 SPSK Fiber HUSK
2 tsk kardemomme (evt. lidt mere hvis du som jeg er sygt tosset med smagen af fødselsdagsboller🎈)
2 tsk bagepulver
EVT: Tilsæt græskarpure som laves af kødet på et græskar, som koges med lidt vand og blendes efter. Hvis du gør det, tilsæt da en smule mindre kokosmælk så massen ikke bliver for blød.
Sådan gør du:
Pisk æg og sukrin/fiber sirup gold sammen. Tilsæt smeltet smør/kokosolie og kokosmælk. Er du mere til fløde, kan du erstatte kokosmælken med det. Tilsæt derefter resten af ingredienserne og bland det godt rundt. Lad dejen hvile i et kvarter så dejen ‘sætter sig’. Det hjælper Fiber Husken dig med. Dejen er nu fast og du deler den op i 16 lige store klumper. Du kan nu forme runde boller og skære dine otte snit og få dem til at ligne græskar.
Jeg blandede lidt rød frugtfarve med gul frugtfarve og fik dermed en orange farve som jeg masserede ind i dejen. Det kunne ikke smages, men ses. Dryssede også lidt sukrin ovenpå bollen, men det behøves ikke.
Sæt bollerne i en varm ovn på 175 C i ca. 20 minutter.
Spis dine ‘græskar’boller 🎃 – de smager uhyggeligt godt!